Bekymret kæreste til deprimeret
Hej
Jeg har en kæreste der har en depression, eller det tror vi. Jeg elsker ham utroligt meget og ved at det er ham jeg vil være sammen med resten af mit liv. Den sidste tid har vores forhold har været problematisk fordi han har været meget ked af det, men ikke vil tale med mig om det. Det eneste har fornyeligt har afsløret er at han har haft selvmordstanker, hvilket bekymrer mig meget.
Han har flere gange slået op fordi han følte han ikke kunne rumme mig, når han ikke engang kan rumme sig selv, men er også kommet grædende tilbage igen og sagt at han kun er glad sammen med mig og at jeg er det eneste i hans liv der giver mening. Vi elsker hinanden rigtig højt og efter at have fundet sammen igen, har han nu sagt at han har brug for tid alene til at bearbejde. Jeg har tilbudt ham hjælp og støtte, som kæreste og ven, men for ham er det et frygteligt nederlag at søge hjælp hos andre. Han tør heller ikke gå til lægen. I mine øjne er kærelighed alt og derfor vil jeg stå bag ham og støtte ham lige meget hvad, men han siger det ikke vil være fair over for mig da han i denne her situation ikke kan give mig noget som kæreste. Han har brug for at gå igennem dette alene, og det gør mig dybt ulykkelig! Han betyder alt for mig og vi er ikke sammen nu.
Jeg er den eneste han har fortalt alt dette, og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Han skal bare ikke gå med det alene, men jeg vil heller ikke tvinge ham til lægen eller til at lukke mig ind.
Det hele er meget forvirrende, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre!
Nogle råd ville være dejligt..
venlig hilsen
M
Jeg har en kæreste der har en depression, eller det tror vi. Jeg elsker ham utroligt meget og ved at det er ham jeg vil være sammen med resten af mit liv. Den sidste tid har vores forhold har været problematisk fordi han har været meget ked af det, men ikke vil tale med mig om det. Det eneste har fornyeligt har afsløret er at han har haft selvmordstanker, hvilket bekymrer mig meget.
Han har flere gange slået op fordi han følte han ikke kunne rumme mig, når han ikke engang kan rumme sig selv, men er også kommet grædende tilbage igen og sagt at han kun er glad sammen med mig og at jeg er det eneste i hans liv der giver mening. Vi elsker hinanden rigtig højt og efter at have fundet sammen igen, har han nu sagt at han har brug for tid alene til at bearbejde. Jeg har tilbudt ham hjælp og støtte, som kæreste og ven, men for ham er det et frygteligt nederlag at søge hjælp hos andre. Han tør heller ikke gå til lægen. I mine øjne er kærelighed alt og derfor vil jeg stå bag ham og støtte ham lige meget hvad, men han siger det ikke vil være fair over for mig da han i denne her situation ikke kan give mig noget som kæreste. Han har brug for at gå igennem dette alene, og det gør mig dybt ulykkelig! Han betyder alt for mig og vi er ikke sammen nu.
Jeg er den eneste han har fortalt alt dette, og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Han skal bare ikke gå med det alene, men jeg vil heller ikke tvinge ham til lægen eller til at lukke mig ind.
Det hele er meget forvirrende, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre!
Nogle råd ville være dejligt..
venlig hilsen
M
Kommentarer
Din kæreste har først og fremmest brug for professionel hjælp for at få det bedre. De nærmeste kan være med på sidelinien til at lytte og støtte, men give den nødvendige hjælp, kan de ikke. Hvis du bliver ved med at prøve, vil det bare ende med, at du selv bliver trukket nedad og 'smittet' af depressionen. Du kan komme til at føle dig meget magtesløs, hvis du gør så for at hjælpe ham og så ikke oplever, at det hjælper eller at han ikke kan tage imod det, du gør.
Så uanset hvor svært det er for din kæreste, så må han til lægen, hvis der skal være håb om, at han får det bedre. Og du skal passe godt på dig selv, så du ikke bliver trukket med ned. Du er allerede på vej nedad, for du går og bekymrer dig om, hvorvidt han nu kan finde på at begå selvmord. Så pas på dig.
Hilsen Helene
Mange tank for dit svar. Problemet er bare at han ikke får kommet op til den læge så han kan få en henvisning, selvom han godt ved at det er det han skal gøre. Når han får det lidt bedre, tror han at så behøver han ikke og så skal det nok gå, men så går der lidt tid og han bliver deprimeret igen. Nogle råd til at få ham afsted?
Jeg skal nok passe på mig selv, tak. Sidst han slog op var jeg fuldstændig i koma på sofaen i en uge, men så derfra fik jeg det bedre og bedre, selvom jeg hver dag ønskede og håbede at han ville komme tilbage. Han betyder virkelig alt for mig! Har endda tænkt på at kontakte hans mor, for at hun kan få ham op til lægen. Lige nu er jeg som sagt den eneste der ved han har det dårligt, men vil heller ikke gå bag hans ryg og det burde være noget han selv fortalte selvom jeg kan forestille mig at det nok er sværest at sige det til sine forældre.
M
Du skriver ikke noget om hvor gamle I er...? Relevansen i det ligger i hvorvidt du bør søge hjælp hos jeres forældre.
Uanset hvad, så må og skal han til lægen. Det er ikke sikkert at det i første omgang fører en henvisning med sig, da nogle læger har erfaring i samtaleterapi i forbindelse med mildere depressioner. Der skal en læge til at vurdere hvor svær hans depression er, og om den er medicinkrævende.
Jeg forstår godt hans holdning - havde den selv. Men det her går næppe over af sig selv, og et af dine argumenter for at få ham til lægen kan være, at det er bedre at tage til lægen og finde ud af hvad der kan gøres for at fikse det end at blive ved med at vente på at det går over. Et af målene med lægebesøget kan være at få taget blodprøver, da d-vitaminmangel har indflydelse på bl.a. depressive tilstande.
Du må ikke negligere problemet; jeg mener bare, at der er mange måder at sige tingene på. Det lyder som om, at han har brug for at du er en smule manipulerende - SAGT MED ET SMIL!
Det er ENORMT svært at tage til lægen med en depression. Så må man indse at den er gal - og man ønsker virkelig at det bare går væk hvis man venter lidt. Derfor tror jeg, at det vil være en hjælp at I tager derhen sammen, for så kan han ikke udeblive.
Det er vel heller ikke løgn, at DU har brug for at lægen kommer ind over det her. Det tærer jo på jeres forhold, og da du elsker ham og vil være sammen med ham, så er det lige så meget for jeres forholds skyld at I skal tage til lægen.
Du kender ham bedst, så hvorvidt du skal bruge jeres forhold, en mulig d-vitaminmangel, terapi eller antidepressiv medicin som undskyldning for at få ham med til lægen må du vurdere.
Vil gerne høre hvordan det går!
VH
Vi er begge 24 år og han har hvert år været trist omkring vinter, men har aldrig ville snakke om det. Men nu er han det så næsten hele tiden. Han har før første gang sagt at han ca. 1 gang om året har tænkt på selvmord, hvilket er meget bekymrende. Han er meget lukket omkring følelser og mener det er lidt af et nederlag at bede andre om hjælp. Sådan har han desværre altid haft det. Derfor tænkte jeg også at hvis jeg beder hans mor om hjælp, som han ser meget tit, så kan hun nok få snakket med ham overtalt ham til at gå til lægen. Men det er også lidt at gå bag hans ryg. Og nu her, har han vist allerede fået det bedre (ligesom da vi lige var fundet sammen) og mener igen at det ikke er nødvendigt at gå til lægen. Tror virkelig at hvis han ikke gør noget nu, så vil det fortsætte i mange mange år! Er det for meget at inddrage andre? Så bliver jeg jo næsten nødt til at fortælle hans mor ting som han har sagt til mig i al fortrolighed, og før eller siden finder han jo nok ud af det.
Vil forsøge med at snakke lidt mere om han om et lægebesøg, men er lidt bange for han vil synes at jeg presser ham og vil helst ikke skubbe ham væk. Desuden er jeg selv blevet meget ked af at han har slået op igen og udsat mig for dette igen igen og er faktisk trist hele tiden. Jeg vil jo bare gerne være sammen med ham.
venlig hilsen
M
Eftersom det tærer på DIG at han har det som han har det, så er det på ingen måde urimeligt at du vil have lægen ind over det. Om ikke andet kan du fremlægge det som en form for mild parterapi hos lægen. Vinterdepression er en hyppig sag, og om ikke andet så kan lægen forhåbentlig hjælpe med råd og vejledning til hvordan han undgår at ryge ned igen til næste vinter. For eksempel ved at tjekke for d-vitaminmangel, rådgive omkring fornuftig kost, lægge en motionsplan osv.
Faktisk fortalte han at han mens vi ikke var sammen har taget ud til en meget høj bygning han vidste han kunne komme op på og stillet sig op på taget. Det her har han så gjort flere gange, men mere er der altså ikke sket end at han har stået der. Men det synes jeg alligevel er ret skræmmende.
Har foreslået at vi gør det sammen eller som parterapi, men det udelukker han endnu mere end bare det at gøre det alene. Han er en meget privat og lukket person ang personlige problemer. Har sagt til ham at han godt kunne gå til lægen i respekt for det vi havde sammen og det han har udsat mig for (slå op flere gange, give mig håb og så slå op igen). Så tror og håber måske at det kan gøre det.
Er lidt i tvivl i forhold til hvordan jeg skal forholde mig til ham? Jeg elsker ham jo utroligt meget og ved at det er ham jeg vil dele mit liv med. Har læst herinde at nogle med en depression har fortrudt at de slog op efter de har fået det bedre, og andre hvor kæresten nægtede at give slip til den deprimerede har fået det bedre hvilket har styrket forholdet selvom den syge ville slå op da det var værst. Hvad skal jeg gøre? Han vil jo ikke have min hjælp og siger han vil klare det alene, for han kan ikke overskue andre. Men jeg er jo også den eneste der ved han har det sådan.