Orker ikke de køretimer længere
Jeg har siden 2001 haft socialangst og depression, og i 2005 blev jeg godkendt til fleksjob. Jeg har fungeret godt under normale omstændigheder dvs. under trygge rammer og ikke udsat for pres, sociale begivenheder hvor der er mange mennesker og i et miljø, hvor jeg føler mig accepteret.
Vi bor på landet, og jeg har aldrig fået taget kørekort. Bor i en nedlagt landejendom til 2012, hvor vi har klaret os indtil sommeren sidste år med, at kun min kæreste havde kørekort. Han lagde pres på mig, da han fik arbejde med sene arbejdstider og hyppig overarbejde og jeg gik med til at tage kørekort, så jeg kunne hente min datter i børnehaven i hverdagene. Hun går i en børnehave, hvortil der ikke går offentlig transport, men hun er så glad for at følges med sine kammerater fra dagplejen.
Jeg startede på kørekort i september, men efter at have været ude for en dårlig oplevelse i 1. køretime, hvor kørelæreren sendte mig ned gennem byen i myldretiden, skiftede jeg til en anden køreskole. Teorien gik fint,- har altid været god bogligt, men køretimerne var et helvede fra dag 1. Jeg bliver nemt forvirret under køretimen over alle de ting, man skal være opmærksom på i trafikken, og så er jeg et nervevrag flere dage før næste køretime. Nogen gange kunne jeg samle mig og køre godt, og så næste time gik det ad h.. til.
Jeg skulle starte på et fleksjob i januar, men i løbet af december kunne jeg mærke, at jeg blev mere og mere trist, og fik værre og værre angstanfald før køretimerne. Det endte med, at jeg var så svimmel en dag på arbejde, at jeg blev bange. Ugen efter kunne jeg slet ikke tage derhen, og nu er jeg på dobbelt medicin og har samtaler med lægen, indtil jeg skal starte på et forløb for deprimerede på et kursuscenter i april. Der er psykologer, træning og afslapningsteknikker tilknyttet.
Men i går da jeg ... igen... kørte ad h... til (efter 19 køretimer og over 20.200 kr fattigere), spurgte jeg min kørelærer, hvor mange køretimer, hun skønnede, jeg stadig skulle have. Mindst 15 sagde hun. Det gik som en granat ind i mig. Det var et chok, og da køretimen var færdig, gik jeg som en zombie rundt i byen. Det kan jeg ikke klare, og det betyder også mindst 15 timer mere á 425 kr. Dem har jeg ikke.
Kæresten er tosset over det og siger, at nu bliver vi nødt til at flytte datteren til en anden børnehave, for han er alene i sin afdelingen på lageret og skal være til rådighed for overarbejde, har han lovet. Han sagde, at jeg ødelagde det hele. Så jeg er helt knust over den manglende forståelse. Jeg er nødt til at passe på mig selv, for nerverne sidder helt uden på tøjet, og jeg klarer ikke 15 timers nervepres oveni.
Kan det passe, at jeg ikke må tage denne beslutning?
Hilsen springflower
Vi bor på landet, og jeg har aldrig fået taget kørekort. Bor i en nedlagt landejendom til 2012, hvor vi har klaret os indtil sommeren sidste år med, at kun min kæreste havde kørekort. Han lagde pres på mig, da han fik arbejde med sene arbejdstider og hyppig overarbejde og jeg gik med til at tage kørekort, så jeg kunne hente min datter i børnehaven i hverdagene. Hun går i en børnehave, hvortil der ikke går offentlig transport, men hun er så glad for at følges med sine kammerater fra dagplejen.
Jeg startede på kørekort i september, men efter at have været ude for en dårlig oplevelse i 1. køretime, hvor kørelæreren sendte mig ned gennem byen i myldretiden, skiftede jeg til en anden køreskole. Teorien gik fint,- har altid været god bogligt, men køretimerne var et helvede fra dag 1. Jeg bliver nemt forvirret under køretimen over alle de ting, man skal være opmærksom på i trafikken, og så er jeg et nervevrag flere dage før næste køretime. Nogen gange kunne jeg samle mig og køre godt, og så næste time gik det ad h.. til.
Jeg skulle starte på et fleksjob i januar, men i løbet af december kunne jeg mærke, at jeg blev mere og mere trist, og fik værre og værre angstanfald før køretimerne. Det endte med, at jeg var så svimmel en dag på arbejde, at jeg blev bange. Ugen efter kunne jeg slet ikke tage derhen, og nu er jeg på dobbelt medicin og har samtaler med lægen, indtil jeg skal starte på et forløb for deprimerede på et kursuscenter i april. Der er psykologer, træning og afslapningsteknikker tilknyttet.
Men i går da jeg ... igen... kørte ad h... til (efter 19 køretimer og over 20.200 kr fattigere), spurgte jeg min kørelærer, hvor mange køretimer, hun skønnede, jeg stadig skulle have. Mindst 15 sagde hun. Det gik som en granat ind i mig. Det var et chok, og da køretimen var færdig, gik jeg som en zombie rundt i byen. Det kan jeg ikke klare, og det betyder også mindst 15 timer mere á 425 kr. Dem har jeg ikke.
Kæresten er tosset over det og siger, at nu bliver vi nødt til at flytte datteren til en anden børnehave, for han er alene i sin afdelingen på lageret og skal være til rådighed for overarbejde, har han lovet. Han sagde, at jeg ødelagde det hele. Så jeg er helt knust over den manglende forståelse. Jeg er nødt til at passe på mig selv, for nerverne sidder helt uden på tøjet, og jeg klarer ikke 15 timers nervepres oveni.
Kan det passe, at jeg ikke må tage denne beslutning?
Hilsen springflower
Kommentarer
Jeg starter med dit sidste spørgsmål: 'Kan det passe, at jeg ikke må tage denne beslutning?'
Der er ingen, der kan bestemme, hvilke beslutninger du MÅ eller ikke MÅ tage. Det bestemmer du. Men det er klart, at uanset hvad du beslutter, så har det nogle konsekvenser både for dig selv og for andre.
Når det så er sagt, så er det dog en rædselsfuld situation, du står i.
Jeg forstår godt, at du er knust over din kærestes manglende forståelse. Det bedste havde selvfølgeligt været, hvis I havde kunnet tale ordentligt sammen om tingene og sammen stille og roligt kunne prøve at se, om der kunne findes andre løsninger.
Jeg får fornemmelsen af, at når han reagerer, som han gør, så skyldes det, at han føler sig magtesløs over hele situationen, fordi han ikke føler, han kan GØRE noget, der kan løse problemet. Men det hjælper jo ikke hverken dig eller familien. Det havde været godt, hvis han havde kunnet se det, som Jeres fælles problem men det kan han jo altså ikke og giver derfor dig ansvaret for problemet i stedet for at støtte dig og det er synd for Jer alle sammen.
Jeg tænker på, at du jo har en sagsbehandler. Er der nogen mulighed for, at du kan få noget hjælp fra kommunen til at hente Jeres datter? De ved jo, at du har de problemer du har. Jeg ved, at det sjældent er let at få hjælp fra kommunen men måske?
Alternativt tænker jeg på, om du har lyst til og råd til at prøve at få nogle sessioner hos en hypnoterapuet? Lige nu er du skrækslagen for de ting, der sker og kan ske, når du skal ud at køre. For nogen virker hypnose rigtigt godt mod denne type angst og det kræver ikke nødvendigvis så mange behandlinger.
Endeligt kan du måske sætte køretimerne i bero og afvente, at du starter på
det forløb med psykologer m.fl. til april? Så kan du tale med dem om, hvordan du bedst tackler situationen og måske få hjælp til at træffe en beslutning derefter.
Det er ialtfald ingen hjælp for nogen, hvis du ryger helt ned med flaget p.g.a. det her. Din datter har mere brug for en glad mor uden kørekort, end for en totalt nedbrudt mor med kørekort.
Hilsen Helene
Jeg kan mærke indeni, at jeg er nødt til at stå fast ved min beslutning, og hvis det ødelægger vores forhold, er han jo bare ikke det værd. Jeg er skuffet over, at han ikke kan se, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, og at jeg ikke kan mere. I stedet får jeg at vide, at jeg giver for nemt op over for alting. Fedt at få at vide når selvværdet i forvejen er helt nede.
Så jeg synes, det er meget positivt, at du kan mærke, at du er nødt til at stå fast på dig selv og tage udgangspunkt i, hvordan DU har det. Du har gjort dit bedste, du har virkeligt forsøgt. Det hjælper ikke nogen, at du ødelægger dig selv yderligere for at kunne leve op til andres krav, ønsker og forventninger.
I dette tilfælde synes jeg da godt nok ikke, at du har givet let op. Du har virkeligt kæmpet og forsøgt men man må også kunne se i øjnene, hvornår nok er nok.
Der er ingen tvivl om, at når man ikke bliver mødt og forstået og får pålagt sig skyld, så vil det være forværrende for både angst og depression og nedbrydende for selvtilliden.
Så jeg kan kun give dig ret: Hvis det her ødelægger Jeres forhold, så var det nok, sådan det skulle være. Man skal ikke være sammen med nogen, der ikke respekterer én, for det ødelægger én.
KH Helene