Hvad gør man så....

Louise81

Jeg ved ikke om det her er postet rigtigt.

Jeg tror jeg har fået en depression. Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg er bare så trist og er blevet så doven. Jeg magter slet ikke noget. Jeg plejer at være social, men jeg kan slet ikke overskue at være sammen med andre. Jeg har bare lukket mig inde. Jeg er helt vildt træt og men sover ikke. Falder i søvn, men vågner op med dårlig samvittighed fordi jeg helt sikkert har gjort et eller andet forkert. Hvis jeg overhovedet har gjort noget. Kan sidde og glo ud af vinduet i laaang tid. Jeg laver slet ikke noget.

Når manden og ungerne er hjemme, har jeg mest lyst til at smutte fra det hele og det har de slet ikke fortjent.
Jeg elsker jo mine børn, og de har slet ikke fortjent at have sådan en uduelig mor. Jeg kan jo se de snakker til mig, men nogle gange er det bare svært at høre hvad de siger. De siger det mange gange, og jeg kæmper for at være opmærksom. Mit hoved er bare gået helt i stå...

Jeg bliver så ked af det hele tiden, og en gang i mellem bliver det så afløst af et raseri, jeg slet ikke ved hvor kommer fra. Det mærker bare som om jeg ryster helt inden i og har mest lyst til bare at skrige helt vildt. Men jeg gør det ikke. Jeg tuder bare igen...

Hvad skal jeg dog gøre, det her kan jeg slet ikke holde ud...


Louise

Anonymous

hvis jeg var dig ville jeg få en tid hos min læge ---og blive undresøgt om jeg mangler nogle stoffer i min krop --som kan give mig disse symptoner ---gå lidt ind i dig selv --og føl efter om du skulle have en grund til at blive deprimeret ----du skal ikke gå for længe og tænke det går nok over ---nej kom i gang straks --ellers går hele din sommer ---vi vil føle med dig og følge dig

sussi1986

Ville helt klart og råde dig til at tage en snak med lægen, det kan næsten kun gå for langsomt, de fleste læger ved lige hvad der skal til og jo før jo bedre.
Håber at du får det bedre.

Helene2

Kære Louise

Først vil jeg lige opponere mod, at du er blevet 'doven'. Det er et utroligt negativt ladet ord. Sandheden er vel snarere, at du er blevet utroligt træt, eller at du lider af uoverkommelighedsfølelse eller at du simpelthen mangler energi. Du er jo ikke doven, du ønsker jo ikke, at det skal være sådan her.

Dit raseri og din ked-af-det-hed skyldes kan være ganske naturlige reaktioner på den magtesløshed man kommer til at føle, når andre har forventninger til én og stiller krav (og det gør en familie jo), som man ikke kan leve op til, fordi man er så træt. Man vil jo så gerne, så man kan få skyldfølelse, når man så ikke kan og når man bliver vred. Og skyldfølelse sluger en masse energi, så man bliver endnu mere træt, modløs og mere ked af det og mere vred. Alle de negative følelser dræner én for energi, så det er så vigtigt, at den onde cirkel bliver brudt.

Så mit bedste råd er også, at du opsøger din læge og finder ud af, om der er en (fysisk) årsag til din træthed og modløshed. Det kan f.eks. være D-vitaminmangel, lav blodprocent, for lavt stofskifte m.m. Det kan du få undersøgt med en blodprøve.
Dernæst vil jeg anbefale dig at kigge nærmere på din dagligdag. Måske er der nogle ting, der skal omstruktureres eller omprioriteres. Måske er der nogle virkelige energislugere i dit liv - problemer som ikke er blevet løst. Måske omgås du mennesker, der kræver mere af dig, end de giver tilbage. Måske har du overforbrugt dig selv gennem længere tid eller givet for meget til andre og for lidt til dig selv - det hævner sig som regel før eller siden.
Lige nu har du meget begrænset energi - så det er vigtigt, at du prioriterer, hvad og hvem du bruger denne energi på. Børn kræver bl.a. rigtigt meget energi så sørg for, at du andre steder selv får tilført noget ny energi. Får du ikke noget god, positiv energi et sted fra, har du heller ikke noget at give videre af og så bliver der underskud på energikontoen.
Det er vigtigt, at du giver dig tid til dig selv og sørger for, at du har det godt. Forkæl dig selv, tænk på dig selv, sæt dine egne behov meget højt på din prioriteringsliste.


KH Helene