Indstillinger
cutting - projektuge 2010
hej vi er to piger der er ved at lave projekt og vi vil gerne have nogle svar af folk med erfaring til emnet cutting. vi skal nok holde jer anonyme, det ville bare være en stor hjælp til vores projekt! (:
alder:
hvilken følelse har du i kroppen?
hvad får dig til at gøre det?
hvordan påvirker det din omverden?
hvordan skjuler du det?
hvad er konsekvenserne?
hvor og hvornår gør du det?
hvordan kan folk hjælpe dig?
kan du hjælpe dig selv?
har du en anderledes tankegang?
det ville være en stor hjælp hvis i ville svare, tak på forhånd! (:
alder:
hvilken følelse har du i kroppen?
hvad får dig til at gøre det?
hvordan påvirker det din omverden?
hvordan skjuler du det?
hvad er konsekvenserne?
hvor og hvornår gør du det?
hvordan kan folk hjælpe dig?
kan du hjælpe dig selv?
har du en anderledes tankegang?
det ville være en stor hjælp hvis i ville svare, tak på forhånd! (:
Kommentarer
alder: 18
hvilken følelse har du i kroppen? - hm vil rigtigt gerne svare jer på dette spørgsmål, men er lidt i tvivl om hvad i præcis mener når i skriver hvilken følelse jeg har i kroppen..
hvad får dig til at gøre det? -
det er vidst en blanding af at jeg synes det hele er noget rod, og at jeg ikke rigtigt kan finde rundt i mine tanker, og nogle gange bliver det bare for meget, og så bliver jeg bare nødt til at gøre det.
hvordan påvirker det din omverden?
altså nu er der kun en i min omgangskreds der ved at jeg stadig gør det engang i mellem, (ja prøver at stoppe og har igen fået alle til at tro at det går godt igen), men jeg ved da at da mine forældre blev kede af det og sådan, og mine venner/veninder bliver da også bekymrede, men jeg gør da så meget ud af som overhovedet muligt at de ikke finder ud af at det overhovedet ikke er ovre endnu så det netop ikke påvirker min omgangskreds og sådan.
hvordan skjuler du det?
jeg går og sover for den sags skyld bare med lange bukser/leggins..
hvad er konsekvenserne?
øhm, der er jo mange konsekvenser i det at skære i sig selv, dem man kommer først i tanke om er jo det der med at jeg aldrig rigtigt kommer til at kunne gå i badetøj igen uden muligheden for at blive konfronteret med det er der.. men så er der jo også sådan noget med at jeg går meget med tingene for mig selv, altså problemerne og sådan, så jeg egentligt er nået til et punkt hvor jeg ikke præcis kan sætte ord på hvad der er galt længere.
hvor og hvornår gør du det?
jeg har før gjort det på armen, men det er bare blevet for svært at skjule nu, så er gået over til at gøre det på benet/benene.. Det er mest om aftenen inden jeg skal sove, eller sådan bare for at kunne finde lidt ro, men det er da også sket engang i mellem i skolen eller sådan hvis jeg har syntes at det hele bare er blevet for meget.
hvordan kan folk hjælpe dig?
det ved jeg sgu ikke lige, tror bare at det er ved at gøre det de gør nu, viser de er der for mig, og vil støtte mig, så er det vidst bare op til mig at tage i mod deres hjælp og støtte, hvilket jeg er ret dårlig til.
kan du hjælpe dig selv?
tja det er også næsten besvaret i ovenstående spørgsmål.
har du en anderledes tankegang?
om jeg har en anderledes tankegang? øh det ved jeg ikke lige, altså den eneste måde den er anderledes på er vel at når der sker et eller andet så tænker jeg straks guuud jeg kunne godt bruge at skære, (eller det tænker jeg næsten hele tiden, men det bliver bare forstærket af at der sker noget)
Jeg kan ikke svare jer præcist på de spørgsmål, men jeg kan fortælle at jeg har skåret mig selv en enkelt gang. Jeg lider af anoreksi og jeg følte mig tyk og enormt ensom, også fik man lettet smerten ved at skærer sig. Det er virkelig ubehageligt, og det gør ondt lang tid efter. Jeg har ikke skjult det, og ingen har kommenteret det.
Man tænker anderledes, for man tænker meget irrationelt. Som om at det kan hjælpe en at skade sig selv, for det gør det bare værre i længden.
Håber i kan bruge det
Håber i får lavet et godt projekt!
Jeg håber mine svar kan hjælpe jer lidt på vej.
Jeg er 18 år.
Hvilken følelse har du i kroppen & hvad får dig til at gøre det?
- Følelsen der er i ens krop er svær at beskrive. Det kan skyldes mange ting. Det er oftest, i mit tilfælde, ting jeg går og tumler med i hovedet.
Det er en psykisk smerte, men ved at skære i sig selv, gør man på en måde den smerte der er svær at forholde sig til, fysisk, hvilket gør at man kan relatere bedre til den smerte og forholde sig til den.
Hvordan påvirker det din omverden & hvordan skjuler du det?
- Det påvirker klart min omverden, men på den anden side gør jeg alt for at skjule det, da det jo ikke er specielt fedt at gå rundt med ar på armene.
For et par år siden, omkring 8/9. klasse skar jeg også i mig selv, men i det folk var meget opmærksomme på problemerne omk. cutting. Det resulterede i hurtig hjælp til mig, hvilket gjorde at jeg stoppede igen. Lige pt. går jeg på gymnasie og er desværre kommet tilbage til at udøve selvskade. Jeg går altid i lang-ærmede trøjer i et forsøg på at skjule mine ar, men det hænder dog at folk opdager dem, hvorefter jeg må ud i en længere forklaring omkring alt muligt for at undgå at indrømme at jeg reelt har et problem. Det er nok frygten for andres mening omk. en selv, der er skræmmende.
Hvad er konsekvenserne?
- Konsekvenserne for mig personligt, er helt klart at jeg føler mig åndssvag på en eller anden måde. For hvorfor kan jeg ikke bare stoppe? Det virker jo umiddelbart ikke svært, for en person der ikke selv er selvskadende, at stoppe, men det er det bare. Det er det at kunne forholde sig til en smerte, der får en til at blive ved.
Hvor og hvornår gør du det?
- Jeg gør det der hjemme, idet jeg egentlig føler (som ovenover beskrevet) mig lidt dum og jeg er da helt klart flov over det. Det er oftest om aftenen når jeg er alene og ikke er omgivet af venner, familie og skole. Det giver en befiende følelse.
Hvordan kan folk hjælpe dig & kan du hjælpe dig selv?
- Jeg tror ikke folk kan gøre meget andet end at støtte en. Det værste folk kan gøre, er helt klart at kigge den anden vej og lade som ingenting.Det er op til personen selv at ville komme videre, men det kræver helt klart meget støtte og opbakning.
Har du en anderledes tankegang?
- Jeg er en ganske normal og glad gymnasie-pige der har fået et knæk i selvtilliden på flere måder. Det lyder meget ynkeligt, men sådan er det bare.
Jeg har mange venner, ingen famile-problemer og har egentlig et godt liv. Jeg føler mig glad, tilfreds og føler jeg har overskud når jeg er i skole, sammen med venner osv.
Det er ikke sådan at jeg sidder ovre i et hjørne og græder hele dagen - stik modsat. Jeg er også med i mange fritids-arrangementer, to sports-klubber og går altid ud i weekenderne. Det er når man er alene og tvivler på sig selv/sin eksistens at det bliver svært.
Det handler i bund og grund om, at prøve, at gøre en psykisk følelse fysisk, så man kan forholde sig til den.
Håber mit svar kan hjælpe jer.
Jeg var 15-20 år
hvilken følelse har du i kroppen?
Et sus. En følelse af af slippe af med alt det, som har bygget sig op til fysisk ubehag
hvad får dig til at gøre det?
Det var en måde er reagere på alle de tanker, som jeg gik rundt med. Jeg havde behov for at gøre et eller andet konkret. Og så havde jeg "behov" for at straffe mig selv
hvordan påvirker det din omverden?
Det påvirker den ikke. Måske kun ift. at det trak mig længere ned i det hul, som jeg allerede var i
hvordan skjuler du det?
Jeg gik i lange trøjer, og med brede armbånd
hvad er konsekvenserne?
At folk bliver ekstremt kede af det, hvis de opdager det og at man ved at straffe sig selv på den måde, får endnu sværere ved at elske sig selv
hvor og hvornår gør du det?
Jeg har heldigvis ikke gjort det i fire år, selv om jeg har haft lyst mange gange. Men da jeg gjorde det, var det som regel sidst på dagen, for at reagere på, hvordan dagen havde været. Og jeg gjorde det for mig selv på mit værelse
hvordan kan folk hjælpe dig?
Ved at stå til rådighed for en snak når som helst jeg får lyst til at skære i mig selv. Og hjælpe mig med at fjerne alle ting fra hjemmet, som jeg kan skære mig selv med
kan du hjælpe dig selv?
Det gjorde jeg ved at beslutte mig for, at jeg var mere værd end det, og at jeg fortjente at elske mig selv i stedet for at skade mig selv (undskyld hvis det lyder lige lovligt frelst)
har du en anderledes tankegang?
Absolut. Min tankegang har altid været, at jeg selv skulle klare mine problemer, og det er nok derfor, jeg har reageret på dem, og at de har bygget sig så meget op, at jeg ikke følte, at jeg havde anden udvej end at skære i mig selv.
Jeg håber I får lavet en rigtig god opgave
hvilken følelse har du i kroppen?
Det er følelsen af at være utilstrækkelig, et ønske om ikke at eksistere, at fjerne mit indre mørke; det dybe hav af selvhad og smerte - den fysiske smerte i "cutting" og det at se blodet som en ond betændelse hjælper som regel for en kort stund.
hvad får dig til at gøre det?
Et ønske om at glemme hvem jeg er i smertens rus.
Jeg har altid været den dygtige datter og flittige skoleelev med topkarakterer og venner, men jeg er ikke den alle ser mig som. Jeg er bare en lille grå ulykkelig mus, der vil være fri fra verdens pres og forventninger.
Begyndte først da jeg var 15/16 år, da jeg fik min første kæreste, da jeg skulle tage mig af et andet menneske og det hele pludselig blev endnu mere kvælende og udslettende.
hvordan påvirker det din omverden?
For snart to år siden gik jeg totalt ned med depression (stress; fordi jeg i den tid kun koncentrerede mig om alle de ting jeg deltog i og med vilje glemte mig selv - jeg skar og skar). Jeg var nødt til at fortælle min omgangskreds om det, da min daværende kæreste opdagede det. Jeg kom til psykolog og fik piller, men det ruger stadig i mig og med mellemrum bukker jeg igen under for presset og ønsket om at udslette mig selv - har også haft heftige selvmordstanker
Mine venner blev selvfølgelig urolige og prøvede at støtte mig (tak til mine homies :P), men min mor flippede helt ud og skubbede mig endnu længere væk, især når hun var/er en væsentlig faktor for ikke at føle mig god nok - hun har terroriseret mit liv fra da jeg var omkring 14/15
hvordan skjuler du det?
Gik altid med armbånd og svedarmbånd - da det blev værre var det langærmede bluser - skar mig også nogle gange i det stykke af maven der er skjult under trusserne. Sidst jeg skar mig var til nytår i håndfladen (fordi jeg i den periode gik med støttebind om håndledet (lider af noget seneknude)). For et år siden besluttede jeg mig for at jeg ikke ville gøre det igen og tatoverede mig på armen over arene - så hvis jeg vil vise min tatovering er jeg nødt til at vise mine ar og konfrontere mig selv med det - igen er det superhårdt og jeg krymper mig i "smerte" når jeg gør det i angsten for at folk skal kommentere det.
hvad er konsekvenserne?
En evig angst for at folk skulle opdage min forfærdelige tendens. I perioder har jeg benyttet mig af anden selvudslettende adfærd som at straffe mig selv ved at være mine kærester utro og lade mig udnytte af vidt fremmede fyre.
Siden sidste sommer er jeg fuldstændig holdt op med at spise og har tabt 20 kilo og ryger to-tre (milde) joints på daglig basis (føler mig ikke afhængig!! kan sagtens "undvære", men jeg har sådan en fantastisk drømmeløs søvn!) - det er vist min nye afstraffelse O.O
hvor og hvornår gør du det?
Det er forskelligt. Periodevist. Når min "positive energi" langsomt svinder bort og jeg bliver trist, stille og eftertænksom - oftest i 14 dages tid før jeg finder kniven frem; når jeg ikke længere kan holde ud at være i den sorte verden jeg altid bærer rundt på og som bobler over. Så skærer jeg - gør alt for at ødelægge mig selv. Så går der nogle dage hvor jeg jeg skærer mine sår op. Tager kniven med i skole/arbejde og skærer så snart jeg har en chance for det.
hvordan kan folk hjælpe dig?
Jeg vil ikke hjælpes... Eller jo det vil jeg... Eller?? Sådan er det. På den ene side ønsker man bare at folk ville åbne øjnene og se hvem jeg er, give mig et kram og "elske" mig. Men jeg ved at folk bliver urolige og skræmte og det ønsker jeg ikke for dem. Så jeg har ikke lyst til at dele det med nogen.
kan du hjælpe dig selv?
Tja... Finder jo hele tiden nye måder at bearbejde et ufatteligt dårligt selvværd på - selvværd jeg hele tiden selv træder på. Jeg har ikke en almindelig 20årig piges lyst til livet. Vil bare stikke af...
har du en anderledes tankegang?
Jeg har fået en ny viden om mig selv med min depression. Jeg har lært noget om mig selv - at jeg ikke kan klare alt, sådan som alle spåede jeg kunne; så endnu en gang har jeg svigtet; mig selv og alle andre. Jeg har mistet lysten til at deltage i livet og har ikke energien til studere, jeg har fået MEGET sværere ved at være åben og møde nye mennesker, men samtidig er jeg bevidst om det og tvinger mig selv til det. Jeg blev på en måde 20 år ældre med den depression og samtidig sat tilbage til min superbarnlige naivitet, uskyld og troen på andre mennesker, som jeg så gang på gang bliver udnyttet af.