Indstillinger
Periodevis nedtryk
Til at starte med skal jeg beklage, at indlægget blivet noget fragmenteret - deraf lidt forvirrende at læse. Men i må bære over med mig :-)
Jeg er mand, midt i trediverne. Gift på 5 år med kvinden jeg snart har kendt i 13 gode år. Vi har nogle dejlige børn sammen og bor i et stort hus. Jeg har drømmejobbet, som jeg altid har stilet efter, siden jeg blev færdig med min uddannelse. På papiret så burde jeg være ovenud lykkelig for livet her og nu. Men...
For et 1.5 år siden gik klappen ned for mig. Vi blev forældre igen. Vi havde en masse sygdom i familien og vores vennekreds: kræft og depression. Og oven i det fik vi nogle bekostelige skader på huset. Hvilket endte med at jeg blev meget modløs, sortsynet og ikke kunne overskue livet - tankerne fløj rundt i hovedet på. Jeg fik migræne anfald og havde mavesmerter. Det kulminerede ved at jeg kom grædende hjem fra arbejdet. Og måtte sygemelde mig nogle ugers tid, efter en samtale med lægen. Jeg fik en henvisning til en psykolog - hvor kemien ikke svingede godt. Så vedkommen blev droppet og jeg fandt mig en ny. Efter nogle samtaler a 5 - 6 gange mente psykologen at jeg nu var færdig. Begge psykologer mente det var en livskrise og nåede til følgende konklusioner :
- Jeg var blevet opmærksom på min egen dødelighed
- At jeg skulle finde på nogle nye mål livet
- Det var en stressreaktion
- Fik styr på angstanfald - så de ikke eksisterer længere
Men oven i alt det her opstod der en masse nye tanker. Tanker fra min ungdom. De kan bedst beskrives som jeg får ondt af mig selv. De går blandt andet på min tid i folkeskolen, hvor jeg 5 - 6- -7 klasse blev holdt udenfor, havde selvmordstanker, isoleret og lå meget lavt på ranglisten. Tiden som teenager og derefter. Hvor jeg klandre mig for at være genert over det modsatte køn. Hårde tanker om mig selv, over at jeg "først" mistede min mødom da jeg var 20 år. "Kun" har været i seng med 2 kvinder. Spejler mig selv i andre folks fortid. Tænker : Er jeg gået glip af noget??. Det er ting jeg har svært ved at snakke med nogen om - fordi jeg synes det er hamrende pubertær. For pokker da, jeg burde, og har haft andre værdier end det. Jeg har heldigvis kunne snakke med med min bedre halvdel om det. Men tankerne dukker stadigvæk op. Ikke at jeg bryder grædende sammen, de varer ca. 5 - 10 min og jeg kan da sagtens hive mig selv op. Men de stresser mig. Jeg får dårlig samvittighed over dem. De ødelægger min livskvalitet. Nogle gode råd?? Jeg ved jeg kan få tankerne på afstand, hvis ikke helt væk, hvis jeg f.eks. socialisere mig.
Jeg er mand, midt i trediverne. Gift på 5 år med kvinden jeg snart har kendt i 13 gode år. Vi har nogle dejlige børn sammen og bor i et stort hus. Jeg har drømmejobbet, som jeg altid har stilet efter, siden jeg blev færdig med min uddannelse. På papiret så burde jeg være ovenud lykkelig for livet her og nu. Men...
For et 1.5 år siden gik klappen ned for mig. Vi blev forældre igen. Vi havde en masse sygdom i familien og vores vennekreds: kræft og depression. Og oven i det fik vi nogle bekostelige skader på huset. Hvilket endte med at jeg blev meget modløs, sortsynet og ikke kunne overskue livet - tankerne fløj rundt i hovedet på. Jeg fik migræne anfald og havde mavesmerter. Det kulminerede ved at jeg kom grædende hjem fra arbejdet. Og måtte sygemelde mig nogle ugers tid, efter en samtale med lægen. Jeg fik en henvisning til en psykolog - hvor kemien ikke svingede godt. Så vedkommen blev droppet og jeg fandt mig en ny. Efter nogle samtaler a 5 - 6 gange mente psykologen at jeg nu var færdig. Begge psykologer mente det var en livskrise og nåede til følgende konklusioner :
- Jeg var blevet opmærksom på min egen dødelighed
- At jeg skulle finde på nogle nye mål livet
- Det var en stressreaktion
- Fik styr på angstanfald - så de ikke eksisterer længere
Men oven i alt det her opstod der en masse nye tanker. Tanker fra min ungdom. De kan bedst beskrives som jeg får ondt af mig selv. De går blandt andet på min tid i folkeskolen, hvor jeg 5 - 6- -7 klasse blev holdt udenfor, havde selvmordstanker, isoleret og lå meget lavt på ranglisten. Tiden som teenager og derefter. Hvor jeg klandre mig for at være genert over det modsatte køn. Hårde tanker om mig selv, over at jeg "først" mistede min mødom da jeg var 20 år. "Kun" har været i seng med 2 kvinder. Spejler mig selv i andre folks fortid. Tænker : Er jeg gået glip af noget??. Det er ting jeg har svært ved at snakke med nogen om - fordi jeg synes det er hamrende pubertær. For pokker da, jeg burde, og har haft andre værdier end det. Jeg har heldigvis kunne snakke med med min bedre halvdel om det. Men tankerne dukker stadigvæk op. Ikke at jeg bryder grædende sammen, de varer ca. 5 - 10 min og jeg kan da sagtens hive mig selv op. Men de stresser mig. Jeg får dårlig samvittighed over dem. De ødelægger min livskvalitet. Nogle gode råd?? Jeg ved jeg kan få tankerne på afstand, hvis ikke helt væk, hvis jeg f.eks. socialisere mig.
Kommentarer
Du fik taget bedst muligt hånd om nutidens problemer. Nu er det så fortiden, der spøger. Du kan skubbe tankerne mere eller mindre væk, hvis du socialiserer dig. Men det er jo ikke hensigtsmæssigt, at du er nødt til at være sammen med andre for at holde dine tanker væk. Så flygter du jo fra dig selv og risikerer, at du ikke søger andre mennesker, fordi du har lyst men fordi du er nødt til det.
Tankerne vil derimod lyttes til og forstås. Der ligger åbenbart nogle gamle uforløste følelser begravet, som du har brug for at forholde dig til, så du kan slippe barnet og teenageren og lade ham blive voksen. Det er jo barnets eller teenagerens følelser, der stadigt er intakte og giver dig problemer i nutiden.
Udfra mine egne erfaringer kan jeg anbefale hypnose (hypnoterapi). Det er en meget effektiv behandlingsform, når det handler om at gå tilbage i tiden. Med denne behandlingsmetode kan man få løst gamle uløste problemer, få bearbejdet fortiden og bliver derved i stand til at slippe de gamle følelser.
Hvis det har din interesse og hvis du bor i nærheden af København, kan jeg anbefale den terapeut, jeg selv gik hos. Han er også NLP terapeut, hvilket bl.a. betyder, at han også inddrager nutiden i behandlingen, da den er en følge af fortiden. Hvis du er interesseret men bor et andet sted i landet, kan du google 'hypnoterapeut', men så skal du være opmærksom på behandlerens uddannelser og kompetencer. Det er ikke nok, at der bare står 'hypnoterapeut'. Vedkommende skal også helst have anden terapeutisk eller psykologisk uddannelse.
Hilsen Helene