Indstillinger
Gode råd?
Jeg har længe gerne ville "dele" eller høre andres synspunkt på mine oplevelser med seksuelt overgreb.
Jeg blev fra jeg var 10 og til jeg var 12 udsat for seksuelt overgreb af en bekendt af familien, han har aldrig truet mig, men hver gang sagde han "det her må vi ikke", hvilket hat fået mig til at tænke om jeg selv gik med til det? Efter 2 år kunne jeg se han begyndte at kredse meget om min søster og tænkte at nu var det på tide at fortælle det til min far, men det eneste han sagde var at det var løgn.
Det hele endte i retten og han blev idømt 3 1/2 års fængsel, men er selvfølgelig kommet ud, har fået polititilhold da han bliver ved at opsøge mig...
Jeg er idag gift og mor til 2 drenge, men oveni det at blive mor har jeg også fået en angst for at der skal ske mine børn noget, en angst der kan holde mig vågen om natten, er det normalt? Og mareridt... Det bliver værre og værre....
Skriver herinde i håb om at få lidt respons...
Jeg blev fra jeg var 10 og til jeg var 12 udsat for seksuelt overgreb af en bekendt af familien, han har aldrig truet mig, men hver gang sagde han "det her må vi ikke", hvilket hat fået mig til at tænke om jeg selv gik med til det? Efter 2 år kunne jeg se han begyndte at kredse meget om min søster og tænkte at nu var det på tide at fortælle det til min far, men det eneste han sagde var at det var løgn.
Det hele endte i retten og han blev idømt 3 1/2 års fængsel, men er selvfølgelig kommet ud, har fået polititilhold da han bliver ved at opsøge mig...
Jeg er idag gift og mor til 2 drenge, men oveni det at blive mor har jeg også fået en angst for at der skal ske mine børn noget, en angst der kan holde mig vågen om natten, er det normalt? Og mareridt... Det bliver værre og værre....
Skriver herinde i håb om at få lidt respons...
Kommentarer
Du sætter spørgsmålstegn ved, om du selv gik med til det...
'Det her må vi ikke'… Trusler er bestemt ikke altid nødvendigt. Manipulation kan fuldt ud gøre det. Meningen havde jo været en helt anden, hvis han havde sagt: 'Det her må jeg ikke'. Hans udtalelse er i samme kategori som: 'Se selv, du kan jo lide det' eller 'Du vil jo gerne selv' eller endda: 'Jeg gør det her for din skyld'.
I den situation, hvor den slags udsagn kommer, er man i en enorm stress-tilstand. Det betyder, at man er i en anden bevidsthedstilstand, hvor man er meget modtagelig for indlæring. Sindet kommer derfor let til at opfatte et sådant udsagn som en sandhed. Man kommer altså til selv at tro på det på et meget ubevidst plan. At man som voksen bevidst godt kan sige, at det ikke var sandt, hjælper ikke meget, for den 'falske sandhed' ligger i underbevidstheden. Det kræver meget arbejde med sindet og kontakt med underbevidstheden, før det på alle planer kan blive sandheden, at det man lærte simpelthen ikke var sandt.
I dit tilfælde blev det altså 'Jeres' fælles hemmelighed, fordi du ét eller andet sted har troet på, at du var en del af det og at det var noget, I var fælles om. Det var det IKKE. Du var ikke selv årsag til, at det skete og du var ikke en del af det. Det var HANS handling. Det var ikke noget han gjorde MED dig men noget han gjorde MOD dig. Uanset hvad der skete og uanset, hvordan du reagerede, så var du uskyldig i det og ansvaret var og er hans.
Det var flot, at du kunne reagere på, at han begyndte at interessere sig for din søster og så fortælle det til din far. Men desværre blev du ikke troet.
Jeg var ude for det samme, da jeg fortalte min mor, at min far også var begyndt at forgribe sig på min nevø. Hun blev rasende – på mig.
Men ét eller andet sted må det vel have været en lettelse eller en slags sejr for dig, at manden faktisk blev dømt?
Ja, det er helt sikkert normalt, at man bliver bange for, at der skal ske éns børn noget. For man ved jo af erfaring, at de pædofile er 'derude' og man kan ikke se det på dem. Mistilliden og utrygheden er blevet plantet i én.
Der findes jo desværre ikke nogen facitliste på, hvordan man kan tackle det. Jeg tror, at det bedste man kan gøre er, at man prøver at få givet sine børn så meget selvtillid som muligt. Samt meget vigtigt, at man prøver at lade være med at smitte dem med sin egen angst for verden og andre mennesker. Men samtidigt også får fortalt dem, at der findes mennesker, der ikke er gode ved børn. Samt at man lærer dem, at de skal respektere både deres egne og andres grænser. D.v.s. at de har ret til at sige nej, hvis noget ikke føles okay. Det gælder så ikke kun i forhold til berøring eller til fremmede. Det gælder også, hvis de føler deres grænser overskredet i dagligdagen på alle områder. Det gælder også, hvis nogen vil ae dem over håret eller man selv vil give et kram og de ikke har lyst. Så er det okay, at man siger nej og det skal omgivelserne respektere. Det gælder også, selvom det er familien.
Nu ved jeg ikke, hvor gamle dine drenge er (antager at de er ret små) men det kan måske være godt at lade dem gå til sport, så de også får en fornemmelse af fysisk styrke, der kan være med til at give dem selvtillid og en fornemmelse af, at de kan forsvare sig selv, samt giver dem en god kropsoplevelse.
Børn der udsættes for pædofile overgreb er meget tit børn, der udstråler ensomhed, generthed o.a. og som er i underskud med voksenkontakt. Derfor bliver de meget lette at fange ind og manipulere, hvis nogen giver dem opmærksomhed. Børn i underskud bliver let 'overtillidsfulde', hvis de møder et menneske, der tilsyneladende viser positiv interesse. Så hvis dine drenge føler, at de får god, positiv kontakt og opmærksomhed hjemme, så vil de ikke være så lette at manipulere. Hvis de føler tillid til dig og er trygge ved, at de kan komme til dig og at du kan og vil hjælpe dem, så vil der være større sandsynlighed for, at de kan fortælle dig det, hvis der sker noget ubehageligt.
Derudover så skal man altid være opmærksom på, om børnene pludseligt viser tegn på mistrivsel, bliver triste, opfarende, isolerer sig, fungerer dårligt socialt. Så må man prøve at få indledt en dialog med barnet og prøve at skabe tillid til, at de godt kan fortælle én, hvad der er galt. Er det ikke muligt at få barnet til at åbne sig, vil det være en god idé at søge hjælp udefra. Det behøver jo slet ikke handle om, at der er sket noget alvorligt, det kan handle om så meget andet. Men når man selv er blevet misbrugt, vil man altid have den tanke, at det kan være en mulighed – og det mener jeg, at man bør tage alvorligt, fordi vi jo ved, at den slags ting sker – men også prøve at slå lidt koldt vand i blodet, fordi vi også kan komme til at se spøgelser, hvor der ingen er. Det er ikke let…
Hvis du bliver ved med at være bekymret, så synes jeg, at du skal prøve at ringe til den professionelle rådgivning på Støttecentret mod Incest (www.incest.dk).
Mange hilsner Helene
På et eller andet plan ved jeg jo godt at jeg nok ikke gik med til, men som du selv skriver så ligger det lidt i underbevidstheden om nu også der er noget jeg ikke husker eller om nu jeg er sikker på jeg ikke har opfordret til noget osv, hvilket jeg med min fornuft tænker at man som 10 årig jo ikke opfordrer til den slags.
Samtidig vil jeg så sige at jeg altid har været meget udadvendt, gået til sport og altid haft mange venner, men efter overgrebene startede skubbede jeg folk væk, endten ved at være ondskabsfuld eller agressiv, det tog flere år for mig at lære at beherske mit temperament, hvor jeg i dag tænker hold da op har man virkelig gjort eller sagt sådan.
Jeg har stadig ikke fået beabejdet mine oplevelser på en måde så jeg kan "lægge det bag mig", men det mener jeg at det ville være rart at prøve at sove bare én nat uden mareridt osv...
Jeg ved ikke om det føles som en sejr at han blev dømt for det, efter min retssag viste det sig at der hvor flere han havde forgrebet sig på, så på den måde er det jo en god ting, men bebrejder mig selv jeg ikke sagde noget før...
Nej, en 10 årig opfordrer ikke til seksuelt samvær med en voksen. Uanset hvordan et barn agerer eller reagerer, så er det den voksnes ansvar ikke at overskride grænserne. Nogle børn kan sågar virke meget indladende på en vis måde – men det giver absolut ikke den voksne ret til at forgribe sig på dem. Der er noget helt galt, når den voksne for det første seksualiserer børn men især, når de i ord eller handling overskrider grænserne. Én ting er, at nogle mennesker kan have seksuelle tanker om børn – men der er ufatteligt langt fra tanke til handling. Eller der bør ialtfald være det. Men for pædofile er disse grænser altså ikke-eksisterende. Det er i høj grad den voksnes problem, der bliver gjort til barnets problem.
Når man udsættes for seksuelle overgreb (eller andre traumer), så ændres personligheden. Traumatisering har nogle helt naturlige og forudsigelige følger som f.eks., at man bliver aggressiv, isolerer sig, bliver depressiv, angst, mistroisk, vender skyld og skam mod sig selv m.m.
Du bebrejder dig selv, at du ikke sagde noget tidligere, så han ikke havde kunnet forgribe sig på flere børn. Men man kan ikke redde andre, før man har reddet sig selv. I stedet for at bebrejde dig selv, at du ikke gjorde det bedre, kan du vælge at rose dig selv for, at du var så stærk og så modig, så du faktisk formåede at få ham dømt.
Desuden er dine selvbebrejdelser så meningsløse, for du kan jo aldrig være ansvarlig for hans handlinger. De børn han har haft krænket har haft voksne tæt på sig, der har været mere ansvarlige for at se, at noget ikke var, som det skulle være. Du reagerede og du handlede, så han trods alt blev dømt og fik 3½ års fængsel. I den tid han sad i fængsel kunne han ialtfald ikke forgribe sig på nogen, så du kan faktisk have reddet nogle børn fra overgreb. Det er de færreste, der opnår at konfrontere deres krænker så meget. At du så ikke gjorde det tidligere er som sagt meningsløse selvbebrejdelser, for det er da stort, at du overhovedet gjorde det. Du har sørme taget ansvar og det må have krævet rigtigt meget af dig selv.
Det kræver lang tids behandling og meget arbejde med sig selv, før man når dertil, hvor man kan lægge det bag sig. Dine mareridt er tydelige tegn på, at der ligger nogle ubearbejdede følelser tilbage. For det er jo ikke sådan, at det ligger 'lidt' i underbevidstheden. Det ligger utroligt meget og dybt integreret i underbevidstheden. De ubevidste ting er ikke noget, man kan forandre med rationel tænkning eller ved viljens kraft. Det er kun gennem et stort og dybt følelsesmæssigt arbejde, man kan få underbevidstheden til at forstå tingene anderledes, så man kan slippe de gamle følelser.
Mange hilsner Helene
www.incestramtevoksne.dk