Depression / Angst
Hej. Jeg har lige været indlagt 6 uger med fødselsdepression og angst, jeg fik cipramil i 7 uger så trappede jeg ud, da jeg ikke følte jeg kunne tåle dem, følte meget mathed i kroppen og langsom puls / hjerteslag. Jeg har nu været ude af medicin i 11dage og jeg har et svingende blodtryk og nogle anfald af blodtryks fald med et blodtryk på 90/50 .
Psykiatrisk afd. mener det er angst, egen læge vil have mit hjerte ultralydscannet.
Er der nogen som har oplevet det samme, hører jeg meget gerne om det.
Charlotte
Psykiatrisk afd. mener det er angst, egen læge vil have mit hjerte ultralydscannet.
Er der nogen som har oplevet det samme, hører jeg meget gerne om det.
Charlotte
Kommentarer
Jeg vil anbefale dig at prøve at logge ind på www.Hjerteforeningen.dk eller på www.Hjertedebat.dk
der vil du kunne finde noget om dette emne.
Mange hjertelige hilsner
Rita
Det må have været en forfærdelig oplevelse. Jeg håber, at du får den støtte og opbakning, som du har behov for, og at det går godt med den lille.
Jeg har ikke selv prøvet at have præcis den slags problemer, som du beskriver. Men jeg har prøvet at få børn, og jeg har prøvet at få tage Cipramil, og jeg har selv problemer med blodtrykket.
Og først vil jeg lige sige, at det er fuldstændig normalt, at et blodtryk svinger meget. Det bliver højere, når vi anstrenger os fysisk eller bliver følelsesmæssigt berørte eller stressede. Det falder, når vi er i hvile og ikke er følelsesmæssigt oprørte.
Så derfor kan dine læger godt have ret i, at det kan være angst, der er skyld i dit problem med dit svingende blodtryk. Men det er jo dig, der har oplevelsen, og du må jo selv vide, om du har angst eller ikke har angst, ikke? Den slags kan andre mennesker jo ikke vide noget om.
Og så vil jeg lige sige, at lavt blodtryk normalt ikke er farligt. Der er kun grund til at gøre noget ved det, hvis du har problemer på grund af det lave blodtryk.
Når alt det er sagt, så er der jo sagen om, hvorvidt det er Cipramil, der har været årsag til de problemer, du omtaler. Lad os kigge på Lægemiddelstyrelsens produktresumé, som kommer her:
http://www.produktresume.dk/docushare/d ... html#bmk47
De registrerede bivirkninger ved Cipramil står omtalt i punktet AU.4.8 Bivirkninger.
Vi lægger mærke til, at der er registreret følgende hjerte-bivirkninger: palpitationer, takykardi og brakykardi.
Palpitationer, som er det samme som hjertebanken, er meget almindeligt, dvs. det kommer hos mere end 1 ud af 10, der tager Cipramil.
Takykardi, som er det samme som hurtig hjerterytme/puls, er almindeligt, dvs. det kommer hos mellem 1 ud af 10 og 1 ud af 100, der tager Cipramil.
Brakykardi, som er det samme som langsom hjerterytme/puls, er ikke almindeligt, men det kommer hos mellem 1 ud af 100 og 1 ud af 1000, der tager Cipramil.
Angående din beskrivelse ”mathed” er det nærmeste, vi kommer, at
Sløvhed er meget almindeligt, dvs. hos mere end 1 ud af 10, der tager Cipramil
Træthed er almindeligt, dvs. hos mellem 1 ud af 10 og 1 ud af 100.
Angående blodtrykket kan vi se følgende under ”Vaskulære sygdomme”: Hypotension, hypertension, ortostatisk hypotension og alle tre ting er almindelige, dvs. det kommer hos mellem 1 ud af 10 og 1 ud af 100, der tager Cipramil.
Hypotension betyder lavt blodtryk
Hypertension betyder højt blodtryk
Ortostatisk hypotension er en betegnelse for en tilstand, hvor man nemt kan blive svimmel, hvis man rejser sig fra liggende eller siddende stilling for hurtigt. Sådan er der mange, der har det, og det er ikke farligt. Jeg har det selv, men jeg er også efterhånden en ældre dame.
Af ovenstående kan du se, at de ting, du har mærket, kan være sandsynlige bivirkninger ved Cipramil. Men de fleste, der oplever den slags, holder ud i håb om, at Cipramil også har en gavnlig virkning.
Men nu er du imidlertid holdt op med at tage Cipramil. Der kan godt være ophørssymptomer et stykke tid efter, at man er holdt op med Cipramil. Det kan du også læse om i ovenstående produktresume. Det står under ”Seponeringssymptomer ved ophør af SSRIbehandling” nederst i bivirkningsafsnittet.
Men nu er det 11 dage siden, at du er holdt op med at tage Cipramil, og du har kun taget Cipramil få uger. Derfor skulle eventuelle ophørssymptomer gerne være overstået nu.
Jeg er overbevist om, at Cipramil IKKE har givet nogen varige skader. Det behøver du ikke frygte. Det vil da være en god ide at få hjertet undersøgt, som din læge foreslår. Det vil give dig tryghed at få at vide, at der som ventet ikke er noget i vejen med dit hjerte.
Men hvordan har du det psykisk efter alt dette? Er din depression og angst der stadig?
Jeg vil gerne henlede din opmærksomhed på en teori, der er fremsat af en fransk forsker ved navn David Servan-Schreiber. Han mener, at fødselsdepressioner kommer af mangel på sundt fedt!
Vores hjerne består af ca. to tredjedele fedt. Deraf er en stor del såkaldt omega 3-fedt, som vi især får fra fisk. Der skal bruges ret meget omega 3-fedt, når et lille barns hjerne skal dannes. Hvor skal al det fedt komme fra i disse fedtforskrækkede tider?
Ja, det kan jo kun tages fra den mad, moderen spiser! Det lille foster skal nok finde ud af at tage det fedt, det behøver. Det er moderen, det går ud over – og nogle gange i form af fødselsdepression, ifølge denne franske forsker.
Den sympatiske og respekterede danske psykiater Videbech, der har beskæftiget sig meget med fødselsdepressioner, anbefaler faktisk et tilskud af fiskeolie ved depressioner.
Fiskeolie forbygger desuden problemer med hjertet og blodtrykket. Hvis jeg var dig, ville jeg tage en god vitaminpille dagligt sammen med et tilskud af kvalitets-fiskeolie. Desuden ville jeg bede min læge om en blodprøve til undersøgelse af de næringsstofmangler , som en almindelig praktiserende læge kan undersøge for.
For at forebygge misforståelser: Jeg tror ikke, at depressioner kommer udelukkende af mangel på næringsstoffer. Jeg tror, at depression kommer af den samlede sum af belastninger, som man er udsat for. Og en fødsel og det at stå med ansvaret for en lille nyfødt er en enorm belastning. Men hvis man derudover mangler vigtige næringsstoffer som f.eks. omega 3-fedtstoffer, er det måske den belastning, der får læsset til at vælte?
Mange hilsner
Kameliadamen