Indstillinger
Lider min far af en personligheds forstyrelse???
Hej kære brevkasse
jeg er en pige på 24 år. Jeg er opvokset hos min mor (pædagog) med mine to søskende. Jeg er den yngste. Jeg har en storesøster på 30 og en storerbror på 26.
Min forældere blev skilt fordi min far var voldig, og vi kom på et krisecenter for voldsramte kvinder da jeg var omkring seks år. (Efter skillesmissen, fordi min far truede os) Det skal siges min far er uddannet lærer og sidder som vejleder for totur ofre som kommer til landet. Jeg ved han har banket hans andre kærester til blods efter min mor osse.
Igennem årene udviklede jeg og mine søskende et forhold til min far. Min søster har valgt at slå hånden af familien, da hun mener vi ikke er normale. (Jeg kan stadig høre hendes skrig "DET ENESTE JEG ØNSKER ER EN NORMAL FAMILIE) Jeg får tårer i øjene bare ved at tænke på hende. Vi har ikke hørt fra hende i langt over et år. Den sidste samtale jeg havde med hende handlede om at hun mente min far løj og hun spurgte mig om vi to sammen ikke skulle konfrontere ham med fortiden så vi kunne få det ud af verdenen. Det afviste jeg, og kort tid efter forlod hun os.
Sagen er den at jeg efter min søster fortalte min far lyver om alting, at jeg så begyndte at lægge mærke til at hun faktisk havde ret. Han kan finde på og ringe og sige at han har fået et diplom i psykiatri. (Hvilket er en tydelig løgn) Han har n xkæreste nu, som han kontrollere via emails, og han gik åbentlyst i hendes mobil, og unskyldte det med at hun var psykisk syg, så at han kun gjorde det for at passe på hende. Han har for en time siden ringet og sagt til mig at hans xkæreste har hakket sig ind på hans computer og netbank. Det er løgn løgn og atter løgn, hvilket jeg kunne bevise ikke passer.
Jeg står i det dillema nu at jeg ønsker at cutte kontakten med ham, men samtidig ønsker jeg ikke at sårer ham, så han føler sig alene tilbage. Jeg har prøvet at konfrontere ham med fortiden på emails efter vi mistede kontakten til min søster, men hans ord er "i børn har fået fordrejet sandheden om din mors og mit ægteskab så meget at i tror på det" mere havde han ikke og sige til den sag. Har han fortrængt det eller lyver han igen????????
Hva skal jeg gøre?
jeg er en pige på 24 år. Jeg er opvokset hos min mor (pædagog) med mine to søskende. Jeg er den yngste. Jeg har en storesøster på 30 og en storerbror på 26.
Min forældere blev skilt fordi min far var voldig, og vi kom på et krisecenter for voldsramte kvinder da jeg var omkring seks år. (Efter skillesmissen, fordi min far truede os) Det skal siges min far er uddannet lærer og sidder som vejleder for totur ofre som kommer til landet. Jeg ved han har banket hans andre kærester til blods efter min mor osse.
Igennem årene udviklede jeg og mine søskende et forhold til min far. Min søster har valgt at slå hånden af familien, da hun mener vi ikke er normale. (Jeg kan stadig høre hendes skrig "DET ENESTE JEG ØNSKER ER EN NORMAL FAMILIE) Jeg får tårer i øjene bare ved at tænke på hende. Vi har ikke hørt fra hende i langt over et år. Den sidste samtale jeg havde med hende handlede om at hun mente min far løj og hun spurgte mig om vi to sammen ikke skulle konfrontere ham med fortiden så vi kunne få det ud af verdenen. Det afviste jeg, og kort tid efter forlod hun os.
Sagen er den at jeg efter min søster fortalte min far lyver om alting, at jeg så begyndte at lægge mærke til at hun faktisk havde ret. Han kan finde på og ringe og sige at han har fået et diplom i psykiatri. (Hvilket er en tydelig løgn) Han har n xkæreste nu, som han kontrollere via emails, og han gik åbentlyst i hendes mobil, og unskyldte det med at hun var psykisk syg, så at han kun gjorde det for at passe på hende. Han har for en time siden ringet og sagt til mig at hans xkæreste har hakket sig ind på hans computer og netbank. Det er løgn løgn og atter løgn, hvilket jeg kunne bevise ikke passer.
Jeg står i det dillema nu at jeg ønsker at cutte kontakten med ham, men samtidig ønsker jeg ikke at sårer ham, så han føler sig alene tilbage. Jeg har prøvet at konfrontere ham med fortiden på emails efter vi mistede kontakten til min søster, men hans ord er "i børn har fået fordrejet sandheden om din mors og mit ægteskab så meget at i tror på det" mere havde han ikke og sige til den sag. Har han fortrængt det eller lyver han igen????????
Hva skal jeg gøre?
Kommentarer
han er måske eventyr løgner ---mangler anderkendelse ---og har måske ikke fået det i sit liv --derfor skaber han mystik omkring sig selv--om noget han måske ønsker sig ---han er voldelig overfor de kvinder han har haft ---det er jo sygeligt og skal behandles---så jo i er ikke en helt almindelig familie som din søster siger ---hun er jo også præget af det --det er i alle sammen ---men føl efter i din mave ---om du ikke skulle tage kontakt --til søster
Jeg syntes, at du skal forsøge at tænke på dig selv frem for på ham. At du siger, at du ikke vil såre ham gør mig trist... Han har gennem din opvækst været den voksne, men han har langt fra påtaget sig det ansvar der følger med det. Han har udsat dig/jer for svigt og vold (uanset om han har lagt hånd på dig) og det lyder som om, at det tærer meget på dig at have kontakt med ham.
Jeg syntes ikke nødvendigvis at du behøver "slå hånden af ham" som du siger din søster har gjort. Du kan sætte dig og tale med ham. Det virker ikke som om, at han er synderligt modtagelig for fornuft, men måske du i det mindste kan få ham til at lytte hvis I er ansigt til ansigt... Fortæl ham, at det her ikke drejer sig om din mors og hans ægteskab, men at det drejer sig om dit forhold til din far og hans forhold til sin datter. Fortæl ham, hvad det gør ved dig at være vidne til hans løgne og vold NU. At det er komplet uacceptabelt såvel som ulovligt at han tæver sine kærester. At det er respektløst og sårende at han lyver. At du gerne vil have ham i dit liv - men at han må se at få hjælp. Du er i din gode ret til ikke at ønske at se ham sådan som han opfører sig, og du er i din gode ret til ikke mindst at sige fra, men også fortælle ham en sandhed eller to.
Hvad bilder han sig egentlig ind; ville jeg mene at du kan spørge. Arbejde som vejleder for med torturofre og så selv påføre sine nærmeste så megen fysisk og psykisk smerte.
Han har brug for behandling.
Du har brug for at værne om din selvrespekt og sige fra.
Jeg håber virkelig for både dig og hans øvrige omgivelsers skyld at han fatter at han har et seriøst problem. Og jeg syntes, at du skal gøre hvad du kan for at få det ind i knolden på ham ved at være hudløst ærlig - og så fralægge dig ansvaret og tage vare på dig selv.
Hvad er en normal familie? Desværre er det faktisk ikke unormalt at være en familie, der har meget store problemer inde 'bag murene' og den pæne facade. Jeg kunne godt komme med nogle statiske tal, så du kunne se, at der faktisk er rigtigt mange familier, der har massive problemer og ikke fungerer 'normalt' men det ville blive alt for deprimerende. Men det betyder selvfølgeligt ikke, at din familie fungerer godt. Det er naturligvis rigtigt slemt for dig, men hvis det er nogen trøst, så gør det dig ialtfald ikke unormal eller anderledes.
Om din far har en personlighedsforstyrrelse, skal jeg ikke kunne sige – selvom jeg må indrømme, at det lyder sådan. Ialtfald har han nogle følelsesmæssige problemer, som han giver videre til sine omgivelser.
Når din far siger, at "I børn har fået fordrejet sandheden om din mors og mit ægteskab så meget, at I tror på det", så tror jeg, at han mener præcist, hvad han siger. I hans øjne ser virkeligheden sikkert helt anderledes ud, end den gør for Jer andre. Når din far siger sådan, så er det muligt, at han har fortrængt, at han f.eks. har været voldelig. Det kan også være, at han husker det men synes, at det er helt forståeligt, at han var og er voldelig. Det kan være, han mener, at det altid er andre, der provokerer ham eller generer ham og han så har ret til at slå. Hvis alle andre er idioter, der kun er ude på at genere ham, så kan berettige det for sig selv. Det kan også være, at han nedtoner det, der er sket og for sig selv siger, at 'den smule, det betød jo ikke noget. Andre er bare så forbandet sarte'. Det kan være, han lever i sin egen verden, så det, der er åbenlyse usandheder for Jer andre, for ham er virkelighed. Det kan også være, at han er helt bevidst om, at han siger noget, der ikke er sandt, fordi….?? - Det ved kun han.
Din søster har valgt at opgive kontakten til familien og håbet om en 'normal' familie for at kunne passe på sig selv. Hun må virkeligt have lidt under det og have en stor indre styrke, siden hun har været parat til et sådant brud og i stand til at vælge hensynet til sig selv.
Du vakler mellem hensynet til dig selv og hensynet til din far. For det første mener jeg ikke, at det er dit ansvar, om din far føler sig alene og forladt. Det har aldrig været børnenes opgave at passe på forældrene – det er omvendt. Og din far har vist ikke passet så godt på dig. Måske regner du med, at han vil føle sig alene og forladt, fordi du selv føler det sådan?
For det andet så skal man ikke lade hensynet til andre komme før hensynet til sig selv. Du skal ikke skade dig selv fordi du er bange for at komme til at såre andre.
For det tredje så lyder det ikke som om, at han er en personlighedstype, der er særligt sårbar. Det er meget sandsynligt, at han i stedet for at føle sig såret og ensom, vil blive vred i stedet for.
Så er der alternativet med at konfrontere ham og fortælle ham, hvad du føler. For at kunne klare det, skal du være rigtigt meget i kontakt med dine egne følelser, have stærke grænser og kunne klare hans reaktion, hvad den end vil være. Jeg vil fraråde det, når du i forvejen tvivler på dig selv og når han har voldelige tendenser. I så fald skulle det være en konfrontation pr. brev. Det vil have den virkning, at du får luft men jeg tror ikke på nogen måde, at det vil forandre ham eller Jeres forhold.
Jeg tror heller ikke, at det ville hjælpe at fortælle ham, at han har brug for behandling for uden at kende din far, er jeg sikker på, at han aldrig ville erkende, at det er ham, der har problemer.
Jeg er ikke i tvivl om, at det vil være meget sundere for dig at undvære kontakt med din far og prøve at genoptage kontakten med din søster i stedet. Din far er voksen, han har ansvaret for sig selv og han har selv været årsag til det, hvis du cutter forbindelsen. Det er nok dig, det gør mest ondt på. Så spørgsmålet er bare, om du er parat til det?
Mange hilsner Helene