Følelsesløs?
First of all, havde ingen idé om hvor jeg skulle placere dette emne.
Anyway, ville bare høre om der er nogen, hvilket der jo sikkert er, som kender det der med, at man kan sidde på sit værelse, og det så går op for en, at man ikke rigtig kan fornemme sig selv? Man syntes ikke rigtig at tænke noget særligt og man føler egentlig heller ikke noget. Man er hverken trist eller glad, men ligger bare på en grænse der gør, at man egentlig ikke føler noget overhoved? Ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det, men følelsesløs - det siger vel nok, for der er egentlig ikke så meget andet at sige.
Er der nogen der har prøvet det, og så gjort noget ved det som hjalp? Sagt et eller andet til sig selv, foretaget sig et eller andet - something?
Jeg plejer selv at hælde mere og mere til at ville gøre hvad jeg kan for at forsvinde hen i et dårligt humør, at være trist, græde om nødvendigt. Jeg ved ikke hvorfor, men der kommer bare tidspunkter hvor jeg savner at være trist, meget trist. Det er lidt underligt, og kunne egentlig godt tænke mig at vide hvorfor. Måske det bare hele den der "I rather feel pain than nothing at all" - men, seriously? Lyder i sig selv mærkeligt.
Anyway, ville bare høre om der er nogen, hvilket der jo sikkert er, som kender det der med, at man kan sidde på sit værelse, og det så går op for en, at man ikke rigtig kan fornemme sig selv? Man syntes ikke rigtig at tænke noget særligt og man føler egentlig heller ikke noget. Man er hverken trist eller glad, men ligger bare på en grænse der gør, at man egentlig ikke føler noget overhoved? Ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det, men følelsesløs - det siger vel nok, for der er egentlig ikke så meget andet at sige.
Er der nogen der har prøvet det, og så gjort noget ved det som hjalp? Sagt et eller andet til sig selv, foretaget sig et eller andet - something?
Jeg plejer selv at hælde mere og mere til at ville gøre hvad jeg kan for at forsvinde hen i et dårligt humør, at være trist, græde om nødvendigt. Jeg ved ikke hvorfor, men der kommer bare tidspunkter hvor jeg savner at være trist, meget trist. Det er lidt underligt, og kunne egentlig godt tænke mig at vide hvorfor. Måske det bare hele den der "I rather feel pain than nothing at all" - men, seriously? Lyder i sig selv mærkeligt.
Kommentarer
Jeg fik først mine følelser tilbage, da jeg gik i terapi som 43 årig og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.
Det lyder som om, at du har noget (ubevidst?) fortrængt sorg i dig, du har brug for at få ud og komme af med.
Hilsen Helene
Skal dog lige siges at jeg ikke har det sådan hele tiden, og vil ikke ligefrem definere følelse, eller mangel på samme, som forfærdelig, men måske er det bare mig og min situation. Sådan er mennesker jo forskellige, men pga. dét, har jeg ikke tænkt mig at grave dybere i mig selv for at finde årsagen. Tænkte bare det kunne være interessant at høre hvordan andre har det med det, så tak for dit svar