Hvad kan jeg gøre?
Kort fortælling om hvad der er foregået:
Jeg er kvinde 46 år, har 3 børn 22,19,17 har været gift i 21 år ind til nu hvor vi er blevet skilt.
Grunden til vi er blevet skilt er, jeg i 2007 og 13 mdr. frem havde en affære med en anden mand, sex 2 gange og en massen smsér.
Jeg blev smidt ud af min mand, boede alene i 6 mdr. hvorefter jeg igen flyttede hjem, efter 5 mdr. fik jeg besked på at jeg skulle flytte igen, han kunne ikke finde tilliden og troen på mig.
Min datter og jeg flyttede, men min mand og jeg har hele tiden haft kontankt, da vi simpelhen ikke kan undvære hinandnen, og er kommet frem til at vi gerne vil prøve igen, stille og roligt, ikke noget med at flytte sammen den første halve til hele år.
Da vi har gjort vores børn så meget ondt ved at prøve 2 gange før, har vi spurgt dem om hvad de kan være med til vi ses osv.
Den store sagde det var ok, men han bor heller ikke hjemme mere.
Den mellemste sagde ok, men vi må kun ses hver 3 uge og han vil ikke være hjemme når vi er sammen, han ønsker heller ikke at vi skal holde fødeselsdag sammen, spise sammen, eller foretage noget sammen som familie.
Den mindste var helt imod det hele, og vil flytte hjemme fra hvis det sker, men jeg har haft en god snak med hende, hvor hun nok er begyndt at forstå at hun ikke kan bestemme over vores liv, og det på sigt vil være det bedste hvis vi er sammen. Men hun er stadig itvivl, og ikke sammen med hendes far om det.
Min mand vil under ingen omstændigheder have vi skal være sammen hvis børnene ikke kan accepter det, og der står vi så nu, og har ingen kontakt.
I søndags brød jeg fuldstændig sammen, kunne ikke mere, synes ikke jeg havde noget at leve for, og synes ikke at børnene skal bestemme om jeg kan få lov til at blive lykkelig.
Havde en snak med min mand, men han holder på vi skal lade børnene få ro og så vente til sommer, og se hvad de så siger.
Jeg kan bare ikke vente til sommer, synes livet er noget lort, og har det af helvede til. Er bange for at vi glider fra hinanden i den periode, eller min mand finder en anden.
Den mindste bor ved mig, men er på efterskole, så er kun lidt hjemme, og her er så trist og ensomt, sidder dag og aften alene, ikke fordi jeg ikke har venner, men orker bare ikke noget.
Den mellemste kommer og spiser en gang i ugen, hvor han max er her 2 timer, så kører han igen, i vinterferien ville jeg have lejet et sommerhus og i biffen med ham, men han ville ikke, men kunne godt tage med hans far.
Har spurgt om han vil med til kbh i april, men der skulle han nok lave lektier, spurgt om han vil med på ferie i oktober, men det viste han ikke.
Han gider mig bare ikke, føler han hader mig, og giver mig skylden for alt hvad der er sket, ved at hans far og ham sidder mange gange og snakker i flerer timer.
Har bestemt at jeg bliver nød til at sige det til ham, om han i hele taget gider og være sammen med mig, for jeg kan bare ikke klare at få flere skuffelser.
Min mand ved om nogle problemer den ældste har, men siger ikke noget til mig, og når jeg spørg den ældste svarer han at der ikke er noget galt.
Min mand blev forfremmet for et stykke tid siden, men jeg må kun få lidt at vide og ikke det hele, og så tænker jeg har han ikke så meget tiillid til mig at jeg kan få det at vide.
Jeg føler i den grad uden for familien, hører intet om noget, hans søsters svigermor er lige død, det måtte jeg læse i avisen, ellers en vi har haft en del med at gøre.
Jeg har ikke hørt fra min mand siden i søndags, jeg ved godt han mener han ønsker at være sammen med mig resten at livet, for hvis han ikke ville, ville han aldrig have sagt noget til børnene, men kan ikke forstå at når han ved hvordan jeg har det, at han så ikke kan sende en sms eller andet.
Jeg vil så gerne ud af dette liv, og den måde jeg lever på, være sammen med min mand og børn og være glad.
Men ved ikke hvordan jeg kommer videre, og bare være glad for at jeg endelig har fået at vide min mand ønsker mig.
Når jeg har været sammen med venner har jeg det godt en times tid efter, men når jeg så igen har siddet alene lidt, er det det sammen igen, og synes ikke at jeg hele tiden kan plage mine venner og familie med mine problemer.
Jeg går til psykolog, det hjælper også lidt den dag og en dag efter jeg har været der, men tristheden og det hele kommer bare igen, hun kan jo heller ikke helbrede mig, det er jo inde i mig selv og mig selv der skal gøre det.
Jeg er kvinde 46 år, har 3 børn 22,19,17 har været gift i 21 år ind til nu hvor vi er blevet skilt.
Grunden til vi er blevet skilt er, jeg i 2007 og 13 mdr. frem havde en affære med en anden mand, sex 2 gange og en massen smsér.
Jeg blev smidt ud af min mand, boede alene i 6 mdr. hvorefter jeg igen flyttede hjem, efter 5 mdr. fik jeg besked på at jeg skulle flytte igen, han kunne ikke finde tilliden og troen på mig.
Min datter og jeg flyttede, men min mand og jeg har hele tiden haft kontankt, da vi simpelhen ikke kan undvære hinandnen, og er kommet frem til at vi gerne vil prøve igen, stille og roligt, ikke noget med at flytte sammen den første halve til hele år.
Da vi har gjort vores børn så meget ondt ved at prøve 2 gange før, har vi spurgt dem om hvad de kan være med til vi ses osv.
Den store sagde det var ok, men han bor heller ikke hjemme mere.
Den mellemste sagde ok, men vi må kun ses hver 3 uge og han vil ikke være hjemme når vi er sammen, han ønsker heller ikke at vi skal holde fødeselsdag sammen, spise sammen, eller foretage noget sammen som familie.
Den mindste var helt imod det hele, og vil flytte hjemme fra hvis det sker, men jeg har haft en god snak med hende, hvor hun nok er begyndt at forstå at hun ikke kan bestemme over vores liv, og det på sigt vil være det bedste hvis vi er sammen. Men hun er stadig itvivl, og ikke sammen med hendes far om det.
Min mand vil under ingen omstændigheder have vi skal være sammen hvis børnene ikke kan accepter det, og der står vi så nu, og har ingen kontakt.
I søndags brød jeg fuldstændig sammen, kunne ikke mere, synes ikke jeg havde noget at leve for, og synes ikke at børnene skal bestemme om jeg kan få lov til at blive lykkelig.
Havde en snak med min mand, men han holder på vi skal lade børnene få ro og så vente til sommer, og se hvad de så siger.
Jeg kan bare ikke vente til sommer, synes livet er noget lort, og har det af helvede til. Er bange for at vi glider fra hinanden i den periode, eller min mand finder en anden.
Den mindste bor ved mig, men er på efterskole, så er kun lidt hjemme, og her er så trist og ensomt, sidder dag og aften alene, ikke fordi jeg ikke har venner, men orker bare ikke noget.
Den mellemste kommer og spiser en gang i ugen, hvor han max er her 2 timer, så kører han igen, i vinterferien ville jeg have lejet et sommerhus og i biffen med ham, men han ville ikke, men kunne godt tage med hans far.
Har spurgt om han vil med til kbh i april, men der skulle han nok lave lektier, spurgt om han vil med på ferie i oktober, men det viste han ikke.
Han gider mig bare ikke, føler han hader mig, og giver mig skylden for alt hvad der er sket, ved at hans far og ham sidder mange gange og snakker i flerer timer.
Har bestemt at jeg bliver nød til at sige det til ham, om han i hele taget gider og være sammen med mig, for jeg kan bare ikke klare at få flere skuffelser.
Min mand ved om nogle problemer den ældste har, men siger ikke noget til mig, og når jeg spørg den ældste svarer han at der ikke er noget galt.
Min mand blev forfremmet for et stykke tid siden, men jeg må kun få lidt at vide og ikke det hele, og så tænker jeg har han ikke så meget tiillid til mig at jeg kan få det at vide.
Jeg føler i den grad uden for familien, hører intet om noget, hans søsters svigermor er lige død, det måtte jeg læse i avisen, ellers en vi har haft en del med at gøre.
Jeg har ikke hørt fra min mand siden i søndags, jeg ved godt han mener han ønsker at være sammen med mig resten at livet, for hvis han ikke ville, ville han aldrig have sagt noget til børnene, men kan ikke forstå at når han ved hvordan jeg har det, at han så ikke kan sende en sms eller andet.
Jeg vil så gerne ud af dette liv, og den måde jeg lever på, være sammen med min mand og børn og være glad.
Men ved ikke hvordan jeg kommer videre, og bare være glad for at jeg endelig har fået at vide min mand ønsker mig.
Når jeg har været sammen med venner har jeg det godt en times tid efter, men når jeg så igen har siddet alene lidt, er det det sammen igen, og synes ikke at jeg hele tiden kan plage mine venner og familie med mine problemer.
Jeg går til psykolog, det hjælper også lidt den dag og en dag efter jeg har været der, men tristheden og det hele kommer bare igen, hun kan jo heller ikke helbrede mig, det er jo inde i mig selv og mig selv der skal gøre det.
Kommentarer
Jeg både forstår dig, og forstår dig ikke. Men det er jo også nemt, at se det fra sidelinien.
Måske tager jeg fejl, men som jeg ser det ønsker din mand at være uden dig. I det mindste et stykke tid. Måske giver det for mange problemer, når I er sammen og det orker han ikke.
Måske vil han hævne sig, ja, hvad ved man. Måske ønsker han at tage meget hensyn til sine børn og vil ikke give dem mere uro.
Som jeg ser det er han i tvivl om sine følelser for dig.
Hvis det var mig ville jeg lade ham være. Det mener jeg, du kommer længst med. Jeg ved godt, det er let sagt, men jeg mener det er den bedste løsning i øjeblikket.
Men det er så bare min opfattelse af den situation du beskriver.
Tak for dit svar, jeg prøver også at lade ham være, men det er meget svært, når man føler at livet ikke er værd at leve uden ham.
Prøver virkelig at give ham plads til at finde ud af hvad han vil, og finde tilliden og troen til mig igen.
Men forstår ikke når han siger han ønsker vi skal være sammen, og han siger han elsker mig, at han så ikke har behov for at vi har kontakt.
Men det er også meget med børnene, at jeg har svært ved at være glad når vi er sammen, og jeg ønsker ikke det skal gå ud over dem, at jeg har det som jeg har det.
Har prøvet at forklare dem, hvordan jeg har det i hver dagen, men det er som om det slet ikke forstår det, og jeg er helt tosset når jeg siger det.
Prøver tit ikke at fortælle om noget, for ved de ikke gider hører på at jeg ikke har laver noget særligt, og har det skidt.
Har ellers altid haft et meget fortroligt forhold til dem, men nu fortæller de ikke noget til mig.
Jeg ved det er svært. Jeg har prøvet lidt også.
Min første mand var mig utro. Det var han gennem flere år. Tro mig, jeg var fortvivlet.
Til sidst orkede jeg ikke mere og forlod ham. Jeg ville end ikke tale med ham.
Til min store overraskelse blev han interesseret i at få mig tilbage efter nogle få måneder . Jeg ville ikke. Og jeg mødte også en anden og blev gift med ham.
Jeg kan naturligvis se situationen er en lidt anden end din. Men det hjælper i nogle tilfælde, at vise sig helt uinteresseret. Jeg var ikke interesseret, så er det jo trods alt nemmere.
Først flere år efter har mine børn sagt, det var utroligt jeg kunne holde til det.
Jeg talte ikke med dem om problemerne, men forsøgte at støtte dem så godt jeg kunne, for det var svært for dem.
De så selv problemerne og , jeg må sige det, støttede mig, for det var mig, der var den bedragne.
De var unge mennesker på det tidspunkt, som dine.
Det er jo lidt, som jeg var der hvor din mand er nu. Men jeg mener, at hvis han er interesseret, så skal han nok vise det, hvis du viser ham, du også kan leve uden ham.
Jeg håber, jeg tager fejl, men kunne det tænkes han nyder overtaget i øjeblikket. Det gjorde jeg.
Også selv om jeg ikke ville have ham igen.
Jeg mener stadig, din største chance er ved at trække dig tilbage. Lade ham henvende sig og så kan du vise dig imødekommende.
Men ikke selv tage kontakt. Det ville jeg gøre.
Der er jo ingen, der ser, fordi du raser i enrum.
Jeg ved godt det er ufatteligt svært, og lettere sagt end gjort.
Prøver også ikke at tage kontakt med ham, i dag skulle vi så til opvisning, og se datteren, jeg havde ikke kontaktet ham om vi skulle kører sammen, og han kontakte heller ikke mig selv om han ved at jeg skal der ud iflg. vores datter.
Kort til efter jeg er kommet, kommer han og siger hej, han sætter sig et sted og jeg gå over og hører om jeg må sætte mig ved ham.
Han svarer ikke, jeg sætter mig og spørger hvorfor han ikke har ringet om vi skal kører sammen, men han mener han ikke ved jeg skal der ud, jeg svarer ok, men havde bare forstået på datteren at han viste det.
Derefter rejser han sig og sætter sig et andet sted.
Jeg skriver til ham, at han da bare kan sige hvis han ikke vil have noget med mig at gøre, og ikke vil sidde ved siden af mig.
Synes det er et mærkelig signal at sende datteren, da hun ser vi sidder sammen og derefter hver for sig.
Han skriver at han ikke ved hvad jeg mener, men han ikke gider hører på mit ævl om han ikke har ringet om vi skal kører sammen, så derfor vil han ikke sidde sammen med mig.
Jeg fatter ikke, at han den ene dag ønsker at tilbringe resten af livet sammen med mig, og ønsker vi skal prøve at bygge det op igen, og så kort til efter kan gøre sådan.'
Jeg har lyst til at give dig nogle gode råd baseret på mine umiddelbare tanker, så kan du jo bruge dem eller ej, du kender dig selv og din situation bedre end nogen anden.
Min første tanke er; bland børnene udenom. De er så gamle at de kan anses som voksne, hvorfor skal de bestemme over dit voksenliv? Jeg tænker ikke på dit liv som forælder, for de skal jo have lov at tale med dig som den mor du er for dem, men dit liv som partner i et kærlighedsforhold. De er jo også så unge at de ikke kender alle de krummelurer der kan opstå mellem voksne med en vis erfaring. For dem kan det være sorthvidt, men det ved du jo at det ikke er.
Jeg synes du skal se dig selv som den voksne kvinde du er, med et ansvar for dine børn men også et ansvar for dit eget liv. Du er også en potentiel kæreste, de skal lære at du kan have en anden kæreste, bare være på udkig, eller i dette tilfælde have et noget indviklet kæresteforhold til deres far. Det skal din mand/eksmand også lære. Det I kan have, eller har, er et kæresteforhold - jeres ægteskab som I kender det er væk (heldigvis, vil du måske synes?) men det I kan have i fremtiden er noget nyt, hvis I vil.
Min anden tanke er: Du er heldig at du føler kærlighed til ham (hvis du da ikke forveksler dine følelser med trang til bekræftelse) og hvis han også nogle gange udstråler kærlighed til dig, så er der helt klart noget at bygge på. Jeg er selv på vej ud af et ægteskab fordi kærligheden forsvandt, så mit råd er at holde fast i kærligheden, hvis den er der! Men I skal holde op med at lege lege, som dem du beskriver på bænke til sport; tal rigtigt om jeres forhold (selvom mænd kan være uhyre svære at få i tale). Og igen: bland børnene udenom. Opsøg en prof - før det er for sent, de kan hjælpe helt enormt med at få en god snak igang: vær ikke bange, de fleste går for sent til en parterapeut; gør det nu, det kan ikke skade, uanset hvad udfaldet bliver. I har et forhold. der varer livet ud om I vil det eller ej for I er begge forældre til jeres børn, og har måske også følelser for hinanden. Men forholdet er rodet og trænger til et tjek, så fortæl din mand at det er som at tage en bil til syn, man er nødt til det uanset om man vil beholde den eller sælge den. Bilen forsvinder ikke, bare fordi man ignorerer den, den kører bare elendigt.
Hvis du vil spille et spil (spille kostbar eller lignende) fordi du tror det hjælper; så forsøg at spille dig selv: Du kan leve uden ham; men vil allerhelst leve med ham: vis at du er et helt menneske som synes han er værd at leve sammen med, det kan han da kun falde for - eller lade være med. Giv ham en chance og snak om hvordan jeres kærlighed kan få en ny chance hvis I begge vil lære at springe ud i et nyt forhold sammen, det kræver tilgivelse og rummelighed - og du ved bedst om du kan tage det med ind i jeres forhold.
Giv kærligheden en chance - og lad børnene være i fred, vær forælder for dem og bland dem ellers udenom dit kærlighedsliv, det er indviklet nok for dig i forvejen...
Tak for dit svar, jeg er glad for at der er nogle der skriver, at de ting jeg tænker og gør, ikke er helt hen i vejret.
Det er bare ikke nem at tackle, nu har jeg ikke hørt fra min mand i 14 dage, og ved ikke om jeg skal kontakte ham, eller jeg skal lade ham få fred.
Har bare svært ved, at han den ene dag siger han vil mig og fortælle børnene det, og så han slet ikke lade sig hører fra sig.
Det gør mig usikker, og tænker er det så det han vil, eller er det bare for at han skal stå bedere over for børnene.
Men samtidig ved jeg at han aldrig vil indvoldvere børnene i det, hvis det ikke er det han vil.
Lige nu har jeg heller ikke den store kontakt med de 2 store, han på 19 havde jeg en snak med i onsdags, forbi jeg føler han ikke gider komme om til mig og være sammen med mig, da jeg havde hørt ham om flere ting om han ville være med til det bla i vinterferie om han ville med i biffen eller sommerhus, han kunne ikke noget af det, men tog med hans far både i sommerhus, har også hørt om han vil med til kbh, men heller ikke.
Jeg sagde til ham, at jeg heller vil have at når han kommer og vi er sammen, at han så har det rart og er glad for det og så vi ses der.
Men han giver mig skylden for det hele, jeg er godt klar på at det er min skyld jeg har været min mand utro, men han giver også mig skylden for at vi ikke kunne få det til at fungerer da vi så prøvede, og også min skyld vi vil prøve igen, og at de 30 år min mand og jeg har været sammen har været mislykkede.
Så nu ser jeg heller ikke ham, det gør meget ondt.
Skal jeg lade ham være til han kommer, eller hvad kan jeg gøre.