Har jeg et mindreværdskompleks?

slettet22573

Hej.

Jeg er på overfladen en forholdsvis glad og udadvendt person. Men alligevel har jeg længere inde en overskyggende følelse af at være trist og negativ. Jeg har svært ved at udtrykke præcis hvordan jeg føler, men jeg vil forsøge: Jeg føler tit at mine tanker har sin egen gang, uden jeg er i stand til at kontrollere dem. Problemet ved det er at de ofte er negative, som om at jeg vender enhver tanke og ethvert indtryk til noget negativt. Og så endda imod mig selv. Dette gør at jeg undertrykker mig selv, og har en følelse af mindreværd i forhold til alle omkring mig. Jeg bliver tilbageholdt og usikker. Dette gør at jeg mister motivationen til hvad som helst, og ofte giver jeg op i at nå mine mål. Jeg bliver træt og opgivende og tilsidesætter alle pligter, for at spise fastfood, sidde foran tv'et, sove og slet ikke foretage mig noget.

På trods af dette kan jeg have dage hvor jeg føler mig oppe. Jeg er glad helt ind til kernen og er i stand til at snakke med mennesker på en fornuftig og kontrolleret måde. Men kort efter er jeg nede igen.

Hjælp mig!!!!!!

Helene2

Hej Søren

Din beskrivelse lyder fuldstændigt som en beskrivelse, jeg kunne have givet af mig selv tidligere.

For mig har det rigtige været et terapiforløb (hos en NLP- og hypnoterapeut), hvor jeg kom helt ind og fik fat i, hvad der havde skabt disse 'mørke følelser' i mig. Ved at få årsagerne frem i lyset, kunne jeg arbejde bevidst med dem og få dem ud af systemet. Jo mere af alt dette mørke, der kom ud, des mere kunne jeg blive den glade, positive og optimistiske person, jeg i virkeligheden er.

Jeg har oplevet præcist det, du beskriver: At man godt lige kan få noget energi og glæde ind, men så mister man motivationen, giver op og alting bliver bare ligegyldigt. Man kan ikke fastholde energien og så går man bare død foran fjernsynet eller computeren. Der er helt klart nogle ting, der ikke fungerer.


Hilsen Helene

slettet22573

Dejligt at vide at jeg ikke er den eneste! Jeg fik tilrådet at gå til lægen for at blive tjekket, om jeg spiser nok af de forskellige vitaminer, så det vil jeg lige prøve. Hvis jeg er sund nok på det punkt, vil jeg klart opsøge en terapeut. Eller hvad med en psykolog?

Tak

Helene2

Hej Søren

Fornuftig beslutning :-)

Jeg har kun selv prøvet NLP- og hypnoterapi, så jeg har ingen erfaringer med almindelig psykologbehandling.

Uanset hvad du vælger, hvis du skal finde en behandler, så vil jeg foreslå dig, at du laver lidt research på nettet først. Der kan være stor forskel på de forskellige psykologers/terapeuters behandlingsmetoder, indfaldsvinkler, holdninger etc.
Hvis du f.eks. gerne vil arbejde med ubevidste årsager og den slags, så er det selvfølgeligt ikke så hensigtsmæssigt, hvis du finder én, der hovedsaligt arbejder med kognitiv terapi og er meget 'her og nu' orienteret. Ligesom det selvfølgeligt det kan være mest hensigtsmæssigt at vælge f.eks. kropsterapi fremfor alm. samtaleterapi, hvis man er mere kropsligt end mentalt orienteret. Sådan er man jo så forskellige.
Så simpelthen for, at du kan finde noget, der lyder godt for dig og som noget, du fornemmer, du kan bruge.

Hilsen Helene

Kameliadamen1

Hej Soren

Ja, fornuftig beslutning )

Med hensyn til psykoterapi, så har jeg erfaring med flere forskellige slags, og jeg kan helt klart støtte Helenes råd om at lave noget research først. Der er for det første spørgsmålet om, hvilken type behandling der ville være bedst i dit tilfælde. Det er umuligt at sige noget om på grundlag af den korte præsentation af dit problem. Og det afhænger – som Helene siger – af, hvad du selv foretrækker.

Derudover er det min erfaring, at ikke alle psykologer og psykoterapeuter er tilstrækkeligt kvalificerede. Og de skal jo alle leve og skaffe sig et eksistensgrundlag. Derfor er du nødt til at være meget omhyggelig med at tjekke vedkommendes kvalifikationer. Det er ikke tilstrækkeligt, at vedkommende har en psykolog-eksamen fra universitetet. Det siger jo kun noget om, at den pågældende er god til at tilegne sig teoretisk viden og god til at gå til eksamen – ikke noget om vedkommendes evne til at indgå i et samspil med et andet menneske og give terapi.

Jeg har selv måttet lære af mine fejltagelser. Og som udgangspunkt mener jeg, at en god metode er at vælge en behandler, som man får anbefalet af folk, som man stoler på.

Samtaleterapi har jeg meget dårlige erfaringer med. Det udvikler sig let til en intellektuel konversation, som kun kører på overfladen. For at terapi kan nytte noget, må man ned under overfladen og have fat i det, der virkelig brænder på. Derfor er det nødvendigt, at behandleren har en målrette metode – og ikke bare sidder og snakker eller lader klienten snakke om løst og fast. Min erfaring er, at meget terapi er spildt, fordi det kun er snak og overfladisk hjernegymnastik.

Det, der virkede for mig, var kropsorienteret psykoterapi.

Mange hilsner

Kameliadamen