Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
det er først nu jeg ser der er en side to,
jeg vil gerne høre andre ider fra folk der har prøvet det.
og til dig persille sorry jeg skrev pernille.
hej
Der er nu gået næsten et halvt år siden du skrev dit første indlæg. Går du stadig med denne uvished?
Ja, jeg spørger dybt bekymret, for det må da være frygteligt belastende for dig. Hvordan klarer du dig helbredsmæssigt, ved at blive ved med at gå med en sådan mistanke, som du måske slet ikke har fået gjort noget ved?
Set herfra hvor jeg sidder, er det da fuldstændig ligegyldigt om han er utro eller ej. Kommunikationen og tilliden er ikke-eksisterende.
Fordi mange ikke kan overskue alle konsekvenserne ved at gå, fordi mange tror, det bliver værre, fordi mange tror de bliver svigtet af både venner og familie.
Selv blev jeg også for længe i noget jeg ikke skulle være blevet i, og det var i et totalt misforstået hensyn til vores børn, der også fik det mange gange bedre, da jeg endelig fik sluttet og blev skilt.
Der er utrolig mange facetter inde, og langt de fleste er slet, slet ikke så forfærdelige, som man forestiller sig, tvært i mod, man får et helt fantastisk overskud, som man slet ikke anede, man havde - for det overskud har været brugt til at holde en hverdag og en facade gående, hvilket suger al enegi ud.
Men - desværre. Beslutningen er for mange uhyre vanskelig at tage, netop fordi man ikke tror, man kan klare det - og bagefter fortryder man ofte, at man ikke gjorde det før, for den lettelse er helt ubeskrivelig.
Jeg mener, man bør kæmpe for sit forhold - i hvert fald hvis der er børn, men hvis man konstant støder på en modvillig mur, så er der ikke noget at gøre, og man gør både sig selv, sin partner og i alle højeste grad sine børn en tjeneste ved at tyren ved hornene og tage en kontant beslutning - være den voksne.
Men - det er lettere sagt end gjort - jeg ved det.
Lotte og anna
tak for jeres indlæg.
jeg ved godt det er fuldkommen skørt og uden mening at jeg ikke gør noget.
der er ingen undskyldninger for det, men jeg har tænkt mig selv i stykker over de sidste mange mdr og forsøgt at overbevise mig selv om at jeg kan leve med det.Det er svært at få en bolig til mig, jeg har hund og kat og til
sidst, huset er i mit navn, så hvis jeg flytter vil jeg hade der går en anden her, den fryd skal han ikke have. Jeg ved godt at i nu ryster på hovedet af mig.
desuden er jeg faktisk alene, har ikke en stor omgangs kreds og ingen familie tilbage.
Han er ude 12-15 timer om dagen, wekender ser han sport i eller sover, han laver intet her hjemme, er tavs og sur som graven.
Huset er sat til salg, så det håbede jeg på ville blive løsningen til at flytte hver for sig.Økonomisk kan jeg ikke betale for huset,jeg er førtids pensioneret.
Han er også meldt i en boligforening, men mere er der ikke sket.
mvh
søs
Jeg kan godt forstå, du er ved at gå i stykker på det her, hvilket jeg i øvrigt også går ud fra din mand er; det er jo fuldstændig nedbrydende for jer begge.
Og nej, situationen kan du ikke fortsat leve med, selv om du prøver at overbevise dig selv om det; jeg har selv forsøgt den model, og det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Jeg håber da ikke nogen ryster på hovedet af dig – det er ikke helt så simpelt, som nogen gern vil gøre det til. Det er gerne folk, der ikke selv har prøvet at stå i situationen. Du nævner ikke børn, så det går jeg ikke ud fra, der er her?
Huset er sat til salg, og i disse tider er det vanskeligt, men jeg vil foreslå dig at få undersøgt dine muligheder.
Dels vil jeg foreslå dig at få talt med din sagsbehandler i kommunen, så du finder ud af, hvordan du egentlig står økonomisk efter en skilsmisse. Dels vil jeg foreslå dig at kontakte en advokat, der også kan hjælpe dig med dine muligheder. I og med huset står i dit navn, er det også dig, der har ret til at bestemme, og det kunne jo være, at det kunne lade sig gøre at gå ned i pris, og jo, vel er det surt, hvis du/I forventer en fortjeneste på et salg, men penge bør altså betyde mindre end at du knækker fuldstændigt ned. Hvis du kommer ned i pris, er der også bedre muligheder for et hurtigt salg. Det vil i det hele taget være godt for dig at sort på hvidt finde ud af, hvordan du står. Hvad enten han er dig utro eller ej, så har det intet at gøre med økonomien i en skilsmisse.
I og med at du har husdyr, kan det være, du også skal tænke lidt anderledes i dine boligforhold. Nu aner jeg jo ikke, hvor du bor, men hvis du kommer noget uden for en by, så kan man ofte finde en bolig med adgang til have, hvor husdyr netop ikke er et problem. I og med, at du er ret så alene, så kunne det være en ide for dig at tænke i helt andre baner – måske helt forlade den del af landet, du bor i, og starte på en frisk et helt andet sted. Der kan du så melde dig ind i diverse foreninger alt efter interesse, og på den måde få skabt dig et helt nyt netværk, et helt nyt liv. Det kræver noget, men vil være god terapi for dig til at komme dig over dette her.
Da jeg et eller andet sted formoder, at din mand også vil ud af det her, vil jeg ligeledes foreslå, at I prøver at indrette jer i huset, indtil det bliver solgt, så I har mindst muligt med hinanden at gøre. I bør have plads til hvert jeres soveværelse, det er voldsomt nedbrydende at dele soveværelse med et menneske, man ikke kan holde ud – og muligvis, at du også kan have dit eget opholdsrum, eller han kan have et, og du sætter dig på stuen.
Om du stadig vil vaske hans tøj og lave mad til ham, vælger du selv, men I og med at han er så lidt hjemme, så kan han jo ikke forvente, at der står mad parat, når han viser sig, og han kan vel heller ikke forvente, at du skifter hans sengetøj eller stryger hans skjorter, eller i det hele taget nogen form for service, når han øjensynligt overhovedet ikke selv deltager i noget som helst. Du skal naturligvis fortælle ham at serviceorganet er lukket. Noget sådant kunne i øvrigt muligvis få ham til at tage sig sammen til at rykke ud.
Jeg håber, du kunne bruge ovenstående, og at der snart viser sig en løsning.
Varme tanker..
Men det er klogt at tvinge sig selv til at gøre det. Jeg fik det tusind gange bedre, da jeg endelig fik taget mig sammen til at gøre noget. Selv om det er mange år siden husker jeg det godt. Jeg husker lykken, da jeg følte "lænkerne" rasle af mig.
Jeg troede ikke, jeg kunne klare det, men det kunne jeg. Jeg flyttede til en anden by, hvor ingen kendte mig.
Jeg måtte forære min hund væk. Det gjorde meget ondt, men den fik det godt. Dyr kan også mærke, der er noget galt. Den er død for mange år siden nu, men lever i mine minder.
jeg har været ved advokat i foråret og kender mine rettigheder,
jeg kan også få hustru bidrag, havde min mands papirer med der ned,
desuden har vi ægtepagt men jeg har dog sat huset som sikkerhed for ham,
men ved salg vil der stadig være penge til mig.
vi har separate sove rum, har intet med hinanden at gøre,
jeg har direkte sagt at jeg ikke ønsker noget samvær,jeg er bange for sygdom,har tit haft forskellige ting.
Som situationen er kan jeg jo så heller ikke forlange at han ikke har et samvær med en anden, men det er ok for mig, desværre kan han bare ikke lade være med at være sur, træls og hidsig når han er i huset.
Han fører en psykisk krig, jeg kan ikke tro på noget som helst, selv dagligdags ting.det er slet ikke til at forstå han ikke går, så jeg tænker på om det er de penge der får ham til at blive.
jeg håber der kommer en snarlig løsning.vh
søs
m
jeg har været ved advokat i foråret og kender mine rettigheder,
jeg kan også få hustru bidrag, havde min mands papirer med der ned,
desuden har vi ægtepagt men jeg har dog sat huset som sikkerhed for ham,
men ved salg vil der stadig være penge til mig.
vi har separate sove rum, har intet med hinanden at gøre,
jeg har direkte sagt at jeg ikke ønsker noget samvær,jeg er bange for sygdom,har tit haft forskellige ting.
Som situationen er kan jeg jo så heller ikke forlange at han ikke har et samvær med en anden, men det er ok for mig, desværre kan han bare ikke lade være med at være sur, træls og hidsig når han er i huset.
Han fører en psykisk krig, jeg kan ikke tro på noget som helst, selv dagligdags ting.det er slet ikke til at forstå han ikke går, så jeg tænker på om det er de penge der får ham til at blive.
jeg håber der kommer en snarlig løsning
mvh
søs