Kunne det være OCD?
Ja, jeg er en pige, på kun fjorten år. I nogle år, er jeg begyndt på, at være bange for alle mulige mærkelige ting, og nogle gang få nogle "angstanfald."
Jeg har så overvejet om det så måske, kunne være OCD? Jeg vil i så fald, prøve at beskrive de forskellige ting, og hører jeres mening.
F.eks. har jeg det med at gøre, hver eneste gang jeg går ud på badeværelset, at trække forhænget fra, for at se om der skulle stå nogle derinde. Det er jo egentligt lidt underligt, da jeg aldrig i mit liv, har prøvet, at der stod nogle derinde, imens jeg var på badeværelset. Men hvis jeg ikke trækker det fra, kan jeg simpelthen ikke være derude. Hvis jeg går ud på badeværelset om natten, er jeg bange for at gå tilbage til mit værelse. Hvis der ikke er noget lys, føler jeg mig forfulgt, og løber så hurtigt jeg kan tilbage, fordi jeg igen tror, at der er nogen der har "sneget" sig ud bag forhænget igen. Så nogen gange, hvis jeg er alene hjemme, går jeg også rundt og tjekker i alle rum, skabe osv. om der skulle være nogen, fordi jeg føler mig så forfulgt.
Så har jeg også denne utrolige underlige angst for kød. Jeg er ikke vegetar, og kan sagtens spise noget kød, men det er heller ikke meget. Hvis jeg er tæt på noget kød, kan jeg godt finde på, at slå ud med armene, som hvis mine arme gik i kramper. Jeg begynder at få rysteture, og ville aldrig kunne drømme om at røre ved det. Det har f.eks. været et kæmpe problem, i de år, hvor jeg har haft hjemkunstskab osv. Min mor har det også med at sige, at jeg burde komme videre, og lade vær med at være så bange for alting. Hun har sagt, at det sikkert var OCD jeg havde, men jeg har aldrig fået det sådan bekræftet.
Så jeg tænkte på, om det måske var OCD, jeg havde, eller om det bare var noget andet?
Jeg har så overvejet om det så måske, kunne være OCD? Jeg vil i så fald, prøve at beskrive de forskellige ting, og hører jeres mening.
F.eks. har jeg det med at gøre, hver eneste gang jeg går ud på badeværelset, at trække forhænget fra, for at se om der skulle stå nogle derinde. Det er jo egentligt lidt underligt, da jeg aldrig i mit liv, har prøvet, at der stod nogle derinde, imens jeg var på badeværelset. Men hvis jeg ikke trækker det fra, kan jeg simpelthen ikke være derude. Hvis jeg går ud på badeværelset om natten, er jeg bange for at gå tilbage til mit værelse. Hvis der ikke er noget lys, føler jeg mig forfulgt, og løber så hurtigt jeg kan tilbage, fordi jeg igen tror, at der er nogen der har "sneget" sig ud bag forhænget igen. Så nogen gange, hvis jeg er alene hjemme, går jeg også rundt og tjekker i alle rum, skabe osv. om der skulle være nogen, fordi jeg føler mig så forfulgt.
Så har jeg også denne utrolige underlige angst for kød. Jeg er ikke vegetar, og kan sagtens spise noget kød, men det er heller ikke meget. Hvis jeg er tæt på noget kød, kan jeg godt finde på, at slå ud med armene, som hvis mine arme gik i kramper. Jeg begynder at få rysteture, og ville aldrig kunne drømme om at røre ved det. Det har f.eks. været et kæmpe problem, i de år, hvor jeg har haft hjemkunstskab osv. Min mor har det også med at sige, at jeg burde komme videre, og lade vær med at være så bange for alting. Hun har sagt, at det sikkert var OCD jeg havde, men jeg har aldrig fået det sådan bekræftet.
Så jeg tænkte på, om det måske var OCD, jeg havde, eller om det bare var noget andet?
Kommentarer
Hvem tror du kan finde på at gemme sig bag forhænget? Er det kun derhjemme du føler dig forfulgt eller er det også andre steder?
Hvad er det du er bange for der sker hvis du rører ved kød?
Mvh
Og jeg gør det også hjemme hos mine veninder og sådan. Hvis jeg skal sove hjemme hos dem, skal jeg også sove inderst, ellers føler jeg mig meget utryg, over at der vil komme en frem, som har gemt sig i et skab eller sådan. Det lyder meget som, da man var f.eks. 6-7 år, men nu er jeg 14, og har det stadig sådan.
Det var på et tidspunkt så slemt, at jeg sov helt ind til væggen, og så skulle der være en slags "mur" af puder ved siden af mig, før jeg følte mig tryg. Men det har jeg dog arbejdet med, og kan nu sove uden alt det. Dog kan jeg ikke lide, at lægge med hovedt ind til væggen, da jeg tror, at der vil komme nogen, igen, ud fra mit skab osv.
Angående det med kødet, ved jeg heller ikke hvad jeg er bange for. Jeg føler det bare enormt vulgæret, at tænke på, at der er indvolde, da jeg i forvejen, også har noget angst angående kroppen, som f.eks. gør, at jeg ikke kan lide at røre mine knæhaser, da jeg føler, at mine knogler så vil brække.
Jeg tror ikke du har egentlig OCD. Hvis man har Ocd gør man bestemte ting mange gange fordi man er bange for der ellers sker noget slemt. Når man har OCD har man tvangstanker og tvangshandlinger, men det kan man også have uden at have OCD. Feks. har jeg ikke OCD men alligevel har jeg de symptomer. Jeg har også haft svært ved at røre kød, men det var fordi jeg var bange for at jeg fik bakterier på mig og derfor vaskede jeg hænderne igen og igen.
"Normale" folk kan også gøre underlige ting, uden de dermed er syge. Feks. at de tjekker om komfuret er slukket flere gange.
Men det lyder til du er ret nervøst anlagt. Og det er bestemt ikke rart at have angstanfald. Hvordan føltes det, da du havde det?
Hvordan har du det med din familie og skolen? Nogle gange kan man godt få angst hvis man ikke har det godt i hverdagen.
Er der andre ting du er bange for?
Der skal en læge eller en psykiater til for at stille en diagnose. Men efter hvad jeg ved om OCD, lyder det ikke som om, det er det. For mig lyder det som en mere generel angst.
Din mor gør jo nok, hvad hun bedst kan - men det hjælper dig jo ikke særligt meget at få at vide, at du bare bør komme videre og lade være med at være så bange for alting. Det kan man jo ikke. Hvis man bare kunne holde op med at være angst, fordi man gerne vil, så fandtes der jo ingen angste mennesker. Ingen ønsker at have det dårligt, men vi væger det jo ikke selv.
Jeg kan se, at du har lidt af angst, siden du var 6-7 år. Angst er et symptom på, at der er nogle ting, man måske ikke har det så godt med i sit liv - eller ikke har haft det godt med. Så det er på høje tide, du får noget hjælp imod det. Jeg vil anbefale dig at tale med en skolepsykolog eller din læge. For du kan få det bedre, men det kræver, at du får noget professionel hjælp af én, der ved noget om angst.
Mange hilsner Helene
Jeg har bare altid undret mig over, hvorfor jeg tjekker badeforhænget så tit. Nogen gange kan jeg finde på, at gå ud at tjekke det igen og igen, fordi jeg bilder mig selv ind at der på "mystiskvis" er en der har "tryllet" sig frem derude. Jeg er bare generalt meget bange, ude på det badeværelse. Jeg kan f.eks. ikke drikke noget vand fra hanen derude, for så skal jeg bøje mig lidt ned, også kan jeg ikke se om der ville være nogen der stod bag ved mig og sådan.
Jeg synes det er rigtigt hvad Helene siger at du skal have noget hjælp. Det er ikke godt at gå og være bange og få angstanfald. Nogle gange kan det hjælpe hvis man får noget medicin mod angst, og taler om det, men det ved din læge sikkert en del om. Jeg synes du skal snakke med din mor om det, og så få en tid hos din læge. Det er bedst at få hjælp med det samme, så det ikke bliver værre. Du kan jo evt. vise din mor hvad du har skrevet her.
Mvh.
Jeg kan prøve at forklare dig lidt om, hvordan angst kan opstå og hvorfor den kun er et symptom.
Du skriver, at du har lidt af angst siden 6-7 års alderen.
Det kan være, at du engang har været udsat for noget ubehageligt ude på badeværelset, der har forskrækket dig rigtigt meget. Bare som eksempel kunne det være, at én havde gemt sig bag badeforhænget og forskrækkede dig. Selve situationen har du forlængst glemt men chokket og den frygt du følte dengang, sidder stadigt i kroppen og sindet. De bliver så vækket i dig, hver gang du kommer ud på badeværelset og ser badeforhænget. Følelsesmæssigt sker det du frygter igen og igen, selvom det er så mange år siden.
Det samme kan være sket omkring det med at drikke vand derude - men det kan også tænkes, at det er angsten fra et evt. chok, der har 'bredt sig' og nu også omfatter det at drikke vand - fordi du oplever selve badeværelset som farligt område.
Jeg håber, at dette måske kan give dig lidt mere forståelse af, hvorfor du er så angst? Det er derfor, psykologer er gode at tale med om angst og den slags. De forstår, hvorfor man udvikler angst og derfor kan de også hjælpe én til at komme af med angsten og få det bedre.
Hilsen Helene