Forældre og støtte
Hej, jeg er en pige der næsten lige er blevet 18 år. Jeg vil ikke tale dårligt om mine forældre, og det har jeg heller ikke en egentlig grund til, for de kan ikke gøre for, at de er ikke så gode til hvordan man skal være. Måske har jeg bare en forestilling om hvordan en forælder bør være, men jeg er sikker på, at mine forældre udskiller sig betydeligt meget fra andres. Det kan alle jo sige, but here goes:
Jeg har aldrig kunnet snakke rigtigt med mine forældre, og de kender mig slet ikke som person, og det føler jeg er helt forkert. Deres opdragelse af mig har gjort mig uselvstændig og tilbageholden. Jeg har slet ikke lyst til at snakke med dem, og da slet ikke om noget personligt - for i så fald kan jeg ikke få et eneste ord sagt uden at begynde på at græde, og jeg kan/vil ikke græde foran dem, eller nogen andre for den sags skyld.
Er ikke sikker på hvordan jeg skal formulere det, tja, min far giver f.eks. udtryk for, at jeg bare kan komme til ham og snakke hvis der er noget, men når jeg så endelig har brug for støtte, så udviser han en opførsel der, for mig, er irriterende samt negativ og på ingen måde støttende. Herefter kan jeg græde i timevis og der kører alle mulige tanker rundt i hovedet på mig, hvor jeg forestiller mig at jeg fortæller hvordan jeg har det.
Desuden føler jeg et kæmpe pres, når jeg har et eller andet jeg er nødt til og spørge mine forældre om, fordi at jeg ved at der ligger en reaktion i vente som jeg bare ikke kan håndtere. Min far er ikke led eller noget, han kan bare ikke se sin egen opførsel, og at jeg har taget skade af det.
Det lyder måske slet ikke som noget alvorligt problem overhoved, men jeg kan ikke rigtig forklare følelsen, og vil heller ikke gå mere i dybden - jeg skal trods alt heller ikke være en livshistorie jeg skriver.
Jeg vil ikke spørge hvad jeg skal gøre ved det, for svaret lyder vel at jeg skal tale med dem om det, men som sagt, det kan jeg ikke, og det har jeg aldrig kunnet gøre, så tvivler stærkt på at jeg ville kunne få mig selv til det nu. Anyway, hvad synes I om det? Og er der evt. nogen der har eller har haft samme problem?
Jeg har aldrig kunnet snakke rigtigt med mine forældre, og de kender mig slet ikke som person, og det føler jeg er helt forkert. Deres opdragelse af mig har gjort mig uselvstændig og tilbageholden. Jeg har slet ikke lyst til at snakke med dem, og da slet ikke om noget personligt - for i så fald kan jeg ikke få et eneste ord sagt uden at begynde på at græde, og jeg kan/vil ikke græde foran dem, eller nogen andre for den sags skyld.
Er ikke sikker på hvordan jeg skal formulere det, tja, min far giver f.eks. udtryk for, at jeg bare kan komme til ham og snakke hvis der er noget, men når jeg så endelig har brug for støtte, så udviser han en opførsel der, for mig, er irriterende samt negativ og på ingen måde støttende. Herefter kan jeg græde i timevis og der kører alle mulige tanker rundt i hovedet på mig, hvor jeg forestiller mig at jeg fortæller hvordan jeg har det.
Desuden føler jeg et kæmpe pres, når jeg har et eller andet jeg er nødt til og spørge mine forældre om, fordi at jeg ved at der ligger en reaktion i vente som jeg bare ikke kan håndtere. Min far er ikke led eller noget, han kan bare ikke se sin egen opførsel, og at jeg har taget skade af det.
Det lyder måske slet ikke som noget alvorligt problem overhoved, men jeg kan ikke rigtig forklare følelsen, og vil heller ikke gå mere i dybden - jeg skal trods alt heller ikke være en livshistorie jeg skriver.
Jeg vil ikke spørge hvad jeg skal gøre ved det, for svaret lyder vel at jeg skal tale med dem om det, men som sagt, det kan jeg ikke, og det har jeg aldrig kunnet gøre, så tvivler stærkt på at jeg ville kunne få mig selv til det nu. Anyway, hvad synes I om det? Og er der evt. nogen der har eller har haft samme problem?
Kommentarer
Det er også helt almindeligt, at man i teenageårene – puberteten – er voldsomt usikker på sig selv, og føler at ingen forstår en, hvilket også er vanskeligt, da man netop i de år også har svært ved at følge med selv.
Så langt – så godt, men når du ikke fortæller om nogle helt konkrete eksempler på, hvor det er, du begynder at græde, hvad der i grunden sker, når du skal tale med dine forældre, så kan det være meget vanskeligt at give dig nogle råd og ideer. Det kan være vanskeligt at vurdere, om det er din far, der simpelt hen ikke VIL forstå, hvad du siger – det kan også være vanskeligt at komme ind til, hvad det er der gør, at du bliver så handlingslammet, når du skal tale med dine forældre.
Jo, det kan være svært at skrive om her, men måske du kan gøre et forsøg med et par eksempler?
Ellers kan jeg foreslå dig: Hvis du er under en eller anden form for uddannelse kan det være, der på skolen er en studievejleder eller anden rådgivning, hvor du kan gå hen og tale med nogen om netop denne usikkerhed hos dig. Den usikkerhed påvirker jo også dit øvrige liv, hvorfor det da er helt fornuftigt at få lidt hjælp til bearbejdning af noget sådant, hvilket præcis er hvad disse rådgivere ved noget om.
Og jo, det er meget muligt dine forældre netop har podet denne usikkerhed ind hos dig i deres iver for at overbeskytte dig, hvilket desværre også er helt almindeligt at forældre kommer til, hvilket man med rette godt kan bebrejde dem.
Ok, skal prøve og komme med et eksempel. Der er flere perioder hvor jeg er langt nede, uden egentlig grund dog, bare overvældet af en helt masse ikke-eksisterende som gør mig trist til mode. Så jeg smiler ikke, siger intet og lader bare dagen gå sin gang. Mine forældre kan spørge mig om der er noget galt, nogen gange op til flere gange. Det er så her jeg kan blive rigtig ked af det, det er blandt andet forestillingen om at jeg fortæller dem alt det jeg føler og synes er galt, men jeg gør det aldrig, for vil aldrig kunne snakke med dem om det. Og det sker også, hvilket jeg måske også skrev i forrige besked, når min far eksempelvis har udvist en irriterende opførsel, så kan jeg bagefter græde over hans mangel på støtte omkring det vi nu har snakket om.
Min søster har vidst snakket med mine forældre, og jeg har fået for øre at deres eneste hjælp er "du må gøre dit bedste", "du skal bare prøve dig frem" og lignende, ikke nogen egentlig hjælp, bare dårlige input som giver dem en forestilling om at de har prøvet. Jeg ved det ikke helt. Men tja, jeg synes det virker som om de ikke har lyst til at indse at deres døtre har problemer.
Desuden kan jeg heller ikke holde øjenkontakt med min far i mere end kort tid. Ved ikke helt med min mor, det har jeg ikke lagt mærke til.
Tja, problemet med det med studievejlederen er, at jeg ikke tror at jeg ville kunne tale med vedkommende om det, for det første fordi det er en komplet fremmed, jeg har ikke mødt ham eller hende før, og for det andet fordi jeg ikke kan lide og tale højt om mine problemer. Jeg har dog en ven jeg skriver meget med, og med ham kan jeg snakke om alt, ogvdet gør jeg skam også.
På den anden side, så forstår jeg til fulde at det netop kan være utrolig svært for en usikker teenager at udtrykke, hvad det er, der er galt, for det er du med stor sandsynlig slet ikke i stand til at udtrykke, og jeg må beklage over for dig – det er heller ikke ualmindeligt. Faktisk vil jeg påstå, at den værste periode i ens liv faktisk er disse usikre teenageår. Det er lidt sjovt, for senere i livet går man og drømmer sig tilbage til denne tid, der i erindringens puds bare var noget så vidunderlig, og det er altså ikke rigtigt. De fleste unge gemmer deres usikkerhed under en skal af at skulle se ud som om, man bare har styr på det hele, men selv den sejeste af dine kammerater, er garanteret afsindigt usikker og forvirret. Og nej, det var ikke det, vi skulle tale om; jeg prøver faktisk bare at udtrykke at jeg faktisk – i hvert fald tror – jeg forstår, hvad du egentlig mener.
Når du er trist, ser jeg at dit problem er, at du simpelt hen ikke kan klare, at de bliver ved med at spørge, hvad der er galt, for du er ikke i stand til at fortælle, hvad det handler om eller vil simpelt hen ikke; og så bliver du naturligvis ked af, at de bliver ved med at presse dig, så lige præcis i den situation, vil jeg foreslå dig at sige, at du ikke er i stand til at fortælle, hvad det handler om, at du faktisk gerne vil lades i fred, og at du gerne vil have det respekteret. Jeg forstår, det er i perioder, du har det sådan – og ikke hele tiden?
På den anden side, så er du en del af en familie, og det er ikke urimeligt, at de andre ikke synes, det er specielt hyggeligt at være sammen med en person, der er så utilnærmelig, så derfor er du også nødt til at tage hensyn til, at de andre også bor der, og du har forhåbentligt dit eget værelse, eller et sted hvor du kan være dig selv, og så må du – hvis de skal tage hensyn til dig – også vise det hensyn, at du bider tænderne sammen og ”holder det ud” på en ordentlig måde på de tidspunkter, hvor I skal være sammen, spise, lave mad og den slags.
Mht. din far så udviser han ”en irriterende opførsel” og forstår dig ikke – i hvert fald ikke på den måde, som du gerne vil have, han forstår dig. Du græder efterfølgende over, at han ikke har støttet dig omkring det, I har talt om. Du kommer stadig ikke med et konkret eksempel. Det kunne jo være, han havde forsøgt at komme med en anden vinkel, og livet er nu en gang så, at man altså ikke nødvendigvis har godt af at få ret i alt, hvad man siger – men her gætter jeg, for jeg ved stadig ikke, hvad du hentyder til.
At have øjenkontakt under en hel samtale er faktisk meget vanskeligt, men jeg føler lidt, at du måske er en smule bange for ham, hvilket måske skyldes hans autoritet. Der er også noget kønsmæssigt inde her, og måske du så i stedet skulle prøve at tale med din mor?
Den der med at du skal prøve dig frem og gøre dit bedste, er da en helt klassiske bemærkninger fra forældre, og viser i hvert fald mig, at de faktisk også stoler på, at du har en hel fin dømmekraft, og derfor er i stand til at tage fornuftige beslutninger selv, og du på den måde selv kan lære hvad der er godt og skidt for lige præcis dig.
Mit forslag med en studievejleder var ikke, at du der skulle udøse alle dine problemer, men netop få en samtale om din usikkerhed, og det kan man godt med en fremmed, der er faglært i den slags ting.
Jeg kunne også foreslå dig, at du taler med en person, der står dig meget nær – et familiemedlem, som du føler, du har det godt med, en meget nær veninde – eller, som en af min datters veninder gjorde: Hun kontaktede mig, for hun kunne ikke tale med sine forældre; så måske du har en rigtig god veninde, som har en mor, du kunne tale med.
Nogle gange er det nemlig utrolig vanskeligt at tale om disse svære ting med sine forældre, hvor i mod en andens forældre kan være helt perfekte – netop fordi der ikke er de følelsesmæssige familiebånd i vejen.
Du kan også prøve at skrive her om nogle helt konkrete eksempler, og så kan det være nogen kan komme med noget brugbart til dig.
Og så er det meget, meget fint, at du har en, du kan skrive sammen med; det er guld værd at kunne nedskrive sine tanker. Netop det kan løse mange ting.
Jeg er ikke ked af at være usikker, for jeg siger dig, det har været langt langt værre, og jeg kan kun takke mig selv for at være kommet ud af det. Om et år eller to kan jeg sikkert kigge tilbage på hvordan jeg er nu, og sige til mig selv, at jeg er har gennemgået en positiv udvikling siden da, eller det håber jeg i hvert fald på. Jeg har set negative sider af mig selv som jeg ikke havde for nogen år siden, men ved ikke om det har noget at sige.
Anyway, hvis jeg fortalte mine forældre at jeg ikke ville fortælle hvad mit dårlige humør gik ud på, så ville de blot hoppe på mig med endnu flere spørgsmål, for så har jeg netop afsløret at der er noget galt. Jeg slipper kun ved at sige, nej, jeg har det fint. Men ja, et værelse har jeg, og det er skam også der jeg tilbringer næsten al min tid - det bliver dog anset for at være meget normalt herhjemme, så der kan jeg være så længe jeg vil.
Det skal lige siges at jeg generelt ikke snakker særlig meget derhjemme, så jeg bliver ikke anset for at være ubehagelig at være sammen med af den grund, jeg har bare gjort det til min person at være sådan.
Sorry at jeg ikke kan komme med nogen ordentlige eksempler, det må bare være ligemeget så.
Min far, han kommer med alle de negative vinkler. Vil jeg noget, så er der noget negativt ved det, om det så blot handler om at få nogen på besøg og evt. til overnatning. Eller.. jeg ved ikke om man kan sige at han kommer med negative vinkler, men hans reaktion er altid negativ som om at det jeg vil er en dårlig idé, og at han gerne vil slippe for det jeg nu vil - selvom at det stort set ikke involverer ham. Jeg mener, hvad er problemet i at jeg har nogen af mine venner på besøg i huset? Social kontakt er bare ikke en særlig stor ting i vores familie går jeg ud fra, og derfor har jeg da også haft store problemer med det i løbet af min levetid, og jeg har det skam stadig. Og det er netop af denne grund jeg ikke kan tage kontakt til en studievejleder eller en andens forældre.
Om jeg er bange for min far? Nej, det kan jeg med sikkerhed sige at jeg ikke er - ikke på et bevidst plan i hvert fald. Om det ville være bedre og tale med min mor tror jeg ikke. Min far er trods alt nemmere og holde en samtale med da han er meget snakkesalig. Min mor er ligesom jeg selv også en ret stille person, og også lidt sværere da hun ikke ligefrem er perfekt til at snakke dansk.
1) Har du overvejet at komme med nogle irriterede/spydige kommentarer? Det tror jeg, at du vil have rigtig godt af. Man skal ikke altid bide sin irritation i sig, og det lyder som om, at du aldrig har opført dig rigtig teenageagtigt med himmelvendte øjne, smækken med dørene og "ih, hvor er du håbløs, far/mor"-suk. Dét er nemlig normalt.
Når din far for eksempel løfter øjenbrynene misbilligende eller på anden måde udtrykker mishag ved noget du vil/gør, så kan du prøve at stirre ham i øjnene og spørge "Hvad er der galt med det?". Hvis du gør det nok gange, så skal du såmænd nok få en reaktion lige pludselig.
Det kan lyde ret tåbeligt, men jeg tror faktisk, at det vil være sundt for dig.
2) Du skriver, at du går og er nedtrykt over ting der ikke rigtig giver mening, så jeg tænker på, om du måske kan have lidt depression? Du skal ikke gå og være ked af det og være helt sort-seende. Så er det virkelig bedre at få taget en snak med lægen eller studievejlederen og prøve at få slået hul på det.
VH
Jeg ved ikke rigtig. Jeg er, og har været, trist i en stor del af mit liv, men der er skam også mange tider hvor jeg er glad eller bare i neutralt humør, så ved ikke om jeg vil gøre noget ud af det. Jeg vil bare prøve og holde humøret oppe og lade vær med at bekymre mig om det.
Dine forældre forstår dig ikke, du vil/kan ikke uddybe hvad det er der plager dig, du er overbevist om, at det kun er dig, der har det sådan, ligegyldigt hvilket råd eller forslag, du får, så kan du ikke bruge det til noget og afviser det øjeblikkeligt. Derfor ser du heller ikke din fars adfærd som støtte overhovedet.
Og nej, det her er ikke for at slå dig oven i hovedet, tvært i mod. Det er fuldstændig klassisk teenageadfærd, og det er også derfor mange teenagere har det så vanskeligt, for det er bare så svært, og det er det altså, og derfor ikke en særlig sjov alder. Når du engang er kommet der til i dit liv, hvor du selv står med teenagebørn, som ikke forstår dig, så prøv at huske tilbage til denne tid. Det er lidt skræmmende, skal jeg hilse og sige.
Jeg hæfter mig dog ved, at det er et problem, at du har kammerater med hjem? Det kan du faktisk godt forlange at få en forklaring på hvorfor.
Så hæfter jeg mig ved, at du har haft det værre - at du faktisk er på vej til at få det bedre. Dejligt - du er på rette vej.
Og sidst hæfter jeg mig ved, at din mor ikke taler så godt dansk, hvilket vil sige at du kommer måske fra en anden kulturel baggrund og der måske er andre normer, end dine kammeraters, og det kan jeg godt se, kan være lidt svært.
Dog har jeg i grunden mest ondt af din mor, for når du skriver at hun ikke taler så godt dansk, må det betyde at du ikke taler hendes sprog, og det må godt nok være hårdt at være mor til nogle børn, man ikke kan tale så fortroligt med, som man kan på sit eget sprog.
Jeg stopper nok her, for jeg har nok simpelt hen slet ikke forstået, hvad du har villet debattere.
At jeg ikke kan hjælpe dig, er ikke ensbetydende med at andre heller ikke kan.
Personligt bruger jeg meget at skrive mine tanker ned - og nogle gange har jeg bekendte, jeg så sender det til, og så kan der udveksles meninger og erfaringer. Det er en meget fin terapi, så fortsæt du trygt med at skrive.
Ja det kan være en svær balancegang, man skal virkelig føle sig frem og fornemme hvor de unge mennesker er lige nu, og det kunne være rart at være tankelæser. Nu smiler jeg til dig…
Men jeg synes, at det er trist at du ikke kan tale fortroligt især med din mor, det er også trist at du ikke kan tage unge mennesker med hjem, sådan bare impulsivt uden først at melde det til dine forældre.
Jeg fornemmer at du har fået en meget omklamrende og beskyttende opdragelse, det gør nogle forældre i den bedste mening, men det er set med mine øjne ikke særlig godt. Det gør ikke børn til selvstændige og glade unge, men derimod til meget usikre unge, der ikke helt stoler på dem selv, det gør dem til unge der ikke har lært deres forskellige følelser at kende.
Du har nogle følelser i dig, som du ikke rigtig kender, som du ikke rigtig kan sætte navn på, derfor er det svært for dig at beskrive det hele her.
Jeg håber at du har en masse gode venner og tætte veninder, som du kan betro dig til og som du kan sige alt til, men jeg fornemmer på det du skriver, at du mangler noget her.
Det er vigtigt i din alder at komme meget ud blandt andre unge, og finde nogle gode fritidsinteresser. Det er i omgangen med andre at man lærer at leve, at man lærer sig selv at kende, og at man ”vokser” og bliver et ungt selvstændigt og helt menneske.
Du bør ikke gå og være trist og ked af det, det bekymrer mig lidt, du skal ud i livet og more dig, være lidt til fest og farver og finde nogle at grine sammen med, det er sundt for et ungt menneske som dig.
Kærlige tanker til dig fra Sofie