Atrieflimmer - reaktion på Mich i tråden om nervøst hjerte
Hej Michael
Jeg har svaret dig i en ny tråd, dels fordi problemet omkring atrieflimmer falder uden for emnet ”nervøst hjerte”, og dels fordi det måske ikke er særlig heldigt at skrive om atrieflimmer i en tråd om nervøst hjerte
)
Det er pænt af dig at svare mig.
Jeg fik at vide, at der var risiko for, at der kunne være dannet blodpropper i forkammeret, fordi jeg ikke var kommet med det samme. Årsagen skulle være, at den hurtige, men overfladiske pumpefunktion efterlader en rest af stillestående blod i forkammeret, hvori der kan dannes blodpropper.
Jeg hørte også om en grænse på 48 timer. Hvis behandlingen bliver sat i værk inden 48 timer, skulle der ikke være denne forhøjede risiko for blodpropper. Det er klart, at jo længere tid forkammeret står og flimrer, desto større er risikoen for blodpropper.
Man kan jo sige, at jeg faktisk kom inden 48 timer, nemlig efter ca. 37 timer. Jeg spurgte ikke nærmere ind til sagen, for problemet var jo, at jeg ikke var fastende, da jeg kom. Og for at man kan få foretaget dette stød, skal man i narkose og derfor være fastende. Det kunne vel stadigvæk have været nået inden for de 48 timer, men så var sagen jo også, at det var søndag, og det er da muligt, at behandlingen blev udsat til mandag, fordi der ikke var personale til det på en søndag. Det har jeg ikke tænkt på før.
Sådan som jeg fik fremstillet sagen, så var det af sikkerhedshensyn, at jeg skulle behandles efter de regler, der gælder, når der er gået over 48 timer. Og efter at jeg havde fastet fra søndag aften og klar til behandling mandag morgen, var der i alt fald gået over 48 timer. Det betød, at mit hjerte også skulle undersøges med ultralyd inde fra spiserøret! Det var lidt ubehageligt, men det gik jo også. De fandt ikke nogen blodpropper inde i forkammeret ved undersøgelsen, og derefter var de klar til at give stød. Selve behandlingen mærker man intet til, da man jo er i narkose. Det var en ret besynderlig – og dejlig – fornemmelse at mærke, at hjertet slog helt normalt igen umiddelbart efter.
Det er nu 2½ måned siden, og mit hjerte har slået normalt siden. I syv døgn har jeg gået med en optager, som har registreret mit hjertes tilstand, og jeg har fået at vide, at alt er normalt.
Jeg håber også, at der er tale om en engangsforeteelse. Men jeg har nogle risikofaktorer, som jeg er nødt til at prøve at minimere. Jeg har dels noget gammelt traumatisk stress fra min barndom, som betyder, at jeg bliver ekstra stresset over høje og uventede lyde og støj i det hele taget. Og dels er der forskellige typer af mad, som jeg nok skal undgå, så vidt muligt (tyraminholdig mad, dvs. samme slags mad, som kan udløse migræneanfald). Selv om mit blodtryk ellers er velbehandlet, ved jeg, at det bliver meget højt under særlige forhold.
Hvad angår risikoen for blodprop efterfølgende, så fik jeg i begyndelsen Marevan, og jeg fik desuden sprøjter udleveret med Fragmin, som jeg selv skulle sprøjte mig med i den første tid. Jeg går ud fra, at det skyldes, at jeg bliver behandlet efter de regler, der gælder, hvis man først er kommet i behandling efter 48 timer, for det gjorde jeg jo rent faktisk, selv om jeg kom på sygehuset efter 37 timer.
Marevan kom dog aldrig op i det optimale niveau, dels fordi jeg stort set er vegetar og derfor spiser mange grønsager, og dels fordi jeg tager perikon forebyggende mod depression.
Desuden var jeg ret træt af at rende til blodprøver hele tiden. Da jeg var til tjek på sygehuset for en måneds tid siden, anbefalede lægen, at jeg tog hjertemagnyl i stedet for Marevan. Jeg har ikke mærket nogen problemer af hjertemagnylerne, så jeg er udmærket tilfreds med dette skifte.
Når lægen mente, at jeg fortsat skulle være i blodpropforebyggende behandling, skyldes det netop, at jeg er i behandling for forhøjet blodtryk. De har en liste med risikofaktorer, sådan som du også skriver, og når der er mindst én risikofaktor, og det var der hos mig, nemlig blodtrykket, så anbefaler de, at man er i blodpropforebyggende behandling.
Jeg er såmænd ikke så ked af at tage hjertemagnyl, men jeg kan ikke lide, at mængden af medicin, som jeg skal tage, efterhånden stiger. Hvad kan det ikke ende med? En kvinde, som lå ved siden af mig på sygehuset, havde en almindelig bærepose fra et supermarked til sit medicinlager. Den var halvt fyldt med medicinglas og -pakninger. Sådan burde det ikke være!
Jeg synes, at det er godt, at der her på Netdoktor er kommet flere gode samlinger af erfaringer om bestemte problemer. Jeg har skrevet om min erfaring med atrieflimmer i den tråd, du startede om atrieflimmer. Ovenstående er en mere detaljeret beskrivelse som en reaktion på de spørgsmål, du rejste.
Det må have været en slem omgang at have problemer med atriflimmer i så mange år. Det er godt, at dine problemer nu er løst.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg har svaret dig i en ny tråd, dels fordi problemet omkring atrieflimmer falder uden for emnet ”nervøst hjerte”, og dels fordi det måske ikke er særlig heldigt at skrive om atrieflimmer i en tråd om nervøst hjerte
)Det er pænt af dig at svare mig.
Jeg fik at vide, at der var risiko for, at der kunne være dannet blodpropper i forkammeret, fordi jeg ikke var kommet med det samme. Årsagen skulle være, at den hurtige, men overfladiske pumpefunktion efterlader en rest af stillestående blod i forkammeret, hvori der kan dannes blodpropper.
Jeg hørte også om en grænse på 48 timer. Hvis behandlingen bliver sat i værk inden 48 timer, skulle der ikke være denne forhøjede risiko for blodpropper. Det er klart, at jo længere tid forkammeret står og flimrer, desto større er risikoen for blodpropper.
Man kan jo sige, at jeg faktisk kom inden 48 timer, nemlig efter ca. 37 timer. Jeg spurgte ikke nærmere ind til sagen, for problemet var jo, at jeg ikke var fastende, da jeg kom. Og for at man kan få foretaget dette stød, skal man i narkose og derfor være fastende. Det kunne vel stadigvæk have været nået inden for de 48 timer, men så var sagen jo også, at det var søndag, og det er da muligt, at behandlingen blev udsat til mandag, fordi der ikke var personale til det på en søndag. Det har jeg ikke tænkt på før.
Sådan som jeg fik fremstillet sagen, så var det af sikkerhedshensyn, at jeg skulle behandles efter de regler, der gælder, når der er gået over 48 timer. Og efter at jeg havde fastet fra søndag aften og klar til behandling mandag morgen, var der i alt fald gået over 48 timer. Det betød, at mit hjerte også skulle undersøges med ultralyd inde fra spiserøret! Det var lidt ubehageligt, men det gik jo også. De fandt ikke nogen blodpropper inde i forkammeret ved undersøgelsen, og derefter var de klar til at give stød. Selve behandlingen mærker man intet til, da man jo er i narkose. Det var en ret besynderlig – og dejlig – fornemmelse at mærke, at hjertet slog helt normalt igen umiddelbart efter.
Det er nu 2½ måned siden, og mit hjerte har slået normalt siden. I syv døgn har jeg gået med en optager, som har registreret mit hjertes tilstand, og jeg har fået at vide, at alt er normalt.
Jeg håber også, at der er tale om en engangsforeteelse. Men jeg har nogle risikofaktorer, som jeg er nødt til at prøve at minimere. Jeg har dels noget gammelt traumatisk stress fra min barndom, som betyder, at jeg bliver ekstra stresset over høje og uventede lyde og støj i det hele taget. Og dels er der forskellige typer af mad, som jeg nok skal undgå, så vidt muligt (tyraminholdig mad, dvs. samme slags mad, som kan udløse migræneanfald). Selv om mit blodtryk ellers er velbehandlet, ved jeg, at det bliver meget højt under særlige forhold.
Hvad angår risikoen for blodprop efterfølgende, så fik jeg i begyndelsen Marevan, og jeg fik desuden sprøjter udleveret med Fragmin, som jeg selv skulle sprøjte mig med i den første tid. Jeg går ud fra, at det skyldes, at jeg bliver behandlet efter de regler, der gælder, hvis man først er kommet i behandling efter 48 timer, for det gjorde jeg jo rent faktisk, selv om jeg kom på sygehuset efter 37 timer.
Marevan kom dog aldrig op i det optimale niveau, dels fordi jeg stort set er vegetar og derfor spiser mange grønsager, og dels fordi jeg tager perikon forebyggende mod depression.
Desuden var jeg ret træt af at rende til blodprøver hele tiden. Da jeg var til tjek på sygehuset for en måneds tid siden, anbefalede lægen, at jeg tog hjertemagnyl i stedet for Marevan. Jeg har ikke mærket nogen problemer af hjertemagnylerne, så jeg er udmærket tilfreds med dette skifte.
Når lægen mente, at jeg fortsat skulle være i blodpropforebyggende behandling, skyldes det netop, at jeg er i behandling for forhøjet blodtryk. De har en liste med risikofaktorer, sådan som du også skriver, og når der er mindst én risikofaktor, og det var der hos mig, nemlig blodtrykket, så anbefaler de, at man er i blodpropforebyggende behandling.
Jeg er såmænd ikke så ked af at tage hjertemagnyl, men jeg kan ikke lide, at mængden af medicin, som jeg skal tage, efterhånden stiger. Hvad kan det ikke ende med? En kvinde, som lå ved siden af mig på sygehuset, havde en almindelig bærepose fra et supermarked til sit medicinlager. Den var halvt fyldt med medicinglas og -pakninger. Sådan burde det ikke være!
Jeg synes, at det er godt, at der her på Netdoktor er kommet flere gode samlinger af erfaringer om bestemte problemer. Jeg har skrevet om min erfaring med atrieflimmer i den tråd, du startede om atrieflimmer. Ovenstående er en mere detaljeret beskrivelse som en reaktion på de spørgsmål, du rejste.
Det må have været en slem omgang at have problemer med atriflimmer i så mange år. Det er godt, at dine problemer nu er løst.
Mange hilsner
Kameliadamen
