min lillebror er død
Jeg mistede min lillebror en uge før jul sidste år, han blev 26 år han fik svineinfluenza og lungebetændelse som udviklede sig til blodforgiftning.
han endte med at ligge i respirator og til sidst fik min mor og jeg af vide at der er ikke var noget at gøre han var begyndt at danne blodpropper i hele kroppen og han ville ende som en grøntsag så det bedste ville være at slukke.
Nok den værste besked man kan få af en læge, det var som at være med i en film. Vi fik ringede til hele familien som mødte talstærkt op får at sige farvel, inden vi skulle slukke.
da det var tid og vi ig de nærmeste var klar og stod på stuen og så at lægerne slukkede var det så uvirkeligt han kæmpede følte, det lød som om han forsøgte at sige mor, vi sang for ham og sagde han ku' give slip men der gik 2 timer hvor han kæmpede imod ( så'n føltes det) inden han åndede ud, hvorfor tog det så lang tid, var det, det rigtige vi gjorde eller prøvede han at fortælle os at vi ikke måtte slippe ham endnu.
det er en skyldfølelse der stadig hænger over os som en sort sky især min mor har det svært og har slemme maridt om ham.
Ikke fordi det har så meget betydning, men min bror var svær epileptiker så hans immun forsvar var ikke helt i top, det svære er at han før har været dødlig syg med både medicinforgiftning og over medicinering og er kommet godt ud af det hver gang.
Hvorfor så ikke denne gang.
det er så svært at forstå at det var det rigtige, hvordan kan lægen vide at han vil lide,og ikke blive frisk igen men nærmest ende som en grøntsag,
ved at lægen har forstand på det men det er nogen af de tanker der fylder meget.
især os fordi han vågnede lidt op.
det hele gik så stærkt han kom ind torsdag og var død fredag eftermiddag
HVORFOR HAM?
HVORFOR NU?
vi har altid fået af vide at han ikke ville blive gammel, men har nok altid regnet med at det sku' være pga af hans epilepsi at han sku' herfra.
Vi kan ikke finde nogen sorg grupper nogen steder især min mor har brug for at snakke med nogen i samme situation jeg kan ikke være den stærke mere vil altid være der for hende men jeg kan ikke sætte mig rigtig ind i hvordan det er at miste sit barn, vi har altid været der for hinanden og er det absolut stadig og vi snakker også om det men jeg ved ikke hva jeg skal sige til hende får at hun får det bedre.
Jeg er i sorg over min bror's død men også over at se min mor på den måde.
Er der nogen der står i samme situation enten er mor eller søster vil jeg gerne høre om det
Hilsen Mette
han endte med at ligge i respirator og til sidst fik min mor og jeg af vide at der er ikke var noget at gøre han var begyndt at danne blodpropper i hele kroppen og han ville ende som en grøntsag så det bedste ville være at slukke.
Nok den værste besked man kan få af en læge, det var som at være med i en film. Vi fik ringede til hele familien som mødte talstærkt op får at sige farvel, inden vi skulle slukke.
da det var tid og vi ig de nærmeste var klar og stod på stuen og så at lægerne slukkede var det så uvirkeligt han kæmpede følte, det lød som om han forsøgte at sige mor, vi sang for ham og sagde han ku' give slip men der gik 2 timer hvor han kæmpede imod ( så'n føltes det) inden han åndede ud, hvorfor tog det så lang tid, var det, det rigtige vi gjorde eller prøvede han at fortælle os at vi ikke måtte slippe ham endnu.
det er en skyldfølelse der stadig hænger over os som en sort sky især min mor har det svært og har slemme maridt om ham.
Ikke fordi det har så meget betydning, men min bror var svær epileptiker så hans immun forsvar var ikke helt i top, det svære er at han før har været dødlig syg med både medicinforgiftning og over medicinering og er kommet godt ud af det hver gang.
Hvorfor så ikke denne gang.
det er så svært at forstå at det var det rigtige, hvordan kan lægen vide at han vil lide,og ikke blive frisk igen men nærmest ende som en grøntsag,
ved at lægen har forstand på det men det er nogen af de tanker der fylder meget.
især os fordi han vågnede lidt op.
det hele gik så stærkt han kom ind torsdag og var død fredag eftermiddag
HVORFOR HAM?
HVORFOR NU?
vi har altid fået af vide at han ikke ville blive gammel, men har nok altid regnet med at det sku' være pga af hans epilepsi at han sku' herfra.
Vi kan ikke finde nogen sorg grupper nogen steder især min mor har brug for at snakke med nogen i samme situation jeg kan ikke være den stærke mere vil altid være der for hende men jeg kan ikke sætte mig rigtig ind i hvordan det er at miste sit barn, vi har altid været der for hinanden og er det absolut stadig og vi snakker også om det men jeg ved ikke hva jeg skal sige til hende får at hun får det bedre.
Jeg er i sorg over min bror's død men også over at se min mor på den måde.
Er der nogen der står i samme situation enten er mor eller søster vil jeg gerne høre om det
Hilsen Mette
Kommentarer
Hvis bare jeg var god til at skrive et trøstende ord.
Jeg tænker på, hvis det var et af mine børn, ingen ord ville kunne trøste.
Jeg tror, hvis det ene af mine børn døde ville den eneste trøst være, at holde mit andet barns hånd.
Jeg bliver ulykkelig ved tanken, så jeg forstår godt din mor sørger. Hun må have den tid hun skal bruge til at få det lidt på afstand.
Min mor mistede to af sine børn. Som tiden gik hjalp det lidt. Og dog, hun kunne bare bedre udholde det. Man kan jo aldrig glemme sit barn eller komme sig helt over sorgen.
Det er svært at sige om det var det rigtige at gøre. Min mor fik også afkortet sit liv. Jeg har mange gange spurgt mig selv: Var det rigtigt. Kunne hun være blevet så meget bedre, så hun kunne få glæde af livet igen. Jeg ved det ikke.
Jeg må jo tro på lægen, men det er bare så svært.
Jeg syntes det er så vanskeligt at tage stilling til den slags.
Jeg savner min lillesøster så meget. Jeg glemmer hende ikke, så længe jeg lever.
Jeg kan græde over hende endnu. En trøst er det dog, enten lever hun et andet sted eller også ved hun intet mere. Og så er det jo ikke synd for hende mere. Det gør det lidt lettere at bære, hun ikke lider.
Og min stakkels bror. Det er mest fordi hans liv blev så kort. Han var kun 40 år gammel. Men han kunne ikke hjælpes. Hans sygdom var uhelbredelig.
Her er link til en sorggruppe.
http://www.mistetbarn.dk/ http://www.mistetbarn.dk/mistebarn.asp
Dette er skrevet i den bedste mening. Jeg håber du tager imod mine få ord i den ånd de er skrevet.
Der er nogen ting lægerne ikke skulle bede de pårørende om.
Hvis dødsfaldet er sket her i julen 2009, så kan i få økonomisk hjælp til en psykolog. Jeg ved ikke hvor lang tid det gælder. Men prøv at tale med jeres læge om det.
Jeg kan godt forstå jeres spørgsmål.
Hilsen Linette.
Vi valgte til sidst at slukke respiratoren, da vi ikke kunne holde ud at se ham lide mere, desuden blev han erklæret hjernedød til sidst.
Jeg mistede mine veninder, job, tro og kom i psykiatrisk behandling da jeg var så traumatiseret af det hele for ikke at tale om hvor berøringsangste mennesker er!
Desværre gør det stadig rigtig ondt 2 år efter, men man lærer at leve med sorgen.
Du kan altid gå ind på www.soeskendekram.dk eller www.mindet.dk og læse lidt om sorg.
Det hjalp mig meget at møde andre der også havde mistet og jeg tror det også vil hjælpe dig og din mor rigtig meget.