Sorg efter dødsfald
Jeg har sidste mandag mistet min svigermor, hun blev bisat i lørdags, så sorgen er rigtig tæt på.
Jeg blev ringet op i mandags på arbejdet med beskeden og har ikke været på arbejde siden, jeg har prøvet efter bedste evne at hjælpe med det praktiske som skal ordnes dødannonce osv. tirsdag måtte jeg ned og have aflivet hendes hund som jeg havde lovet hende for flere år siden, at hvis det blev aktuelt at hun døde først så skulle jeg sørge for det. Min svigermor blev firs forrige tirsdag og blev fejret med maner, der var ingen tegn på at tiden nærmede sig overhovedet, hun har fået en taknemmelig og hurtig og forholdsvis smertefri død.
Min svigermor har været som en mor for mig i de 8 år jeg har kendt hende (er 43 år nu og min egen mor døde da jeg var 29) Hun var en rigtig god farmor til vores 5 årige søn.
Jeg er rigtig ked af det og græder en hel del flere gange kommer sorgen og gråden pludselig over mig i løbet af dagen. Jeg savner hende helt forfærdeligt og skifter mellem tanken om en god død for hende og mit urimelige barnlige krav om at hun skal komme tilbage. Jeg er begyndt at prøve at tænke længere frem hvor jeg kan se alle de gange vi kommer til at mangle hende i vores liv, og det er frygtelig hårdt.
Jeg havde ellers sagt til min arbejdsplads at jeg nok kom mandag, men efter at have følt efter så magter jeg bare ikke at skulle på arbejde og alle de krav der automatisk følger med, det er svært nok at gå ned og handle en liter mælk, min verden er gået i stå, men det er resten af verden jo ikke.
Jeg ved godt at sorgen bliver nemmere, jeg har bare aldrig reageret så voldsomt før (mistet mor og mormor og har ingen familie tilbage selv) eller også har jeg bare ikke givet mig selv lov til at føle sorgen så dyb før nu. Det er nok også derfor jeg er havnet på denne side jeg følte at jeg var ved at blive skør og måtte se om det var naturligt at reagere sådan på sorg, det kan jeg jo heldigvis se at det er, og det trøster mig en del.
Vi tænder lys og mindes vores dejlige farmor.
Er jeg urimelig når jeg føler at jeg kommer tilbage til arbejdet når jeg er klar, når jeg kan tænke 3 tanker og ikke græder hele tiden ?
Nogen nævner at man bare skal hurtigt i gang med hverdagen igen, men sorgen skal vel også lige have tid og plads ?
Mange hilsener fra
Marianne
Jeg blev ringet op i mandags på arbejdet med beskeden og har ikke været på arbejde siden, jeg har prøvet efter bedste evne at hjælpe med det praktiske som skal ordnes dødannonce osv. tirsdag måtte jeg ned og have aflivet hendes hund som jeg havde lovet hende for flere år siden, at hvis det blev aktuelt at hun døde først så skulle jeg sørge for det. Min svigermor blev firs forrige tirsdag og blev fejret med maner, der var ingen tegn på at tiden nærmede sig overhovedet, hun har fået en taknemmelig og hurtig og forholdsvis smertefri død.
Min svigermor har været som en mor for mig i de 8 år jeg har kendt hende (er 43 år nu og min egen mor døde da jeg var 29) Hun var en rigtig god farmor til vores 5 årige søn.
Jeg er rigtig ked af det og græder en hel del flere gange kommer sorgen og gråden pludselig over mig i løbet af dagen. Jeg savner hende helt forfærdeligt og skifter mellem tanken om en god død for hende og mit urimelige barnlige krav om at hun skal komme tilbage. Jeg er begyndt at prøve at tænke længere frem hvor jeg kan se alle de gange vi kommer til at mangle hende i vores liv, og det er frygtelig hårdt.
Jeg havde ellers sagt til min arbejdsplads at jeg nok kom mandag, men efter at have følt efter så magter jeg bare ikke at skulle på arbejde og alle de krav der automatisk følger med, det er svært nok at gå ned og handle en liter mælk, min verden er gået i stå, men det er resten af verden jo ikke.
Jeg ved godt at sorgen bliver nemmere, jeg har bare aldrig reageret så voldsomt før (mistet mor og mormor og har ingen familie tilbage selv) eller også har jeg bare ikke givet mig selv lov til at føle sorgen så dyb før nu. Det er nok også derfor jeg er havnet på denne side jeg følte at jeg var ved at blive skør og måtte se om det var naturligt at reagere sådan på sorg, det kan jeg jo heldigvis se at det er, og det trøster mig en del.
Vi tænder lys og mindes vores dejlige farmor.
Er jeg urimelig når jeg føler at jeg kommer tilbage til arbejdet når jeg er klar, når jeg kan tænke 3 tanker og ikke græder hele tiden ?
Nogen nævner at man bare skal hurtigt i gang med hverdagen igen, men sorgen skal vel også lige have tid og plads ?
Mange hilsener fra
Marianne
Kommentarer
jeg har faktisk kun brugt netdoktor pga. anden problemstilling end sorg, men jeg kom til at læse dit indlæg af bar nysgerrighed....
Jeg synes, du skal glæde dig over den gode tid I har haft sammen, den høje alder din svigermor nåede, og så også at hun kom herfra uden alt for mange lidelser.... Når det så er sagt/skrevet efterlader hun jo også et enormt tomrum for dig og din familie, når I nu Alle har haft så stor glæde af hinanden, og jeg synes, du skal give dig selv lov til at være ked af det, som du er nu... Selvfølgelig sørger man over et menneske, som man har haft så kært...oveni blev hunden aflivet, så det har da været rigtigt hårdt - og vil være det noget tid fremover - og til højtider, hvor man plejede at være samlet.
Jeg synes, du skal prøve at gå på arbejde i morgen trods sorgen. For sorg og sygdom tynger slemmere, når man går hjemme, end når man kommer ud blandt mennesker. Selv om du måske ikke direkte snakker med nogen af dine kolleger om sorgen, debriefer du alligevel ved at være omgivet af folk samt være optaget af ikke-private ting. Hvis du så kan mærke, at du alligevel ikke kan er klar til at arbejde, må du jo sygemelde dig, og så evt. fokusere på en dag, f.eks. på torsdag eller mandag om en uge, hvor du igen møder på arbejde - jeg tror, det er godt for én selv ligesom at lave en deadline selvom det er følelser, man har med at gøre.... Så man fokuserer på at bearbejde sorgen - altså at man bearbejder den aktivt, fordi man kan selv gøre meget for at komme videre... du skal ikke glemme din svigermor, men lige så stille lære at leve med tabet. Det gør du også, men det tager tid ...det skal du forberede dig på...
Jeg ved ikke, om du kunne bruge ovennævnte til noget - det håber jeg.
Nanna
Min største medfølelse for dit og din families tab.
Jeg ser anderledes på det, end Nanna gør. Folk er jo forskellige og derfor er det meget vigtigt, at du finder ud af, hvad der FØLES rigtigt for dig. Hvis du føler det bedst, at du sygemelder dig, skal du gøre det. Hvis du føler, at det vil være godt for dig at komme afsted og ud mellem andre, skal du gøre det. Du er den, der bedst ved, hvad du har brug for.
Hvis det var mig, så ville jeg have brug for at få mere ro med situationen og mig selv, inden jeg startede på arbejde igen. Så længe jeg stadigt var i en chok-fase, ville jeg have brug for, at den klingede af, inden jeg kunne gå ud og deltage i livet igen. Selvfølgeligt kommer der en ny hverdag også efter et chok og livet skal gå videre - men den nye tingenes tilstand må lige have plads og ro til at blive integreret.
Jeg tror ikke på, at man pacer tingene frem og bare skal skynde sig at komme videre. Engang imellem har man faktisk brug for at hengive sig til sorg eller andre svære følelser og leve dem ud, før man kommer videre.
Du har mistet dine forældre tidligere i livet og havde fundet en 'reserve-mor'. Det er jo sådan, at for hvert ny sorg, man oplever, bliver tidligere sorger rekativerede. Man kan blive mere sensibel overfor at miste, jo flere gange man har mistet. Så på den måde kan det være, at det faktisk ikke kun er tabet af din svigermor, du græder over nu men på et mere ubevidst plan også tabet af dine forældre.
Så mit bedste råd er: Mærk efter, hvad du har brug for og hvad der vil være bedst for dig selv. Hvad der føles rigtigt for andre, kan du i virkeligheden ikke bruge til ret meget i sådan en situation her. Ting tager den tid, ting tager.
Mange hilsner Helene
Jeg har også besluttet at jeg ikke tager på arbejde i morgen, jeg føler mig slet ikke klar. Jeg føler at jeg skal have lov til at græde færdig og få tænkt de mange tanker på plads som stadig rumstere i hovedet på mig. Jeg har givet min arbejdsgiver besked om at jeg ikke kommer i morgen, jeg har ikke givet nogen ny deadline for hvornår jeg kommer igen. Men håber dog for mig selv at jeg evt. kan blive klar i denne uge eller til næste mandag.
Jeg tror du har ret i at jeg ikke kun bearbejder sorgen efter min svigermor men også de tidligere dødsfald som der har været, hvor jeg var den stærke og gik på arbejde hver eneste dag og kun var fraværende i forbindelse med bisættelserne.
Det magter jeg slet ikke denne her gang, samtidig kan jeg mærke at det slider en del også at skulle svare på en 5 årigs direkte spørgsmål som hvorfor, hvordan ser sjælen ud osv. børn spørger direkte og kræver et direkte ærligt svar og føler de at de ikke kan bruge svaret så spørger de bare igen. Der skal også være plads til at min søn får bearbejdet sin sorg ved at gøre brug af mig, så jeg skal ikke kun være noget for mig selv men også for min mand og søn.
Der mener jeg så helt klart at hvis jeg ikke passer på mig selv først så kan jeg ikke være noget for dem.
Jeg har altid været den stærke i mange af livets situationer, men denne her har fået mig i knæ og jeg må nok tage det som et tegn på at nu skal jeg give tid til mig selv.
Ikke fordi jeg skal sidde og lege navlepilleri slet ikke, men vi har prøvet at være væk hjemme fra, både ude at handle og på en messe og jeg kunne slet ikke fokusere på hvad der foregik men havde kun behov for at komme i trygge rammer og have ro på uden der var voldsomme krav til mig. Vi har dog gået nogle gode spadsereture for at få brugt noget energi og komme ud. Vi har en underlig fornemmelse af at være dødtrætte for vi sover dårligt om natten og samtidig uhyggelig rastløse, det er en underlig kombination, jeg tror uden at jeg ved det at kroppen måske fortæller at den er igang med en omfattende arbejdsproces som sluger rigtig meget energi.
Endnu engang tak for jeres svar.
Mange hilsener
Marianne
Jeg tror, du har taget en rigtig god beslutning for dig selv og din familie.
Der er brug for indre ro, før man kan gå ud og være en del af verden igen. Livet er blevet anderledes for Jer alle og det tager tid at vænne sig til. Går man for tidligt ud og fortsætter livet, så tror jeg, at det giver bagslag siden hen - som du måske også oplever nu i forhold til dine tidligere tab.
Tag den tid, du har brug for. Du skal nok komme tilbage igen, når du er klar.
Kærlig hilsen Helene