Indstillinger
Har en dårlig dag.
Jeg har det rigtig skidt i dag, men jeg har ikke lyst til at snakke om det med hverken min kæreste eller mine forældre. Jeg synes ikke at folk forstår mig. At de kan forstå at jeg har det dårligt, selvom jeg er normalvægtig (eller næsten). Selvom min vægt er normal, så er anoreksien der jo stadig, for der er ingen der egentlig har hjulpet mig. Jeg tænker konstant på hvad jeg spiser. Kan ikke finde ud af det. nogle dage spiser jeg andre gør jeg ikke. Motionerer 4 timer om dagen, selvom jeg ikke har lyst.
Jeg er lidt forvirret og ved ikke helt hvad jeg føler. Måske kunne jeg også bare være mere åben omkring hvordan jeg har det, men det er svært at sætte ord på det.
Jeg er frustreret over at de ikke hjalp mig da jeg var indlagt. Jeg synes ikke de tog det alvorligt. Måske skal jeg være tyndere næste gang, så de kan forstå hvor slemt det er.
Og jeg er rigtig ked af noget min kæreste sagde den anden dag. Han har et rigtig dårligt arbejde på en fabrik, som han er træt af. Han sagde at han gerne ville gå hjemme som mig. Også selvom det betød at han skulle have det skidt ligesom mig. Jeg tror ikke han forstår hvor ondt man kan have det indeni, når man er syg. Jeg ville da gerne have et møgarbejde, hvis det betød at jeg ville have det godt med mig selv. hvis jeg var fri for at hade mig selv hver dag.
... blev rigtig ked af det da jeg skrev det, så jeg måtte skære mig selv. det har jeg ellers ikke gjort i lang tid.
Ved ikke om der er nogen der gider svare, havde bare brug for at skrive det.
Jeg er lidt forvirret og ved ikke helt hvad jeg føler. Måske kunne jeg også bare være mere åben omkring hvordan jeg har det, men det er svært at sætte ord på det.
Jeg er frustreret over at de ikke hjalp mig da jeg var indlagt. Jeg synes ikke de tog det alvorligt. Måske skal jeg være tyndere næste gang, så de kan forstå hvor slemt det er.
Og jeg er rigtig ked af noget min kæreste sagde den anden dag. Han har et rigtig dårligt arbejde på en fabrik, som han er træt af. Han sagde at han gerne ville gå hjemme som mig. Også selvom det betød at han skulle have det skidt ligesom mig. Jeg tror ikke han forstår hvor ondt man kan have det indeni, når man er syg. Jeg ville da gerne have et møgarbejde, hvis det betød at jeg ville have det godt med mig selv. hvis jeg var fri for at hade mig selv hver dag.
... blev rigtig ked af det da jeg skrev det, så jeg måtte skære mig selv. det har jeg ellers ikke gjort i lang tid.
Ved ikke om der er nogen der gider svare, havde bare brug for at skrive det.
Kommentarer
Jeg vil gerne svare dig. Selvom jeg ikke ved, hvordan det er at have anoreksi, så ved jeg ialtfald, hvordan det er at have ondt indeni.
Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at tale med din kæreste eller dine forældre om det, når du ikke føler dig forstået. Det er rigtigt svært, når éns nærmeste ikke forstår én. Måske det vil hjælpe dig selv at være mere åben omkring, hvad du føler - men ikke forvente, at de skal kunne forstå det. Men du kan godt tillade dig at forvente, at de respekterer det. Det er bare svært, det ved jeg godt. Men det er jo ret umuligt for dem at komme til at forstå, hvordan du har det, hvis du ikke fortæller det.
Jeg forstår godt, at du blev ked af det, din kæreste sagde, for det viser jo tydeligt, at han ikke forstår dig. Men omvendt forstår du jo måske heller ikke rigtigt, hvor meget det går ham på at have et arbejde, han ikke kan fordrage?
Du gør kun problemerne større for dig selv, hvis du prøver at blive tyndere næste gang. Det hjælper hverken dig eller dine omgivelser. Det får dem ikke til at kunne forstå dig bedre. Det vil kun få dem til at føle sig mere magtesløse og føle større skyld. Det kan betyde, at de faktisk trækker sig længere væk fra dig. Det vil altså kunne give præcist det modsatte resultat af det, du ønsker.
Problemet er, når man er sammen med mennesker, der ikke forstår én. Det er jo ikke ond vilje - men man kan altså ikke forstå noget, man ikke kan forstå. Du bebrejder dem vel heller ikke, at de ikke kan forstå atomfysik? Enten må man vælge ikke at være sammen med mennesker, der ikke forstår eller også må man acceptere det eller man må prøve at forklare dem, hvordan man har det og forvente, at de ialtfald respekterer det. Men man kan ikke tvinge andre til at forstå noget, de ikke har grundlaget for at forstå.
Det største problem er jo, at du hader dig selv. Elsker man ikke sig selv, så kan man heller ikke rigtigt tage imod andre menneskers kærlighed. Man skubber ubevidst andre fra sig, for elsker man ikke sig selv, så tror man inderst inde heller ikke, at andre kan elske én. Man lader ikke andre komme tæt på og gør det svært for andre at få lov at elske én - og så gør man det rigtigt svært for sig selv.
Elsker man sig selv, vil man slet ikke blive forbavset over, at andre også kan elske én og så får man meget lettere ved også selv at elske. Elsker man sig selv, så lader man sig heller ikke nøjes med noget, der ikke er godt for én - så vil man søge mennesker, der behandler én, som man ønsker at blive behandlet.
Selvhadet kan man jo desvørre ikke 'bare lige' fjerne. Det kræver langvarrig terapi, når det er så slemt. Men man kan godt beslutte for at behandle sig selv ordentligt. Det er simpelthen et spørgsmål om at ville det og øve sig i at blive bedre og bedre til det. Du ville sikkert ikke behandle andre, som du behandler dig selv? For mig er det ulogisk, at man skal behandle sig selv dårligere, end man behandler andre.
Men det er logisk for mig, at man ikke får det man ønsker sig fra andre, så længe man ikke kan give sig selv det, man ønsker sig.
Har du været i terapi? Jeg tænker på, at der under distriktpsykiatrien findes gruppeterapi. Bl.a. for mennesker med anoreksi og/eller andre spiseforstyrrelser men også andre grupper. Her ville du kunne møde andre, der forstår dig, som du kunne tale med - og ovenikøbet få professionel behandling samtidigt.
Kærlig hilsen Helene
Jeg var helt nede i går og jeg synes ikke helt jeg var mig selv da jeg skrev det. For det passer ikke at ingen forstår mig. Min mor har feks. altid været meget forstående og har hjulpet mig meget. Min kæreste har nok lidt svært ved at sætte sig ind i hvordan jeg rigtigt har det, men han er rigtig god til at trøste mig, når jeg fortæller at jeg er ked af det, og så snakker han med mig om det. Jeg ved ikke hvorfor jeg havde det sådan. Lige nu synes jeg det er meget mærkeligt at jeg følte det jeg gjorde. Noget af det var rigtigt, feks at jeg ikke fik hjælp da jeg var indlagt, men altså ikke det med min familie. Det er underligt at jeg kunne tro at jeg var helt alene i verden, når jeg bare kunne have bedt om hjælp.
Vi kan jo alle have dage, hvor det hele ser mere sort ud, end vi normalt ser det.
Din kærestes bemærkning om, at han hellere ville have det som dig og gå hjemme, havde jo ramt dig meget hårdt, kunne jeg forstå.
Det er ialtfald godt at høre, at du har det bedre i dag.
Hilsen Helene
jeg læste dit indlæg i dag, og da jeg var 13 år fik jeg anoreksi, jeg har været indlagt utrolig mange gange igennem mange mange år, og hver gang jeg blev udskrevet havde jeg det der enorme tomrum, fordi jeg følte ikke de havde hjulpet mig eller taget mig alvorgligt, og derfor begyndt jeg at holde op med at spise igen hver gang jeg kom ud , og blev indlagt igen, og igen.
når jeg forlod sygehuset, havde de brugt tiden på at få noget mad i mig og få min vægt op, og da jeg kom ud vejet jeg det jeg skulle, som også var enormt vigtigt for at holde mig i live, men mit tomrum og min psykiske tilstand blev der ikke taget meget hånd om, så jeg kom ud med en god vægt, men et sind som var så kaotisk, og tomt, jeg tænker det er det samme som er sket for dig.
de dage hvor alt virker hårdt og du føler alle er ligeglade med dig, så er det kun en følelse, og når du ikke kan udtrygge dine følelser går det udover din krop du sulter dig fordi du ønsker kontrol, kontrol over evt kaotiske følelser. og der er det vigtigt at du sætter dig ned og skriver og skriver. for dine følelser og tanker ned på papir.
og husk også at skrive ned de dage du har det godt, for når man har det skidt glemmer man lidt de dage.
det lyder til at du har en sød kæreste som garanterert vil gøre alt for dig.
jeg har erfaret at i de mange år jeg var syg, glemte jeg hvem der betød noget for mig fordi anoreksien havde taget magten og skubbet alle væk fra mig, for det var sygdommen og mig.
husk på de mennesker som vil dig det godt, selv om man føler de ikke forstår en som de nok også har svært ved fordi det er så svært for andre som ikke har mærket smerte på sin egen krop og sætte sig ind, så prøver de at gøre deres og det er nok hårdt for pårørende og se deres elskede skader sig selv.
men hver gang de blev vrede på mig sagde jeg til mig selv det er fordi de elsker mig.
lige meget hvad så har du brug for nogle at snakke med om dine kaotiske tanker og følelser, anoreksi handler ikke om mad det handler om kontrol, og det er den kontrol du skal have hjælp til at blive tryg ved at give slip på.
og en god start for at løsne op er at skrive, og skrive. nogle har også glæde af at male, sine følelser ud.
pas nu på dig selv, og husk du også fortjener et liv...
mange knus herfra.
Tak for dit svar. Det er rigtigt at det handler om kontrol. Jeg får det rigtig godt, når jeg har haft "kontrol" over mig selv, og ikke har spist ret meget. Det at se på vægten at man har tabt sig, føles bare så godt. Det er nok rigtigt når folk siger: "Du kunne ikke kontrollere verden omkring dig, men du kunne kontrollere maden og vægten." Det er bare så svært at slippe den.
Jeg skriver allerede. Jeg har altid skrevet dagbog og det har været rigtig rart.
Hvordan er du kommet ud af anoreksien?