Hvad skal ens børn vide om "det der skete"???
Mine børn er 8 og 10 år og ved, at jeg har valgt min far og bror fra, pga. dårlige oplevelser i barndommen. Nu er de begyndt at spørge mere ind til det. Også i forbindelse med, at de ser dem til større familiefester.
"Har din far slået dig?"... "Hvornår må vi ikke få at vide, hvad han har gjort?"
Er der nogle der har nogle erfaringer med dette?
Er de for små endnu til at vide i lidt flere detaljer?
Hvordan vil det påvirke dem?
Kan det ligefrem være skadeligt?
For de undrer sig over, hvad kan gøre, at jeg ikke vil se dem. Når de har mødt dem, virker de jo sådan set søde nok.
Jeg er i syv sind!!!
Hilsen Mitliv1
"Har din far slået dig?"... "Hvornår må vi ikke få at vide, hvad han har gjort?"
Er der nogle der har nogle erfaringer med dette?
Er de for små endnu til at vide i lidt flere detaljer?
Hvordan vil det påvirke dem?
Kan det ligefrem være skadeligt?
For de undrer sig over, hvad kan gøre, at jeg ikke vil se dem. Når de har mødt dem, virker de jo sådan set søde nok.
Jeg er i syv sind!!!
Hilsen Mitliv1
Kommentarer
De er store nok til at få at vide, at du har valgt disse personer fra, fordi de har gjort noget grimt og utilgiveligt mod dig i din barndom. De er også store nok til at få at vide, at du måske ikke magter at gå i detailler omkring dette, og at du selv vil vurdere, hvornår du eventuelt er klar til at fortælle dem disse ting, også at du måske aldrig bliver klar til det. Selv børn på 8 og 10 har givet hørt om nogle af de forfærdelige sager, der desværre jævnligt bliver talt om i pressen, så de vil forstå, hvad du siger, selv om du ikke "udpensler" det.
Jeg synes faktisk, det er meget væsentligt at dine børn får at vide, at selv om nogle er aldrig så søde og rare, så kan de også være det modsatte.
Du skylder jo hverken din bror eller far nogen form for hensyn, og det kan da aldrig være dit problem, hvis de skulle blive sårede over, at dine børn efter at have fået at vide, hvad de har gjort mod dig, tager afstand fra dem ved familiesammenkomster.
Jeg vil påstå, at det er endnu mere skadeligt for dem, hvis ikke du fortæller dem om det, og påvirkningen vil givet være, at de får en forståelse for noget, de ikke hidtil har forstået, nemlig hvorfor du har valgt dem fra, og det vil de sikkert sagtens kunne håndtere - i hvert fald en hel del bedre end nu, hvor de ikke kan forstå, hvad det handler om.
Jeg ville sætte mig sammen med dem og melde helt klart ud, hvis jeg var dig.
Jeg har talt med dem tidligere om det med, at de (krænkerne) jo udadtil virker søde og rare, men altså har gjort nogle utilgivelige ting.
Men så er det så nu, at spørgsmålene popper op og som du også udtrykker, er det tid til at fortælle lidt mere.
Når man står med mange følelser i sig, kan det være svært at tænke så rationelt og fornuftigt, som hvis jeg skulle rådgive andre. Så er det rart med det her forum.
Tak igen.
Hilsen Mitliv1
Jeg er helt enig med Lotte i det, hun skriver.
Der er ingen grund til, at du viderefører det typiske mønster med at holde tingene hemmeligt. Det er jo netop den måde krænkeren opnår den bedste beskyttelse på - nemlig når ofrene selv tier.
Jeg mener, at hemmeligheder skaber større utryghed og usikkerhed både hos børn og voksne, end sandheden gør, selvom den kan være nok så ubehagelig og svær. Virkeligheden kan man da forholde sig til - især når man har en voksen, der kan hjælpe børnene med at forstå den. Naturligvis skal ærligheden tilpasses børnenes alder og dine grænser.
Jeg synes også, at børnene har ret til at kende sandheden. I mine øjne er det ikke fair, hvis de omgås din far og din bror under 'falske forudsætninger' (omend de jo godt ved, at noget er galt). Sandheden er også den bedste måde at lære dem at passe på og beskytte sig selv.
Så de negative konsekvenser ligger for mig at se mere i ikke at fortælle dem noget end at fortælle dem sandheden. Hemmeligheder er noget Fanden har skabt.
Mange hilsner Helene
Er helt enige med både Lotte og Helene i hvad de begge skriver til dig.
Min egen holdning er, at børn har krav på at få svar på det de spørger om, uanset hvor svært det sikkert kan være, men selvfølgelig med tanke på deres alder og dine grænser.
Til gengæld mener jeg ikke at du behøver at udpensle det, men bare stille og roligt forklare, hvorfor du har valgt din far og bror fra i dit liv.
Dette emne må absolut ikke gøres til tabu, børn skal have gode og brugbare svar, og når de får det stopper de med at spørge i denne omgang, men de vil sikkert vende tilbage med flere spørgsmål.
Det børn spørger om, er de altid store nok til at få svar på.
For mig har det også altid været vigtigt at lære mine piger, at de aldrig må finde sig i noget de ikke bryder sig om, hverken fra voksne eller fra andre børn. Jeg har lært dem at sige fra og har lært dem at det er i orden at holde fast i deres egne grænser. Og hvis man har en god kontakt til sine børn, og de føler sig trygge hjemme, er jeg sikker på at børn altid vil komme til os forældre og fortælle, hvis de blev udsat for overgreb.
Hilsen Sofie
Nu skal jeg så bare finde ud af, hvor meget de skal have at vide. De ved jo godt, at de har gjort mig ondt i barndommen, så meget at jeg ikke kan leve med dem/ tilgive dem, men nu vil de have en ordentlig forklaring.
Og ja, Helene, hemmelighedskræmmeriet skal jeg ikke føre videre til mine børn!
Hilsen Mitliv1
Der er ingen grund til at forklare helt ud i dybten på ting, de faktisk slet ikke spørger om.
Dine børn er dog store nok til at forstå, at der kan være ting, det er for vanskeligt for dig at svare detaljeret på, og det vil de givet forstå, hvis du fortæller til dem.
Jeg kan lidt forstå, at du nu er i gang med at forberede en længere tale til dem; lad være med det. Fortæl dem, at du vil prøve at svare så godt du kan på, hvad de vil vide, og tag den så der fra - helst så stille og roligt som muligt.
Du kan sagtens fortælle, at du har været udsat for at der er blevet gjort nogle "voksenting" med dig, da du var barn, og hvad det har gjort ved dig, og så tale om, at der er noget voksne gør, som voksne skal gøre sammen og ikke med børn.
Men endelig - lyt til hvad de rent faktisk spørger om, og det er udelukkende det, de skal have svar på.
Tak for rådene.
Jeg har netop talt med en professionel fra en rådgivningslinje, og det er helt i tråd med det du, blandt andre, skriver.
Ikke for mange ord, være rimelig enkel i forklaringen, sige fra hvis de spørger om noget, de ikke skal vide eller som jeg ikke vil tale om.
Din ide med at lade dem sprøge, kan jeg godt lide.
Der er faldet lidt mere ro på mit indre...
Hilsen Mitliv1