Hjælp! Kærestekrise
Hej alle,
Jeg ved ikke, om jeg skriver i det korrekte forum - men jeg giver det et forsøg. Jeg har lidt af et problem derhjemme, som jeg vil sætte stor pris på, hvis der er nogen der kan hjælpe mig med at gribe an.
Min kæreste og jeg har et lille barn på et par år, med en ny en på vej. Da jeg for noget tid siden blev fastansat i en god stilling, sagde min kæreste sit gamle arbejde op for at koncentrere sig på fuld tid om sit studie. Hun var igennem mange år stærkt utilfreds med sit gamle job, og nu bød lejligheden sig til, at hun kunne skifte spor uden at løbe ind i økonomiske og praktiske problemer.
Men jeg har ekstremt svært ved at se hendes engagement. Hun har akkurat klaret sig gennem første år på studiet, men kun lige med ***** i vandskorpen. Nu er vi godt på vej mod en række andenårseksamener, og hun er igen i år desværre håbløst bagude. I stedet for at tage fat ved én ende, går tiden med at sidde på facebook og spille syvkabale i stedet for at læse - mens vores barn bliver passet, vel at mærke, og det bekymrer mig meget.
Til daglig bliver jeg lidt småirriteret over, at det først hun gør når hun står op er at checke facebook og spille kabale, og når jeg kommer hjem fra arbejde, er hun som regel enten ude i byen, eller også laver hun ikke noget specielt (lidt sporadisk facebook e.l.), og når vi har lagt vores barn i seng ved 8-tiden kan hun også sidde og spille mere kabale eller være på facebook til hun dejser om kl. 11. Konfronterer jeg hende med det, bliver hun harm og siger, at hun har brug for at slappe lidt af engang imellem.
Jeg har intet imod, at hun morer sig og tager det stille og roligt til tider, men det går mig på, at jeg knokler igennem for at familien kan holde hovedet over vande, og hun til gengæld yder så lidt. Jeg forventer på ingen måde, at hun skal køre i samme gear som mig eller ofre liv og legeme for studiet, men jeg ønsker bare en smule rimelighed i forhold til, hvor meget hun yder på sit studium, og hvor meget jeg arbejder og tjener for at få det til at løbe rundt. Meningen med at studere er jo, at det er en investering for fremtiden - ikke mindst i forhold til hele vores familie, og så længe hun sjofler studiet så meget, så føler jeg mig snydt og svigtet. Det var absolut ikke hensigten med, at hun skulle til at læse på fuld tid.
Jeg har taget diskussionen med hende nogle gange. Det er tydeligt, at hun er ked af, at det ikke går godt på studiet, og at hendes hverdag eskalerer ud i én lang overspringshandling i facebook og 7-kabale, og dybest set er hun flov over det. Hun har flere gange lovet, at hun vil forsøge at hanke op i sig selv og afsætte bare et par timer hver dag til læsning, men er aldrig blevet til noget. Hendes planer om at tage en daglig lang gåtur med barnevognen for at komme i form er HELLER aldrig blevet til noget. Hun har højt ambitionsniveau, men lige så højt som ambitionsniveauet er, lige så lav er hendes vilje til at følge op på ambitionerne. Jeg har ellers forsikret hende om, at jeg vil gøre hvad jeg kan for at bakke hende op og motivere hende - men det er svært når jeg vrissent bliver verfet når jeg foreslår hende at dykke ned i bøgerne frem for at spilde tiden på facebook/7-kabale. Når hun endelig læser, så roser jeg hende dog altid, men jeg synes ikke det bliver fulgt op af en iver til at gentage "succesen".
Så det korte af det lange er - hvad kan jeg gøre? Det går i stigende grad ud over vores forhold. Jeg synes jeg har givet hende en gylden mulighed for at få sig en stærk uddannelse, men hun lader den stille og roligt glide ud i sandet. Omvendt bryder hun sig - hvad jeg godt kan forstå - ikke om at blive kritiseret over hendes manglende arbejdsindsats. Det er, som om hu ikke ønsker at konfronteres med det ubehag det er at dykke ned i bøgerne og finde ud af, hvor langt hun er bagude. Jeg aner bare efterhånden ikke hvad jeg skal stille op, for jeg har forsøgt fra dag 1 at bakke hende op og motivere hende til at tage studiet seriøst.
Er der nogen der har nogle gode råd eller forslag?
Mvh,
NS
Jeg ved ikke, om jeg skriver i det korrekte forum - men jeg giver det et forsøg. Jeg har lidt af et problem derhjemme, som jeg vil sætte stor pris på, hvis der er nogen der kan hjælpe mig med at gribe an.
Min kæreste og jeg har et lille barn på et par år, med en ny en på vej. Da jeg for noget tid siden blev fastansat i en god stilling, sagde min kæreste sit gamle arbejde op for at koncentrere sig på fuld tid om sit studie. Hun var igennem mange år stærkt utilfreds med sit gamle job, og nu bød lejligheden sig til, at hun kunne skifte spor uden at løbe ind i økonomiske og praktiske problemer.
Men jeg har ekstremt svært ved at se hendes engagement. Hun har akkurat klaret sig gennem første år på studiet, men kun lige med ***** i vandskorpen. Nu er vi godt på vej mod en række andenårseksamener, og hun er igen i år desværre håbløst bagude. I stedet for at tage fat ved én ende, går tiden med at sidde på facebook og spille syvkabale i stedet for at læse - mens vores barn bliver passet, vel at mærke, og det bekymrer mig meget.
Til daglig bliver jeg lidt småirriteret over, at det først hun gør når hun står op er at checke facebook og spille kabale, og når jeg kommer hjem fra arbejde, er hun som regel enten ude i byen, eller også laver hun ikke noget specielt (lidt sporadisk facebook e.l.), og når vi har lagt vores barn i seng ved 8-tiden kan hun også sidde og spille mere kabale eller være på facebook til hun dejser om kl. 11. Konfronterer jeg hende med det, bliver hun harm og siger, at hun har brug for at slappe lidt af engang imellem.
Jeg har intet imod, at hun morer sig og tager det stille og roligt til tider, men det går mig på, at jeg knokler igennem for at familien kan holde hovedet over vande, og hun til gengæld yder så lidt. Jeg forventer på ingen måde, at hun skal køre i samme gear som mig eller ofre liv og legeme for studiet, men jeg ønsker bare en smule rimelighed i forhold til, hvor meget hun yder på sit studium, og hvor meget jeg arbejder og tjener for at få det til at løbe rundt. Meningen med at studere er jo, at det er en investering for fremtiden - ikke mindst i forhold til hele vores familie, og så længe hun sjofler studiet så meget, så føler jeg mig snydt og svigtet. Det var absolut ikke hensigten med, at hun skulle til at læse på fuld tid.
Jeg har taget diskussionen med hende nogle gange. Det er tydeligt, at hun er ked af, at det ikke går godt på studiet, og at hendes hverdag eskalerer ud i én lang overspringshandling i facebook og 7-kabale, og dybest set er hun flov over det. Hun har flere gange lovet, at hun vil forsøge at hanke op i sig selv og afsætte bare et par timer hver dag til læsning, men er aldrig blevet til noget. Hendes planer om at tage en daglig lang gåtur med barnevognen for at komme i form er HELLER aldrig blevet til noget. Hun har højt ambitionsniveau, men lige så højt som ambitionsniveauet er, lige så lav er hendes vilje til at følge op på ambitionerne. Jeg har ellers forsikret hende om, at jeg vil gøre hvad jeg kan for at bakke hende op og motivere hende - men det er svært når jeg vrissent bliver verfet når jeg foreslår hende at dykke ned i bøgerne frem for at spilde tiden på facebook/7-kabale. Når hun endelig læser, så roser jeg hende dog altid, men jeg synes ikke det bliver fulgt op af en iver til at gentage "succesen".
Så det korte af det lange er - hvad kan jeg gøre? Det går i stigende grad ud over vores forhold. Jeg synes jeg har givet hende en gylden mulighed for at få sig en stærk uddannelse, men hun lader den stille og roligt glide ud i sandet. Omvendt bryder hun sig - hvad jeg godt kan forstå - ikke om at blive kritiseret over hendes manglende arbejdsindsats. Det er, som om hu ikke ønsker at konfronteres med det ubehag det er at dykke ned i bøgerne og finde ud af, hvor langt hun er bagude. Jeg aner bare efterhånden ikke hvad jeg skal stille op, for jeg har forsøgt fra dag 1 at bakke hende op og motivere hende til at tage studiet seriøst.
Er der nogen der har nogle gode råd eller forslag?
Mvh,
NS
Kommentarer
Jeg tror simpelthen ikke, at din kæreste magter det. Det er ikke altid, at éns ressourcer står mål med éns ambitioner. Lige nu har I et lille barn og din kæreste er gravid igen. Også at skulle have kræfter til dagligdagen og til studiet, tror jeg simpelthen er at skyde over målet.
Vilje alene er ikke nok til at overvinde den enorme træthed og uoverkommelighedsfølelse, jeg tror, at din kæreste lider under. Jeg tror, at hendes krop simpelthen siger fra, fordi det er nødvendigt, hvis hun ikke skal brænde sammen.
Følelser og fornuft er to meget forskellige ting. Det kan godt være, at det er fornuftigt og praktisk og alt muligt andet, at hun studerer og 'tager sig sammen' - men hvis hendes inderste følelser siger, at det slet ikke er det, hun har brug for, så er det hendes inderste følelser der vinder. Og så kan hun i høj grad føle sig utilstrækkelig, for så forstår hun sikkert ikke selv, hvorfor hun er så 'doven' og hvorfor hun ikke bare 'tager sig sammen'. Men jeg tror ikke, at det har noget med dovenskab at gøre. Jeg tror, at hendes krop fortæller hende, at nu skal hun omprioritere og holde en pause.
Når hun så er fanget mellem rationalitetens og fornuftens krav på den ene side og følelserne krav og begrænsede ressourcer på den anden side, så bliver hun handlingslammet. Det vil sige, at hun så at sige sætter sig mellem to stole og gør ingenting. Hvilket vil sige, at hun lægger kabaler eller går på Facebook. Det gør kun frustrationen endnu større.
Derfor tror jeg, at hun har brug for at tage ansvar for, at hun har det, som hun har det. Hun og du må vel forholde Jer til realiteterne og se i øjnene, at hun ikke magter det studie lige pt. Så kan hun måske komme ud af handlingslammelsen og gøre noget andet, som hun bedre magter og kan overkomme.
Men det er svært, for det kan medføre praktiske problemer og der er også økonomien og bekymringer for fremtiden o.s.v. Men det kan være nødvendigt alligevel af hensyn til hendes helbred og familiens trivsel. Hvis du presser på for, at hun skal komme videre og 'tage sig sammen', kan det blive helt umuligt for hende at finde ud af, hvad hun egentligt selv har brug for og gøre det. Jeg forstår godt, at hun bliver vred, når du presser hende. Det er nok det sidste i verden, hun har brug for. Men jeg forstår også godt dig, at du bliver frustreret over, at hun ingenting gør.
Derfor tror jeg, at det kan være nødvendigt med en dialog om, hvad hun så kan gøre i stedet - udfra realiteterne og ud fra, hvad hun i virkeligheden har brug for og udfra hvordan hun rent faktisk har det følelsesmæssigt. I er nødt til at forholde Jer til realiteterne i, hvor meget eller hvor lidt hun magter pt. Det hjælper ikke nogen af Jer, hvis I skyder over målet og kræver mere, end hun har ressourcer til at yde.
Vores samfund er meget hektisk, målrettet og fokuseret på, at man altid skal 'videre' og altid skal nå noget og altid skal yde en masse. Men vi mennesker er ikke skabt til et sådant tempo og mange knækker halsen på det. Lige nu yder hun rigtigt meget på et andet plan med et lille barn og én mere i vente. Som sagt er det ikke altid, at ressourcerne står mål med ambitionerne. Så nytter det ikke noget, at man holder fast i ambitionerne, så får man bare nederlag.
Rent biologisk er kvinder næppe skabt til at skulle gøre alt muligt andet samtidigt med 'yngelplejen'. Der sker meget med kroppen og sindet og følelsesmæssigt, når man har fået barn og når man er gravid. Nogle kvinder kan godt magte arbejde eller studie ved siden af men for andre, er det simpelthen ikke muligt. Det kan vel nok være naturen og biologien, der kræver, at nu skal der skrues ned for blusset og fokus skal ligge et andet sted i en periode.
Følelsesmæssigt er der meget, der er vigtigere end job, studier, penge etc. Og følelserne vinder altid i den sidste ende. I ønsker vel heller ikke, at hun skal gå ned med stress og fremover kunne holde til endnu mindre. Det er formentligt, hvad der kan ske, hvis ikke I forstår, at I må forholde Jer til problemet på en anden måde. Og kommer det først dertil, så er der sikkert ingen af Jer, der ville kunne forstå, hvad hun kan være blevet stresset over, for hun gjorde jo netop ikke noget. Men det er kravene, forventningerne, den indre konflikt og handlingslammelsen, der stresser.
Så måske en snak om Jeres respektive værdier og om, hvad livskvalitet virkeligt er for Jer hver især, kunne måske også være godt. Samt en snak om prioriteringer her i livet.
Hilsen Helene