Samtale med psykolog
Jeg er 27 år, og har i mindst ti år prøvet at få kommunen til at forstå at jeg har psykiske problemer, hvilket vist endelig så småt er ved at lykkes for mig. Jeg har social angst og depression, og skal snart have en vurdering af en psykolog. Mine problemer stammer kort fortalt fra hele min barndom med en alkoholisk mor og ti års mobning i folkeskolen. Jeg synes selv jeg er god til at forklare hvordan jeg har det og hvad jeg føler, men af en eller anden grund synes jeg aldrig det jeg siger bliver taget særlig alvorligt, selvom jeg virkelig har mange problemer. Jeg ville bare høre om der er nogen der har nogen gode råd til hvordan jeg forklarer tingene så jeg kan få den vurdering jeg har brug for, så jeg kan komme videre i det er, i stedet for at blive kylet frem og tilbage på skoler der ikke hjælper mig noget, og hvor jeg ikke bliver taget alvorligt. Det jeg håber at få ud af det er at de forstår der er ting jeg ikke kan klare, måske få hjælp til en uddannelse, og et flexjox senere hen.
Kommentarer
Du skriver, at du i 10 år har prøvet at få kommunen til at forstå, at du har psykiske problemer.
Men eftersom du ikke nævner noget om udtalelser fra behandlere du har forevist kommunen, formoder jeg at du aldrig har været i nogen form for behandling hos læge, psykolog eller psykiater. Er det korrekt?
I så fald syntes jeg du skulle se at få en henvisning af din læge til psykolog - for det nytter ikke noget at sige til kommunen at du ikke kan klare dig på normale vilkår, hvis du ikke selv gør en indsats for at få behandling.
Jeg synes selv jeg har gjort rigtig meget for at komme videre, og foreslået mange ting, fx forskellige praktikker og kurser, men har bare fået afslag igen og igen. Tror det kommer sig af de ikke har forståelse for mine problemer, og tror det er overdrevet. Det "bedste" forslag de overhovedet kunne komme med var at tage toget 2 timer, ind til KBH, gå ind i nærmeste Netto, og spørge om ikke de havde en computer i baglokalet jeg kunne side ved, og udregne folks lønninger. Og det er ikke engang løgn! De mener også jeg simpelthen ikke KAN have problemer for så skulle jeg jo sidde i et hjørne og ryste, uden at sige et klap! Det har de selv sagt direkte. Og i forvejen siger jeg kun meget lidt, men har alligevel prøvet at forklare mine problemer grundigt. De kan ikke forestille sig mine problemer stammer helt fra barndommen, men tror det bare var en skør ide jeg lige vågnede op med, for to år siden.
Hver eneste gang der skal ske noget "nyt" ender det med de, atter engang, sender mig ud på en skole hvor jeg skal høre en stå og holde foredrag, et vist antal dage om ugen, og så håber de jeg bliver rask af det. Hver gang duer det ikke, og så sender de mig videre til den næste skole. Så nej, jeg har aldrig fået hjælp. Nu synes jeg altså snart der må ske noget nyt! Og endelig vil de have mine problemer vurderet af en psykolog, sikkert fordi de snart er ved at være trætte af at alle deres påfund ikke virker.
Nu er det så jeg kan blive helt bange for at psykologen heller ikke vil tage det helt alvorligt, og det har jeg brug for, så jeg måske kan få revalidering senere hen. Det kan jeg jo kun med en diagnose fra psykologen.
Jeg syntes, at du bare skal være glad for at du nu kommer til en psykolog, for det kan jo være chancen for at der endelig kommer til at ske noget fornuftigt i dit forløb med kommunen. Og slap af; og forbered dig på hvad det er du har brug for at fortælle. Skriv eventuelt ned. Du må forklare hvilke barrierer du har i forhold til arbejdsmarkedet og hvilke ting det er der er galt psykisk.
Med hensyn til at du ikke har råd til psykolog. Come on - hvis du i 10 år har haft nævneværdige problemer, så syntes jeg simpelthen det er at træde på dig selv at du ikke har søgt hjælp. Jeg ved godt hvordan det er at være på kontanthjælp, og syntes ikke at det er en undskyldning. Du må spare et andet sted. Der er ingen der siger at du ville skulle gå til psykolog to gange om ugen.
Jeg kan anbefale www.k10.dk Måske kan du der finde oplysninger om sagsbehandling i din kommune, og du kan oprettet et indlæg og håbe på at nogen kender til et tilbud i din kommune som kunne være noget for dig. Sørg for at beskriv din historie, økonomi, matchgruppe i kommunen osv.
Jeg er enig med Anna i det meste af det hun skriver. Dog ikke, at man kan prioritere sig til at få råd til psykologbehandling, når man er på SU eller kontanthjælp. Nogle gange er pengene bare så få, så skal man også have mad og betale sin husleje, så er der ikke til behandling. Den situation har jeg selv stået i.
Jeg er selv inde i et sagsforløb med kommunen, der nu kører på 6. år. Også mine problemer stammer fra barndommen. Så jeg kan udmærket sætte mig ind i din situation.
Man får ikke noget forærende af kommunen. Hverken et behandlingsforløb, en revalidering eller et flex-job. Uanset hvad årsagerne så ellers er. Mine erfaringer er, at man ikke skal regne med, at kommunen forstår noget som helst uanset, hvor meget man end forklarer. Det kommunen kan forholde sig til er handling og diagnoser.
Før du får bevilget noget som helst, skal du have været inde i et behandlingsforløb. Det skal kunne dokumenteres, at du ikke kan klare dig på 'normale vilkår'. Når du ikke har råd til en psykolog, så kan din læge henvise dig til en psykiater. Psykiateren kan evt. henvise dig til gruppeterapi under distriktspsykiatrien. Dog er der nogle psykiatere, der selv kan give samtaleterapi. En mulighed er også, at psykiateren bare vil sige, at du skal have medicin. Her må du så insistere på, at du har brug for terapi. Det er de behandlingsmuligheder, der er i det offentlige system.
Før kommunen gør noget, skal de have en speciallægeerklæring fra psykiateren. Derefter kan du bede om, at der bliver lavet en handlingsplan. Så skal der iværksættes arbejdsprøvninger, der viser, hvor meget du reelt kan holde til at arbejde og om der er specielle hensyn, der skal tages. Husk at kommunens mål er, at du skal gøres helt selvforsørgende på normale vilkår. Derfor er det især resultatet af arbejdsprøvningerne, de bruger i deres vurderinger.
For mig at se er det tydeligt, at der bør iværksættes nogle hjælpeforanstaltninger, når du er 27 år og ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet endnu. Så først og fremmest er der brug for en handlingsplan.
Det du må starte med, er at opsøge din læge og blive henvist til en psykiater. Jeg tror ikke, at din læge har mulighed for at henvise dig til en psykolog på grundlag af de problemer, du har haft i din fortid. Det ville i så fald også være med en vis egenbetaling og det har du ikke råd til.
Næste skridt kan så være, at du igen kontakter kommunen og beder om, at der bliver udarbejdet en handlingsplan. Men lad være med at forvente at kommunen vil give dig den hjælp, du har brug for. Det er ikke det, de fleste oplever. Tværtimod oplever mange et sådant sagsforløb som én lang, meget hård kamp. Kommunens mål er at gøre dig uafhængig af kommunens hjælp og få dig til at fungere på 'normale vilkår' og hjælp må helst ikke koste noget. Sørgeligt men sandt.
Din frygt for om psykologen forstår dine problemer genkender jeg rigtigt meget. Tilliden til, at andre forstår én og vil hjælpe én kan ligge på et lille sted. Det eneste du kan gøre er at være åben og ærlig om, hvordan du har det. Fortæl også, at du er bange for ikke at blive forstået og bange for at få at vide, at du bare skal ud og arbejde på almindelige vilkår.
Den frygt kan man ikke gøre meget ved – kun når man i praksis oplever, at der faktisk findes gode mennesker, der forstår og vil hjælpe én, kan man begynde at få tillid.
Men uanset hvad en psykolog eller psykiater udtaler, så ændrer det jo ikke ved, hvordan du har det. Selvom de siger, at du er normalt arbejdsdygtig, så er det jo bare deres vurdering. Hvis du kan mærke, at det ikke lader sig gøre, så må du bevise det i arbejdsprøvningerne. Så må behandlerne lave deres vurdering om. Men professionelle behandlere forstår som regel én rigtigt godt, lytter og respekterer éns følelser.
Hilsen Helene
Til dig der skriver man kan prioritere og få råd til psykolog kan jeg fortælle at det er meget dyrt, og jeg har ingen penge tilbage når alt hvad der skal betales er betalt, så der er slet ikke penge til psykolog. Jeg har også andre nødvendige udgifter som jeg er nødt til at prioritere, fx dyr medicin og diætist. Det lyder ikke som om du nogensinde selv har prøvet at mangle penge.
Det er selvfølgeligt forkasteligt, at der ikke er blevet handlet mere aktivt i din sag i løbet af 10 år. Desværre er der jo en del kassetænkning fra kommunernes side og kontanthjælp er på kort sigt den billigste løsning for dem. Det lyder jo helt klart som om, at det er dig, der skal holde dem til ilden og insistere på, at der kommer til at ske noget.
Hilsen Helene
Det jeg prøvede at sige var, at der er mange muligheder for at få hjælp, og at et forløb hos en psykolog ikke behøver at være på ugentlig basis. Din læge kan give dig en henvisning til enten psykolog eller psykiater og du kan formodentlig få en god del af det dækket af sygesikringen.
Eftersom du er på kontanthjælp og får dyr medicin, så kan du spørge din læge om det er relevant for dig at søge medicinbevilling hos kommunen. Alt efter hvordan dit budget ser ud, kan du få op til al receptpligtig medicin betalt.
Jeg håber virkelig, at samtalen med psykologen bliver dit springbræt til positiv udvikling i dit liv :-)