forvirret, og trist ..
jeg ved ikke om jeg har en spiseforstyrrelse, og hvis jeg har aner jeg ikke hvilken det er. selvom folk siger jeg ikke er overvægtig, så syntes jeg det selv. og jeg har brug for at tabe mig! derfor så går jeg tit flere dage og ingenting spiser, (self. bliver det skjult for mor&far) .. og andre dage spiser jeg lidt. jeg sørger for at få motion, selv de dage, hvor jeg ikke har energi, og nogengange hvis jeg har været nødt til at spise noget, for det ikke skulle opdages, har jeg derefter kastet maden op .. men det sker (sjældent) men nogengange for mig at jeg får ''ædeflip'' hvis man kan kalde det det. hvor jeg spiser en masse, og derefter kaster det op. jeg smager ikke på maden .. jeg spiser bare. Grunden til jeg ikke spiser normalt i hverdagen, er vel mest .. at en enorm skyldfølelese kommer op i mig hvis jeg spiser noget .. på en måde er jeg bare træt af at min slankekur fylder det hele. det er så stor en del af mig, men alligevel er der ingen der kender til det. havde lige brug for at komme ud med det, for en gangs skyld. håber i forstod mig, syntes det er meget svært at forklare .. og så vil jeg gerne høre jeres mening .. tror i jeg er ved at få en spiseforstyrrelse??
knus.
knus.
Kommentarer
Det lyder helt bestemt som om at du har en spiseforstyrrelse eller i hvert fald er ved at udvikle en.
Først vil jeg gerne lige slå et par ting fast: Det er ikke kun piger der er så tynde at de er ved at knække over eller som er ekstremt overvægtige, som kan have en spiseforstyrrelse. Det drejer sig i høj grad om, hvordan du har det indeni. Man skal heller ikke nødvendigvis passe 100% på en af de eksisterende diagnoser for at der et behandlingskrævende problem.
Når du går i flere dage uden at spise, så har du et problem, som du må gøre noget ved. Det er ekstremt usundt, og det er også potentielt farligt.
Ligeledes er det usundt og potentielt farligt at kaste op igen og igen. Der kan for eksempel komme skader på spiserøret og tænderne, og man risikerer at rykke ved kroppens vitamin- og mineralbalance.
Jeg led selv af en spiseforstyrrelse, hvor jeg undgik at spise, helt undgik visse ting, kastede op, motionerede og havde store ædeflip med efterfølgende opkastning. Jeg kom i behandling, og det er slut nu. Og jeg er IKKE blevet noget nær overvægtig af den grund. Tværtimod er jeg normalvægtig og har et afslappet forhold til mad. Så det er muligt :-)
Du har virkelig brug for al den støtte du kan få, og det vil være en stor hjælp for jer alle sammen hvis dine forældre kan blive involverede NU, og kan tage med dig til lægen for at finde ud af hvilken behandling du kan få. Jeg ved godt, at det er enormt svært at fortælle det til nogen, men du VED jo godt, at det er ude af kontrol og at du har brug for hjælp - ellers ville du ikke skrive her, vel?!
Det kan være, at din praktiserende læge vil kunne hjælpe dig ved nogle samtaler om kost, motion og dine tanker, men det kan også være, at din læge vil henvise dig til et andet sted. Du har brug for, at der er nogen der kan hjælpe dig med at finde hoved og hale i hvad der er en sund levevis, og der skal hjælp til at finde ud af hvad det er for nogle ting der gør ondt inde i dig.
Må jeg lige spørge om et par ting?
Hvor gammel er du?
Hvor længe har det her stået på?
Hvad laver du til hverdag? Altså skole/arbejde...
Mange venlige hilsner
Anna
For det første, mange tak for dig svar! jeg er glad for du gad bruge din tid på at svare mig :') - du skriver det en god ide at snakke med nogen om det. det kan jeg ikke få mig selv til, jeg kan ikke få mig selv til at snakke om det her .. og du skriver det ikke er sundt at gå flere dage uden at spise, og det ved jeg jo egentlig godt det ikke er, jeg har det bare bedst med mig selv, når jeg sulten, selvom det gør ondt? jeg ved godt det lyder mærkeligt .. og jeg har frygteligt brug for at komme af med det, hvis jeg føler mig for fuld. men nogengange ryger kontrollen for mig og jeg får de pokkers ædeflip .. det hader jeg! ..
men vil lige svare på dine spørgsmål:
jeg er 15 år gammel.
jeg tror det er et år siden jeg begyndt at føle jeg måtte tabe mig, selvom jeg egentlig aldrig havde haft et problem med min krop før. det gjorde så at jeg nogen dage ingenting spiste, nogen dage spiste normalt, og nogen dage spiste for meget. det skiftede rigtig meget! ... men nu er det blevet sådan som jeg har beskrevet for dig, hvor jeg ikke rigtig spiser noget. jeg kommer ligesom mere og mere ind i det her, og det fylder mere og mere, men jeg kan ikke sige præcis hvornår det startede.
i min hverdag, der går jeg i skole, i en klasse jeg altid har gået i. så bruger jeg noget af min fritid på mine veninder, dog SLET ikke så meget som jeg plejede, er helst alene når jeg intet skal, hvor der før var fuld knald på .. og jeg har et job og skal til job samtale et nyt sted i næste uge, så jeg kan have 2 job, så jeg kan tjene penge til de ting der skal ske næste år. og sidst men ikke mindst, laver jeg meget gymnastik, og elsker det.
knus.
Jeg ved godt, at det er rigtig svært at tale med nogen om. Men bare det at du nu har skrevet om det her, det er et rigtig godt skridt på vejen til at gøre noget ved det.
Du skriver, at du godt ved at det lyder mærkeligt, at du har brug for at komme af med maden når du føler dig fuld osv. Nej, det lyder ikke spor mærkeligt. Det er lige præcis sådan det føles når spiseforstyrrelsen har overtaget styringen.
Du skriver, at du ikke er nær så meget sammen med din veninder som tidligere, fordi du helst vil være alene.
Jeg formoder, at grunden til at du vil være alene er, at du så ikke skal lade som om du er glad og ikke skal vige udenom for eksempel at spise slik sammen med dem. Og at du efterhånden har svært ved at syntes om de samme ting som dem, fordi du tænker mere og mere på mad, kalorier, sult, afføring, motion og lignende.
Jeg vil anbefale dig, at du tænker meget kraftigt over det. Lige pludselig er de veninder ikke længere veninder, men bekendte. Mere og mere af din tankevirksomhed vil blive optaget af spiseforstyrrelsen. Du vil miste koncentrationsevnen, blive tiltagende energiflad, træt, ked af det og angst. Er det dét værd?
Som du forhåbentlig har opdaget, så virker det ikke at sulte sig og heller ikke at kaste op. Lettelsen er ekstremt kortvarig, og bliver fulgt af tristhed, skam og forvirring.
Du er nødt til at vende skuden! Hvor i landet bor du? Jeg kender kun til behandlingssystemet nogle steder nemlig...
Hvordan er dit forhold til din læge og/eller til studievejlederen på skolen?
jeg har ikke lyst til at oplyse hvor jeg bor herinde hvor alle kan læse det, da jeg er bange for at der kan være nogen jeg kender herinde, der vil kunne gætte hvem jeg er. - men jeg ved ikke?? kan man skrive private ting, herinde??
mit forhold til dem er at .. altså min læge, snakker jeg ikke med. jeg ved ikke engang hvem det er, fordi det er så længe siden jeg har været hos hende .. og min studievejleder .. ham har jeg kun snakket hurtigt med i år, (går i 9, og skulle finde ud af hvad jeg efter sommerferien) - men ham kender jeg heller ikke rigtig¨, og er færdig med at snakke med ham.
mange knus ..
Du får det dog ikke bedre fremover ved at blive ved med at dyrke din spiseforstyrrelse. Tværtimod vil det blive sværere jo længere tid der går. Og jeg kan garantere dig for, at du kan få det godt og blive afslappet omkring mad uden at blive hverken tyk eller usund.
Du må kunne se den begyndende alvor... Folk omkring dig er begyndt at blive bekymrede (kommenterer) og du er begyndt at isolere dig. Det er en farlig sygdom, og du bør virkelig tage det alvorligt.
Jeg siger ikke at du er nødt til at tale med dine veninder eller forældre om det lige nu, men du bør virkelig tale med nogen. Du kan jo selv ringe og bestille en tid hos din læge (der står på dit sygesikringsbevis hvem det er), og starte med at tage op og tale med hende/ham, så du kan få hjælp til at få lidt styr på tankerne. Jeg er sikker på at du vil syntes det er en lettelse.
(Du har modtaget mine kontaktoplysninger, så jeg har slettet dem igen ved at redigere indlægget).
V.h.
Anna
Hold da op, hvor kan jeg bare se mig selv i det, du har skrevet!
Jeg har haft anoreksi, ikke i så lang tid, men er nu på vej ud igen. Det er MEGA svært og meget hårdere, end da jeg havde selve spiseforstyrrelsen, for nu har jeg det dårligt psykisk!
Jeg føler ikke rigtig jeg har så mange venner mere, jeg er gledet langt væk fra dem, jeg var sammen med før.
Men jeg har én rigtig gode ven, som jeg har fortalt det til. det vil sige, vi var ikke rigtig venner før, men jeg oplevede at hun lyttede meget mere til mig og tog mig alvorligt, noget mine andre venner ikke gjorde.
Så jeg vil stærkt anbefale dig at sige det til nogen. Du behøver ikke buse ud med det hele på en gang, men det er dejligt at have nogen at snakke med. Jeg var ved at blive vanvittig af at holde det hele for mig selv, men nu føler jeg mig mere lettet...
Jeg er 15 år ligesom dig, og jeg forstår dig på rigtig mange måder i det, du siger:) Jeg håber virkelig for dig, at du får det bedre! det er en hård kamp du skal igennem, men jeg er SIKKER på, at du kan klare det:)
Bedste hilsner fra mig...