Indstillinger
Depression - og hvad så?
Jeg tror muligvis, at jeg er endt et sted i mit liv, hvor jeg egentlig ikke har lyst til at være, og mit problem er nu, at jeg gerne vil væk fra det her sted, men jeg ved, at jeg ikke selv kan gøre det, dog er jeg for perfektionist til at bede om hjælp.
Det er vist den bedste måde, jeg kan forklare min situation på, og jeg håber, der muligvis er en enkel person eller to bag tasterne, der kan nikke genkende til det.
Jeg hader den person, jeg er blevet. En 21-årig kvinde, der hader sig selv, der føer skyld og skam hver evig eneste dag, fordi jeg har det sådan her. Jeg mangler intet. Jeg har fantastiske forældre og gode venner. Jeg udemærker mig både på det sociale og faglige plan, og jeg får ofte at vide, at jeg er en meget stærk person, men det stemmer på ingen måde overens med mit eget selvbillede.
Jeg føler, jeg er meget grimmere og mindre værd end alle andre mennesker, og jeg skubber mennesker væk, når de kommer for tæt på, fordi jeg er bange for, at de finder ud af, at jeg ikke er god nok. Jeg føler ikke, jeg fortjener at blive rost, fordi det er ensbetydende med anerkendelse. Og når jeg ikke engang kan anerkende mig selv, når jeg ikke engang kan lide mig selv, hvordan skal andre så kunne?
Jeg har problemer med mad. Jeg føler ALTID skyld og skam, når jeg spiser usundt. Det er virkelig ubehageligt, fordi blot er endnu en prik, der får mig ned i hverdagen, fordi man jo lever af mad, og dermed fokuserer på det hver dag.
Jeg blev også bevist om, at jeg ofte står foran spejlet. Jeg prøvede at tælle, hvor mange gange jeg i løbet af en dag ser mig i spejlet (derhjemme, på arbejdet, på gaden i vinduer osv.), og gennemsnitligt er det omkring 35-40 gange om dagen. Derhjemme og på arbejdet er hiver jeg altid op i trøjen for at se min mave og hofter.
Her på det sidste er jeg begyndt at få hovedpine, fordi jeg simpelthen tænker for meget. Lyder komisk, men det er det bestemt ikke. Jeg tænker ofte på fremtiden, og at hvis den skal være sådan her, så har jeg ikke lyst til at leve.
I en periode fik jeg også utrolig hurtig hjertebanken (muligvis relateret til noget angstanfald).
Jeg er ofte træt, og jeg har ikke overskud og energi til at prøve på at ændre noget, selvom jeg ofte siger til mig selv, at jeg skal tænke anerledes. Når det så ender med, at jeg ikke ændrer noget, føler jeg skam pga. det. Så det er en ond cirkel der fortsætter i en uendelighed (føles det).
Er jeg bims, eller er der andre, der har det sådan her? Og i så fald, hvad gjorde i?
Jeg har ingen livslyst.....
(Undskyld stavefejl/trykfejl - Jeg orker simpelthen ikke at læse det igennem)
Det er vist den bedste måde, jeg kan forklare min situation på, og jeg håber, der muligvis er en enkel person eller to bag tasterne, der kan nikke genkende til det.
Jeg hader den person, jeg er blevet. En 21-årig kvinde, der hader sig selv, der føer skyld og skam hver evig eneste dag, fordi jeg har det sådan her. Jeg mangler intet. Jeg har fantastiske forældre og gode venner. Jeg udemærker mig både på det sociale og faglige plan, og jeg får ofte at vide, at jeg er en meget stærk person, men det stemmer på ingen måde overens med mit eget selvbillede.
Jeg føler, jeg er meget grimmere og mindre værd end alle andre mennesker, og jeg skubber mennesker væk, når de kommer for tæt på, fordi jeg er bange for, at de finder ud af, at jeg ikke er god nok. Jeg føler ikke, jeg fortjener at blive rost, fordi det er ensbetydende med anerkendelse. Og når jeg ikke engang kan anerkende mig selv, når jeg ikke engang kan lide mig selv, hvordan skal andre så kunne?
Jeg har problemer med mad. Jeg føler ALTID skyld og skam, når jeg spiser usundt. Det er virkelig ubehageligt, fordi blot er endnu en prik, der får mig ned i hverdagen, fordi man jo lever af mad, og dermed fokuserer på det hver dag.
Jeg blev også bevist om, at jeg ofte står foran spejlet. Jeg prøvede at tælle, hvor mange gange jeg i løbet af en dag ser mig i spejlet (derhjemme, på arbejdet, på gaden i vinduer osv.), og gennemsnitligt er det omkring 35-40 gange om dagen. Derhjemme og på arbejdet er hiver jeg altid op i trøjen for at se min mave og hofter.
Her på det sidste er jeg begyndt at få hovedpine, fordi jeg simpelthen tænker for meget. Lyder komisk, men det er det bestemt ikke. Jeg tænker ofte på fremtiden, og at hvis den skal være sådan her, så har jeg ikke lyst til at leve.
I en periode fik jeg også utrolig hurtig hjertebanken (muligvis relateret til noget angstanfald).
Jeg er ofte træt, og jeg har ikke overskud og energi til at prøve på at ændre noget, selvom jeg ofte siger til mig selv, at jeg skal tænke anerledes. Når det så ender med, at jeg ikke ændrer noget, føler jeg skam pga. det. Så det er en ond cirkel der fortsætter i en uendelighed (føles det).
Er jeg bims, eller er der andre, der har det sådan her? Og i så fald, hvad gjorde i?
Jeg har ingen livslyst.....
(Undskyld stavefejl/trykfejl - Jeg orker simpelthen ikke at læse det igennem)
Kommentarer
Nej, du er ikke bims, der er gode grunde til, at du har det, som du har det, selvom det er ubevidst for dig selv hvorfor.
Og nej, du er så langt fra den eneste. Der er mange, der kender til at have det sådan. Det er bestemt ikke noget rart sted at være. Klart der ikke findes nogen livslyst dér.
Det eneste, du kan gøre for at få det bedre og ikke værre, er det, du absolut ikke har lyst til at gøre: At søge professionel hjælp. Du vil formentligt have brug for terapi hos en psykolog eller terapeut, så du kan få vendt din selvdestruktive tankegang, der er urealistisk og få ændret dit negative selvbillede.
Jeg ved godt, at det nok vil bringe uorden i din tankegang, at du ikke kan klare det selv, men sådan er det. Man kan ikke klare alting selv og slet ikke den slags problemer. Hvis du havde brækket benet, ville du vel også søge læge og ikke prøve at holde det skjult og selv helbrede det?
Du kan udnytte din perfektionisme til din egen fordel. I stedet for at tro, at det perfekte er, at man kan klare alting selv, så er det faktisk mere perfekt, at man kan erkende sine egne begrænsninger og bede om hjælp, når man har brug for det. Lige nu bruger du din perfektionisme til at gøre livet rigtigt surt for dig selv og du gør det virkeligt godt og grundigt, kan jeg høre. Du kan lære at bruge din perfektionisme anderledes, så du bliver lige så perfekt til at gøre livet godt for dig selv i stedet for. Jeg tør godt love dig, at det er ulejligheden værd at søge hjælp, selvom det er svært.
Så i første omgang må det sikkert være din læge, du skal en tur omkring. Hvis det er meget svært, så kan du evt. printe dit indlæg ud og vise din læge det. Hvis du ikke får den fornødne hjælp hos din læge, så må der findes andre muligheder. Der er altid andre muligheder.
For mit eget vedkommende gik jeg i terapi (ikke kognitiv).
Mange hilsner Helene
Jeg vil tillade mig at mene, at der er en vis vægt bag mine ord. Jeg har været gennem depression, selvskade, spiseforstyrrelse - you name it.
Jeg vil tro, at du altid har været en pige, der fik ros til forældresamtalerne i skolen. Har været den der har forsvaret dem der blev bagtalt, har gydet olie på vandene, har bøjet dig ved konflikter, har undladt at fortælle dine forældre når du var ked af noget og bestræbt dig på at leve op til andres forventninger - uden egentlig at have nogen til dig selv.
At du skriver her, viser at du dog ved at du har brug for hjælp - selvom du mener, at du er for perfektionistisk at søge hjælp.
Det du beskriver, er klassiske tegn på (begyndende?) spiseforstyrrelse. Det er ikke sikkert, at du udvikler en egentlig spiseforstyrrelse; men de symptomer du fortæller om, er i hvert fald klart udtryk for, at du har et alvorligt selvværdsproblem.
Jeg har ikke talt med dig, og jeg kan derfor ikke vurdere din situation. Jeg vil i allerhøjeste grad opfordre dig til at tage kontakt til din læge. Din læge er en udenforstående, som du kan tale frit med. Du kan ringe og bestille en tid, og sige, at du tror, at du måske har en depression eller spiseforstyrrelse, og gerne vil tale om det. Så er der mindre pres på når du skal derop - for du HAR sagt hvad det drejer sig om. Din læge vil enten selv kunne hjælpe dig eller give dig en henvisning til en psykolog eller psykiater.
Jeg beklager at sige det; men du får det IKKE bedre ved at se tiden an. Dog kan det måske berolige dig, at du langt fra er den eneste der slås med lige præcis de ting du beskriver :-) Du vil have enormt stort udbytte af samtaleterapi hos en psykolog eller psykiater, for de kan hjælpe dig til ikke blot at finde roden til dine bekymringer, men også med redskaber til at håndtere dem.
Det skal nok gå alt sammen! Og du vil blive en livsglad pige :-) Du skal bare have støtte til finde ud af hvordan du gør.
Nu det er så pokkers svært at bede om hjælp, så må du prøve at omformulere det i dine tanker. Du skal jo bare lige have fat i én der kan lære dig at få løst det her.
Venligste hilsner herfra!
Anna
P.S. Du kan eventuelt kigge dig omkring på thecrazies.freeforums.org, prøve at tage netdoktors depressionstest og læse om kognitiv terapi. Men det er ikke en undskyldning for ikke at tage til læge!
Ja, du har det tydeligvis ikke godt. Din organisme er helt tydeligt overbebyrdet.
Sådan som jeg ser det, er der to typer af årsager til overbebyrdelsen:
1. Det kunne godt se ud til, at du lider af en mangeltilstand. Hvis man mangler et vigtigt næringsstof, f.eks. jern eller D-vitamin, kan det være årsag til (eller medvirkende årsag til) depression. Derfor er du nødt til at gå til lægen og blive grundigt undersøgt. Selv en perfektionist kan få lav blodprocent!
Jeg synes, at Helenes betragtning om perfektionisme er meget klog. Netop når man er perfektionist, går man vel til fagfolk med de problemer, som fagfolk har forstand på. Du er jo ikke selv læge, går jeg ud fra.
2. Det kunne godt se ud til, at du har en væremåde, der i det lange løb kan være årsag til depression. Jeg bedømmer det ud fra den måde, hvorpå du beskriver dig selv, dit liv og dine omgivelser. Måske har du hele livet overbebyrdet dig selv, fordi du føler, at du er nødt til at leve op til et eller andet krav, som ikke engang er blevet formuleret fra dine fantastiske forældre. Og denne overbebyrdelse har du lige netop kunnet magte indtil nu.
Men nu er der desværre sket det, at du ikke magter det mere, måske fordi der er kommet endnu en belastning i dit liv, i form af mangel på et eller andet vigtigt næringsstof, f.eks. jern eller D-vitamin.
Jeg vil råde dig til allerførst at gå til læge og blive undersøgt.
Og så vil jeg råde dig til at læse en bog af Josef Giger-Bütler: ”De mente det jo godt”. Den er nogle år gammel, men man kan låne den på biblioteket. Jeg bringer et link til forlagets beskrivelse af den:
http://www.borgen.dk/product.asp?product=307
Man kan selvfølgelig ikke blive rask af at læse en bog. Du må også have professionel hjælp, og det vil formodentlig sige hjælp fra en kvalificeret psykolog.
Jeg bliver meget berørt af, at du skriver, at du hader dig selv.
Du skal vide, at selvhad er en del af sygdommen depression. Man kan ikke gøre for, at man har en sygdom.
Og du skal vide, at selvhad virker som gift i din situation. Du kan selvfølgelig ikke gøre for, at du indimellem hader dig selv. Men prøv at lindre dette had, om muligt. Hvis der komme tanker om, at du ikke er klog nok, ikke smuk nok og ikke dur til noget osv., så lad dem passere, uden at give dem ekstra opmærksomhed.
Nu håber jeg virkelig, at du ikke venter alt for længe med at gå til læge. Bestil en tid allerede på mandag.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg vil låne den bog, du har anbefalet, og skal nok skrive, hvad jeg synes/får ud af den.
Jeg syntes stadig du skal ringe til din læge. Og jeg giver gerne et manuskript hvis det kan gøre det lettere:
Sekretær/læge: "Det er hos læge..."
Dig: "Hej, jeg vil gerne bestille en tid"
Sekretær/læge: "Ja, må jeg bede om dit cpr.nr.?"
Dig: "Det er xxxxxx-xxxx".
Sekretær/læge: "Okay. Hvad drejer det sig om?"
Dig: "Det er fordi jeg ikke har det særlig godt for tiden. Jeg er bange for, at jeg har fået en depression."
Og så begynder du at tude eller også tager du en dyb indånding og smiler lettet. Uanset hvad; du har klaret det.
Jeg skulle til at spørge, hvad der er det værste, der kan ske. Men det har du jo sådan set allerede svaret på - nemlig, at lægen siger 'Vent og se tiden an i 14 dage...'.
Hvis du får et sådant svar, så kan der være to grunde:
1) Du har ikke formuleret tydeligt nok, at det her er altså alvorligt og du kræver at blive taget alvorligt og få noget hjælp, når du beder om det.
2) At det ikke er nogen særlig god læge, så det måske kan være en god idé at finde en anden læge.
Annas 'brugsanvisning' til tidsbestillingen er rigtigt god.
Når du så skal op til lægen, kan du evt. tage et print med af dit første indlæg og vise lægen det, hvis du synes, det er lettere. Men det er vigtigt, at du er ærlig og overvinder dig selv og giver udtryk for, hvordan du har det. Ellers får du ingen hjælp og så får du det bare dårligere. Det er et pest eller kolera valg men sådan er det desværre. Og der er kun dig, der kan træffe det.
Du dør ikke af det og som det siges: Det man ikke dør af, bliver man stærkere af. Som Anna også skrev: Selvom du sætter dig til at tudbrøle bagefter, så sker der ikke noget ved det. Så har du klaret det og overvundet dig selv og gjort noget virkeligt godt for dig selv.
Mange hilsner Helene
Har præcis samme problem. Har i snart 3 år haft depression on and off. Det var dog først for knap et år siden jeg fandt ud af hvad jeg fejlede. Det mærkelige er, at jeg intet har at bekymre mig om. Har super forældre og venner. Har aldrig haft problemer hverken socialt eller fagligt, tværtimod. Er også altid blevet rost, men alligevel sniger den sig ind. Jeg føler skyld og skam over fucking ALT ! Jeg gik til lægen for et år siden og fortalte ham om min situation. Jeg fik sagt to sætninger og brød sammen. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke grædt i rigtig rigtig lang tid og har i det hele taget ikke let ved tårer. Jeg fik konstateret en depression dengang og blev henvist til en psykolog, men valgte aldrig at gå dertil. Jeg fik det pludseligt bedre og negligerede alt det dårlige, men det er igen vendt tilbage. Nu hvor sommeren er forbi, kan det ikke skjule sig længere. Jeg skal ud og rejse jorden rundt om 3 måneder og ved at depressionen vil lægge sig, da jeg oplever så mange ting + alt det sollys dæmper den kraftigt. Dog har jeg nu besluttet at søge min læge igen og få en henvisning, for kan ikke holde det her ud. Men det jeg egentlig ville frem til var at jeg heller ikke ville finde mig i at jeg var "syg" og da slet ikke psykisk, men jeg kan efterhånden mærke at jeg ikke selv kommer ud af denne her, så er nødt til at finde noget prof. hjælp.
Mange hilsner
Jonas