Hjælp! Jeg kan ikke leve uden min bror!
Min bror blev gift sidste år, og jeg har haft det rigtig svært med hans nye kone. Vores kemi passer ikke rigtig sammen og jeg følte ikke rigtig at hun kunne gøre min bror lykkelig til hans dages ende.
Jeg føler at hun er en type der ikke tilgodeser alle i familens behov, fx lukker hun mig og resten af min familie ude som om vi ikke er gode nok til hende. Deraf føler jeg at hun ligesom "stjæler" min bror, altså holder ham ude af sin egen familie.
Et halvt år inden deres bryllup ryger jeg ned i et sort hul (som jeg tror mange har prøvet før) og magter ingenting overhovedet. Jeg var bange for at gå udenfor og hver gang jeg skulle ned for at handle gik jeg langs kanterne og følte at alle kiggede på mig. Hver gang jeg kom hjem sad hjertet stadig oppe i halsen på mig.
Da deres bryllup skal stå føler jeg mig ikke på toppen. Jeg føler stadig jeg er nede i det her store sorte hul og det bliver kun værre af at få bekræftet at de to skal leve resten af deres dage sammen. Men for min brors skyld smed jeg en facade på så ingen kunne se at den var gal med mig. Men til bryllupper hører der vin til. Alkohol og sorte huller hører ikke sammen. Det resulterede i at jeg brød sammen og ikke kunne stoppe igen. Jeg vælger at tage hjem og siger selvfølgelig pænt farvel til brudeparret og familien.
Nogle uger efter modtager jeg en besked fra brudeparret om at jeg ikke var velkommen i deres hjem længere og jeg mere eller mindre havde ødelagt deres bryllup.
Den udmelding bliver jeg rigtig meget ked af og jeg har været såret lige siden. Det her har stået på i 1½ år nu og jeg føler mig ikke specielt meget anderledes siden den besked lå på min telefon.
Jeg har ikke talt med dem i 8 måneder nu, og de venter deres første barn.
Det her er den korte version af historien.
Jeg kunne ikke se anden udvej end at skrive herinde, for jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre ved mig selv. Jeg føler lidt at jeg ryger længere og længere ned i det her følelsemæssige sorte hul. Jeg er ikke ligeglad med de mennesker der holder af mig eller er omkring mig, men går jeg ude blandt fremmede mennesker opfører jeg mig ikke ret eksemplarisk.
Jeg er så følelsesmæssig forstyrret at nogle dage kan den mindste ting få mig helt ned med flaget og andre dage kan jeg blive så sur at det går ud over alt og alle. Det er virkelig lang tid siden jeg har været oprigtig glad og jeg savner virkelig følelsen af at være glad af hele hjertet.
Jeg tror lidt at tanken om, at jeg ikke skal tale med min bror og at han altid vil være sur på mig, ikke går iorden før der sker det utænkelige! Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv hvis det utænkelige sker uden at vi er blevet gode venner igen.
Hvis der er nogle der kan give mig lidt gode råd er jeg meget åben overfor dem.
Jeg føler at hun er en type der ikke tilgodeser alle i familens behov, fx lukker hun mig og resten af min familie ude som om vi ikke er gode nok til hende. Deraf føler jeg at hun ligesom "stjæler" min bror, altså holder ham ude af sin egen familie.
Et halvt år inden deres bryllup ryger jeg ned i et sort hul (som jeg tror mange har prøvet før) og magter ingenting overhovedet. Jeg var bange for at gå udenfor og hver gang jeg skulle ned for at handle gik jeg langs kanterne og følte at alle kiggede på mig. Hver gang jeg kom hjem sad hjertet stadig oppe i halsen på mig.
Da deres bryllup skal stå føler jeg mig ikke på toppen. Jeg føler stadig jeg er nede i det her store sorte hul og det bliver kun værre af at få bekræftet at de to skal leve resten af deres dage sammen. Men for min brors skyld smed jeg en facade på så ingen kunne se at den var gal med mig. Men til bryllupper hører der vin til. Alkohol og sorte huller hører ikke sammen. Det resulterede i at jeg brød sammen og ikke kunne stoppe igen. Jeg vælger at tage hjem og siger selvfølgelig pænt farvel til brudeparret og familien.
Nogle uger efter modtager jeg en besked fra brudeparret om at jeg ikke var velkommen i deres hjem længere og jeg mere eller mindre havde ødelagt deres bryllup.
Den udmelding bliver jeg rigtig meget ked af og jeg har været såret lige siden. Det her har stået på i 1½ år nu og jeg føler mig ikke specielt meget anderledes siden den besked lå på min telefon.
Jeg har ikke talt med dem i 8 måneder nu, og de venter deres første barn.
Det her er den korte version af historien.
Jeg kunne ikke se anden udvej end at skrive herinde, for jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre ved mig selv. Jeg føler lidt at jeg ryger længere og længere ned i det her følelsemæssige sorte hul. Jeg er ikke ligeglad med de mennesker der holder af mig eller er omkring mig, men går jeg ude blandt fremmede mennesker opfører jeg mig ikke ret eksemplarisk.
Jeg er så følelsesmæssig forstyrret at nogle dage kan den mindste ting få mig helt ned med flaget og andre dage kan jeg blive så sur at det går ud over alt og alle. Det er virkelig lang tid siden jeg har været oprigtig glad og jeg savner virkelig følelsen af at være glad af hele hjertet.
Jeg tror lidt at tanken om, at jeg ikke skal tale med min bror og at han altid vil være sur på mig, ikke går iorden før der sker det utænkelige! Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv hvis det utænkelige sker uden at vi er blevet gode venner igen.
Hvis der er nogle der kan give mig lidt gode råd er jeg meget åben overfor dem.
Kommentarer
Du står i en situation, der bestemt ikke er særlig sjov, og du er selv uden skyld i det, det er vigtigt at du ved det!
Det er også vigtigt, at du kontakter din læge hvis du ikke allerede har gjort det. Et sort hul kan man ikke altid kæmpe sig op ad, det er vi mange der har prøvet uden held. Lægen kan hjælpe dig med eventuel medicin og samtaler, hvis du har en depression eller lider af angst eller andre sygdomme. Det er meget almindelige sygdomme, men det er også sygdomme, som kræver at man går til læge og ikke blot "prøver at tage sig sammen". Det er mit største håb at du vil prøve det.
Hvad angår forholdet til din bror og svigerinde, så kan jeg godt forstå at det smerter. De har gjort dig ondt ved at behandle dig, som de har gjort, og det er vigtigt at du ikke prøver at skyde skylden på dig selv.
Jeg tror den eneste løsning er at tage tingene i den rigtige rækkefølge.
1. Tag din sygdom alvorligt. Det er ikke normalt at et sort hul tager 1½ år, det tyder på en depression.
2. Snak med din læge og samtidig med en person, der står dig nær, evt. dine forældre, søskende eller venner. Det er vigtigt at andre ved hvordan du har det, så de kan hjælpe dig.
3. Tag dig god tid til at få det bedre, tag din sygdom alvorligt.
4. Tag dig endnu bedre tid til at få det bedre
5. Skriv til din bror, eller fortæl det hele til dine forældre, så de kan hjælpe dig med at formidle kontakten til din bror og svigerinde. Jeg er sikker på at I kan få det løst, hvis de kender baggrunden for din optræden. Det er vigtigt at du kan få kommunikeret ud til din familie hvordan du har det, ellers har de ikke en chance for at hjælpe dig.
Jeg håber inderligt at du vil få det bedre.
PS.: Min egen erfaring (har selv haft en depression) er at en person som står dig nær, kan være meget vigtig. Hvis du ikke selv har overskud til at tage til læge, så spørg om der ikke er en, der vil tage med dig, de vil ikke sige nej.
Kristian K. Andersen
Mine forældre ved det hele og det er et problem, for de ved ikke hvilken lejr de skal stå i.
Jeg vil bestemt prøve at gå til min læge og tale med min veninde.