Jeg mangler nogen og tale med, der også har PTSD.
Jeg er en kvinde på 54 år, jeg lider af svær angst. Jeg har dianosen PTSD, jeg har haft det de sidste 2 år, efter et overfald.
Der skal ikke så meget til så får jeg angst, bliver usikker og får det i det hele taget meget skidt. Jeg kunne godt tænge mig at høre fra andre der har samme dianose.
Det ville være meget rart at have nogen og snakke med.
Håber at høre fra jer.
Kærlig Hilsen musse.
Der skal ikke så meget til så får jeg angst, bliver usikker og får det i det hele taget meget skidt. Jeg kunne godt tænge mig at høre fra andre der har samme dianose.
Det ville være meget rart at have nogen og snakke med.
Håber at høre fra jer.
Kærlig Hilsen musse.
Kommentarer
men det er ikke altid så let med voksne børn og børnebørn---men hvad siger din svige-datter til det ---
du må vente lidt --og prøve at invitere dem som intet var sket ---det nytter ikke noget at køre rundt i denne sag ---
For mig er det vigtigste det sidste, du fortæller. Det virker som om, at du ikke har nogen tro på dig selv og automatisk påtager dig skylden eller ansvaret for alt, hvad der sker imellem Jer? Du spørger din søn, hvad du har gjort forkert! Hvem siger, at du har gjort noget forkert? I stedet kunne du spørge ham, hvad der gik galt. Lyt til ham i stedet for at gå i forsvarsposition. Eller du kunne sige, at I ikke kan tale sammen på denne måde og at du ikke vil have, at han taler sådan til dig. Og så kunne du afslutte samtalen og sige farvel og lægge på. Du siger til ham, at du snart ikke ved, hvad du må og ikke må. Skal din søn bestemme det? Hvis ikke han bryder sig om det, du siger og gør, så gør du det til dit problem i stedet for at lade ham finde ud af, hvad han vil gøre ved det. Det er reelt set hans problem, hvis ikke han kan acceptere din adfærd. Ialtfald må han jo så som den første sætte ord på og forklare, hvis der er noget, han ikke bryder sig om. Du skal aldrig spørge, hvad du har gjort forkert, for så beder du jo om at få påpeget ét eller andet, der er galt. Du prøver åbenbart at lave dig selv om for andres skyld og det kommer der vist aldrig noget godt ud af.
Det lyder som om, at du giver ham magten i Jeres relation. Han kan vist nærmest styre dig, som han har lyst til. At du så finder dig i dårlig behandling, sikkert altid påtager dig skylden for alting og oven i købet spørger, hvad du har gjort galt, kan på et ubevidst plan meget vel irritere ham rigtigt meget, gøre ham vred på dig og få ham til at miste respekten overfor dig. Du er hans mor og det kan være, at han har brug for, at du er stærk overfor ham og træder i karakter og siger 'nu er det nok'. Selvom han er en voksen mand, kan det godt være, at han har brug for, at du sætter en grænse for ham, hvad du vil stå model til. Han vil sikkert også blive sur over det, som et barn, der ikke er vant til at få sat grænser. Eller det kan være, at han har brug for, at du spørger ind til ham og lytter til ham uden at begynde at påtage dig skyld og forsvare dig selv. Han har måske også brug for, at du ikke fortæller ham, hvad han skal gøre og ikke skal gøre. Måske har han brug for, at du er stærkere og mere MOR på nogen områder men på andre områder behandler ham som et jævnbyrdigt voksent menneske i en ligeværdig relation.
Jeg kan ikke tage stilling kun til den enkelte situation, men det jeg læser, er, at du måske mangler styrke og selvtillid og har haft svært ved at sætte grænser for ham og gøre ham klart, hvad du finder acceptabelt og uacceptabelt. Det lader heller ikke til, at han og hans kone er i stand til at kommunikere ordentligt med deres barn, for så var denne situation ikke endt i en storkonflikt, hvor barnet græd så meget. Det lyder som om, at familiens kommunikationsform går ud på at vinde konstante magtkampe over hinanden.
Jeg ved godt, hvordan du har det. Det har været på samme måde i min familie. Jeg ved ikke, hvordan du kan få skabt fred i familien, så længe I ikke kan finde ud af at kommunikere med hinanden på en konstruktiv måde. Den slags lærer man bestemt ikke fra den ene dag til den anden. Det er en meget langvarig udviklingsproces som altid starter med én selv. Når man selv begynder at forandres og gøre noget andet, end man plejer, så tvinger man også omgivelserne ud i en forandring.
Så det bedste jeg kan råde dig til er, at du begynder at gøre noget nær det modsatte af det, du hidtil har gjort. Det vil sikkert forværre konflikterne i første omgang. Din søn vil formentligt prøver at lægge mere pres på dig og forsøger at få dig til at opføre dig som du plejer. Måske vil han bruge de pressionsmidler, som han ved, at du er mest sårbar overfor. Så forandring vil kræve, at du samler alt din styrke og dit mod og nægter at finde dig i urimeligheder. Jeg tror, du har brug for at styrke din selvtillid, overvinde dig selv og begynde at sige fra og give din søn sin del af ansvaret for, at Jeres relation er, som den er. Det er jo ikke kun dit ansvar, at tingene kører af sporet. Stop magtkampene og lyt i stedet for. Lad være med at gå i forsvarsposition - lad være med at forsvare dig og lad være med at komme med forklaringer og lad være med at lægge skylden på nogen – heller ikke på dig selv. Bare lyt – og forhold dig til det, han siger. Det handler simpelthen om, at I aldrig har lært at kommunikere ordentligt med hinanden. Det lærer man ikke 'bare lige'.
Som sagt… jeg har ingen hurtige løsninger. Det jeg har lært om konstruktiv kommunikation, har jeg lært igennem et langvarigt terapiforløb. Som tommelfingerregel: Gør det modsatte af det, du plejer at gøre, selvom du faktisk ikke tør. Det vil gradvist give dig langt større selvtillid, mere styrke, mere mod – og også mindre angst. Det er mit bedste bud.
Mange hilsner Helene