Indstillinger
Angsten for at miste.
Hejsa.
Søger lidt hjælp til at komme videre ovenpå min mormors død.
Hun døde i november efter en lang sygdomsperiode, og i en alder af 89. Det var rigtig godt hun fik fred.
Men siden hun døde har jeg levet i en evig angst for at miste min mor, far, søskende osv. Nu f.eks. i aften skal min yngste søster(18 år) i byen, og jeg tænker straks det værste. Hun kan blive overfaldet, voldtaget osv. Hvis nogen af mine nærmeste er ude at køre langt (og især i dette snevejr) Bliver jeg angst for at de kører galt. Jeg stoler fuldt og fast på min familie - det er det udefrakommende der kan gøre skade på dem jeg er bange for.
Nogle gange tænker jeg, at hvis jeg holder mig vågen hele natten så sker der dem ikke noget - som om jeg så kan holde øje med dem. Dette er dog værst i weekenderne, for i hverdagen ved jeg jo de ligger i deres seng og sover.
Tror efterhånden familien er ved at være lidt småtræt af mig. Jeg tjekker dem ret ofte via sms - hvis ikke de har svaret på den indenfor rimelig kort tid ringer jeg simpelthen til dem. Forstår godt det er belastende for dem, men kan bare ikke lade være...
Jeg have for seks år siden en periode på et halvt år hvor jeg led utrolig meget af sygsomsangst - dette blev udløst af at jeg var gået fra et fuldtidsstudie, hvor jeg deltog meget i det sociale på skolen, arbejdede 15 timer i ugen, havde travlt med lektier osv. Også pludselig var jeg arbejdløs (havde stadig 15 timer i ugen) Jeg havde HELE dagen til mig selv og mine egne tanker. Jeg gik til samtaler ved lægen, og fik fagforeningen til at sende mig på kurser, så jeg igen fik en hverdag. Denne sygdomsangst kommer stadig engang imellem, men jeg har lært at ignorere den.
Siden det halve år som arbejdsløs har jeg været ansat i en fuldtidsstilling, indenfor et erhverv jeg virkelig holder af.
Min mormor betød ALT for mig. Da jeg var tre fik min mor en depression - og kom til at lide meget af angst, dette stod på i tre år til min ældste lillesøster blev født. I disse tre år var min mormor mit faste holdepunkt, det er hende og min far jeg husker bedst i de tre år. Og siden de tre år har jeg altid haft et meget tæt forhold til mormor, det var hende jeg kom til hvis jeg var ked af det, eller noget gik mig på.
Jeg er 33, single, bor i en provinsby i Jylland.
Har en familie jeg ved holder af mig, og nogle få men meget gode og tætte venner i nærområdet. Mange af disse har dog nu egen familie - hvorfor vi ikke ses så tit længere. Så helt ærlig har jeg rigtig meget tid til at sidde alene og have alle disse tanker. Der er ikke de store muligheder for at komme ud og opleve noget nyt her i området. Og jeg er ikke til byture hver weekend længere - og hvor sjovt er det lige at tage i byen alene;-)
Jeg har forsøgt at tale med min mor om det, men kan ikke rigtig trænge ind til hende (hun er heller ikke helt stabil ovenpå mormors død) Da jeg for 6 år siden havde perioden med sygdomsangst var hun også den hårde - hun ville ikke høre på mig. Tror det hænger sammen med hun selv har haft mange ustabile perioder. Og alt den tid jeg kan huske har hun spist "nervemedicin", hvilket min mormor også gjorde i lange perioder.
Så jeg er vel lidt arveligt belastet på det område?...
Spørgsmålet er hvordan man kommer videre?
Hvordan kan man slå tankerne ud af hovedet? Komme ud af den dårlige cirkel man er kommet ind i?
Har overvejet at flytte væk for at slippe væk fra tankerne og bekymringerne, og så at få andet end min familie ind i mit liv. Men hvor starter man forfra som 33 årig? Og savnet efter dem ville blive ganske frygteligt (især efter nevøerne;-))
Dette er blevet noget længere end jeg havde regnet med.
Men tak fordi du læste med;-)
Håber nogen har nogle kommentarer til det.
Dines
Søger lidt hjælp til at komme videre ovenpå min mormors død.
Hun døde i november efter en lang sygdomsperiode, og i en alder af 89. Det var rigtig godt hun fik fred.
Men siden hun døde har jeg levet i en evig angst for at miste min mor, far, søskende osv. Nu f.eks. i aften skal min yngste søster(18 år) i byen, og jeg tænker straks det værste. Hun kan blive overfaldet, voldtaget osv. Hvis nogen af mine nærmeste er ude at køre langt (og især i dette snevejr) Bliver jeg angst for at de kører galt. Jeg stoler fuldt og fast på min familie - det er det udefrakommende der kan gøre skade på dem jeg er bange for.
Nogle gange tænker jeg, at hvis jeg holder mig vågen hele natten så sker der dem ikke noget - som om jeg så kan holde øje med dem. Dette er dog værst i weekenderne, for i hverdagen ved jeg jo de ligger i deres seng og sover.
Tror efterhånden familien er ved at være lidt småtræt af mig. Jeg tjekker dem ret ofte via sms - hvis ikke de har svaret på den indenfor rimelig kort tid ringer jeg simpelthen til dem. Forstår godt det er belastende for dem, men kan bare ikke lade være...
Jeg have for seks år siden en periode på et halvt år hvor jeg led utrolig meget af sygsomsangst - dette blev udløst af at jeg var gået fra et fuldtidsstudie, hvor jeg deltog meget i det sociale på skolen, arbejdede 15 timer i ugen, havde travlt med lektier osv. Også pludselig var jeg arbejdløs (havde stadig 15 timer i ugen) Jeg havde HELE dagen til mig selv og mine egne tanker. Jeg gik til samtaler ved lægen, og fik fagforeningen til at sende mig på kurser, så jeg igen fik en hverdag. Denne sygdomsangst kommer stadig engang imellem, men jeg har lært at ignorere den.
Siden det halve år som arbejdsløs har jeg været ansat i en fuldtidsstilling, indenfor et erhverv jeg virkelig holder af.
Min mormor betød ALT for mig. Da jeg var tre fik min mor en depression - og kom til at lide meget af angst, dette stod på i tre år til min ældste lillesøster blev født. I disse tre år var min mormor mit faste holdepunkt, det er hende og min far jeg husker bedst i de tre år. Og siden de tre år har jeg altid haft et meget tæt forhold til mormor, det var hende jeg kom til hvis jeg var ked af det, eller noget gik mig på.
Jeg er 33, single, bor i en provinsby i Jylland.
Har en familie jeg ved holder af mig, og nogle få men meget gode og tætte venner i nærområdet. Mange af disse har dog nu egen familie - hvorfor vi ikke ses så tit længere. Så helt ærlig har jeg rigtig meget tid til at sidde alene og have alle disse tanker. Der er ikke de store muligheder for at komme ud og opleve noget nyt her i området. Og jeg er ikke til byture hver weekend længere - og hvor sjovt er det lige at tage i byen alene;-)
Jeg har forsøgt at tale med min mor om det, men kan ikke rigtig trænge ind til hende (hun er heller ikke helt stabil ovenpå mormors død) Da jeg for 6 år siden havde perioden med sygdomsangst var hun også den hårde - hun ville ikke høre på mig. Tror det hænger sammen med hun selv har haft mange ustabile perioder. Og alt den tid jeg kan huske har hun spist "nervemedicin", hvilket min mormor også gjorde i lange perioder.
Så jeg er vel lidt arveligt belastet på det område?...
Spørgsmålet er hvordan man kommer videre?
Hvordan kan man slå tankerne ud af hovedet? Komme ud af den dårlige cirkel man er kommet ind i?
Har overvejet at flytte væk for at slippe væk fra tankerne og bekymringerne, og så at få andet end min familie ind i mit liv. Men hvor starter man forfra som 33 årig? Og savnet efter dem ville blive ganske frygteligt (især efter nevøerne;-))
Dette er blevet noget længere end jeg havde regnet med.
Men tak fordi du læste med;-)
Håber nogen har nogle kommentarer til det.
Dines
Kommentarer
Jo, jeg har da nogle kommentarer, til det du skriver :-)
M.h.t. arvelig belastning, så tror jeg mere på den sociale arv. Du er vokset op med en mor, der ikke har været der følelsesmæssigt for dig og som har været følelsesmæssigt ustabil i én eller anden grad. Det kan have givet en meget stor angst for at blive forladt. Barnets tre første år er faktisk de vigtigste i et liv. Da du kom hjem til dine bedsteforældre at bo, har du jo oplevet at miste din mor og blive forladt af hende. Én ting er, at du nu som voksen forstår, hvorfor det skete o.s.v. men da du var tre år, forstod du det ikke og du har sikkert troet, at det var din skyld, at hun ikke ville have dig mere. Børn påtager sig altid skylden og den frygt for ikke at have været 'god nok', kan også give stærk angst.
Derudover trigger din mor sikkert stadigt noget forladthedsfølelse og frygt for at blive forladt – for hver gang du kommer til hende for at tale med hende og hun er hård og skubber dig væk, bliver du jo forladt igen i overført betydning. Du får aldrig det fra hende, som du ønsker. Du oplever, at hun ikke magter det – og du ved, at det skyldes hendes egne problemer – men ikke desto mindre er hun din mor og hun skubber dig væk og det må da gøre forfærdeligt ondt ét eller andet sted.
Du oplevede derimod allerede som lille, at din mormor gerne ville have dig. Så det er klart, at du er blevet meget stærkt knyttet til hende og sorgen over at miste hende, må være meget stor. For hun var jo blevet din primære tilknytning.
At flytte… tja måske. Men jeg tror ikke, at det løser problemet. Nissen flytter jo som regel med. At komme væk fra familien uden at have fået løst problemet, tror jeg faktisk kun vil kunne gøre din angst værre. For så har du jo slet ingen kontrol over dem længere. Ensomheden og utrygheden et nyt sted vil kunne få dig til at hænge i telefonen og skulle chekke dem konstant. Ikke sikkert – men bestemt en mulighed. Dine følelser og dit følelsesliv forandrer sig jo ikke bare, fordi omgivelserne er nogle andre.
Du ignorerer din sygdomsangst… Når man ignorerer et problem eller et symptom, så forsvinder det ikke – det dukker det bare op et andet sted i en anden form. Nu er det så i stedet blevet til denne angst for at miste. I virkeligheden er det det samme problem, der bare giver sig udtryk på en ny måde, fordi du ikke forholder dig til problemet og får det løst.
Har du grædt og sørget over din mormors død? En sorgproces kan tage lang tid. Der er mange svære følelser, man må gennemleve. Selve sorgen over at miste men også ensomheden, forladtheden og vrede over, at hun tillod sig at svigte dig og dø fra dig. Irrationelt - ja - men en naturlig del af et sorgforløb.
Jeg forstår, hvis den sorg er utrolig svær for dig at få bearbejdet. For åbner vi os for en ny sorg vil den også vække følelsen fra de gamle sorger, vi har gemt i os og derved blive forstærket. Og da du givetvis har meget gammel sorg i dig, kan det nok være meget svært at få givet slip på.
Så hvad du kan gøre ved det?
For det første så vil jeg foreslå, at du vælger at lade være med at prøve at tale med din mor om de svære ting. For du beder nærmest om afvisning, for hun magter det ikke. Det vil kun give skuffelser og en følelse af mere svigt, så du må lære at beskytte dig selv imod hendes afvisning.
For det andet kan du måske prøve, når du vil chekke din familie endnu engang, at tænke på, om det kan være barnets frygt for at være blevet forladt, der stadigt sidder i dig og tvinger dig til at sikre dig, at de stadigt er der. For et lille barn er det en katastrofe at blive forladt. Men du er jo voksen nu. Selvom der skulle ske dine nærmeste noget, så VIL du kunne overleve det – men fordi du givetvis er meget sensibel overfor at blive forladt, kan det være, at det føles som om, at du simpelthen ikke vil kunne overleve det. Fordi det vækker barnets følelser, der stadigt er ubearbejdede og derfor levende.
Jeg tror, at du kunne have rigtigt meget gavn af at arbejde med disse ting i et terapiforløb med en psykolog eller en terapeut. Så dyb angst for at miste er ikke noget, man 'bare lige' slipper af med. Der er nok mange gamle spøgelser, der trænger til at komme frem i dagens lys og blive kigget på med voksne øjne. Når de kommer ud i dagslyset, kan du forholde dig til dem og de holder op med at virke så farlige.
Du er meget alene, skriver du og det passer jo fint ind i billedet. For det kan jo være rigtigt svært at knytte sig til andre og få andre tæt ind på livet, når man er så bange for at miste igen. Hvilket betyder, at når du kun kender få mennesker, bliver du endnu mere afhængig af dine nærmeste og dermed endnu mere bange for at miste dem, for så bliver du jo netop så alene, som du har følt dig som helt lille. Dét er den onde cirkel.
Men du er voksen nu. Du kan forholde dig anderledes til at miste nu - hvis du altså får barndommens svigt og tab ud af dit system.
Håber du kan bruge noget af dette.
Hilsen Helene
Dejligt med en hurtig reaktion/kommentar.
Nogle få rettelser til det du har skrevet er, at det var fra jeg var tre til seks år. Og jeg boede ikke som sådan hos mormor og morfar - vi boede tværtimod i samme hus hele familien - et stort to familiers hus. Noget der for mange garanteret lyder underligt - men noget der for os fire børnebørn var den store lykke;-)
Jeg har altså også en stor bekendtsskabskreds, men kun en 10 stykker jeg vil betegne som nære venner.
Jeg har selv tænkt på at meget af det du nævner kan være til grunde for min angst. Bl.a det med at jeg følte mig forladt. Men var et meget elsket barn af både forældre og bedsteforældre - derfor har jeg svært ved at måske VILLE indse at det hele er startet i barndommen. For det kan da ikke passe når man har været lykkelig som barn tænker man.
Men jeg har altid lidt af en form for behagesyge. Har altid været klar til at gøre alt for alle. Og det tror jeg ligger tilbage til barndommen, for jeg blev jo hurtigt det "store barn" da min lillesøster kom til. Der var jeg seks og på vej i skole. Jeg var virkelig forelsket i dette lille barn. Da hun blev større tog jeg hende altid med på slæb - for hun skulle jo ikke være hjemme, hvis min mor fik det dårligt og gik i seng. Har nok en meget stor ansvarsfølelse overfor mine tre søskende. fordi jeg hurtigt lærte at tage vare på mig selv?
Jeg har forsøgt at snakke med mine søskenden om det. Men de har jo ikke oplevet det helt ligesom jeg har. For min mor har langsomt gennem årene fået det bedre. Men jeg tror så heller ikke det er min familie jeg skal snakke med om det. Og heller ikke vennerne.
Den periode med sygdomsangst jeg var igennem gik ud på, jeg var sikker på jeg havde kræft i maven - og derved pådrog jeg mig en meget irriteret tyktarm - jeg ved nu at det første sted angsten sætter sig hos mig er i maven. Det er nok de mere alm. gener der i perioder kan være i tarmene jeg har lært at ignorere - jeg vil aldrig være i tvivl hvis det er angst der sætter sig der igen.
Det med at flytte er noget jeg har overvejet i mange år, men har aldrig turdet tage springet. For jeg ved hvad jeg har, men ikke hvad jeg i givet fald ville få. Men det var ikke tænkt som en flugt, mere som at komme et sted hen hvor mulighederne for at foretage sig noget nyt og spændende var større. Men jeg tror du har ganske ret i at det pt. ikke ville være det smarteste træk af mig.
De gange jeg har forsøgt at snakke med min mor om min angst har hun sagt det er fordi jeg tilbringer så meget tid alene. Og derved har megen tid til at tænke over livet osv. Og det tror jeg hun har ret i. Tidligere har jeg været meget udadvendt og altid klar på at arrangere ting osv. Men kan godt mærke jeg de sidste par år er trukket nogle skridt tilbage. Og det er netop på grund af en af de ting du nævner - nemlig angsten for at blive afvist (miste). Hellere æade være med at spørger folk om de er med på et eller andet, end at få afvide de har andre planer - for så føler jeg mig jo ikke god nok til dem.
Jeg har for nogle år siden besluttet jeg helst aldrig ville på lykkepiller el. lig. Simpelthen fordi jeg kender en del som har været på dem i flere år. Jeg har derimod altid været god til at arbejde med mig selv, og har aldrig været bange for det. Men i dette tilfælde tror jeg bare ikke det er nok.
Tror du terapi eller psykologhjælp alene ville kunne hjælpe mig? For vil helst ikke ændre ved den beslutning!
Dines
Ja, svarene ændrer sig altid lidt, efterhånden som der kommer flere oplysninger :-)
Du har haft en lykkelig barndom, så du har fået positive ting med dig. Men tingene er jo ikke kun enten/eller. De er både/og. Ingen mennesker har KUN haft en lykkelig barndom. Alle børn, der vokser op, oplever også sorger, skuffelser, svigt og meget andet, der har været smertefuldt og svært. Det præger én, selvom man OGSÅ har følt, at man var elsket.
Det kan også være svært at forstå, at voksenlivets følelsesmæssige problemer har deres rod i barndommen, for hvordan kan den stadigt kan have så stor indflydelse på én? Men det kan den og det har den. De prægninger vi på godt og ondt fik i barndommen er grundlaget for, hvordan vores identitet og følelsesliv udvikles.
F.eks. er du gået ind og har taget overansvar for dine mindre søskende, fordi du var klar over, at din mor ikke magtede det. Det er ikke sundt for et barn. Et barn har slet ikke har forudsætningerne for at påtage sig et voksent ansvar. Det bliver et 'voksent barn'. Når man så af alder bliver voksen, så bliver man 'en barnlig voksen'. Forstået på den måde, at barnet nok er blevet voksent af alder men ikke følelsesmæssigt voksen og moden. For man er stadigt styret af barnets følelser, fordi de er skadede, ubearbejdede og derfor ikke er fulgt med udviklingen.
Der er da nok heller ingen tvivl om, at årsagen til din behagesyge ligger tilbage i barndommen. Du har sandsynligvis meget tidligt lært ikke at mærke dine egne behov og ikke fokusere på dit eget velbefindende men kun forholde dig til andres.
At du lader være med at spørge andre mennesker, om I skal gøre ét eller andet, fordi du er bange for afvisning og så vil føle, at du ikke er god nok – det viser, at din selvtillid jo ikke er så god. Det er igen 'barnets følelser' der er aktive. En god, sund selvtillid (eller det modsatte) bygges op allerede tidligt i livet. Barnet tager enhver afvisning personligt og det gør du også stadigt, når du føler, at det handler om dig, hvis andre siger fra. Det er altså barnets følelser, der spøger.
Der er bestemt ikke noget galt med at være alene og tænke meget over tingene. Problemet er bare, hvis man ikke samtidigt får nogle nye in-put, så kører de i cirkler. Man ved ikke, hvad man skal stille op med dem og kommer ikke rigtigt nogle vegne. Omvendt så hjælper det heller ikke meget bare at kaste sig over aktiviteter og sørge for at omgive sig med andre mennesker, hvis det er en flugt fra sine egne tanker og følelser. Så kommer de bare ud på et andet tidspunkt eller i en anden form. F.eks. i mareridt om natten.
Der skal helst være balance, så man kan være alene med sine egne tanker og følelser og have det godt med det – men man kan også være sammen med andre mennesker og foretage sig nogle ting og have det godt med det. Kort sagt være til stede i nuet, hvad enten det er sammen med sig selv eller andre og have overensstemmelse mellem det ydre og det indre.
Jeg mener heller ikke, at familien og vennerne er de bedste at tale med om disse ting. De kan alligevel ikke give én de svar, man har brug for. Det er langt bedre at tale med en udenforstående, der kan give én nogle nye in-put, så tankerne ikke længere kører i cirkler men får en ny retning. Derfor kan det være så godt med psykologer og terapeuter, der ikke er følelsesmæssigt involverede og kan se det hele udefra og som kan stille de rigtige spørgsmål og sætte nogle nye tanker i gang.
Så ja, jeg tror absolut, at terapi vil kunne hjælpe dig. Du skriver, at du ikke er bange for at arbejde med dig selv og er god til det. Dette er en indikation for, at du vil kunne få stort udbytte af et terapiforløb. For terapi betyder jo ikke, at man bare lægger det hele over i psykologens eller terapeutens hænder. Det er tværtimod hjælp til selvhjælp og større selvforståelse. Det kræver, at man er indstillet på, at arbejde med sig selv og sine egne følelser og overbevisninger og den slags. Det skaber indre, vedvarende, positive forandringer – i modsætning til medicin der symptombehandler. Terapien lærer man noget af, så man også fremadrettet blive i stand til at skabe de nødvendige forandringer i sit liv, fordi man har følelserne med i det. Man lærer ikke noget af at spise medicin og derfor forandrer det dybest set ikke noget.
Beslutter du dig på et tidspunkt for terapi (og har du råd til det), så lav noget grundig research først. Søg evt. på nettet og læs om forskellige muligheder. Behandlerne har forskellige teorier og indfaldsvinkler. Hvis du f.eks. har brug for at arbejde med fortiden og dens indflydelse på nutiden, så er det næppe hensigtsmæssigt at vælge en kognitiv terapeut, der kun arbejder med 'nu og her'. Bor du i nærheden af København, vil jeg meget gerne anbefale den terapeut, jeg selv gik hos, hvis du er interesseret. Han er NLP- og hypnoterapeut og rigtig god til både at arbejde med 'det indre barn' men samtidigt også give én redskaber til at lade det indre barn blive voksent :-)
Hilsen Helene