Abort eller en sen efternøler - vil jeg fortryde mit valg?

Redigeret 10 marts, 2018, 10:00 i Åben debat om abort
Hej

Abort og ikke fortrudt eller er kommet over det?...

Er der nogen derude der har fået abort og ikke fortrudt.
Eller som ikke har været igennem "depression" lignenden perioder,
eller nogen som har kunnet ligge det bag sig fuldstændig.

Ville meget gerne høre dom et hvis der er.
Man bliver bange for at fortryde bagefter, selv om man føler sig aflaret, når man kun hører dem, der har fortrudt efter eller føler/har følt en længerevarig sorg selvom de ikke fortryder/har fortrudt.

Jeg har brug for at høre fra dem som har kunnet komme over og "glemme" det.

Jeg ønsker nemlig abort men bliver bange når jeg kun hører om de, der aldrig kommer over det eller som kommer over det men efter meget svære tider. Og det har jeg ikke brug for.

Jeg kan ikke overskue at skulle gå ned med flaget både mht. børn, mand, arbejde og andet familie.

Grunden til ønsket om abort er at jeg og min mand har 2 skolebørn og havde besluttet at vi ikke skulle have flere børn.

Jeg er nu 42 og min mand 46 og vi føler, vi er for gamle og at vi hverken har tid og overskud til at starte forfra med en lille en, med alt hvad det indebærer.

Vi synes næsten også at det er pinligt at få børn i denne alder.

Noget andet - og måske det jeg mest tænker på - er at vi vil være nogle gamle forædre for dette barn.

Det skal lige siges, at min mand synes ikke vi skal have barnet, men vil støtte min beslutning, hvad det end måtte være...

Jeg har ikke meget tid til at tænke i, før jeg skal beslutte mig.
Og jeg synes det er svært.

Jeg prøver at fortælle mig selv at det er ikke noget barn endnu det jeghar i maven. Når det er så "lille". Så jeg behøver ikke at få det dårligt bagefter.
Men jeg kan jo ikke vide det da jeg heldigvis ikke har prøvet det før.

Jeg kan ikke finde ud af hvad der vil være værst.

At sidde med 3. barn som er er meget yngre end den ældste, som er teenager, og den yngste som er 9 år gammel.
At sidde med bleer, gråd , senere hen vugggestue/børnehave, køre-hente etc...
Lige når de andre børn var blevet mere eller mindre selvstændige...

Eller muligvis bagefter sidde med en tom fornemmelse for at have fjernet noget der ville have været et barn.

Hjælp...

Er der nogen der kan hjælpe mig på vej...

Nogen der har nogen meninger ...
Eller nogen der oplevet det ene eller det andet,
Nogen der har valgt abort eller barnet i lignende situation, altså især i den alder jeg har og med de 2 store børn jeg har...

Mange hilsner herfra
(fra én der sidder og grubler over hvad hun skal vælge)

Kommentarer

  • Hej Sorthvid

    Først vil jeg sige, at jeg ikke selv har nogen erfaringer med abort. Men jeg gjorde mig da nogle tanker, da jeg læste dit indlæg.

    Det er et gevaldigt tabu, men man kan komme til at fortryde at have fået et barn, man dybest set ikke har ønsket sig, mindst lige så meget som man kan komme til at fortryde en abort.
    Det betyder jo ikke nødvendigvis, at man ikke kan komme til at elske barnet eller ikke er god ved det – men dybest set ville man måske hellere have været det foruden. Og det er faktisk meget værre. Det vil uundgåeligt påvirke barnet, hvis det faktisk ikke var ønsket.

    Der er forskel på en depression og en naturlig sorgproces. Det ufødte barn har (nok så kort) været en del af éns krop. Der er allerede gået nogle processer i gang psykisk, fysisk og biologisk. Når disse processer afbrydes, så er det naturligt, at der kommer en efterreaktion. Sorg er naturligt i en periode, når man har mistet noget. Depression skyldes formentligt i bund og grund magtesløshed. Har man foretaget et valg, der er definitivt, så kan man føle sig frygteligt magtesløs overfor sit eget liv, hvis man så finder ud af, at man fortryder sit valg. Så du garderer dig bedst imod en depression ved at føle dig mest mulig sikker på, at du gør det, der føles rigtigt FOR DIG.

    Så der er ingen sort/hvid løsninger, hvor der er en indbygget garanti for, at du ikke reagerer med f.eks. depression. Man kan måske sige det på den måde, at får du en abort og ryger ind i en depression, så kan du søge psykologhjælp til at komme igennem det og tiden kan også læge mange sår. Får du barnet og ryger ind i en depression, fordi du dybest set har fortrudt det, så er der bare ikke noget at gøre ved det og du må bare prøve at få det bedste ud af det. Her hjælper ingen psykologer ret meget. Jeg ved, det lyder hårdt – men det sker jo faktisk for nogen.

    Du har gjort dig mange tanker om, hvordan det vil være, hvis I vælger at få barnet men tanker kan vendes og drejes. Det her handler om følelser. Det vigtigste er, at du lytter til dit hjerte. ØNSKER du dig et barn mere? Kan du finde følelsen af GLÆDE ved tanken om et barn mere?
    Luk øjnene og mærk efter dybt i dig selv. Forestil dig, at du sidde med en lille ny. Hvad FØLER du? MÆRK, hvad der sker i dig.
    Prøv så at forestille dig, at du har fået en abort. Hvad FØLER du bagefter?
    Jo mere du lytter til dit indre og jo mere afklaret med dig selv du er og jo mere du FØLER, at du gør det rigtige (for dig selv), desto større sandsynlighed vil der være for, at du vælger det rigtige (også for barnet) og slipper for dårlige følelser bagefter. Kan du nå frem til følelserne af lettelse og afklaring og måske glæde ved tanken om den ene eller anden beslutning, så VED du, at du har valgt rigtigt. Disse følelser vil du kunne holde fast i, hvis du senere skulle blive i tvivl, om du gjorde det rigtige.

    Tanker, fornuft og rationalitet duer ikke til at træffe en så skelsættende beslutning. Når man prøver at træffe et valg udfra disse kriterier, så føler man tvivl. Man er nødt til at have fat i de dybeste følelser, der ikke lader én være i tvivl. Det er frygten for at vælge forkert (og vel dybest set ødelægge sit liv), der gør det så svært. Men den tvivl kan kun være der, hvis man ikke er i kontakt med sine inderste følelser. Jeg tror, at den væsentligste grund til, at nogle ikke kan komme videre efter at have fået en abort, er fordi de har truffet beslutningen med hjernen mere end med hjertet. Eller de har ikke nået at være kommet rigtigt til klarhed over deres blandede følelser, så det er tvivlen, der bliver ved med at nage.

    En anden risiko er, at du vælger barnet til, fordi du er bange for at føle skyld, hvis du vælger abort. Men omvendt, så kan skyldfølelsen over at få et barn, du dybest set ikke har ønsket, være endnu værre. Så lad ikke skyldfølelsen diktere dit valg. Heller ikke pligtfølelse eller frygt må være afgørende.

    Hvis du vælger barnet fra (og FØLER, at du har valgt rigtigt), så vil du formentligt ikke få nogle længerevarende efterreaktioner og så kan dit liv fortsætte, som det var og du vil kunne føle lettelse over, at du kan fortsætte dit eget liv. Vælger du barnet til (og FØLER, at du har valgt rigtigt), så vil dit liv vil for altid være forandret og du vil sikkert føle dig beriget og taknemmelig.
    Tager du en beslutning, der dybest set ikke FØLES rigtigt i dit inderste, så vil den formentligt kunne plage dig i længere tid.

    Så først og sidst – lyt til din intuition, dine følelser og dine inderste behov og lad beslutningen træffe sig selv derudfra.

    Håber, at disse tanker måske kan være med til at skabe lidt mere klarhed for dig?


    Mange hilsner Helene
  • Kære Helene

    Mange tak for dit svar. Det giver mening, alt hvad du siger. Dermed ikke sagt at det er nemt.

    Jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil? Men jeg må sætte mig ned og tænke og føle... og føle videre... Se om jeg kan mærke at et af valgene gør mig gladere eller mindre trist...

    Min intuition siger mig desværre ikke så meget, tror jeg i hvert fald.
    På den ene side kan jeg i øjeblikke godt føle mig glad ved graviditeten, som om det var planlagt, på den anden side, ville jeg ikke have barnet og var nærmest i chok da jeg fandt ud af jeg var gravid., fordi det var det ikke plads til..

    Jeg har lige fået en tid til scanning, som jeg både gerne vil, men som jeg også frygter.

    Jeg vil gerne vide, hvor langt jeg er henne, som jeg ikke helt ved af forskellige årsager.
    Men jeg er også bange for at se forstret/barnet og føle noget for det? Men på den anden side er det måske det jeg vil... jeg ved det ikke...

    Jeg tænker hele tiden frem og tilbage på fordele og ulemper ved begge valgmuligheder...

    Men jeg tror, jeg skal fælde det ned på papir og se det selv...
    og dernæst som du siger, prøve at tage et valg (og tænke frem i forhold til det valg) og mærke hvad jeg føler for det. Og så senere vælge det andet ...

    Valgene i livet er ikke altid sort/hvide...

    Mang tak igen for dit svar - Du skriver mange fornuftige ting.... ; )
  • Kære Sort/Hvid

    Nej, en sådan beslutning er bestemt ikke let og valgene i livet er bestemt ikke kun sort-hvide. Der er mange nuancer. Hvad du vælger, vil jo være afgørende ikke bare for dit liv men for manges liv. Det gør det jo ikke lettere.

    Jeg hæfter mig ved disse ting, du skriver:

    1) '… Jeg ønsker nemlig abort men bliver bange når jeg kun hører om de, der aldrig kommer over det eller som kommer over det men efter meget svære tider. Og det har jeg ikke brug for…'
    Min kommentar: Her giver du jo klart og tydeligt udtryk for, hvad du egentligt ønsker. Det der gør dig i tvivl er bekymring for noget, der måske kan ske – på grundlag af, hvad du har hørt fra andre. Men det kan du faktisk ikke bruge til ret meget. For du har ikke hørt nogen fortælle om, at de røg ind i en depression, fordi de fik et barn, de faktisk ikke ønskede sig og ikke kan komme af med igen. Det finder du nok ikke nogen, der vil indrømme. Men derfor findes de jo alligevel. Og fordi nogen aldrig er kommet sig efter en abort, betyder det jo ikke, at det samme vil ske for dig. Så en beslutning på dette grundlag bygger på frygt for, hvad der MÅSKE kan ske. Men den frygt kan jo vise sig at være grundløs.
    Det er noget andet, men jeg kan alligevel sammenligne det lidt med, at jeg blev steriliseret, da jeg havde fået mit andet barn. Jeg har aldrig fortrudt det så meget som et sekund.

    2) '… Man bliver bange for at fortryde bagefter, selv om man føler sig afklaret, når man kun hører dem, der har fortrudt efter eller føler/har følt en længere varig sorg selvom de ikke fortryder/har fortrudt…'
    Min kommentar: Igen giver du udtryk for, at du faktisk er afklaret. Igen er det en bekymring for noget, du MÅSKE kan komme til at føle senere. Det duer ikke at basere din beslutning på frygt for konsekvenserne. Du er nødt til at forholde dig til, hvordan du rent faktisk har det her og nu. Hvis du udelukker bekymringen for, hvad du senere MÅSKE vil komme til at føle eller ikke føle, så kan du forholde dig til, hvordan du virkeligt har det her og nu og træffe din beslutning herfra.

    3) '… Jeg prøver at fortælle mig selv at det er ikke noget barn endnu det jeg har i maven. Når det er så "lille". Så jeg behøver ikke at få det dårligt bagefter…'
    Min kommentar: Her lyder det som om, at du er bange for at få skyldfølelse bagefter. At få et barn mere p.g.a. frygten for en måske kommende skyldfølelse er nok noget af det værste, man kan gøre.
    Jeg tror på reinkarnation. Iflg. denne tro vælger barnet selv sine forældre. Når en lille sjæl vælger forældre, der vælger at få en abort, så ved barnets sjæl det allerede. Det er derfor, det har valgt netop disse forældre. Så kommer barnet til én – ikke for at blive født men for at lære forældrene noget i den korte tid, det lever som et foster.

    4) '…Min intuition siger mig desværre ikke så meget, tror jeg i hvert fald. På den ene side kan jeg i øjeblikke godt føle mig glad ved graviditeten, som om det var planlagt, på den anden side, ville jeg ikke have barnet og var nærmest i chok da jeg fandt ud af jeg var gravid., fordi det var det ikke plads til…'
    Min kommentar: Din intuition har allerede talt, så vidt jeg kan høre. Din første reaktion var chok og en spontan tanke om, at det var der ikke plads til og du ville ikke have barnet. Det var dine første impulsive følelser og de var voldsomme og ægte og kom fra dit inderste. Derefter er du begyndt at efterrationalisere og veje for og imod og begrunde og argumentere. Samt bagefter kom bekymringerne og frygten for 'hvad hvis nu…'. Men i første sekund var du slet ikke i tvivl.

    Udover at prøve at MÆRKE følelserne for, hvad barnet eller fravalget af barnet vil betyde for dig, så vil det også være en god idé at prøve at MÆRKE, om du kan holde til det. Mærk din krop, mærk om du orker det og vær ærlig overfor dig selv. Mærk om du og din mand har det fornødne overskud både følelsesmæssigt og fysisk. Tænk på, hvad du og Jeres familie kan tilbyde barnet i stedet for at tænke på, hvad barnet kan give Jer. Forestil dig, hvilket liv kan I give barnet - i stedet for at tænke på, hvilket liv barnet vil give Jer. Ville du selv ønske dig at blive født ind i Jeres familie? Vil I kunne blive gode forældre for dette barn? Har I tid, kræfter, kærlighed, overskud og vilje til at imødekomme et barns behov og krav?

    Det er en god idé at skrive noget ned. I denne forbindelse tror jeg ikke, at en 'plus'/'minus' liste kan gøre det. Jeg tror mere, at det vil være godt, hvis du sætter dig og skriver helt frit om alt, hvad der falder dig ind. Det kan løsne nogle følelser, så du undervejs i skriveprocessen kommer mere til klarhed og mærker nogle tydeligere følelser, der kan vejlede dig.


    Mange hilsner Helene
  • Hej Sort/hvid

    Jeg har desværre heller ingen erfaringer med hverken abort eller graviditet, da jeg endnu er forholdsvis ung.

    Men jeg skriver, fordi jeg ikke synes at dine bekymringer om en efternøler og om, at du og din man bliver gamle forældre, er det dér skal gøre udslaget. Jeg blev selv født da min mor var 41 og min far 42, og har to søskende som hhv. er 14 og 16 år ældre end mig.
    Det er min erfaring, at gamle forældre kan være mindst lige så gode som unge. Jeg har aldrig været ked af mine forældres alder eller på nogen måde tænkt på det som et problem.
    En sjælden gang i mellem har mine kammerater kommenteret deres alder, men når jeg så har forklaret, at jeg jo har to store søskende - så synes de det er helt forståeligt. Jeg tror mine forældre har oplevet det at få barn så sent i deres liv, som noget, der har været med til at holde dem "unge". Både af sind men også rent fysisk.

    Jeg har aldrig nogensinde kunnet ønske andre eller yngre forældre end dem. Det har helt sikkert nogle fordele at blive forældre, mens man er ung. Men ligeledes tror jeg også, der er fordele ved at være ældre.

    Jeg håber meget, I får truffet den beslutning, som er rigtig for jer :) Det ene kan være lige så godt som det andet. Men du må endelig ikke synes det er synd for barnet at bringe det i verden.

    Held og lykke med det hele, lige gyldigt hvad I beslutter jer for.

    - Sunshine :)
  • Selvfølgelig skal du ikke få et barn du ikke vil have, men når det er sagt må du altså heller ikke træffe valget på baggrund af at du synes du er blevet for gammel og at det derfor vil være pinligt! Du er jo langtfra den eneste på din alder der har fået barn, i dag venter mange til de er 'helt klar', der er jo på ingen måde længere noget krav om at man skal være gift og have børn når man er tyve. Jeg selv og min mindste søster har også nogle år imellem os, men det har aldrig været et problem, nok nærmere positivt. Jeg synes bestemt at du skal føle dig afklaret med din beslutning inden du træffer et endegyldigt valg, for det er jo ikke noget man lige kan ændre. Jeg tror ikke på den måde du kan finde nogen der slet ikke er blevet påvirket af deres valg om abort, for selvfølgelig er det noget der vil ligge i baghovedet for altid, dem der så alligevel ikke går igennem lange depressioner eller lign. er nok dem der har været helt afklarede. Selvfølgelig selvfølgelig selvfølgelig skal du ikke have et barn du ikke vil have, men samtidig synes jeg heller ikke du må føle dig presset af hverken din mand eller samfundet - for i sidste ende er valget jo dit, og hvis du på forhånd har en stærk fornemmelse af du vil fortryde en abort, så er det nok heller ikke helt forkert.
    Jeg ved godt mit svar hverken var det du søgte eller fortalte dig noget du ikke vidste, du skal bare huske på at mange kvinder vælge at blive mødre senere end før i tiden, også kvinder der er ældre end dig får børn. hvis du gerne vil have barnet synes jeg virkelig ikke du skal basere noget på om det er flovt.

    Håber at du får den støtte du har brug for, og finder ud af hvad der er det rigtige valg for dig.
  • Kan godt forstå dit dilemma. Jeg har aldrig stået i den situatiion som du står i nu.

    Du skriver at du er bange for at fortryde aborten. Der er mange kvinder der fortryder en abort, og som er ret påvirkede af det. Måske ikke udadtil, men dybt inde er de ulykkelige.

    For det er jo et lille barn, du har jo selv to børn og har fulgt deres udvikling i fosterstadiet. Lige meget hvordan vi vender og drejer det, så betyder en abort at man afbryder livet for et barn.

    Og det er det kvinden skal leve med resten af livet.

    Jeg har det lige som dig. Jeg har heller ikke lyst til at få en afternøler. Mine børn er 13, 11 og 8 år, og jeg ville blive ked af det hvis jeg fandt ud af at jeg var gravid. Men jeg ved også med mig selv at jeg ikke ville kunne leve med at få en abort. Så derfor måtte jeg prøve at få det bedste ud af den situation.

    Jeg har en veninde som fik en efternøler da hendes yngste var 6 år, og det var absolut ikke planlagt. På det tidspunkt havde hun 4 drenge. Men hun valgte at beholde barnet, selvom det var en svær kamel at sluge. Men idag ville hun jo ikke undvære den 5. dreng for alt i verden.

    Håber det bedste for dig. Lisbeth
  • jeg kan godt forstå dig....jeg har selv prøvet det for 4 år siden, da var jeg osse 42 på det tidspunkt, mine drenge var dengang 10 og 7 år, mit ægteskab med drengenes far gik så ikke særlig godt, jeg opdagede jeg var gravid da jeg var på ferie med mine 2 drenge og min voksne bonus datter, det var frygteligt jeg skulle fortælle det til min bonus datter, hun ænsker sig brændende børn, men kan ikke blive gravid, jeg har selv prøvet at ønske mig børn i mit ægteskab, og havde det frygteligt skidt over at ikke kunne blive gravid dengang..

    jeg har altid været sikker på at med min historie, kunne jeg ikke vælge abort.
    Jeg gik de samme tanker igennem som du gør..

    synes det var pinligt at få et barn, ville ikke sige det til drengene de ville ikke kunne forstå det.

    set i lyset af af mit helbred, havde bækken problemer da jeg ventede den sidste, og døjede med mit bækken flere år efter.
    var ved at overveje at skulle bo alene med mine drenge så jeg synes ikke et barn til, var løsningen, der var bestemt flest argumenter på minus siden.

    jeg vil sige i dag er jeg glad for beslutningen...
    jeg havde det heller ikke dårligt med at tage beslutningen....synes at det var det rigtige i lyset af den livs situation jeg stod i, drengenes far prøvede at overtale mig til at gennemføre graviditeten, men jeg har stået alene om yngel plejen med de 2 andre, så jeg tog beslutningen selv om jeg ville have en abort.

    Mine veninder bakkede min beslutning op, men ingen prøvede at overtale mig, det var helt min egen beslutning.

    Bagefter havde jeg det helt fint, jeg havde ikke nogen nedtur over det, der skete så osse så meget andet i mit liv bare 3 måneder efter, gik fra min mand, gik under jorden med mine 2 drenge, efter han havde holdt mig lukket inde på toilettet igennem 2 timer og banket og truet mig.

    jeg vil lyve hvis jeg skulle hævde at jeg aldrig tænker over det mere, tanken har da strejfet mig, at jeg kunne have en lille pige eller dreng på 3 år i dag.

    Men det er ikke med sorg og smerte jeg tænker sådan, ved at min situation så ville have været total umulig...
    Havde så osse haft mindre tid til mine 2 drenge, og vi har osse siden kæmpet os igennem livet,, senest at deres far døde i sommer, og den store har en depression..

    jeg tror det er vigtigt at snakke og tænke det hele igennem, det er kun dig der kan træffe beslutningen, sæt plus og minus op imod hinanden, føl efter i dit hjerte, hvad der føles rigtigt inde i dig....
    mange hilsner fra viips46
  • Jeg tror det er vigtigt at du tager beslutningen på det rigtige grundlag. Du skal ikke prøve at snyde dig selv ti lat tro, at det ikke er et rigtigt barn i din mave. Det er det. Lige så vel som de andre, du har haft i maven.

    Med den viden skal du beslutte, hvad du vil gøre ved det. Der er mange, som får børn i dag i en sen alder, som andre også har skrevet. Men jeg kan også sagtens forstå, hvorfor du bliver lidt træt ved tanken, når de andre nu lige er blevet så selvhjulpne.

    fortjener barnet i maven at leve?
  • Jeg må lige komme med en kort kommentar.

    Jeg er enig med Annekdote i de ting, du skriver. Men den sidste bemærkning synes jeg ikke er fair. Den trigger skyldfølelse. For hvem kan sige, at et ufødt barn ikke fortjener at leve? Et barn fortjener ialtfald ikke at blive født på grundlag af skyldfølelse. Det ville være rigtigt synd for barnet.

    Efter min mening må behovet for at give kærlighed til et nyt barn være det optimale grundlag for at få et barn - men jeg ved godt, at det nok ikke er grundlaget for de fleste børn, der bliver født.


    Hilsen Helene
  • Hej,
    Jeg vil meget gerne høre hvordan det er gået.

    Jeg bliver selv 40 til sommer (ligesom min mand)
    Vi har tre børn på 7,9 og 10 år og jeg har ofte gået og talt om at få et fjerde barn. Jeg elsker at være gravid, jeg elsker små børn og mine børn nu.

    Alligevel er jeg indenfor det sidste år kommet frem til at det var det. Vi rejser en del. Ofte i bil men har også endel tanker om rejser vi gerne vil på.

    Nu har vi så netop fundet ud af at jeg er gravid. Vi tænker mest at vi ikke skal have et barn nu, pga vores alder og alle de ting vi gerne vil og kan nu hvor børnene er store.

    Men jeg syntes alligevel at det er meget svært. Jeg oplever at være meget gravid, brydtspændinger, sult etc. Er også meget bange for at skulle fortryde det.
Log in eller Registrér for at kommentere.