Forvirret

slettet24278

Min mand og jeg skaendes alt for meget. Han er hjemme 20 dage ud af 30 og tager saa til udlandet for at passe sin forretning der men vi naar altid paa en eller anden maade at skaendes.
Det er et rigtigt stort skaenderi med alle mulige grimme ord og alt det gamle rod fra skaenderier foer. og han faar mig altid til at foele skyld for det og jeg har misted saa meget selvtillid nu at jeg ikke ved hvem jeg er mere.

Jeg er saa traet af det han siger. jeg er manipulerende jeg forhoerer ham,jeg dominerer.
Han raaber af mig i supermarkedet, paa gaden og foran boernen. Han skal ha ret i alt og er stuck in the past.

Jeg har efterhaanden givet op men er forvirret over hvad jeg skal goere.
Lige nu proever jeg bare at lade som om han ikke er der men jeg har ikke lyst til at leve paa denne maade.

Sissi

anna84

Det skal du da heller ikke.
Selvom det vil være hårdt at skulle gennem en skilsmisse, er det så ikke bedre end at blive i det forhold som kører dig psykisk ned?
Du ved godt at der skal ske noget. En mulighed er at søge hjælp og prøve at få det til at fungere; hvis du altså tror på, at det vil være muligt at genfinde hinanden. Hvis du kommer frem til, at det er værd at arbejde for, og din mand så ikke er indstillet på at forsøge parterapi, må du tage konsekvensen og gå fra ham. Dit og jeres børns psykiske helbred må komme før den tvivlsomme men formodentlig tilstedeværende skæve tryghedsfølelse ved at være i forhold. For det går også ud over jeres børn det her.

Jeg er helt overbevist om, at du i løbet af dagen vil få nogle brugbare indlæg fra kvinder ældre end mig med større livserfaring. Her er mange kloge brugere

Jeg ønsker dig styrke til at stå ved det der er bedst for dig!

Helene2

Hej Sissi

Det er en frygtelig ond cirkel, I befinder Jer i og den skal selvfølgeligt brydes, hvis I skal have det bedre. Og vigtigst af alt: Hvis Jeres børn skal have det bedre. Børnene har det aldrig bedre, end deres forældre har det. Fars og mors kamp bliver børnenes indre kamp og medfører stor indre splittelse. Derudover er I ikke gode forbilleder for Jeres børn. Deres billede af, hvordan en familie skal fungere, får de fra Jer - på godt og ondt. Hvis I fortsætter sådan, så lærer i dem, at i en familie behandler man ikke hinanden med respekt, kærlighed og varme men at det skal være turbulent og at det er i orden at såre hinanden og overskride hinandens grænser. Dermed er der store chancer for, at de i deres voksenliv vil få lige så destruktive forhold til deres partnere og fortsætte mønstrene.

Når det går så galt i et forhold, så er det fordi, kommunikationen ikke er i orden. Når kommunikationen ikke er i orden, er det typisk fordi, man ikke kan sætte ord på sine følelser og ikke kan lytte til hinanden med respekt for modpartens følelser. Man går i forsvarsposition og angriber eller forsvarer i stedet for. Dermed er egentlig respektfuld, frugtbar dialog, der kan styrke fællesskabet, udelukket. I stedet skaber I en magtkamp, hvor det handler om at få ret og alle kneb gælder - også de beskidte.
Ægte, konstruktiv, nærværende dialog er ikke noget, man bare lige uden videre kan. Men det er noget, man kan lære, hvis man er villig til at ændre sin egen fastlåste adfærd og opfattelse og arbejde med sig selv og forholdet. I så fald er parterapi en mulighed.

Du er træt af, at han siger, at du er manipulerende, dominerende og at du forhører ham. Det er klart, det er ikke sjovt at få at vide… men det er altså sådan, han opfatter dig. Det må du jo tage til efterretning og spørge, hvorfor har han den oplevelse af dig? Du kan lytte til ham og prøve at forstå ham og finde konstruktive løsninger i stedet for at gå i forsvarsposition. Bed ham om at sætte ord på sine følelser og lad ham stille og roligt forklare, hvordan tingene kunne blive bedre og anderledes. Og tænk så over det og tal om det. Men selvfølgeligt må det omvendte så også gøre sig gældende: At du stille og roligt prøver at formulere dine følelser og at han er i stand til at lytte og respektere og reflektere over, hvad du siger og være indstillet på at finde konstruktive løsninger. Det starter og slutter med respekt for egne og modpartens følelser. Hvilket selvfølgeligt også betyder, at man slet ikke går ind i et skænderi, hvor man nedgører og sårer hinanden og man ignorerer heller ikke hinanden. Man finder konstruktive løsninger.
Alt dette er ikke noget, man 'bare lige' kan forandre men man kan arbejde med det i en parterapi, hvis man er indstillet på det.

Hvis ikke I gør noget for at bryde mønstrene, så ødelægger I livet for hinanden og gør Jeres børns liv rigtigt svært. Så mit bedste råd er, at I enten søger parterapi eller også (om ikke andet af hensyn til børnene) tager konsekvensen af Jeres dårlige forhold og går fra hinanden. Man skal ikke være sammen med én, der får det værste og ikke det bedste frem i én. Og børnene har intet valg men er tvunget til at leve i en verden, hvor de bliver smittet af alle Jeres negative følelser. Det er spild af liv.


Mange hilsner Helene

Thit32

Jeg forstår fuldt ud din forvirring. Men du må huske, at fordi man bliver gift, eller flytter sammen, bliver man ikke "en" person". Inden, du tager stilling til ret meget, må du overveje, om han giver eller har givet dig noget, du vil kæmpe for? Hvis svaret er JA - så bliv og kæmp. Smid forsvaret og LYT. Men insister samtidig på at blive hørt. Sørg for at børnene er væk, når i har dybe samtaler eller vigtige ting, der skal drøftes - der skal være plads til følelsesmæssige udsving, som ungerne ikke ville have godt af at overvære.

Det kan blive for svært at være sammen, men det kan være lettere, hvis man har fælles mål og tanker, drømme og fantasier, man arbejder på og hen imod.
Venligst Thit