Indstillinger
Kan ikke se flere muligheder...
Hej..
Jeg er en 26-årig kvinde, som simpelthen ikke kan se flere muligheder/løsninger/måder/udveje for dette liv...
For at gøre to historier korte:
1. Historien om den intelligente pige, der altid har været vellidt og social, glad og overskudsagtig, fået gode karakterer, nu studerende, hvor hun er aktiv i alt fra festudvalg, café, studenterunderviser og studenterpolitik til frivilligt arbejde som tlf-rådgiver.
2. Historien om pigen med den bedste barndom nogen kunne tænke sig, men som alligevel allerede fra 12-års alderen følte hun ikke hørte til i denne verden, fik en lettere spiseforstyrrelse og forsøgte selvmord som 14-årig. Som har været igennem et hav af piller, psykologer, en psykiater, lysterapi, arbejde med sig selv, kamp efter kamp og nu en ny psykolog, men stadig ville ønske sig væk fra denne verden. Og med evnen til at narre resten af verden hver eneste dag - måske fordi verden inderst inde helst bare vil narres.
Jeg kan simpelthen ikke se, hvilke muligheder der er tilbage. Jeg dagdrømmer om selvmord, ville ønske jeg blev kørt ned eller fik et hjertestop. Tanken om at dø gør ikke ondt, det er en længsel, men det gør ondt fordi jeg ikke kan se, hvordan det kan lade sig gøre uden at ødelægge livet for mine forældre og min søster. Og det kan jeg ikke bære. Ville ønske jeg var ude for et uheld, for det er meget lettere at komme over end selvmord. Men man kan ikke sikre, at et uheld får dødelig udgang. Jeg har kæmpet og forsøgt - jeg har brændende ønsket at få det bedre og prøvet alt hvad jeg kunne - men jeg burde ikke være i denne verden. Jeg lever for de tre menneskers skyld og jeg ville så inderligt ønske, at nogen fortalte mig, at jeg ikke behøvede at blive ved - at jeg må give op og at de nok skal klare sig.
Jeg er en 26-årig kvinde, som simpelthen ikke kan se flere muligheder/løsninger/måder/udveje for dette liv...
For at gøre to historier korte:
1. Historien om den intelligente pige, der altid har været vellidt og social, glad og overskudsagtig, fået gode karakterer, nu studerende, hvor hun er aktiv i alt fra festudvalg, café, studenterunderviser og studenterpolitik til frivilligt arbejde som tlf-rådgiver.
2. Historien om pigen med den bedste barndom nogen kunne tænke sig, men som alligevel allerede fra 12-års alderen følte hun ikke hørte til i denne verden, fik en lettere spiseforstyrrelse og forsøgte selvmord som 14-årig. Som har været igennem et hav af piller, psykologer, en psykiater, lysterapi, arbejde med sig selv, kamp efter kamp og nu en ny psykolog, men stadig ville ønske sig væk fra denne verden. Og med evnen til at narre resten af verden hver eneste dag - måske fordi verden inderst inde helst bare vil narres.
Jeg kan simpelthen ikke se, hvilke muligheder der er tilbage. Jeg dagdrømmer om selvmord, ville ønske jeg blev kørt ned eller fik et hjertestop. Tanken om at dø gør ikke ondt, det er en længsel, men det gør ondt fordi jeg ikke kan se, hvordan det kan lade sig gøre uden at ødelægge livet for mine forældre og min søster. Og det kan jeg ikke bære. Ville ønske jeg var ude for et uheld, for det er meget lettere at komme over end selvmord. Men man kan ikke sikre, at et uheld får dødelig udgang. Jeg har kæmpet og forsøgt - jeg har brændende ønsket at få det bedre og prøvet alt hvad jeg kunne - men jeg burde ikke være i denne verden. Jeg lever for de tre menneskers skyld og jeg ville så inderligt ønske, at nogen fortalte mig, at jeg ikke behøvede at blive ved - at jeg må give op og at de nok skal klare sig.
Kommentarer
Når jeg læser dit indlæg, så tænker jeg: 'Hvor er alt det mørke henne? Det her lyder næsten som en solskinshistorie'. Så hvorfor er der problemer? Hvad er årsagen? Jeg tror ikke på, at den slags omfattende følelsesmæssige problemer er uden ydre årsag.
Når jeg ser på den overflade eller facade du har vist og hvordan du har haft det indeni, så forstår jeg godt, at du har det dårligt. Du må jo være dybt splittet. Skal man have det godt med sig selv, må der være rimelig overensstemmelse mellem det ydre og det indre og det er der tydeligvis ikke hos dig. Du må godt nok have hevet dig selv op ved hårene igennem livet for at kunne præstere det udadtil, som du har. Det kræver utroligt meget energi at vise verden et billede og skabe en illusion som i virkeligheden er noget helt andet.
Desuden så tror jeg, at den slags problemer altid har en årsag. Du roser din barndom i høje toner og så bliver jeg altid lidt mistænksom. Ingen har haft en barndom, der kun er en dans på roser. Alle roser har torne. Jeg tror, at der har været en ydre årsag til, at man som 12-14 årig føler, at man ikke hører til i denne verden, udvikler en spiseforstyrrelse og forsøger selvmord. Noget i samspillet med omgivelserne er gået galt.
Du skriver: '... Og med evnen til at narre resten af verden hver eneste dag - måske fordi verden inderst inde helst bare vil narres...'
Nej... du narer ikke verden hver eneste dag. Du narrer dig selv. Det er nok dig, der har brug for inderst inde at blive narret.
Du har prøvet meget behandling og har ikke fundet noget, der virker. Nu er jeg skruet sådan sammen, at hvis det ene ikke virker, så må man søge videre, til man finder noget, der virker. Måske vil hele livet gå med den søgen, men så har man da ialtfald ikke bare accepteret at have det dårligt.
Men selv den bedste behandler kan ikke hjælpe, hvis klienten ikke er indstillet på at kigge dybt i sig selv og finde ind til det punkt, hvor tingene virkeligt ligger gemte og gør ondt. Hvis du insisterer på, at din historie er den om succespigen, der ikke har nogen grund til problemer og som har haft en fantastisk barndom, så tror jeg ikke, at nogen behandler er i stand til at bryde gennem den mur, du har bygget op om dig. Det er dig selv, der virkeligt skal ønske at bryde den mur ned og sige farvel til succespigen og lade underskudspigen fortælle, hvad hun har at fortælle. Hun ved, hvorfor du har det dårligt.
Hilsen Helene
Forskellen er bare at jeg er en mand og omkring de fyrre.
Jeg er også ham den dygtige, der kan alt og gør alting bedre. Får masser af skulderklap. Har haft en tryg barndom, har en god familie - og nej der er ikke nogle overgreb jeg har fortrængt eller fortier.
Jeg havde det skidt som teenager, forsøgte dog aldrig selvmord, men var tit meget trist og ked af det.
Fik dog styr på livet, men depressionerne kom igen for omkring 7 år siden.
Jeg har holdt dem hen med lykkepiller, som er en glimrende opfindelse, men ikke nogen kur. De virker nærmest ligesom hovedpinepiller på en kraftig migræne - de tager lige toppen af smerten. Jeg har gået til psykolog, der dog hurtigt kom frem til at jeg var sund i sindet. 2009 har været et år hvor alt gik fra ondt til værre. Det endte med at jeg blev indlagt på Psykiatrisk afd. Det var rart - mest fordi at jeg fik fred og ro og ingen krav om noget som helst i en hel uge. Har været sygemeldt hele vinteren med op og nedture. Og nu har jeg så fået at vide at nu skal jeg begynde at arbejde...
Det skal man nemlig i dagens Danmark uanset hvordan man har det.
Så nu kokser det for mig.
Jeg føler ligesom vinter1984 at jeg ikke er lavet til denne verden. Og jeg har også en utrolig lyst til bare at forsvinde - dvs. dø. Sådan har jeg egentligt haft det længe. Det eneste omgivelserne har at byde på er piller og tom snak. Det er også i orden, men det bringer mig jo til den konklusion at der ikke reelt er nogen hjælp at hente nogen steder.
Og jeg har prøvet det meste. Både medicin, samtaler, alternativ behandling...
Til Helene: Det der med "op på hesten og bliv ved med at prøve" giver mig ærligt talt hovedpine. Jeg ved godt det er positivt ment, men det er bare snak og jeg er træt af snak
Jeg er klar over, at du føler dig provokeret over det, jeg har skrevet men jeg føler mig også provokeret af, at du skriver, at det der med "op på hesten og bliv ved med at prøve" bare er snak. Jeg kan love dig for, at det ikke bare er snak. Jeg har selv været dér, hvor I er. Hvis du er i tvivl om, at jeg taler af erfaring, så prøv at se min profil.
Jeg er så bare skruet sådan sammen, at jeg har været nødt til at fortsætte med at søge og søge efter forklaringer og en hjælp, der virkede, for alternativet var, at jeg stillede træskoene indenfor kort tid. Og den mulighed blev udelukket, da jeg fik børn.
Desuden ville jeg hellere bruge mit liv på at lede efter noget, der kunne hjælpe, end jeg ville bruge livet på at synke sammen og opgive ethvert håb. For så bliver livet da helt meningsløst. Jeg var så heldig, at min søgen endeligt bar frugt, da jeg var 43 og jeg fik præcist den hjælp, jeg havde brug for. Det kostede mig et 4 års langt terapiforløb og et banklån, så jeg kunne betale de ca. 72.000 kr., det kostede, men det var det hele værd og det har reddet mit liv og forandret det til ukendelighed - i positiv retning.
M.h.t. årsagerne. For det første kan man ikke vide, om man har været udsat for traumer, hvis man har fortrængt dem. For det andet behøver man ikke at have været udsat for deciderede overgreb. Det, jeg skrev, var, at jeg mener, at noget i samspillet med omgivelserne må være gået galt. Og det kan være meget usynligt og diffust og ikke noget, psykologer og andre behandlere nødvendigvis er særligt opmærksomme på, for det er ofte ganske almindelige omgangsformer mellem mennesker, der ikke er sunde og hensigtsmæssige. Er det sådan noget, det handler om, så aner man ikke engang, at man har været udsat for en usynlig, skadelig påvirkning. Det kan man evt. læse om i Susan Forwards bøger: 'Ud af skyggerne' og 'Efter alt hvad jeg har gjort for dig' og i 'De mente det jo godt' af Josef Giger-Bütler.
Men 'omgivelserne' er jo også det øvrige samfund og hvis man simpelthen ikke kan følge med tempoet og kravene, men alligevel kæmper for at følge med og leve op til det hele og holde facaden, så er det også klart, at man får det dårligt.
Jeg kender kampen mod systemet. I denne måned får jeg afgørelsen om, hvorvidt jeg får førtidspension. Det har taget 6 år, før kommunen nåede så langt, at de erkendte, at jeg ikke bliver arbejdsdygtig igen. Hvis det mod forventning bliver et afslag, så fortsætter kampen og skal måske ankes (igen).
Hilsen Helene
Den med ADHD havde jeg slet ikke overvejet, især fordi jeg ikke forbinder mine tanker og adfærd med de mest "almindelige" symptomer...men det er da værd at undersøge.
Ift helene og Ole, så tror jeg lidt jeg står med en fod på hver side...på den ene side har du, Helene, helt ret i, at man må prøve igen og igen, på den anden side kan udtrykket "op på hesten" og idéen om at fortsætte i al uendelighed nogle gange slå en helt ud!
Jeg er nok svær at arbejde med - især nu, hvor jeg selv læser psykologi - men jeg synes alligevel jeg har forsøgt og de psykologer jeg har snakket med har jeg været åben overfor, idet det har været på eget initiativ med et brændende håb og ønske om at kunne ændre tingenes tilstand. Men det er endnu ikke lykkedes og helt konkret ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg så skal gøre.
Pudsigt nok kom min nuværende psykolog ind på netop dét med ydre påvirkninger og med min barndom i dag:-/ Af en eller anden grund har hun også opfattet det som om, at jeg ikke følte behov for at snakke om min barndom og "bare" insisterede på at den har været god. Jeg har bare meget svært ved at se, hvilke ydre årsager, der skulle have påvirket mig - både ift min barndom og mine øvrige omgivelser. Jeg har et par dejlige forældre, som altid har ladet mig og min søster føle, at vi var værdifulde og elskede, uanset hvor godt eller dårligt vi klarede os i skolen, hvad vi valgte at blive, hvem vi valgte at være venner/kærester med osv. Trods min tvivl angående de ydre årsager fortalte jeg dog psykologen en masse om min barndom, om ikke andet fordi jeg intet har imod det og det jo kunne være, at hun kan se noget jeg selv overser. Jeg har bare svært ved at se, hvor det fører hen. De første 12 gange er nu gået og vi er ingen vegne kommet. Hun gør det ret tydeligt, at det er pga min manglende velvilje at vi ikke er kommet videre, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre og får dårlig samvittighed over at jeg åbenbart er en elendig klient.
Din psykolog lyder meget kompetent ud fra det, du skriver. Selvfølgeligt er du ikke en dårlig klient. Dine forsvar er bare meget effektive og det er jo godt, for det er jo dem, der har beskyttet dig og hjulpet dig i alle disse år.
For at sindet skal opgive sine forsvar, så må det forstå, at der er både kort- og langsigtede gevinster ved det.
Jeg kan bestemt heller ikke lide udtrykket 'op på hesten igen'. Men reelt er det det, jeg selv har gjort. Jeg var så 43 år, røg jeg helt ned med flaget og var ved at opgive håbet om, at jeg nogensinde skulle få det bedre. Præcist på dette tidspunkt fandt jeg den rigtige behandlingsform og den rigtige behandler og fik økonomisk mulighed for at gå i terapi.
Hvis det er noget, du kunne tænke dig og noget du har råd til, så kan jeg anbefale dig at opsøge en dygtig hypnoterapeut. Gennem hypnose kan man komme hurtigt i kontakt med det, der ligger gemt i underbevidstheden og som de psykiske forsvar hindrer én i at huske bevidst. Noget der kan i nogle tilfælde kan tage år i alm. terapi.
Under hypnose kan der komme svar frem, som er fuldstændigt overraskende for én selv. Fordi de kommer fra det dybeste i én selv, som er helt ubevidst. Hypnosen gør det muligt at komme om bag forsvarene og rationaliseringerne. Man kan komme helt tilbage til første gang, man følte en bestemt følelse og finde ud af, hvad der ligger til grund. Samtidigt beskytter sindet også én, så man får ikke mere viden frem, end man er parat til. Jeg oplever det som en utrolig blid og behagelig behandlingsform, der altid tager udgangspunkt i éns indre. For det er jo éns eget sind, der bestemmer, hvad der kommer frem.
Jeg kan forestille mig, når du læser psykologi og kender en masse til sindets mekanismer, at du har utroligt svært ved at trænge igennem forsvarene, for du vil sikkert kunne intellektualisere det hele. Derfor tror jeg også, at det vil være hensigtsmæssigt at opsøge en behandlingsform, som du ikke selv er fortrolig med. Det er nødvendigt, at behandleren er 'klogere' end én selv.
Hvis du søger under 'hypnotisører' eller 'hypnoterapeuter' på nettet, så kommer der rigtigt mange frem. Sørg i så fald for, at det er én, der har mere relevant uddannelse end kun hypnoterapuet. Ham jeg gik hos er også NLP-terapeut og har også noget psykologisk uddannelse.
Hvis det har din interesse, så kan jeg varmt anbefale ham, jeg gik hos (det er i København). I så fald kan du når som helst sende mig en mail, så du kan få at vide, hvem han er.
Hvad der kan være gået galt i samspillet med andre mennesker, kan være svært at finde ud af. Det, du fortæller om din familie, lyder jo fint. Men som sagt kan det jo sagtens være meget diffuse ting. Måske nogle ting du har mistrivedes med som meget yngre, men som du gennem tiden har vænnet dig til og slet ikke er bevist om i dag, fordi det bare er så naturligt og integreret, så du ikke længere mærker det.
Mange hilsner Helene
Har læst, hvad du har skrevet og det kunne været mig, der havde skrevet det!
Min læge mente, at jeg havde anoreksi da jeg var 14 (vejede 39 kg) og blev sendt på psykiatrisk sygehus, men ikke fordi jeg ville tabe mig eller ikke ville spise.
Jeg havde en vane: tørstig: drak en øl eller to, sulten: røg en cigaret (det mættede mig), men havde en kæreste på det tidspunkt, som hjalp mig lidt på højkant igen.
Har de sidste 6-7 år haft mange af de samme tanker - fx. når jeg skal over vejen til bussen tænker jeg: jeg skal bare gå ud på vejen når der kommer en bil og så vil det være overstået...
Men tænker så på mine forældre, min søster og min lille niece på 8 mdr. og det er dem der stopper mig.
Jeg græd med det samme, da jeg læste din tekst, for jeg troede faktisk ikke, at der var andre end mig, der havde det præcis sådan...
Det er første gang, jeg 'fortæller' nogen, hvordan jeg har det og tænker og det er ikke nemt!
Jeg håber og beder for, at du kan få noget medgang i dit liv
Moster1982
Er du min tvilling? Det er ligesom at hører mig.
Det eneste, der faktisk holder mig i live, er min hund! Han er det eneste, der kan få mig op og tanken om at han skal ud til nogen andre, kan jeg ikke bærer. Men det vitterlig også det eneste, der afholder mig fra at forlade det hele.
Jeg er kørt træt i medicin, at proppe sig med piller, at skulle kæmpe hver dag, at skulle prøve nye behandlingsformer, at vente på det offentlige og alle deres ventelister på behandling, at skulle sætte facader op, at folk ikke kan forstå hvorfor man ikke bare kan tage med offentlige transportmidler, osv osv.
Det er så pisse hårdt og jeg kan sgu blive sur, når folk siger at man bare skal kæmpe! Hver dag er en kamp! Hver evig eneste dag!
Jeg har faktisk ikke noget opmuntrende at sige, udover at jeg forstår dig...
Jeg kom til at tænke på, at hvis I tror på reinkarnation (tidligere liv), så kan der være svar og hjælp at finde ved at prøve regressionsterapi. Det er stadigt hypnose men her bliver man ført tilbage til tidligere liv og kan søge årsagen til sine problemer her.
Jeg har selv prøvet det flere gange og det har været en meget stor hjælp for mig. Jeg havde ikke selv fået løst mine problemer (der ligner Jeres meget), hvis jeg kun havde forholdt mig til det liv, jeg har nu.
Hvis det interesserer og I ønsker at vide mere om det, kan jeg varmt anbefale to bøger af Brian Weiss: 'Kun kærlighed varer ved' og 'Den samme sjæl i mange kroppe'.
Hilsen Helene