Indstillinger
Lever kun for mine børn
Hej alle
Jeg er ny her inde, ved ikke ellers hvor jeg skal gå hen.
Jeg er gift og har 4 børn hvor den ene lever i himlen.
Jeg er aldrig kommet mig over tabet af min lille søn.
Jeg er lige endt barsel, og startet op igen på sygedagpenge, min mand hjælper mig ikke i dagligdagen. Jeg står op kl 6 skal have 3 børn på i tøjet og afsted til skole, børnehave og snart dagpleje, vores tur tager ialt ca 1 time i transport, når jeg kommer hjem rytter jeg af efter morgenmad, hygger med min lille datter, ind til hun skal sove ca 1½ timer mere bliver det ikke til, for så skal vi atter afsted efter de store og der skal måske også handles på vejen,er hjemme igen ca kl 16. Så skal der snart til og laves mad, mens min mand ligger på sofaen, mens jeg laver mad skal jeg også holde øje med ungerne svært ind imellem.
Når vi har spist hjælper den store søn mig med at rytte af og sætte i opvaskemaskinen, mens min mand atter ligger på sofaen.
Så skal der bades og det er også mig der står for det, og puttes børn er også mig, den store har måske nogen opgaver der skal være færdig til næste skoledag også mig.
Min mand falder i søvn hver dag på sofaen ll ca 19, og jeg fare rundt af får styr på legetøj og vasketøj.
Jeg koger og koger mere indeni har lyst til bare at skrige og løbe væk fra det hele, når jeg siger til min mand om han ikke godt gider at hjælpe siger han bare han har sit job og jeg går jo hjemme så det skulle jeg nok kunne klare. Det er også mig det står på om natten hvis der er nogen der vågner.
Jeg har mega lyst til at tage mit og børnes liv, for de skal ikke leve uden mig, vil ikke byde dem at de skal igennem den sogn med at deres mor begiv selvmord.
Går i distrek psyg men syntes ikke rigtig jeg kan sige hvordan jeg har det, er så bange for at de vil fjerne mine børn, de er det eneste jeg har og de eneste der får mig op af sengen hver morgen.
Hvad skal jeg gøre???
Hilsen en meget ulykkelig kvinde
Jeg er ny her inde, ved ikke ellers hvor jeg skal gå hen.
Jeg er gift og har 4 børn hvor den ene lever i himlen.
Jeg er aldrig kommet mig over tabet af min lille søn.
Jeg er lige endt barsel, og startet op igen på sygedagpenge, min mand hjælper mig ikke i dagligdagen. Jeg står op kl 6 skal have 3 børn på i tøjet og afsted til skole, børnehave og snart dagpleje, vores tur tager ialt ca 1 time i transport, når jeg kommer hjem rytter jeg af efter morgenmad, hygger med min lille datter, ind til hun skal sove ca 1½ timer mere bliver det ikke til, for så skal vi atter afsted efter de store og der skal måske også handles på vejen,er hjemme igen ca kl 16. Så skal der snart til og laves mad, mens min mand ligger på sofaen, mens jeg laver mad skal jeg også holde øje med ungerne svært ind imellem.
Når vi har spist hjælper den store søn mig med at rytte af og sætte i opvaskemaskinen, mens min mand atter ligger på sofaen.
Så skal der bades og det er også mig der står for det, og puttes børn er også mig, den store har måske nogen opgaver der skal være færdig til næste skoledag også mig.
Min mand falder i søvn hver dag på sofaen ll ca 19, og jeg fare rundt af får styr på legetøj og vasketøj.
Jeg koger og koger mere indeni har lyst til bare at skrige og løbe væk fra det hele, når jeg siger til min mand om han ikke godt gider at hjælpe siger han bare han har sit job og jeg går jo hjemme så det skulle jeg nok kunne klare. Det er også mig det står på om natten hvis der er nogen der vågner.
Jeg har mega lyst til at tage mit og børnes liv, for de skal ikke leve uden mig, vil ikke byde dem at de skal igennem den sogn med at deres mor begiv selvmord.
Går i distrek psyg men syntes ikke rigtig jeg kan sige hvordan jeg har det, er så bange for at de vil fjerne mine børn, de er det eneste jeg har og de eneste der får mig op af sengen hver morgen.
Hvad skal jeg gøre???
Hilsen en meget ulykkelig kvinde
Kommentarer
Det er fint, at du har skrevet herinde.
Jeg har selv levet i et forhold af den type, du beskriver. Jeg kom til en psykiater p.g.a. depression og han konstaterede, at jeg reagerede ganske normalt på de forhold, jeg levede under. Han mente, at det var min mand mere end det var mig, der trængte til psykiatrisk behandling. Så kunne jeg gå hjem og slå min mand i hovedet med det – men det forandrede jo ikke noget og det gik min depression ikke over af.
Der er så bare én ting, jeg slet ikke forstår. Du har lyst til at tage dit og børnenes liv – en temmelig radikal løsning må man sige. Hvad med at blive skilt i stedet for? Det forekommer ialtfald mig at være en lettere og langt bedre løsning med mindre vidtrækkende konsekvenser.
Hvorfor bliver du ved med bare at sige til din mand, at han skal hjælpe og finde dig i, at han ikke gør det? Du koger mere og mere indeni og har lyst til at skrige og løbe væk fra det hele. Hvorfor gør du så ikke noget ved det? Hvad er det, der holder dig tilbage?
Så vidt jeg kan se, har du to muligheder (sikkert pest eller kolera): Enten vælger du at leve med det som er - og står inde for dit valg og accepterer din mand, som han er. Eller også vælger du noget andet, som der ialtfald er en mulighed for, at du vil få det bedre med.
Jeg forstår godt din frygt for, at man vil tage børnene fra dig, hvis du fortæller sandheden om, hvordan du har det. Om man ville gøre det eller i stedet sætte hjælp ind, kan jeg ikke vide – men jeg forstår, at du kan være bange for det. Helt sikkert er det, at hvis du ikke selv er i stand til at handle aktivt, så må du have hjælp til at komme ud af den situation, du befinder dig i. Du får det med sikkerhed ikke bedre, så længe du lever på en måde, der i den grad belaster dig og dermed forværrer din psykiske tilstand.
Den nuværende situation præger jo også børnene. De mærker jo, at tingene ikke er som det skal være og det vil være med til at gøre dem utrygge og splittede. Der er også alt for stor risiko for, at alle dine aggressioner kommer til at gå ud over dem. Desuden spilder du lige nu en utrolig masse energi på din mand. Energi som du i stedet kunne bruge positivt på dig selv og dine børn. Den energi og opmærksomhed, du giver ham, tager du fra dem. Så helt sikkert er det, at hvis du intet gør, så eksploderer det hele med et brag en dag – og det hjælper ialtfald hverken dig eller børnene.
Dit sidste spørgsmål er, hvad du skal gøre. Mit bedste råd er, at du åbner mere op omkring, hvor forfærdeligt du har det p.g.a. din hjemmesituation. Du behøver jo ikke at fortælle, at du bare ønsker at dø og tage børnene med dig. Men du kan jo godt fortælle, at du simpelthen ikke kan holde ud at leve på den måde mere og bare har lyst til at skrige og løbe væk og at du føler, at du simpelthen er ved at eksplodere. Altså at din hjemmesituation helt konkret må forandres, hvis du skal have det bedre.
Mange hilsner Helene
Tak for dine ord, og gud hvor har du ret i det du skriver.
Jeg bruger med at min tid på at gå og være sur over at han bare ligger der, jeg kunne s.. også godt bruge bare engang imellem at det var mig og ham der piskede rundt.
Hvad der holder på ja det kan jeg ikke sige, for vi har jo ikke noget sammen og har ikke haft det længe, han sover jo på sofaen til kl 2-3 stykker før han så kommer i seng.
Han kan heller ikke forstå hvorfor jeg er træt ind imellem, får jo ikke noget rigtig søvn er oppe hverfald en gang om natten, det er lige som om at jeg må ikke være træt fordi jeg gå hjemme, jeg har sagt flere gange at vi skulle prøve at han tog ferie en uge, så han kunne prøve at være mig, men det vil han jo ikke,for hvad skal jeg så lave bare se på eller hvad siger han.
Vi har været sammen i 10 år, og det er som om han ikke kan forstå hvordan jeg enligt har det, syntes det er svært at fortælle ham det så han kan forstå det.
Jeg var til møde på kommunen igår ang. min sygemelding, og der syntes hun jeg skulle får ligt psykologhjælp, så det ville hun sætte igang så de betaler, så jeg håber ikke der gå lang tid.
Jeg kan kun sige at jeg må overveje meget stærkt at komme væk fra min mand for som du skriver springer det en dag også er det måske forsent, så tak for dine råb.
Selvfølgeligt kunne du godt bruge noget aflastning. Din mand påtager sig jo slet ikke sit voksne ansvar hverken som din mand eller som børnenes far. Så du har bare ansvaret for 'et barn' mere. Nok ikke lige det, du har brug for. Desværre kan du bare ikke lave om på ham. Det har mange års erfaring efterhånden vist dig.
Jeg tror, at du kan forklare fra nu af og til juleaften, hvordan du har det. Du kan endda gøre det godt - men et menneske, der ikke vil forstå, kan man ikke få til at forstå. Din mand ved det jo godt - han er et voksent menneske og har både øjne og ører. Så han vil simpelthen ikke forandre sig. Og hvorfor skulle han? Der sker jo intet som helst ved, at han bliver liggende på sofaen. Du brokker dig bare lidt og det er han så vant til og kan sikkert lukke af for. Så alt er som det plejer at være og han får lov at blive liggende. Det er et bekvemt liv for ham, som han garanteret ikke kan se nogen grund til at forandre. For hvis han havde været voksen og ansvarlig, så havde han gjort det helt af sig selv.
Det er sjældent, at jeg ikke tillægger andre mennesker positive intentioner - men det kan jeg desværre ikke gøre i forhold til din mand.
For mig lyder det som om, at du er så stresset, så du har mistet fokus. Du har så travlt med bare at overleve, så du slet ikke har tid til at komme væk fra det, der er ved at tage livet af dig.
Det er dog et fantastisk tilbud, du har fået, at kommunen tilbyder dig psykologhjælp. Det er sjældent, man hører det, synes jeg. Så det er da ialtfald positivt.
Mange hilsner Helene