Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Jeg Græder Hver Dag ):

Redigeret 27 oktober, 2011, 11:25 i Anoreksi
Hej.

Jeg har fået konstateret bulimi hos lægen. Da jeg ikke vil kaste op HELE tiden, prøver jeg også at spise meget lidt mad. Derfor har jeg gennem tiden taget min aftensmad med ind på værelset, hvor jeg har puttet det i en pose og smidt ud. Min mor vil nu have at vi skal spise aftensmad sammen hver eneste dag, og hun controlere mig totalt, fordi hun er bange for at jeg kaster op...Jeg græder næsten hver dag, fordi jeg bare ikke Vil spise noget, men er simpelthen tvunget til det.

hvad skal jeg gøre, jeg har det simpelthen så dårligt, og prøver hver dag at finde nogle snyde metoder til ikke at spise, det er bare ikke lige altid det virker, og så dagen efter har jeg taget på.
det ville virkelig gøre mig glad hvis der var nogen der gad svare mig.

MVH: Louise.

Kommentarer

  • Hej
    Jeg kan sagtens forstå dig. Jeg bryder mig heller ikke om at tage på. Det er bare så ubehageligt. Men det er ikke godt at være undervægtig.
    Har du fået noget hjælp, efter du har været til lægen?
    Jeg kan godt forstå at det ikke er rart at din mor holder øje med dig, sådan havde jeg det også da jeg var yngre og boede hos mine forældre, men hun gør det jo kun for at hjælpe.
    Det er vigtigt at du prøver at spise mere normalt og lader være med at kaste op. Det er nemmere sagt end gjort, men det bliver kun værre med tiden.
    Mvh
  • hej.

    jeg vil da prøve at følge dine råd, det er bare meget svært, for jeg føler virkelig, at jeg er blevet afhængig af at kaste op.

    Men jeg får hjælp hos lægen. Jeg er nu blevet skrevet op til noget der hedder stolpegården i gentofte, hvor jeg skal have hjælp af psykologer og diætister. der sidder man i en gruppe på 4-7 stykker som har samme problem, og så får man så hjælp på den måde.
    det er en gang om ugen, i tre timer. og hele forløbet varer i 5 måneder.

    så jeg er i lægehjælp.

    mvh. Louise
  • Hej
    Det er rigtig godt at du får hjælp. Jeg har hørt godt om Stolpegården.
    Jeg ved godt det er svært, men du kommer kun videre ved at kæmpe. Jeg fik en spiseforstyrrelse for 11 år siden, men fordi jeg ikke har fået ordentlig hjælp, så er jeg stadig syg i dag. Det kan virkelig ødelægge ens liv og jeg håber derfor du har mod på at kæmpe imod bulimien. Det er DIG der skal bestemme hvordan du vil leve, ikke spiseforstyrrelsen. Tag imod den hjælp du får, så skal det nok gå.
    Tanker herfra.
  • Kære dig

    Jeg ved lige hvordam det føles, og der er måske en biologisk grund til det.
    Når man taber sig voldsomt og kommer ned i en farlig vægt, så sker der noget i hjernen, som gør en ked af det hele tiden.
    Det føles lidt som om man altid er på kanten til at græde, og der skal mindre end et lille klap til, før man bryder helt sammen.
    Jeg synes det er fantastisk at du er på stolpegården, det skulle være et rigtigt godt sted, og alle skulle være enormt professionelle.

    Jeg ved at man ikke tror, at det nogensinde kan blive bedre, men jeg lover dig at det kan det.

    Held og lykke

    P.S dårlige vaner er til for at blive brudt;)
  • Kære piger,
    Jeg kan se, det er noget tid siden, I har skrevet her i denne tråd, men jeg håber alligevel, I læser dette.
    Jeg forbereder i øjeblikket et program om spiseforstyrrelser til talkshowet QTV med Pernille Aalund på Kanal 4.
    Jeg vil meget gerne i kontakt med jer alle tre og høre om jeres liv og jeres oplevelser med en spiseforstyrrelse.
    I første omgang helt uforpligtende og eventuelt anonymt, men naturligvis med henblik på programmet.
    Jeg håber, I vil svare mig i en eller anden form. Enten her, eller over mail eller telefon.

    mange hilsner og god dag,
    Marie Tangaa Jensen,
    Journalist og tilrettelægger, QTV
    mail: marie.tangaa@sbstv.dk
    Tlf.: 40873526


    Dette indlæg er godkendt af Netdoktor.dks redaktion
  • Jeg ved udmærket hvordan du har det, for jeg har selv haft det engang. Jeg gik hverken til læge eller fik hjælp. Jeg havde bare hørt hvor farligt det er ikke at spise noget og bare være undervægtig. Har læst SÅ mange debatter af piger med anorkesi og de andre sygdomme, der næsten er som anoreksi. De fleste døde fordi de var så tynde. Det er så grimt at være så rimelig tynd hvor knoglerne er syne. Tro mig det er ikke flot at være SÅ tynd. De fleste af pigerne havde hellere ikke kærster og de blev også mobbet med det hver dag. Folk kaldte dem for skinny, tyndskid og ved ikke hvad.. Der var også en pige jeg havde læst om. Jeg kan ikke huske meget, men hun var ca. 170 cm. høj og vejede KUN 30 kg!! Det var simpelthen så klamt :O Hun blev tyndere og tyndere for hver måned og til sidst døde hun.. Så hvorfor ikke leve en normal vægt? Det er et sundt liv og man har det godt med sig selv også kroppen. Jeg var engang 170 cm. høj og vejede kun 35 kg.. Men i dag er jeg 175 og vejer 45 kg. Jeg er stadig undervægtig, men hey jeg lever sundere en før og er hellere ikke SÅ tynd at jeg kan dø. Det er flot at være tynd, men jeg snakker ikke om så tynd at man kan se knoglerne alle mulige steder. Folk vil heller ikke røre på sådan nogle tynde mennesker :) Håber de hjælper dig for det var sådan jeg kom væk fra den farlige sygdom.
Log in eller Registrér for at kommentere.