ADD eller Socialfobi ?
Jeg fik stillet diagnosen ADD sidste år i slutningen af juni.
Jeg har siden da taget medicin imod min lidelse.
Jeg havde det godt sommeren over i 2009, men begyndte i okt/nov mdr. at få det dårligt igen.
Vinteren har givet mig tilbageslag og føler at jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde, kommunen vil aktivere mig, men jeg mener ikke selv at jeg vil kunne fungere.
Jeg føler mig ked af det, ensom, rastløs og er bange for at være social med andre mennesker udover venner & familie.
Da jeg sidste år fik stillet diagnosen ADD, fik jeg lidt ro i sjælen, har døjet med psykiske problemer siden 6-7 klasse i folkeskolen, jeg er idag 22 år.
Jeg er bange for at jeg er blevet fejldiagnoseret, var lidelsen ADD mener jeg selv at jeg ville have det meget bedre nu, men det har jeg ikke.
Jeg har læst uendelige artikler og information om ADHD og socialangst, jeg føler selv at min lidelse passer mere under socialangst, da jeg kan genkende mange punkter.
Jeg undlader at benytte offentlig transport da det gør mig nervøs og bange.
Jeg handler altid om formiddagen fordi at jeg ved at der ikke er mange mennesker i butikkerne på det tidspunkt.
Jeg prøver så vidt som muligt at holde mig fra events hvor der er mange mennesker, familie fødselsdage er mig f.eks et kæmpe problem.
Jeg føler at mit liv er groet fast, jeg kommer ingen vegne.
Skal jeg tage kontakt til min læge igen og få en henvisning til Psykiatrien igen?
Er der andre ting jeg kan gøre? Har læst meget om lysterapi og om de forbedringer det giver mange mennesker, bør jeg investere i sådan en lampe?
Jeg er forvirret og ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, det ville være rart hvis i kunne besvare mine spørgsmål og hjælpe mig på vej.
Jeg har siden da taget medicin imod min lidelse.
Jeg havde det godt sommeren over i 2009, men begyndte i okt/nov mdr. at få det dårligt igen.
Vinteren har givet mig tilbageslag og føler at jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde, kommunen vil aktivere mig, men jeg mener ikke selv at jeg vil kunne fungere.
Jeg føler mig ked af det, ensom, rastløs og er bange for at være social med andre mennesker udover venner & familie.
Da jeg sidste år fik stillet diagnosen ADD, fik jeg lidt ro i sjælen, har døjet med psykiske problemer siden 6-7 klasse i folkeskolen, jeg er idag 22 år.
Jeg er bange for at jeg er blevet fejldiagnoseret, var lidelsen ADD mener jeg selv at jeg ville have det meget bedre nu, men det har jeg ikke.
Jeg har læst uendelige artikler og information om ADHD og socialangst, jeg føler selv at min lidelse passer mere under socialangst, da jeg kan genkende mange punkter.
Jeg undlader at benytte offentlig transport da det gør mig nervøs og bange.
Jeg handler altid om formiddagen fordi at jeg ved at der ikke er mange mennesker i butikkerne på det tidspunkt.
Jeg prøver så vidt som muligt at holde mig fra events hvor der er mange mennesker, familie fødselsdage er mig f.eks et kæmpe problem.
Jeg føler at mit liv er groet fast, jeg kommer ingen vegne.
Skal jeg tage kontakt til min læge igen og få en henvisning til Psykiatrien igen?
Er der andre ting jeg kan gøre? Har læst meget om lysterapi og om de forbedringer det giver mange mennesker, bør jeg investere i sådan en lampe?
Jeg er forvirret og ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, det ville være rart hvis i kunne besvare mine spørgsmål og hjælpe mig på vej.
Kommentarer
Du skriver flere steder om diagnosen ADD. Jeg går ud fra, at du mener ADHD, som du nævner ét sted? Jeg kan selvfølgeligt ikke sige, om du har ADHD men jeg mener ikke, at din sociale angst behøver at have noget med en evt. ADHD at gøre.
For mig er en diagnose kun et ord, der beskriver nogle symptomer. Det kan give noget ro men det forandrer jo ikke éns tilstand, at den har fået et navn. Altså må det handle om, at man prøver sig frem med forskellige behandlinger, indtil man finder noget, der virker, så man får det bedre.
Det er klart, at behandler man mod ADHD men det i virkeligheden handler om noget helt andet, så vil du ikke få det bedre. Men det kan være svært at trænge igennem, hvis man først har fået én bestemt diagnose hæftet på sig. Så du må lægge vægt på, at du stadigt har social angst og har brug for behandling, der retter sig imod det.
Jeg tror ikke på, at lysterapi vil kunne hjælpe på en omfattende social angst. For mig lyder det som om, at du har mere brug for en psykolog/terapeut end for en psykiater.
Jeg er overbevist om, at socialangst bunder i negative oplevelser med andre mennesker tidligere i livet. Skal man virkeligt helbredes, så, mener jeg, at det vil kræve et længerevarende terapiforløb, hvor man får arbejdet med tilknytningsproblemer og frygten i forhold til andre mennesker.
I psykiatrien og mange andre steder bruger man fortrinsvis kognitiv terapi til sådanne problemer. D.v.s. at man arbejder på at 'lære' at gøre de ting, man faktisk er bange for. Altså tvinge sig selv til (i trygge rammer - gruppeterapi) at overvinde angsten og lære at omgås andre mennesker.
Denne form for terapi virker måske udmærket for nogle mennesker. For mig ville den ikke virke. Jeg har haft mere brug for at arbejde med tingene på et følelsesmæssigt plan og derfra være i stand til at omgås andre mennesker på en anden og bedre måde.
Desværre er behandlingsmulighederne i det etablerede system meget begrænsede, når det handler om psykiske lidelser. Jeg tvivler på, at det er muligt at få tilskud til psykologbehandling for socialangst. Det vil nok være svært at få kommunen til at bevilge psykologbehandling. Hvilke andre muligheder der kan være for behandling, må din læge eller kommunen kunne guide dig i.
Din sociale angst er så ét problem. Din sag i forhold til kommunen er et andet. Nu skriver du aktivering. Er du sygemeldt, så det er en arbejdsprøvning, der har til formål at afklare din arbejdsevne? Eller er det egentlig aktivering, fordi de mener, at du skal ud i ordinært arbejde? Har du tidligere været i arbejdsprøvning?
Det er meget vigtigt, at din egen læge hele tiden er opdateret om din situation og at du er så åben som overhovedet muligt overfor ham/hende. Din læge skal gerne kunne forstå dig så godt, så han/hun støtter dig fuldstændigt og udtaler sig til din fordel overfor kommunen. Du skal også gerne føle dig forstået af psykiateren, så det psykiateren skriver til kommunen er sådan, som du rent faktisk føler det.
Jeg tror, at det er vigtigt, at du overfor din læge og overfor kommunen holder fast i, at du har brug for mere behandling og at du ikke kan gennemføre et aktiveringsforløb, som du har det nu.
Skriv gerne mere omkring din situation. Jeg har selv været igennem et meget langvarigt sagsforløb i kommunen (det er ikke helt afsluttet endnu, men det går fremad). Så måske kan jeg give dig nogle råd. Ét af mine symptomer er netop, at jeg kun kan være sammen med andre mennesker i meget begrænset omfang. Om end jeg ikke føler angst i forhold til andre mennesker og det giver sig udtryk på en lidt anden måde, end det gør for dig.
Hilsen Helene
Diagnosen jeg fik stillet er "ADD" samme lidelse som "ADHD" dog uden nogen form for hyperaktivet.
Jeg har i dag været ved lægen og haft en grundig snak med ham om hvad fremtiden vil byde mig på. Jeg har fået ham til at sende en henvisning til Sydjyllands Psykiatrien som inden for nogle uger vil have mig til samtale.
De kender til min situation i forvejen idet at jeg har været til samtale hos dem over flere måneder tilbage i 2009.
Hos lægen idag fik jeg også taget en helbredstest som jeg inden for få dage vil få svar på, grundet min lidelse og forværring i vinter halvåret kunne evt skyldes manglen på vitaminer i kroppen, sollys mm.
Nu må jeg jo så bare tage det stille og roligt den næste tid, indtil at jeg har været til samtale hos en psykiater igen, håber inderligt at det hjælper mig på vej.
Kommunen har villet have haft mig i aktivering i lang tid, da de mener at jeg skal igang med en uddannelse/arbejde, jeg har hver gang beklaget mig og sagt at jeg ikke er i stand til det, de har taget hensyn til mig og jeg håber også at de ikke prøver at presse på igen for at få mig igang med noget, så længe at jeg går og har det dårligt og har brug for behandling.
Det var nyt for mig. Jeg har aldrig haft hørt om ADD før.
Under alle omstændigheder tror jeg, at det er vigtigt ikke at hænge sig for meget i diagnoser men mere fokusere på, hvordan du har det følelsesmæssigt, så du kan få det bedre.
Jeg gik i terapi i 4 år uden, at min terapeut vidste, hvilke psykiatriske diagnoser, jeg har fået. Det var ikke vigtigt, hverken for mig eller for ham. Det, jeg skal bruge diagnoserne til, er i forhold til mit sagsforløb hos kommunen. De har brug for at kunne sætte nogle navne på min tilstand.
Det lyder som om, at du har en god læge, du kan snakke ordentligt med. Fint at starte med at få undersøgt din fysiske tilstand og at du også har fået en ny henvisning til psykiatrien.
Det er også fint, at din kommune har taget hensyn til dig og at du indtil nu har formået at gøre dem klart, at det ikke er tid til at komme i gang med noget endnu. De kan jo så også se, at du nu søger yderligere behandling og det er vigtigt. Så det bedste du kan gøre her er at holde fast i, at du må have det bedre, før det bliver muligt at komme i gang med uddannelse eller arbejde.
Tingene går jo aldrig så hurtigt, som man kunne ønske sig. Man vil jo bare gerne have det bedre og det selvfølgeligt helst hurtigt muligt. Men den slags tager tid, så det bedste du kan gøre, mens du venter er helt sikkert at prøve at få det bedst mulige ud af ventetiden. Tage dig godt af dig selv og prøve at beskæftige dig med nogle ting, der giver mest mulig glæde.
Måske, hvis du kan det, udfordre dig selv lidt i det små – for ikke at føle, at du er ved at gro fast, som du skriver. Overvinder du dig selv og kan gøre bare en smule nyt og anderledes (men stadigt så du føler dig tryg) og får positive oplevelser ud af det, så vil det få dig til at vokse. Det vil give dig mere selvtillid og tro på, at noget faktisk virker og du vil føle dig mere modig og stærkere og kunne føle det som en sejr. Der er mange positive gevinster.
Og til sidst: Du skriver, at du inderligt håber, at psykiateren kan hjælpe dig vej videre frem. Det håber jeg bestemt også for dig. Men er han ikke den rigtige til at hjælpe dig videre, så er der andre muligheder. Der er altid andre muligheder. Man skal 'bare' finde dem :-)
Hilsen Helene