Har jeg mon en depression
Jeg er en pige på 31 år med 2 børn på 2 og 5 år, for lidt over et år siden blev jeg skildt men det er egenligt ikke der problemet ligger for det har jeg det helt fint med. Men har kun en veninde og en dejlig kærste der bægge har et travlt liv og derfor ikke altid har så meget tid til mig derfor er jeg tit alene og føler mig meget ensom sider tit og grader om aftenen forde jeg syntes det hele er noget lordt men ved ikke hvordan jeg skal få venner kan ikke rigti koncentrer mig om at lave noget og midt arbejde går mig også meget på da det er et sted jeg er meget ked af at være derfor har jeg også søgt om optagelse på en udd men det gør egenligt ikke noget meget bedre for så bliver min økonomi bare mere dårlig en den er i for vejen, sider tit og grader uden egenligt at vide hvorfor jeg græder kan være hvis min kærst ikke lige skriver til mig eller hvis min venninde har noget andet hun skal og derfor ikke lige kan være der for mig.
Jeg snakker ikke med nogen om alle de her ting da jeg er den type der tror at man skal klare alt selv og ikke vise udaftil at man har det skidt, og vil derfor heller ikke gå til min læge da jeg tænker at han bare vil sige at det er noget pjat og at jeg bare skal tage mig sammen, men er det sådan det er skal jeg bare tage mig sammen og være glad for det jeg har, selv om jeg føler mig meget alene. håber at det giver mening for nogen det jeg skriver og vil give mig jeres svar på hvad i mener.
Jeg snakker ikke med nogen om alle de her ting da jeg er den type der tror at man skal klare alt selv og ikke vise udaftil at man har det skidt, og vil derfor heller ikke gå til min læge da jeg tænker at han bare vil sige at det er noget pjat og at jeg bare skal tage mig sammen, men er det sådan det er skal jeg bare tage mig sammen og være glad for det jeg har, selv om jeg føler mig meget alene. håber at det giver mening for nogen det jeg skriver og vil give mig jeres svar på hvad i mener.
Kommentarer
Jeg er ked af, at du slet ikke har fået nogle svar på dit indlæg før nu.
Først vil jeg sige, at det, du skriver, giver rigtigt meget mening. Jeg kan sagtens genkende mange af de ting, du skriver.
Du skriver, at du faktisk ikke ved, hvorfor du græder. Jeg kan også forstå, at du synes, det kun er småting, der skal til, før du bliver slået omkuld. Jeg synes ikke, det er mærkeligt, at du tit græder, for du har det jo ikke godt med dit liv og hele din situation og du har svært ved at se, hvordan noget skal kunne forandre sig og blive bedre. Du har kun et par enkelte mennesker i dit liv og bliver derfor alt for afhængig af dem og du har formentligt svært ved at skabe nye kontakter og du har svært ved at åbne dig og vise, hvordan du egentligt har det.
Jeg synes, det lyder som om, at dine problemer er for store til, at du kan klare det her selv uden hjælp udefra.
Desværre har du så den idé, at du skal kunne klare alting selv. Du viser ikke udadtil, at du har det skidt og du tør ikke søge hjælp. Jeg er ked af at sige det, men skal du have det bedre, så er det nok nødvendigt, at du overvinder dig selv og beder nogen om hjælp, som har mulighed for at hjælpe dig. Du bliver nødt til at turde noget, du faktisk ikke tør: At fortælle f.eks. din læge, hvor elendigt du rent faktisk har det og at du ikke kan overskue din situation længere. Du er nødt til selv at gøre noget helt andet, end det du plejer at gøre. For det du plejer at gøre, virker ikke - altså må du prøve noget andet. Det er første skridt til at få det bedre.
Jeg er heller ikke meget for at skrive, at hvis du ikke kan gøre det af hensyn til dig selv, kan du måske gøre det af hensyn til dine børn – men nu skriver jeg det altså alligevel. Jeg skriver det ikke for at give dig skyldfølelse men for at det måske kan få dig til at tænke på, at det her handler ikke kun om dig men også om dem. For mig kommer børnenes tarv altid i første række og børnenes har det ikke bedre end deres forældre har det. Derfor kan hensynet til børnenes trivsel betyde, at man som ansvarlig voksen må overvinde sig selv og gøre nogle ting, man faktisk ikke tør eller ikke føler, at man kan. Dine børn har brug for en glad mor med et vist overskud.
Grunden til, at du ikke søger din læge er fordi, du er bange for, at han vil tænke, at det er pjat og at du bare skal tage dig sammen. Men det er kun dine egne tanker og dine egne negative forventninger. Du kan jo ikke vide, hvordan din læge vil reagere, når du ikke har prøvet at tale med ham om det. Hvis din læge skulle tænke sådan (hvad jeg bestemt ikke tror, at han gør), så er det en forkert læge du har. Du har ret til en læge, der tager dig alvorligt, lytter til dig og gør alt, hvad han kan for at hjælpe dig.
Måske har du tidligt i livet lært, at andre mennesker ikke tager dig alvorligt, hvis du beder om hjælp. Men hvis man beder om hjælp de rigtige steder hos de rigtige mennesker, så vil de lytte og tage én alvorligt. Det finder du bare kun ud af, hvis du overvinder dig selv og prøver. Når man gør noget, man faktisk ikke tør, så får man mere selvtillid og føler sig stærkere og mere modig.
I din overskrift spørger du, om du mon har en depression? Det kan jeg ikke afgøre – det skal en læge eller psykiater diagnosticere (hvilket igen kræver, at du søger hjælp). Men jeg kan konstatere, at du tydeligvis sidder fast i opgivelse, håbløshed, afmagt og en masse andre negative følelser, der typisk vil være det, der betegnes som en depression.
Det er jo ikke mærkeligt, når dine følelsesmæssige problemer gør det svært for dig at få løst de problemer, du aktuelt har. Jeg tror, at der er nogle ting, du ville have rigtigt stor glæde af at få ryddet op i. Bl.a. tror jeg, at din mangel på selvtillid og tillid er en stor del af dine problemer. Jeg tror, at du har brug for hjælp fra en psykolog eller terapeut, så du kan få det bedre med dig selv (og dermed også med andre), så du kan få skabt et liv med mere glæde og energi og bedre kontakt til dig selv og andre. Men det kræver, at du overvinder dig selv og søger den fornødne hjælp.
Skal der ske forandringer i dit liv, er du på én eller anden måde selv nødt til at tage første skridt til at skabe dem. Og jeg ved godt, at det er hamrende svært – men alternativet er, at ingenting forandres og det må være endnu værre?
Foreløbigt har du overvundet dig selv og åbnet dig og har skrevet herinde og det synes jeg er virkeligt godt. Så du kan jo godt - og jeg mener f.eks. bestemt ikke, at det bare er pjat og at du bare skal tage dig sammen. Det er bestemt ikke pjat og man kan ikke 'tage sig sammen' og få det anderledes end man har det. Det handler om noget helt andet. Du reagerer helt naturligt.
Mange hilsner Helene
først af alt vil jeg sige, at hvis din læge ikke udviser forståelse for din situation, skal du med det samme finde dig en anden. Men jeg tvivler stærkt på, at en læge ikke ville finde det relevant at kigge nærmere på dig ud fra de ting du skriver her, for du beskriver meget kort og præcist en situation, hvor du tydeligvis har brug for hjælp.
Jeg vil gøre dg opmærksom på, at du med henvisning fra lægen kan få henvinsning til en psykolog, hvis du får diagnosticeret en depression og er under 34 år, så det"kun" koster 300kr pr. gang med 100kr. pr. gang, hvis du er medlem af Danmark. Det kunne være den rigtige løsning for dig. Nogle gange kan det betyde utroligt meget, at have nogen at tale, for man kan ikke klare alt ting selv. Og slet ikke analysere sig selv, og passe på sig selv, hvis man er på vej ind i en depression.
Har du prøvet at tage Goldbergs depressionstest herind på NetDoktor? Jeg synes selv, at den peger én retning af, om man er deprimeret.
Hvor længe har du haft det sådan her?
Mange tanker fra Oktober