Er i sorg efter min mors død.
Min mor døde af kræft for præcis 3 mdr. siden. Det er stadig ikke gået ordentlig op for mig endnu.
Jeg er meget ked af det hele tiden. Ufattelig træt, sover dårligt om natten og samtidig rastløs. Hvis jeg sidder for længe med mine tanker, bliver det til paniktanker omkring hendes død, og det store savn der er.
Jeg er rimelig splittet mellem og give mig selv lov til at sørge og så tanken om jeg burde være "kommet videre". Jeg føler det er uretfærdigt jeg skulle miste hende så tidligt, men det vil det vel altid være.
Jeg har tidligere lidt meget af angst, men det har været minimalt i de senere år. Jeg kan dog godt mærke, at med sorgen kommer angsten.
Er i tvivl om, om jeg skal søge noget hjælp, eller fortælle mig selv at det ER altså en stor sorg, og det er OK det tager tid.
Jeg tager på arbejde hver dag, men det er med ondt i maven og dårligt humør. Jeg har allermest lyst til bare og putte mig derhjemme for en tid.
Jeg er meget ked af det hele tiden. Ufattelig træt, sover dårligt om natten og samtidig rastløs. Hvis jeg sidder for længe med mine tanker, bliver det til paniktanker omkring hendes død, og det store savn der er.
Jeg er rimelig splittet mellem og give mig selv lov til at sørge og så tanken om jeg burde være "kommet videre". Jeg føler det er uretfærdigt jeg skulle miste hende så tidligt, men det vil det vel altid være.
Jeg har tidligere lidt meget af angst, men det har været minimalt i de senere år. Jeg kan dog godt mærke, at med sorgen kommer angsten.
Er i tvivl om, om jeg skal søge noget hjælp, eller fortælle mig selv at det ER altså en stor sorg, og det er OK det tager tid.
Jeg tager på arbejde hver dag, men det er med ondt i maven og dårligt humør. Jeg har allermest lyst til bare og putte mig derhjemme for en tid.
Kommentarer
Det gør mig ondt at du har mistet din mor.
Der kan komme til at gå mange måneder for du fatter det.
Har din mor været tilknyttet noget der hedder Det Palliative Team, eksempelvis det sidste år af hendes levetid?
Har hun det, kan du få hjælp der i gennem.
Der kan sagtens gå 1-2 år inden du kan se en smule lys forude, men det er vigtigt at du bruger alle der er villig til at lytte og at du er ærlig.
Da du tidliger har lidt af angst syntes jeg du skal søge noget proffesionel hjælp.
Du kan som Solo foreslår få en henvisning til en psykolog hos lægen, eller du kan hvis I har en psykriatrisk Skadestue i nærheden, så brug den da den er gratis og at du der straks få den hjælp du har brug for.
Kan du ikke i en kortere periodevære delvis sygemeldt fra jobbet , så det ikke stresser dig ?
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke fremover.
Store kram til dig.
Rita
Vi var meget tæt knyttet, og jeg savner rigtig meget og snakke med hende.
Jeg har 3 brødre og min far og dele det med. Men det er ikke så nemt og snakke med dem om det synes jeg. Måske fordi det er drenge. Desuden har de også deres sorg jo.
Hun døde 3 dage efter hun var ”opgivet” af lægerne. Derfor nåede der aldrig og komme noget hjælp indover. Så det gik meget hurtigt, selvom det var forventet på et eller andet plan.
Jeg har selv overvejet det med en sygemelding, men er kun i et vikariat, der udløber i august. Så tror ikke min arbejdsplads er med på den ide. Satser lidt på jeg kan holde den gående indtil august og så må jeg se hvad der sker derefter. Har også lidt fornemmelsen af, at de på mit arbejde mener jeg burde være kommet videre nu.
Jeg tror I har ret i, at jeg nok bør søge noget hjælp. Synes bare det er en hård pille og sluge. Burde kunne være stærk nok til at komme igennem det selv.
Først vil jeg kondolere.
Og så vil jeg spørge, hvorfor du 'bør' være stærk nok til selv at komme igennem det her? Mennesker er sårbare og sorg og tab er svære at bære. Hvorfor ikke tage imod den hjælp, man kan få?
Du hjælper ikke dig selv ved at skulle være stærk og insistere på, at du selv 'bør' kunne klare det, når det reelt er rigtigt svært for dig. Måske hjælper du dig selv allermest ved at kunne tage imod hjælp.
Mange hilsner Helene
GLEM ordet BØR, det eneste du kan bruge det ord til er at piske dig selv med uden det løser noget.
Det gør det endnu sværer at stå tilbage med den store savn, manglen på hendes kærlighed og omsorg for dig.
Ja det gik hurtigt og heldigvis for hende, så hun ikke skulle lide længere, men det er trist at der ikke nåede at komme nogle fagpersoner( palliative team) ind over.
Selvom I var forberedt på at hun skulle herfra, er det alligevel meget svært at miste en der står jer og især dig så nær.
Nok er det et vikariat du er i, men jeg syntes du skal give dig selv rum til at være trist og ked af det.
Som du skrev i første indlæg har du ondt i maven og er i dårlig humør, det kan nok være at arbejdsgiveren ikke er med på ideen, hellere en delvis sygemelding i stedet for en sur og vrissen medarbejder som ikke udfylder jobbet optimalt.
Det er heller ikke dine kollegaer der står i din situation.
Det er nemt at stå på sidelinien og skubbe på for at stoppe din sorg, men det må du IKKE give dem lov til.
Masser af knus til dig.
Hilsen Rita
Sætter noget om sorg her:
http://www.rune-psykolog.dk/index.asp?file=sorg.html
Alt dette er teori og kan passe men da vi er mennesker kan vi ikke altid sættes ind i kasser
Da min far døde gik der mere end et år før reaktionen kom.
Jeg havde da været lidt vred lige da det skete, men nu kom det med fornyet kraft fordi der skete andre ting i mit liv også.
Jeg blev udbrændt og kom i medicinskbehandling ..en længere historie, som jeg ikke længere helt husker i detaljer,så den vil jeg sparer dig for.
Men jeg bad også min læge om terapi og kom i "gratis" behandling.
Jeg synes du skal spørge din læge om du har mulighed for at komme ind under denne ordning.
Der er muligvis en tidsbegrænsning i forhold til hvornår det er sket eller alder?? jeg husker det ikke helt.
Men du skal tale med nogen!! måske kan lægen tilbyde dig samtaler hos ham/hende.
Håber du kan bruge noget af dette?
hilsner Dowling
Jeg synes jeg burde være stærk, fordi det har jeg altid været, og føler det som en fiasko ikke og kunne være det nu. Men jeg ved godt det gør det svære for mig selv og holde fast i den tanke. Og ved også godt det ikke er sundt for mig. Det føles bare som om jeg ikke kan træffe en beslutning om hvad der er bedst for at gøre.
Inderst inde ved jeg godt I har ret i, at jeg burde få noget hjælp. Ville selv give det råd hvis andre spurgte. Men hvor er det bare svært og acceptere når det er én selv.
De sidste par dage har jeg grædt utroligt meget, og snakket meget med min kæreste om, hvad der fylder inde i mig, og det har hjulpet. Det gør selvfølgelig også at jeg godt kan se fornuften i at få snakket med nogen om det.
Jeg forsøgte og kontakte min læge i dag, men hun var der ikke og havde ingen tider i næste uge var svaret fra en af de andre læger. Jeg forklarede hvordan jeg har det, men hun mente det var bedst jeg snakkede med egen læge! Det blev jeg lidt skuffet over. Men jeg kontakter min egen læge på tirsdag, og snakker med hende. Har før haft ”samtaler” med hende der har hjulpet.
Min kæreste og jeg har også snakket om, at hvis jeg ikke finder arbejde når mit vikariat slutter, gør det ikke så meget. Så kan jeg få lidt ro den vej rundt og arbejde lidt med mig selv.
Det der er værst for mig lige nu er, at jeg er utrolig bange for at angsten skal få overtaget igen. Har de sidste 5 år på at arbejde med det, og havde endelig fået styr på det.
Jeg er klar over sorgbearbejdelse r tager tid og koster sved og tårer. Men min perfektionisme, gør det svært for mig at indse det er ok – også for mig……
Det er utrolig dejligt og høre fra jer. Bare I gider lytte (læse) om min frustration betyder meget. I dag har været en god dag, og jeg føler faktisk for første gang i lang tid at jeg har haft noget overskud.
Knus
du skulle gå i gang med at skrive dagbog --ikke store romaner ---men flere forskellige sætninger ---og så er der en anden ting --jo mere du græder --får du din sorg ud ---gå dig en tur i skoven --eller på stranden --alene ---og så råber du din sorg ud --og så skal du give slip på din perfekte tanke gang ---om at du selv skal klare det --gu skal du ej --du skal søge alt den hjælp du kan få ---så du ikke hænger fast i sorgen ---den er naturlig ----og skal have sin tid----men en dag skal du ud på den anden side --med de gode minder -i havde sammen---KNUS