Indstillinger
lider jeg af angst?? eller er det en dep??
puha ved snart ikke hvor jeg skal starte eller slutte..
Mit bærer er ved at være fyldt op..
jeg er en kvinde på 31,som har været alt for meget igennem jvis jeg selv skal sige det, og har altid ville klare alting selv.. Den der altid skulle/skal være der for andre. For at gøre en lang historie kort...
i folkeskolen blev jeg mobbet lige fra børnehaveklassen og frem til 7, hvor min storsøster døde i et trafik uheld, hvor alt vendte for mig.. for begyndte at sige fra,og bide fra mig.. som årene gik mistede jeg 4 venner i trafikuheld,som stod mig meget nært..
i 2000 blev jeg gravid, og var sammen med min kæreste men da jeg var i 3 mdr, fandt jeg ham i seng med en anden, så jeg gik fra ham og valgte at beholde barnet... og idag har han kun sammenlagt været i hans liv i 2 år ud af 9 år.
fandt så sammen med en anden nogen år efter hvor vi fik en søn sammen, men det forhold endte i vold,jeg blev kørt psykisk ned.. og flygtede fra ham da vores søn var 4 mdr. Det har resulteret i idag at jeg aldrig åbner for ubudte gæster, folk skal altid give mig et kald eller sms hvis de kommer.. jeg tjekker døren 20 gange inden at jeg går i seng om den nu er låst.. og mine gardiner er altid rullet ned i det rum som jeg forholder mig i. jeg kan ikke sidde med ryggen til folk og bryder mig ikke om en masse mennesker omkring mig. og folk der laver hurtige bevægelser med deres arme så reagere jeg med det samme ved at gå i knæ eller dukke mig. jeg tager aldrig tlf hvis det er et nummer jeg ikke kender.. ja jeg kan blive ved..
Min mor blev meget syg for 3 år siden af kræft og der var mange op og ned ture.. det sidste år hun levede tog jeg pleje orlov for at passe hende.. og fik sygeseng hjem til hende.. jeg baede hende, lavet mad, og ordnet alle de praktiske ting.. det var rigtig hårdt , men måtte være stærk for hendes skyld. og tilsidst var det ikke længere et værdigt liv for hende. hun skreg når man prøvede at rykke lidt på hende ,fordi at hun var blevet til skind og ben.. og snakket i tåger pga alt det stærke medicin hun fik... Hun sov ind , og jeg sad med hende, og holdte hende i hånden da hun trak det sidste vejrtrækning. Det jeg så gjorde nu forstår jeg ikke hvordan jeg har kunne gøre, men jeg ordnet hendes hår og lagde make-up på hende for hun skulle være smuk da hun skulle afsted... Alt det har gjort idag at jeg er begyndt at tænke meget på døden, og er faktisk bange for den.. jeg ser kun min syge mor foran mig og ikke den raske mor:( Kort tid efter min mors død, fik min mormor en blodprop i hjernen.. skal siges at min mormor altid har været den jeg har betroet mig til, og altid kunne komme til. jeg blev aldrig dømt eller kigget ned på.. hun er stadig min mormor,men hun vil aldrig blive den samme... Og nu for 1 mdr siden fik hun mavekræft, og det er gået stærkt, hun er indlagt og kan ikke så meget selv. jeg er hos hende hver dag for hun betyder alt for mig og den sidste jeg har tilbage,som jeg kan sige jeg elsker, udover mine børn.. Men at se på hende er som at se min mor da hun var syg af kræften:( og det gør så fandens ondt...
Jeg vil gerne et sted have noget hjælp, men er bange for at virkelig at for åbnet op for det hele, og der er en der skal gå tæt på.. jeg er bange for at knække... og alligevel så ved jeg også godt et sted at hvis jeg ikke for noget hjælp så knækker jeg nok før eller siden... En ting er at skrive det som herinde en anden ting er at sidde over for en, som man dårligt nok kender og som skal ind og åbne for alle de sår..
Udaftil viser jeg mig altid som den stærke og glade pige, men når jeg er alene og sidder for mig selv om aftnen, er jeg græde færdig.. og sover aldrig en hel nat igennem..
Hvorfor er det så svært og skulle åbne sig og bede om hjælp?? og lider jeg af noget angst???
Skal siges at min læge har sagt at jeg skulle til en psykolog men jeg har takket nej tak til den henvisning dengang..
Mit bærer er ved at være fyldt op..
jeg er en kvinde på 31,som har været alt for meget igennem jvis jeg selv skal sige det, og har altid ville klare alting selv.. Den der altid skulle/skal være der for andre. For at gøre en lang historie kort...
i folkeskolen blev jeg mobbet lige fra børnehaveklassen og frem til 7, hvor min storsøster døde i et trafik uheld, hvor alt vendte for mig.. for begyndte at sige fra,og bide fra mig.. som årene gik mistede jeg 4 venner i trafikuheld,som stod mig meget nært..
i 2000 blev jeg gravid, og var sammen med min kæreste men da jeg var i 3 mdr, fandt jeg ham i seng med en anden, så jeg gik fra ham og valgte at beholde barnet... og idag har han kun sammenlagt været i hans liv i 2 år ud af 9 år.
fandt så sammen med en anden nogen år efter hvor vi fik en søn sammen, men det forhold endte i vold,jeg blev kørt psykisk ned.. og flygtede fra ham da vores søn var 4 mdr. Det har resulteret i idag at jeg aldrig åbner for ubudte gæster, folk skal altid give mig et kald eller sms hvis de kommer.. jeg tjekker døren 20 gange inden at jeg går i seng om den nu er låst.. og mine gardiner er altid rullet ned i det rum som jeg forholder mig i. jeg kan ikke sidde med ryggen til folk og bryder mig ikke om en masse mennesker omkring mig. og folk der laver hurtige bevægelser med deres arme så reagere jeg med det samme ved at gå i knæ eller dukke mig. jeg tager aldrig tlf hvis det er et nummer jeg ikke kender.. ja jeg kan blive ved..
Min mor blev meget syg for 3 år siden af kræft og der var mange op og ned ture.. det sidste år hun levede tog jeg pleje orlov for at passe hende.. og fik sygeseng hjem til hende.. jeg baede hende, lavet mad, og ordnet alle de praktiske ting.. det var rigtig hårdt , men måtte være stærk for hendes skyld. og tilsidst var det ikke længere et værdigt liv for hende. hun skreg når man prøvede at rykke lidt på hende ,fordi at hun var blevet til skind og ben.. og snakket i tåger pga alt det stærke medicin hun fik... Hun sov ind , og jeg sad med hende, og holdte hende i hånden da hun trak det sidste vejrtrækning. Det jeg så gjorde nu forstår jeg ikke hvordan jeg har kunne gøre, men jeg ordnet hendes hår og lagde make-up på hende for hun skulle være smuk da hun skulle afsted... Alt det har gjort idag at jeg er begyndt at tænke meget på døden, og er faktisk bange for den.. jeg ser kun min syge mor foran mig og ikke den raske mor:( Kort tid efter min mors død, fik min mormor en blodprop i hjernen.. skal siges at min mormor altid har været den jeg har betroet mig til, og altid kunne komme til. jeg blev aldrig dømt eller kigget ned på.. hun er stadig min mormor,men hun vil aldrig blive den samme... Og nu for 1 mdr siden fik hun mavekræft, og det er gået stærkt, hun er indlagt og kan ikke så meget selv. jeg er hos hende hver dag for hun betyder alt for mig og den sidste jeg har tilbage,som jeg kan sige jeg elsker, udover mine børn.. Men at se på hende er som at se min mor da hun var syg af kræften:( og det gør så fandens ondt...
Jeg vil gerne et sted have noget hjælp, men er bange for at virkelig at for åbnet op for det hele, og der er en der skal gå tæt på.. jeg er bange for at knække... og alligevel så ved jeg også godt et sted at hvis jeg ikke for noget hjælp så knækker jeg nok før eller siden... En ting er at skrive det som herinde en anden ting er at sidde over for en, som man dårligt nok kender og som skal ind og åbne for alle de sår..
Udaftil viser jeg mig altid som den stærke og glade pige, men når jeg er alene og sidder for mig selv om aftnen, er jeg græde færdig.. og sover aldrig en hel nat igennem..
Hvorfor er det så svært og skulle åbne sig og bede om hjælp?? og lider jeg af noget angst???
Skal siges at min læge har sagt at jeg skulle til en psykolog men jeg har takket nej tak til den henvisning dengang..
Kommentarer
Og hvis ikke dine egne symptomer og mangel på søvn er motivation nok for dig så tænk på dine børn. Børn er små sarte væsner men de er også utrolig kloge. Og de kan mærke når mor er ked af det eller har meget at spekulere over. Brug dem som springbrædt og få så søgt den hjælp du skal. Og jeg kan garantere dig for at du hurtigt finder tillid til en behandler. Når først du får hul på din sorg og dine spekulationer kommer det hele væltende og du vil mærke lettelse over endelig at kunne give los og komme af med noget af det hele. Held og lykke med det. OG HUSK - foe at kunne være noget for andre er du nød til at VÆRE NOGET FOR DIG SELV FØRST OG FREMMEST
Jeg er helt enig med Tina, der i sit svar skriver, at du har brug for hjælp. Og det ved du jo også godt selv og du vil det jo på en måde også gerne.
Du er bare bange for at lukke op, så du knækker sammen.
Du spørger, hvorfor det er så svært at åbne sig og bede om hjælp.
Det er svært, for så kommer følelserne frem og de gør ondt og man mister i en periode den styrke, der har holdt én oppe hele livet. Det bliver rigtigt svært at opretholde den glade facade og lade som om, at man er Super-Woman.
Når man åbner sig og taler med en professionel behandler, kommer man i kontakt med sin sårbarhed - men man kommer også i kontakt med en helt anden ægte og meget stor styrke og man bliver mere hel. Derfor hjælper behandling, selvom det er hårdt.
I din overskrift spørger du, om om du lider af angst eller om det er en depression? Det ene udelukker ikke det andet. Men du beskriver selv, at dit liv er styret af gammel frygt (=angst). At du ikke kan være i et rum uden at gardinerne er trukket for, at du ikke kan sidde med ryggen mod en dør, at du farer sammen ved høje lyde m.m. Det er alt sammen angst eller reaktioner på al den frygt, der sidder i din krop og i dit nervesystem.
Med de ting du har været igennem, er det sandsynligt, at du både er angst og deprimeret.
Som Tina også svarede dig, så håber jeg også, at du får overvundet dig selv til at søge hjælp. Hvis ikke du kan for din egen skyld, håber jeg, du kan for dine børns skyld. Du risikerer at give din frygt videre til dem og gøre dem bange for livet. For når du er bange for verden, så bliver de det også. Når du ikke er glad, kan de heller ikke være det. Børn ser meget mere end kun facaden.
Mange hilsner Helene