Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Plan til bekæmpelse af "nervøst hjerte"

Redigeret 28 februar, 2010, 03:05 i Hjerteproblemer
Efter at have haft ekstrasystoler og efterfølgende ubehag i nogle år - og efter at have læst om menneskers erfaringer i (alt for?) mange diskussionsgrupper som denne, synes jeg der tegner sig et billede for hvordan man kan tænke og handle omkring nogle af de "nervøst hjerte"-lidelser vi kan læse om her. Og jeg tænke på lidelser hvor lægerne IKKE kan finde nogen fejl el. sygdom ved hjertet.

1. Gå til læge/hjertespecialist og find ud af om der er noget i vejen med dit hjerte. EKG, 24-timers optagelse af hjertet, ultralydsscanning er nogle af de metoder der vel som regel vil blive anvendt. Ellers bed om det!

Hvis disse undersøgelser IKKE viser sygdom eller fejl ved dit hjerte, synes jeg muligheden for at gøre noget falder i to grupper: ("Inden" og "efter")

2. Find ud af hvilke faktorer der KAN forårsage dine symptomer. Det er i virkeligheden rigtig svært, men man kan jo næsten ikke lade være, og nogle mennesker HAR fundet en nøgle til løsning her. De ting jeg har stødt på eller selv erfaret er:

Fysiske faktorer:
Ligge på venstre side.
Ligge med hovedet for lavt. (Forhøj hovedenden af sengen/brug flere puder)
Bøje sig forover.
Stress og spændinger der måske kan løses med massage.
For lidt søvn.

Mad og drikke:
Overspisning. En spændt og fyldt mavesæk. Lad være med at sætte fordøjelsen på overarbejde.
Reflux (tilbageløb af mavesyre).
For megen alkohol.
For megen kaffe.

Mangel på:
Magnesium
Jern.

3. Når du HAR symptomerne - og bagefter:

Vær opmærksom på hvordan du TÆNKER om dine symptomer. Hvis lægerne har frikendt dig, er chancen for at dit "nervøse hjerte" er starten på en blodprop nok meget lille. Tænk fx: Hvor er det træls lige nu, men jeg véd at det holder op, og at det ikke fører andet med sig. Lad være med at tænke at du er ved at dø.
Hvis dine symptomer medfører angst, kan det være en ond cirkel.

Hvis du ligger ned når "det" kommer: stå evt. op og distraher dig selv med noget der får dig til at glemme bankeriet.

Træk vejret dybt, "med maven" nogle gange.

Drik vand.

Ser der ud til at være en sammenhæng ml. "nervøst hjerte" og "reflux", er der flere der taler om at man kan spise honning og/eller drikke lidt æblecideredikke (fortyndet) når "det" går i gang.

Medmindre dine symptomer virkelig nødvendiggør det, lad være med at aflyse arrangementer og melde afbud og dermed lade dit "elektriske hjerte" styre dit liv i urimelig grad.

Lad være med at bruge for meget tid på diskussionsgrupper som denne :-)


Det var dét, der er sikkert flere der kan supplere med mange andre råd. Og jeg skal lige sige at jeg på ingen måde er læge, men bare har prøvet at opsummere hvad jeg har erfaret og læst. Held og lykke!

Kommentarer

  • Hej, jeg er en pige på 18 år. Lige siden 13-års alderen har jeg haft problemer med nervøst hjerte. Alle kvinderne i min familie (på min mors side) lider af det der hedder nervøst hjerte og selvom jeg godt ved det ikke er noget at være bange for, har min underbevidsthed sit helt eget liv!!! Jeg har også fået det der hedder panik angst som virkelig ikke hjælper særlig godt på den lidelse jeg har.

    Jeg har selv været til læge en del. Har fået tjekket mit hjerte. Masser af blodprøver og alt var mere end perfekt.

    Men alligevel er jeg ekstremt bange for at hjertet opgir!

    Derfor kom jeg på de anti-depressions piller som hedder "cymbalta" eller noget i den stil da jeg var 15 år. Lidt for tidligt, men det har virkelig hjulpet mig. Mit hjerte plejede at være nervøst dagen lang. Jeg må nok indrømme at de tog hårdt på mig og jeg var meget fraværende fra skole. Men tilgengæld fik jeg også en del bivirkninger såsom: rystelser, koncentrationsbesvær, agression etc

    Mit hjerte har stadigvæk sit eget liv selvom jeg nu er 18 og har været på de piller i nogle år (desværre har jeg svært ved at komme af dem igen. Birvirkningerne er så store at jeg får abstinenser). Har stadigvæk nervøst hjerte men slet ikke ligeså tit, men når jeg får nervøst hjerte begynder min hjerne at arbjede på højtryk, og panik angsten kommer gradvist!

    Det er en kæmpe ond cirkel jeg er inde i, men mine søstre er i det bedste velgående og er begge i 30'erne, de har begge børn og de har været udsat for det samme. De får også anfald engang imellem men ikke ligeså tit.
    Jeg må bare håbe på at være teenager er en ulempe :) og at det vil gå bedre jo ældre jeg blir' :)

    Jeg har prøvet alt hvad der har med panik angst at gøre til nervøst hjerte:

    Ekstrem høj puls
    "pauser" i hjerterytmen
    Koldbøtter i hjerterytmen
    Åndenød
    Uregelmæssig hjerterytme

    Mit nervøse hjerte kommer i perioder og kommer når jeg er mindst forbedret! havde ikke nervøst hjerte da jeg gik på en husholdningsskole i et halvt år fordi jeg havde en god rutine, men har hafgt sabbathår i snart et halvandet år og har derfor også en uregelmæssig søvn.

    Jeg har forresten prøvet jerntilskud - men hjalp ikke, men min søster påstod ellers det hjælper hendes nervøse hjerte. Er nu igang med B-vitamin og Magnesium kur, for det har åbentbart en positiv virking på mange mennesker med det problem :)


    Ja det var bare noget af min historie

    Hilsen Sofie
  • Hej Sofie

    Det må være rigtig træls at få nervøst hjerte så tidligt i livet.

    Ud fra hvad du skriver, tænker jeg at du måske skulle finde en psykoterapeut af en slags der kan hjælpe dig med at bearbejde "angst-delen" af det.
    Du er jo selv inde på at du er i en ond cirkel, og jeg tror at hvis du kan lære at tænke på en lidt anden måde om dine symptomer, måske at slappe bedre af når der er anfald, vil du bedre kunne leve med det.
    Og én af de ting du måske kan lære at lægge "helt frem i hjernen", er at lægerne siger at der ikke er noget i vejen med dit hjerte. Selvom det er svært, synes jeg det hjælper at tænke "at hjertet er i orden, men det føles bare lidt pudsigt nu og da".

    Da du ER teenager, må jeg jo også spørge om du har prøvet helt at droppe alkohol i fx et par uger el. en måned - for at se om det har indflydelse?
    (Det har det for mig ...) :-)

    Good luck!
  • Hej Martin og Sofie

    Jeg synes, at det er en meget fin ide at lave sådan en oversigt over, hvad ekstrasystoler/uroligt hjerte kan skyldes, og hvad man kan gøre for at modvirke det. Egentlig fatter jeg ikke, at lægerne ikke bruger en sådan tjekliste, når de skal hjælpe patienterne.

    Jeg havde selv uroligt hjerte og åndenød i mange år, og jeg blev undersøgt og fik at vide af en speciallæge i hjertesygdomme, at problemet var selvskabt, og en læge mente, at der var tale om nervøst hjerte. Netop denne læge lagde mærke til min åndenød og mente, at den kunne skyldes såkaldt kold lungebetændelse, hvilket hun gav mig antibiotika for, uden at min tilstand blev forbedret.

    Jeg lærte at leve med det og at ignorere symptomerne fra hjertet, især fordi lægerne blev så irriterede, når jeg omtalte dem.

    Mange år efter blev det så konstateret, at jeg havde alvorlig jernmangel. Uroligt hjerte og åndenød er netop typiske symptomer på jernmangel, sammen med træthed, som jeg i øvrigt også havde.

    Hvis lægerne bare var gået frem efter din tjekliste, Martin, så kunne jeg have undgået mange års sygdom og en mistet karriere :o(

    Og for mit vedkommende er der så yderligere sket det, at jeg i december 2009 faktisk fik hjerteproblemer en fredag nat. Belært af mine tidligere erfaringer med den slags tog jeg det ikke alvorligt i første omgang og kom derfor først på sygehuset halvandet døgn efter, at problemet begyndte. Jeg fik diagnosen atrieflimmer (for hurtig og uregelmæssig hjerterytme), som hurtigt og nemt blev løst ved hjælp af elektrisk stød. Jeg har nu fuldstændig normal hjerterytme igen, men desværre har jeg en forøget risiko for blodpropper, fordi jeg ikke kom på sygehuset og fik ordnet problemet med det samme. Jeg skal derfor tage blodpropforebyggende medicin, muligvis resten af mit liv.

    Jeg ved godt, at det kan være betænkeligt at skrive om ovenstående erfaring i denne tråd, hvor det jo drejer sig om at afdramatisere problemet angående uroligt hjerte. Men man kan altså også blive for dygtig til at ignorere sin urolige hjerterytme!

    I øvrigt vil jeg sige til dig, Sofie, at jerntilskud kun kan hjælpe mod uroligt hjerte, hvis man faktisk er i underskud med jern. Det må din søster have været, eftersom jerntilskud hjalp hende. Og jeg vil sige, at det er en dårlig ide at tage jerntilskud, hvis man ikke har fået påvist jernmangel af en læge, for det er heller ikke godt at få for meget jern. Men det er en kendt sag (ved jeg nu!), at mange kvinder – på grund af menstruationen – har mangel på jern. Så derfor er det en god ide at få det tjekket hos lægen, især da hvis man har uroligt hjerte.

    Jeg synes, at det er en god ide, at du nu forsøger med B-vitaminer og magnesium. Du taler om, at du skal bryde en ond cirkel, men jeg vil gerne fortælle dig, at der faktisk også kan være en ond cirkel, hvad disse vigtige næringsstoffer angår: Når man er nervøs og stresset f.eks. over et uroligt hjerte, forbruger organismen mere magnesium, og så vidt jeg husker også flere B-vitaminer, mener eksperterne.

    Jeg håber, at du får held til at løse problemet. Held og lykke med det.

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Det er klart at man heller ikke bare skal ignorere alt, fordi en læge en gang har sagt at éns hjerte er ok. Ændrer symptomerne sig fx? Så må man da til læge igen.

    Jeg vil da også tro at lægen vil give medicin hvis man ofte har "flimmer" af en slags, altså meget hurtig (og måske også uregelmæssig) hjerterytme.
    Man kan jo lige tage sin puls hvis man "mærker hjertet", så kan man da beskrive dét for sin læge.

    Hvis man er lidt utryg ved om egen læge nu også har helt ret, kan man vel kræve at blive henvist til en hjertespecialist. De laver jo ikke andet end at se på og lytte til folks hjerter - og folks fornemmelser af deres hjerter.

    Det gjorde jeg, han sagde at mit hjerte er helt ok, efter både ultralydsscanning og "optagelser af hjerterytme over 2 døgn" (der kun fangede "ufarlige ekstraslag").
    Han anbefalede at jeg lærte at leve med lidt bankeri nu og da. Men at jeg skulle komme igen hvis det kom oftere eller kraftigere, så det ikke var til at leve med. Han anbefalede også at gå enten til ham el. egen læge el. skadestue og få taget et ekg hvis dette kunne blive "under et anfald".
    Og han nævnte at man jo kan få betablokkere og anden medicin mod rytmeforstyrrelser. Men de kan jo have bivirkninger, så foreløbig "lever jeg med det", men har fx bedt om at få taget et ekg hos egen læge her snart, fordi jeg faktisk synes jeg "mærker noget til hjertet" lovlig ofte.
    Min "hjertedoc" var supergod at snakke med og meget tillidsvækkende.

    Men det ER svært at have en "sygdom" el. hvad man skal kalde det, hvor det er så svært at finde ÅRSAGEN. Jeg har i hvert fald oplevet flere gange at NU troede jeg at jeg havde fundet roden til dette onde, men hvor "det" så alligevel kom igen, selvom jeg tog magnesium/holdt op med at drikke/x/x/ ...

    Nogle gange tænker jeg: Det er sgu da bedre at mærke at det banker, end at det ikke banker ... :-)

    Og jeg tænker også: Det er ubehageligt, men faktisk har det ALDRIG hindret mig i at gøre noget - bortset fra at sove. Jeg har aldrig haft ondt, jeg har aldrig følt åndenød el. manglende evne til at løfte, løbe osv. Og det er aldrig fortsat over i "noget værre". Det er måske også derfor jeg satser så meget på at leve med det.

    Martin
  • Hej Martin

    Forskellen mellem dig og mig er nok, at du er mand og jeg er (midaldrende) kvinde. Der findes en udbredt tendens hos praktiserende læger til at tro, at snart sagt ethvert sygdomsproblem eller symptom hos midaldrende kvinder skyldes noget psykisk eller overgangsalderen. Og denne tendens havde min hjertespecialist tilsyneladende også. Til hans forsvar må dog siges, at en hjertespecialist må gå ud fra, at den praktiserende læge har undersøgt alle relevante årsager til problemet, og altså også har tjekket blodprocenten, men det havde min praktiserende læge ikke gjort, og jeg anede ikke noget om, at det var en vigtig undersøgelse.

    På den anden side kan man også sige, at en hjertespecialist må formodes at have så meget kendskab til et hjertes funktion, at han lige sikrer sig, at blodprocenten er undersøgt.

    Den hjertespecialist, jeg kom hos, sagde absolut ikke noget om, at der kunne være tilfælde af uregelmæssig hjerterytme, som skulle tages alvorligt. Tværtimod var det efter besøget hos ham, at jeg virkelig lærte at abstrahere fra ALLE ”mislyde” fra hjertet, for det er meget ubehageligt at få at vide af en arrogant hjertelæge, at ens hjerteproblem er selvskabt.

    Når jeg ikke tog til læge med det samme, da jeg fik det, som viste sig at være atrieflimmer, var det, fordi det opstod natten mellem fredag og lørdag, altså uden for lægens åbningstid. I stedet gav jeg mig til at læse en god bog, for jeg kunne naturligvis ikke sove, når hjertet sådan tog på vej. Og jeg bestemte mig til at ringe til min læge om mandagen for at høre, om det var noget, jeg skulle tage alvorligt. Men allerede søndag morgen måtte jeg ringe til lægevagten, fordi jeg ikke kunne stå på benene. Lægevagten indlagde mig med det samme.

    På sygehuset sagde de, at jeg skulle være kommet fredag nat, straks da jeg mærkede problemet. Og de tog en række blodprøver som noget af det første, blandt andet blev jeg tjekket for jernmangel. Så på sygehuset ved de godt, at jern er vigtigt for hjertets funktion. Jeg har ikke fået medicin til regulering af hjertets rytme, udelukkende stød denne ene gang. Jeg kender godt betablokkere, som jeg engang har fået mod forhøjet blodtryk. Det kan jeg absolut ikke tåle. Betablokkere gjorde mig meget syg af depression med mareridt, søvnforstyrrelser og grådanfald.

    Jeg vil gerne sige, at der er stor forskel på de symptomer, jeg i sin tid havde grundet jernmangel, og så de symptomer, jeg havde på grund af atrieflimmer. Det er slet ikke den samme fornemmelse. Men alligevel havde lægernes bagatellisering af mine problemer dengang sat sig så mange spor, at jeg ikke tog de nye symptomer alvorligt, før jeg ikke længere kunne stå på benene, fordi det sortnede for mine øjne, hver gang jeg rejste hovedet fra liggende stilling.

    Mine hjerteproblemer, dengang jeg havde jernmangel, har heller ikke som sådan forhindret mig i noget, selv om jeg havde åndenød og var meget træt. Men hvis jernmanglen var blevet opdaget på et tidligere tidspunkt i forbindelse med at jeg klagede over hjerteuro, kunne jeg have været sparet for flere års sygdom, for efterhånden som jernmanglen blev værre og værre, blev jeg meget syg og magtede til sidst intet.

    Men igen: Jeg synes, at din tjekliste er god, Martin. Den kunne jeg godt have brugt for mange år siden :o)

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Hej "Kameliadame"

    Er ked af at læse at læse om din førstegangs oplevelse med anfald af atrieflimren, håber meget for dig at det var en "engangsforestilling".

    Vil lige supplere lidt til din oplevelse, specielt hvad angår behandling med blodfortyndende medicin, som du skriver at du skal have formentlig resten af livet, fordi du ikke blev indlagt straks efter at dit anfald startede.

    Det forstår jeg ikke helt og det eneste tidsmæssige ”øje” jeg kan se i forbindelse med indlæggelse for atrieflimren, er reglen om at man ikke må forsøge at "støde" (DC-konvertere) hjerterytmen på plads, hvis anfaldet har varet længere end 48 timer og at man samtidig IKKE har været i blodfortyndende behandling som minimum 4 uger forud for DC konverteringen (behandlingen skal være med marevan eller lignende blodfortynder - hjertemagnyl er ikke nok!)

    Jeg kan se af dine indlæg at du lider af forhøjet blodtryk, det kan være det er derfor lægerne har vurderet at du skal starte med blodfortyndende medicin. Men jeg forstår ikke helt at det skulle være nødvendigt for dig at være i livslang blodfortyndende behandling efter dette første og eneste anfald du har haft og fordi du først blev indlagt efter halvandet døgn.
    Skal ikke gøre mig klog på lægernes vegne og en hjertemagnyl om dagen kan de fleste sikkert sagtens leve med uden de store problemer, men egentlig blodfortyndende behandling er mere bøvlet, kræver regelmæssige kontrolbesøg hos læge, og giver naturligvis en forøget risiko for utilsigtede blødninger overalt i kroppen.

    Min erfaring, efter et stort antal af atrielflimren anfald, desværre langt på den forkerte side af 100! - er følgende når det gælder den såkaldte AK (AntiKoagulerende) behandling:
    Hvis man lider af såkaldt Lone Atrie Flimren, altså uden andre underliggende sygdomme, så er det almindeligvis tidligst ved år 65, at man normalt vil begynde at overveje egentlig AK behandling.

    Og underliggende risikoudløsende faktorer/sygdomme er typisk beskrevet som:
    * Tidligere apopleksi (blodprop i hjernen)
    * Andre iskæmiske hjertesygdomme (Mitralstenose, hjerteklapprotese)
    * Alder over 75 år
    * Forhøjet blodtryk
    * Diabetes

    Håber som sagt virkelig for dig at det var en "enlig svale" med dette anfald, og skulle det alligevel vise sig at vende tilbage med flere anfald , så tab ikke modet, idet der er al mulig grund til at tro på, at udviklingen af behandling af netop denne form for rytmeforstyrrelser, gennemgår en meget positiv udvikling disse og de kommende år.

    Venlig hilsen
    Michael
  • Hej Michael

    Jeg har svaret dig i denne nystartede tråd:

    viewtopic.php?t=22941&f=58

    Mange hilsner

    Kameliadamen
Log in eller Registrér for at kommentere.