Indstillinger
Feedback
Hej folkens,
Mit navn er Rasmus, jeg er 15 år og bor i Midtjylland lige ned til Limfjorden med min familie bestående af min mor, far og lillebror. Lige i øjeblikket er jeg i gang med et ophold på en musikefterskole.
Jeg har siden 12 års alderen, haft mange hyppige og store humørsvingninger. Det forholder sig ikke sådan at jeg først er glad/manisk i flere uger og derefter bliver depressiv. I mit tilfælde svinger det fra dag til dag. Det er ikke sket ofte, men få dage skifter mit humør flere gange i løbet af dagen.
Jeg har spillet fodbold siden 3 års alderen, guitar siden 10 års alderen, og jeg har aldrig været den stille type, som "bare er der". Tværtimod har jeg altid sørget for at vise det glade ansigt udadtil. "det kunne da godt være at jeg havde en dårlig dag, men det skal de andre fandeme ikke have lov at se".
I min fars familie går man meget op i sport (fodbold især). Mange har været divisions-spillere, og mine fætre er enten på talenthold eller er fast mand på det lokale serie hold. Jeg er langt fra lige så god til fodbold som de) med, at jeg tænker over hvorfor jeg ikke bare kan få lov til at komme væk. Jeg nægter at begå selvmord, da jeg syntes det er ekstremt lavt. Jeg er klar over at jeg virker meget normal. Det er jeg da sikkert også. Det skal lige tilføjes, at har jeg en bajer i hånden og et par stykker i maven, er der ikke meget lys for enden af tunnelen.
er klar over at jeg virker en smule ussel, i det at jeg sætter et sådant opslag op her på netdoktor.dk. Jeg er klar over at jeg umiddelbart virker ganske normal, men dagene bliver mørkere og mørkere, og jeg har snart læsset så meget møg af på min (i mine øjne) eneste ven, så han næsten ikke længere kan gå. Jeg har mange problemer med at finde forståelse, og hvis jeg ikke bliver taget seriøst når ønsket, bliver jeg stiktosset og tænker straks i, hvordan jeg kan forsvinde uden at bringe skam over mine nærmeste, og i hvordan jeg kan straffe personen.
Det er klart at der er mange detaljer og andre ting, som ikke er nævnt i dette opslag. Men vil hjertens gerne have noget feedback fra nogen som eventuelt har/har haft det på samme måde som mig.
Mit navn er Rasmus, jeg er 15 år og bor i Midtjylland lige ned til Limfjorden med min familie bestående af min mor, far og lillebror. Lige i øjeblikket er jeg i gang med et ophold på en musikefterskole.
Jeg har siden 12 års alderen, haft mange hyppige og store humørsvingninger. Det forholder sig ikke sådan at jeg først er glad/manisk i flere uger og derefter bliver depressiv. I mit tilfælde svinger det fra dag til dag. Det er ikke sket ofte, men få dage skifter mit humør flere gange i løbet af dagen.
Jeg har spillet fodbold siden 3 års alderen, guitar siden 10 års alderen, og jeg har aldrig været den stille type, som "bare er der". Tværtimod har jeg altid sørget for at vise det glade ansigt udadtil. "det kunne da godt være at jeg havde en dårlig dag, men det skal de andre fandeme ikke have lov at se".
I min fars familie går man meget op i sport (fodbold især). Mange har været divisions-spillere, og mine fætre er enten på talenthold eller er fast mand på det lokale serie hold. Jeg er langt fra lige så god til fodbold som de) med, at jeg tænker over hvorfor jeg ikke bare kan få lov til at komme væk. Jeg nægter at begå selvmord, da jeg syntes det er ekstremt lavt. Jeg er klar over at jeg virker meget normal. Det er jeg da sikkert også. Det skal lige tilføjes, at har jeg en bajer i hånden og et par stykker i maven, er der ikke meget lys for enden af tunnelen.
er klar over at jeg virker en smule ussel, i det at jeg sætter et sådant opslag op her på netdoktor.dk. Jeg er klar over at jeg umiddelbart virker ganske normal, men dagene bliver mørkere og mørkere, og jeg har snart læsset så meget møg af på min (i mine øjne) eneste ven, så han næsten ikke længere kan gå. Jeg har mange problemer med at finde forståelse, og hvis jeg ikke bliver taget seriøst når ønsket, bliver jeg stiktosset og tænker straks i, hvordan jeg kan forsvinde uden at bringe skam over mine nærmeste, og i hvordan jeg kan straffe personen.
Det er klart at der er mange detaljer og andre ting, som ikke er nævnt i dette opslag. Men vil hjertens gerne have noget feedback fra nogen som eventuelt har/har haft det på samme måde som mig.
Kommentarer
det er trist at læse dit indlæg og at tænke at du sidder alene med dine tanker og følelser uden at nogen kender til dem og uden at de derfor kan hjælpe dig. At du skriver så præcist om hvordan du har det virker for en helt almindelig person som mig sundt og godt, for bare det at kunne sætte ord på sig selv er en kæmpe gave og et tegn på at du har godt fat i dig selv.
Når du er på en efterskole SKAL der være en voksen person du kan tale med. Du bør simpelthen printe dit indlæg ud og tage det med til en snak med en du kan tale OK med. Du synes måske det er flovt, men det er det ikke. Det er stærkt og vigtigt. Afsted afsted.
Tro ikke din familie ikke elsker dig - det går de med garanti - også selvom du ikke spiller fodbold. Men familier er svære. Det oplever vi allesammen, at den ubetingede kærlighed ikke er så let at give, få og modtage som man skulle tro - men den skal nok være der alligevel. Pas på sig selv.
jeg vil bare tjekke op på, hvordan det går med dig?
Har du fået talt med nogen om det?
Jeg synes, at du skal tale med din læge, som jo har tavshedspligt.
Hvis du går og tænker på selvmord (eller alternativer til det), så
har du helt klart brug for hjælp.
Du lyder som en person, der har utroligt meget stærkt potentiale i dig, og som ved, hvad livet byder på af gode ting.
Problemet for dig er bare, at din krop ikke vil give dig lov til at opleve livet fuldt ud. Og det kan der gøres noget ved, så du kan få det bedste ud af dit liv og have et mere stabilt humør.
Jeg håber du har mod på at tage kampen op,
Mange tanker fra Oktober