Indstillinger
Vil én mor/forældre heller vide, ikke at vide, det sket?
Hejsa
Jeg har tænk lidt på i den sidste tid, om min mor faktisk hellere vil vide hvad der er sket, eller om hun har det godt med uvisheden.
Jeg har set og hørt fra nogle, hvor de har fortalt deres mor hvad der er sket dem og det er i alle tilfælde faldte ud på den måde, at moderen er taget hjem, pakket, flyttet ud og søgt skilsmisse.
Men mon en mor ønsker at vide?
Hun kan jo ikke ændre på det skete.
At jeg selv ville ønkse at vide, hvis de sku ske ved mit barn, hvis jeg havde et eller hvis der sker andre noget, som jeg kan gøre noget ved.
Jeg får altid forskellige meninger om, hvorvidt jeg skal sige det og sige til min far, at jeg godt ved hvad han har gjort? Om han ved, hvad han har ødelagt for mit og mit liv i fortiden, nutiden og sikkert også i fremtiden.
Men hvad med min mor eller andres mødre?
Tror du/I, de vil vide det?
Jeg håber at du/I der har lyst til at svare, vil prøve at svare ud fra, hvordan Jeres mor ville havde det, med pludselig at få sådan noget at vide.
Jeg håber du/I vil se bort fra, hvad du mener, du vil vide, hvis det er dit barn, hvis du selv har været igennem et overgreb, for jeg er ikke i tvivl om, at jeg ved hvad du selv vil vide.
Men hvad med din mor?
Med venlig hilsen og god aften
Jeg har tænk lidt på i den sidste tid, om min mor faktisk hellere vil vide hvad der er sket, eller om hun har det godt med uvisheden.
Jeg har set og hørt fra nogle, hvor de har fortalt deres mor hvad der er sket dem og det er i alle tilfælde faldte ud på den måde, at moderen er taget hjem, pakket, flyttet ud og søgt skilsmisse.
Men mon en mor ønsker at vide?
Hun kan jo ikke ændre på det skete.
At jeg selv ville ønkse at vide, hvis de sku ske ved mit barn, hvis jeg havde et eller hvis der sker andre noget, som jeg kan gøre noget ved.
Jeg får altid forskellige meninger om, hvorvidt jeg skal sige det og sige til min far, at jeg godt ved hvad han har gjort? Om han ved, hvad han har ødelagt for mit og mit liv i fortiden, nutiden og sikkert også i fremtiden.
Men hvad med min mor eller andres mødre?
Tror du/I, de vil vide det?
Jeg håber at du/I der har lyst til at svare, vil prøve at svare ud fra, hvordan Jeres mor ville havde det, med pludselig at få sådan noget at vide.
Jeg håber du/I vil se bort fra, hvad du mener, du vil vide, hvis det er dit barn, hvis du selv har været igennem et overgreb, for jeg er ikke i tvivl om, at jeg ved hvad du selv vil vide.
Men hvad med din mor?
Med venlig hilsen og god aften
Kommentarer
Min erfaring er, at mange mødre helst ikke vil vide noget. Hvis de voksne børn kommer og siger noget, bliver de ofte mistroet eller problemet bliver stille og roligt fejet ind under gulvtæppet igen, eller også bliver der sagt, at det er jo fortid, så glem nu det.
Jeg har ikke selv kendskab til nogen, hvor moderen har forladt manden, fordi hun har fået kendskab til et seksuelt misbrug. Men selvfølgeligt findes der mødre, der straks tager konsekvensen. Der findes bare også mange, som ikke gør.
Det er utroligt hårdt, når en mor får at vide, at hendes barn er blevet misbrugt. Det giver ekstrem skyldfølelse over, at hun ikke har opdaget noget og sikkert også enorm skam over, at være gift med en pædofil. Det vil ødelægge hendes tryghed og hele hendes verdensbillede. Hun vil givetvis opleve den samme smerte og magtesløshed som den misbrugte oplever. Mange mødre magter ikke at tage konsekvensen af det og vælger derfor at tro på manden (der givetvis benægter) og blive hos ham.
Dette er en almindelig version - men selvfølgeligt findes der også andre versioner. Der findes selvfølgeligt mødre, der tror på deres barn og som tager konsekvensen og straks bliver skilt. Men jeg tror desværre bare ikke, at det er flertallet.
Om du skal sige noget til din mor og måske til din far? Kun hvis du er klar til at tage konsekvensen, der i værste fald kan være, at din far benægter og at din mor tror på din far og ikke på dig. Jeg vil fraråde dig at gøre det, hvis det er med den hensigt, at din mor skulle vælge dig fremfor din far. For det er der ingen garanti for, at hun vil gøre. Det er barske ord men desværre er det realiteterne.
Min mor vidste udmærket, at jeg blev misbrugt og hun mente givetvis, at det var min egen skyld, så det var en helt anden situation.
Mange hilsner Helene
Jeg er aldrig selv blevet misbrugt og kender derfor slet ikke personligt til de forfærdelige overgreb på børn, som jeg godt ved foregår.
Men jeg skriver her som mor til to voksne piger, der gudskelov heller aldrig har været udsat for hverken incest eller andre seksuelle overgreb.
At en mor kan være vidende om hvad der sker og ikke griber ind kan jeg slet ikke med min hjerne fatte, det er rystende. Og at sige at det er barnets egen skyld er en forbrydelse i sig selv, børn har selvfølgelig aldrig skyld i noget så forfærdeligt, ja jeg må indrømme jeg er rystet over at læse det.
Men hvis mine børn havde været udsat for noget, ved jeg at jeg gerne ville vide det, men jeg tror også at det ville ha været utænkeligt, at jeg ikke havde opdaget det.
Jeg mener, at du skal fortælle dine forældre hvad der sket og hvis din mor ikke tror dig men for nemheds og behagelighedens skyld tror din far, så er din mor i min verden, ikke værdig til at kalde sig mor, og det må hun tage konsekvensen af og eventuelt miste dig som datter.
Aldrig ville jeg selv leve med en mand, der havde misbrugt vores fælles børn, det ville være et stort mistillids brud, som aldrig kunne heles.
Måske taler jeg imod bedre vidende, men det er min mening om noget så skrækkeligt som at være et barn der har været udsat for seksuelle overgreb. Jeg kan næsten ikke finde en værre forbrydelse begået af ens egne forældre. For hvis din mor har vidst det er hun ligeså skyldig som din far.
Det gør mig meget ondt at du har været udsat for dette, og oven i købet i dit eget hjem, et sted hvor du skulle have oplevet kærlighed og tryghed.
Mange tanker til dig.
Hilsen Sofie
Jeg fortalte min mor det for ca ½ år siden og hun flyttede med det samme.. han blev først konfronteret et par dage senere... Det har været et chok for hende og hun har haft det pisse dårligt.. men vi mine søskende min mor og jeg taler nu åbent om det støtter hinanden. Min søster har været udsat for det samme som jeg.
det har været mere hårdt formin bror der på mange måder er ret ambivalent i det.. han holder jo af ham... men samtidig foragter han ham..
Husk Insest skal fortælles ikke forties...
jeg synes der er nogle ting, der er vigtige at overveje.
Jeg synes ikke at jeg kan sige hvad, der er det rigtige for dig at gøre, men jeg kan fremhæve nogle ting, som du kan tænke over, og som kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der er det rigtige for dig.
1) Hvordan er dit forhold til dine forældre i dag? Især til din far? Jeg tænker på, om du kan klare at lade tingene være, som de er nu? Og om du har et godt forhold til din mor?
2) Er du klar på at tage de konsekvenser, der måtte opstå. Såvel gode som dårlige?
3) Prøv at tænke over, hvad din baggrund er for at ville fortælle din mor det? Er det fordi DU har behov for at hun skal vide det, eller fordi du tror hun skal vide det. Og tænk samtidig over, hvorfor du overvejer ikke at sige det. Er det for hendes, for hans eller for din skyld?
Jeg synes at det er vigtigt i sådan en situation, at man tænker over, hvad der kan følge efter konfrontontationen, og hvad man forventer og ønsker, at det skal føre med sig.
Men vigtigst af alt, så synes jeg, at du skal lytte til dine egne følelser, og ikke tænker "man" om dig selv. For det er dit liv, og du hverken skal eller børe gøre noget, som ikke føles rigtigt for dig selv. Hvad enten det så er at tale eller tie.
Jeg håber at mine spørgsmål for sat skub i lidt afklaring omkring dine egne følelser, tanker og motiver mere end det forvirrer dig.
Held og lykke med det.
Mange tanker fra Oktober
De er lige så forskellige som mine egne tanker.
Jo, jeg tænker på at gøre det for min skyld.
For det bliver ved at køre i ring og ring, mine tanker om hvorvidt jeg skal gøre det ene eller det andet, men det er som om, at jeg ikke ser anden vej ud for mig selv, at sige det og så må det koste hvad det koster. Men kan jeg mon holde til det? Hvis jeg nu mister hele min familie, fordi ingen tror mig? Hvad hvis nogle tror mig og andre ham?
Jeg ved ikke om jeg direkte har lyst til at miste ham og sådan "smide" ham væk.
Jeg ved bare eller jeg føler, at det hvis jeg ikke gør et eller andet anderledes, så kan jeg blive ved at blive indlagt, fordi jeg har lyst til at begå selvmord. For det er jo ligesom den anden vej ud, hvor jeg kan komme fri.
Jeg har ikke lyst til at ødelægge noget for nogen og jeg har ikke lyst til at gøre min mor ked af det, ved at sige eller spørge hende, hvorfor hun ikke gjorde noget, hjalp mig eller bare var der for mig for?
Men jeg kan ikke tro, at hun ved det, nu, og så vælger at bo sammen med ham.
Men det er jo det der er så svært! Som og den anden pige fortæller, at hendes mor pakkede og flyttede ud, men at hendes bror nu står sådan lidt..., for det tror jeg også kunne ske i min situation.
Jeg vil bare have dårlig samvittighed over, hvis min mor flytter og jeg ødelægger et ægteskab på 35 år. Selvom jeg også godt ved, at det er ikke mig der gjorde det der skete, det var min fars valg.
Jeg føler mig bare ansvarlig nu. Hvis jeg nu, ødelægger noget for nogen. For hvad med ham, min mor, min bror og resten af familien. Hvem vil tro hvad og hvad vil ske?
Jeg ved bare, at jeg vil være ked af, at ødelægge noget for min mor, men jeg tænker også bare på, hvis hun nu viste hvad der var sket, om hun så ville bo med ham eller ville hun hellere ha vist noget og flyttet for længe siden?
Jeg har det ikke sådan, at jeg har lyst til at smide min far helt væk.
Men jeg ved heller ikke hvordan det evt. kunne lade sig gøre, at ses, hvis jeg siger hvad jeg ved.
For jeg har på én måde lyst til at råbe; HVORFOR?
Hvorfor gjorde du det? Jeg sagde nej, men du gjorde det alligevel - Hvorfor?
Er du klar over, at det du valgte at gøre, har ødelagt hele mit liv?
Er du klar over, at jeg har lyst til at tage mit eget liv, fordi jeg hellere vil beskytte alle I andre, end at jeg siger hvad der er sket og måske ødelægger hele familien.
Jeg har ikke lyst til at stå med det valg.
Det burde være hans valg, for han valgte den gang, men nu er det mig der skal vælge. Og det er mig der skal leve med både det skete og det der evt. kommer til at ske af konsekeves, hvis jeg siger noget.
Jeg har bestemt ikke lyst til at ødelægge min mors liv.
Jeg har ikke lyst til at hun skal flytte eller sådan noget.
Jeg tror bare jeg har mest lyst til at hun indrømme, siger undskyld og så ved jeg godt, at det er barnet indeni mig, der søger hendes omsorg, støtte og hjælp, som jeg ikke fik den gang.
For hun beskyttede mig ikke. Uanset om hun ved det eller ej, så svigtede også hun, den gang.
Så jeg har sådan en lyst til at råbe HVORFOR? Ind i hovedet på dem begge.
Jeg har lyst til at få en undskyldning.
At han/de tager ansvaret på sig og tager det væk fra mig.
For det var deres ansvar dengang, men i dag er det mit, og mig der står og vælger hvad jeg skal gøre, for at komme videre og hvilke konsekvenser det evt. får.
For jeg frygter alt.
Jeg kan godt se det er naivt at tro, at intet forandres, hvis jeg får en undskyldning og de tager ansvaret for det de har gjort og det de ikke gjorde.
Vi kan jo ikke bare leve videre så.
Jeg har bare ikke lyst til at ødelægge noget for andre. Jeg har bare brug for at komme videre med mig selv og jeg bliver ved at vende tilbage til valget mellem, at fortælle eller at tage mig eget liv. For det er de eneste to måder, hvor jeg kan se og mærke en frihed, en lettelse for mig selv.
Så...
Helene..., jeg husker og tænker skam på alle vores "samtaler" og som jeg håber du kan se, så er jeg også mere afklaret med, at det ikke handler om skyld, men om ansvar, så jeg har bestemt taget meget af det til mig, som vi tidligere har snakket om.
Jeg tror bare, at jeg har svært ved at lade det ligge og forsøge at komme videre ude at sige noget. Selvom jeg så nødig vil ødelægge noget for nogen. Jeg må bare prøve at vælge mellem livet eller døden, at sige det eller fortie og ødelægge mig selv yderligere.
Men hvor er det da svært.
Og jeg tænker i høj grad på både min mor, bror, far og resten af familien.
Jeg tænker bare, gud ved hvad min mor vil sige og gøre, hvis jeg siger noget?
Hvad med hele deres liv sammen? Hus, penge, ting, venskab, ægteskab osv? Hvis hun altså tror mig?
Jeg vil helst ikke ødelægge eller være skyld i, at der sker en masse dårlige ting for dem, pga. mig.
Det eneste jeg søger er HVORFOR? Omsorg og så "friheden" i at sige; Er du klar over det er din skyld jeg er syg og har det dårligt?
Til dig, der har fortalt din mor sandheden.
Har I snakket om, om hun er "glad for" at vide det?
Om hun ikke så og viste noget?
Eller havde hun en idé, men turde ikke tror det om hendes mand?
Jeg kender også en veninde der har sagt det og hendes mor flyttede også med det samme.
Men jeg har ikke rigtig fået snakket med moderen om hvordan hun har og havde det med det hele.
Tror du, du der sagde det til din mor, at hun vil svare på sådan spørgsmål, her på siden og ligesom fortælle hvordan hun har det med det?
Nu ved jeg godt, at din mor, min venindes mor og min mor ikke tænker og har det på samme måde, det kunne bare være "interessant" at høre hvordan hun har det og hvad hun tænker og føler nu bagefter.
Jeg er på dine vegne glad for, at hun støtter dig og dine søstre. Jeg er bare ked af, at der sker alle disse grimme ting, ude i familierne. At nogen kan finde på at gøre børn, deres egne og andres børn ondt. Hvordan kan man dog finde på det? Jeg har så svært ved at forstå, hvad de tænker, ikke tænker, deres lyst eller hvad det er. For det er jo så sygt, langt ude og ulækkert at være sammen med børn og unge på den måde.
Igen, jeg er glad for Jeres svar og jeg er glad for de forskellige meninger.
Venligst og TAK
fra Jeanne
Så var det dig :-) Jeg tænkte på det, men var ikke sikker.
Jeg kan sagtens se, at du er kommet videre på mange områder, siden vi sidst skrev sammen - også i tankerne omkring skyld og ansvar. Men jeg kan se, at du desværre stadigt er låst meget fast omkring problemerne med konfrontation eller ikke konfrontation.
Problemet er, at du svinger som et pendul imellem to umuligheder: Selvmord eller konfrontation. Men du kan ikke konfrontere, fordi du er bange for at ødelægge noget for din mor og for familien. Og du er heller ikke interessere i at miste din far. Du kan kort sagt ikke overskue konsekvenserne.
Det er forståeligt, for en konfrontation vil jo have store konsekvenser for Jer alle. Det vil gøre din mor ondt og familien vil ikke kunne blive den samme igen. Som du har det nu, tror jeg ikke, at tanken om konfrontation er realistisk. Det vil være alt for hårdt for dig, for du vil komme til at føle dig alt for skyldig. Men selvfølgeligt skal du ikke tage livet af dig, fordi du ikke kan konfrontere. Så der må findes nogle andre brugbare løsninger ind imellem de to yderligheder.
Kan du arbejde med at nå til en forligelse med dig selv, hvor du anerkender, at dit behov for dine forældre stadigt er så stort, så du ikke kan konfrontere – og at det er okay? Du ved, at det ikke er okay, det din far har gjort, men du ved også, at du stadigt har behov for at have dine forældre i dit liv, så derfor vælger du at acceptere din fortid og se fremad og ikke tilbage. Det betyder ikke, at du tilgiver og glemmer. Du giver bare dig selv lov til at bevare tilknytningen til dine forældre.
Jeg ved godt, at behovet for konfrontation kan være meget stort, men så længe du holder så meget fast i en konfrontation, du reelt ikke er i stand til at gennemføre, så låser du dig selv fast i magtesløshed. Og magtesløsheden driver dig ud i selvmordstanker. Jeg ved også godt, at andre løsninger nok ikke vil føles så tilfredsstillende som en konfrontation men det er nødvendigt at tænke i alternative baner. Du er nødt til at være realistisk og forholde dig til, hvad du magter og ikke magter.
Du skriver, at du søger friheden i at kunne sige: 'Er du klar over, det er din skyld, jeg er syg og har det dårligt?'. Forståeligt, men spørgsmålet er bare, hvor meget frihed, det ville give dig? Du har arbejdet meget omkring skyld og ansvar, men dette viser meget tydeligt, at du stadigt (også i handling) ønsker at give din far skylden. Det er meget forståeligt men det vil givetvis ikke give dig nogen stor sejrsfølelse eller følelse af frihed. For du vil stadigt være ked af det, der er sket. Hævn giver ofte også en dårlig smag i munden bagefter og man er ikke nødvendigvis stolt af sig selv. Det kan give en følelse af, at man er sunket for dybt. Så måske skal du være glad for, at du ikke kan konfrontere ved at give ham skylden. Og selvom du fik hævn, så vil det stadigt være din opgave at få det bedst mulige ud af dit eget liv. Livet er ikke retfærdigt – vi skal alle rydde op efter dem, der har lavet ravage i vores liv.
Det hjælper dig nok ikke i din nuværende situation, men den virkelige frihed er, når du kan begynde at se fremad i stedet for tilbage og kan sige, at det de gjorde imod dig, har ødelagt meget i dit liv, men det skal ikke også få lov at ødelægge din fremtid. Du vil have et godt liv alligevel. Måske ikke et liv, som du havde forestillet og ønsket dig det – men et godt liv, hvor du er glad og har fundet ud af at leve med det, der er sket. Jeg ved, at det kan lyde meningsløst, men den bedste hævn kan faktisk være, at man har fået det godt.
Jeg ved, hvor svært det er, når man skal opgive en idé om, hvad det er, man har brug for. Men når man låser sig fast i én løsning, det ikke er muligt at gennemføre, så gør man livet rigtigt surt for sig selv. Man er nødt til at se realiteterne i øjnene og realiteterne er, at konsekvenserne ved konfrontation er for store for dig. Konsekvenserne ved selvmord er endnu større. Prøv om du kan slippe idéen om, at det kun er én af disse to løsninger, der duer. Prøv at forestille dig alle andre muligheder – og forestil dig, at de eneste to muligheder, der er totalt udelukket er konfrontation og selvmord.
Kærlig hilsen Helene
det er godtnok nogle svære tanker du går rundt med.
Jeg er helt enig med Helene i, at hverken konfrontationen eller selvmord er en løsning lige nu.
Det lyder som om, du er blevet væk/er kørt fast i dine egne tanker.
Går du hos en psykolog eller terapeut, der kan hjælpe dig med at
anskue denne her problemstilling?
Mvh. Oktober
Ja, jeg går til psykolog, så jeg gå hjælp.
Det er nu heller ikke sådan, at jeg direkte begår selvmord, det er følelsen af, at jeg er låst så fast inden i, at jeg bliver kvalt af alt det skete og den eneste måde at komme fri på, det er at skære i halsen får at få den luft jeg føler jeg mangler.
Men jeg gør det ikke..., det er "bare" en følelse, fordi jeg bliver holdt så fast som jeg gør.
Som jeg skriver til Helene, så er det ikke hævn jeg søger.
Jeg søger kun min frihed.
Men jeg tænker så meget på min mor. Netop fordi jeg ikke ved hvad hun vil gøre eller reagere.
Jeg kan ikke finde ud at, om hun faktisk vil vide, det skete eller hellere er fri.
Jeg prøver at tænke en del på; Hvis det nu ikke var mig, hendes datter, men en anden min far havde været sammen med. Og hendes veninde viste hvad der sker og hvad han laver. Ville min mor så gerne vide det eller vil hun hellere leve videre med min far i uvished?
Jeg ved godt at vi alle er forskellige og jeg ved også godt, at min moral er meget høj. Men jeg har så svært ved at tænke, at nogle kvinder og mænd, faktisk lever i et forhold, hvor deres partner er utro. Men selvom de ved det, så bliver de sammen, for konsekvensen af, ikke er være sammen mere, er endnu større.
Selvom det ikke passer ind i min moral, så kan jeg da godt se, at det er "praktisk" at leve sammen og fortsat være kærester.
Så jeg synes det svært det her.
For jeg ønsker ikke at ødelægge noget, jeg ønsker bare noget frihed og noget liv, men jeg er bange for, hvordan jeg finder luften og så er jeg bange for, at ødelægge noget for andre.
Men det jo også en af mine følge sygedomme, at jeg hellere ødelægger mig selv, end andre. Så det er naturligt for mig, at tænke og bekymre mig for min familie.
Altså, hvis der bare var en manual, så ville det hele være "nemmere".
Men jeg prøver at få en vide om, hvad mødre/kvinder tænker, hvis nu det var deres mand er utro, om de vil vide eller ej.
Jeg synes det er svært at komme videre og jeg ville ønske, jeg kendte min mors, men også min fars, brors og andre i familien, deres holdning til at vide eller ej.
KH og tak for svar, samt sov godt, Jeanne
Jeg kan i dag som 21 årig ikke lade være med at tænke på; hvorfor var der ingen der opdagede noget?! Det har været et sygt familiemønster.
Det er vigtigt for din egen heling at din omverden ved hvad der er sket. At din mor pakker sine ting og flytter fra manden (hvis han er den ansvarlige for overgrebene) er mere end forståeligt. Personligt synes jeg det er meget umodent at stikke hovedet i busken og nægte at høre om det der er sket for næsen af en og man burde have opdaget. Men ja, det placere skyld og ansvar. Minder andre om deres svigt. Utilstrækkelighed, og det er bestemt ikke rart; men er det den krænkedes ansvar at bære dette på sine skuldre også? Vi er ofte dem der sidder tilbage med hele svineren, skal betale for behandlingen, har spildt år af vores liv med mén, og er skadet resten af livet. Vi bærer allerede et kæmpe læs, mere end de fleste nogensinde ville kunne magte. Havde vi været selvstændige erhversdrivende havde nogen for længst råbt: UDDELEGER!
Ansvar bør placeres retmæssigt. Alle mødre har et valg. Det er op til hende at reagere på det der er sket på den måde hun magter, men jeg synes det ville være frygteligt ikke at give hende muligheden. Og det kan ende som mig; nu kun med en halv familie og en bror der nægter at gå i behandling -støttet af min mor.