Stress eller angst?
Hej.
Jeg er en familiefar til 2 og bor sammen med dem plus deres dejlige mor.
For 3 måneder siden lagde jeg cigaretterne på hylden og har ikke røget siden. Det har egentlig ikke været noget problem. Lige indtil i forgårs. Her var jeg ude at handle og da jeg kom hjem, brød jeg helt sammen foran min kæreste. Jeg anede(og aner) ikke hvad der skete. Siden da har jeg dagligt været meget anspændt i maven når jeg er sammen med familien og tænker på at stikke af fra det hele. Selvom det er det jeg ikke ønsker, da jeg elsker min kæreste og børn overalt på denne jord.
Jeg ringede til lægen og han sagde at det umiddelbart lyder som et angstanfald. Han ville gerne tale med mig.
Jeg var hos lægen igår og efter en længere samtale mener han ikke at jeg skal have medicin for det, hvilket jeg naturligvis er glad for. Han anbefalede mig istedet at dyrke motion når spændingerne i maven bliver for store. Og det har jeg gjort. Følelsen i maven er væk for en tid men den kommer igen et par timer efter. Lægen sagde også at han regnede med at det ville forsvinde af sig selv. På tirsdag skal jeg derop igen og så må vi se hvad der skal ske.
Jeg har ALDRIG haft det på denne måde før. Jeg sover nogenlunde om natten men om dagen føler jeg mig lidt som en tom skal, der skal instrueres i hvad der skal laves. For et par dage siden ordnede jeg stort set det hele uden problemer. Det er enormt skræmmende.
Har nogle af jer prøvet noget tilsvarende?
Mvh
Brian
Jeg er en familiefar til 2 og bor sammen med dem plus deres dejlige mor.
For 3 måneder siden lagde jeg cigaretterne på hylden og har ikke røget siden. Det har egentlig ikke været noget problem. Lige indtil i forgårs. Her var jeg ude at handle og da jeg kom hjem, brød jeg helt sammen foran min kæreste. Jeg anede(og aner) ikke hvad der skete. Siden da har jeg dagligt været meget anspændt i maven når jeg er sammen med familien og tænker på at stikke af fra det hele. Selvom det er det jeg ikke ønsker, da jeg elsker min kæreste og børn overalt på denne jord.
Jeg ringede til lægen og han sagde at det umiddelbart lyder som et angstanfald. Han ville gerne tale med mig.
Jeg var hos lægen igår og efter en længere samtale mener han ikke at jeg skal have medicin for det, hvilket jeg naturligvis er glad for. Han anbefalede mig istedet at dyrke motion når spændingerne i maven bliver for store. Og det har jeg gjort. Følelsen i maven er væk for en tid men den kommer igen et par timer efter. Lægen sagde også at han regnede med at det ville forsvinde af sig selv. På tirsdag skal jeg derop igen og så må vi se hvad der skal ske.
Jeg har ALDRIG haft det på denne måde før. Jeg sover nogenlunde om natten men om dagen føler jeg mig lidt som en tom skal, der skal instrueres i hvad der skal laves. For et par dage siden ordnede jeg stort set det hele uden problemer. Det er enormt skræmmende.
Har nogle af jer prøvet noget tilsvarende?
Mvh
Brian
Kommentarer
Jeg tænker på, at dette er kommet tre måneder efter, at du er holdt op med at ryge.
For mange mennesker virker cigaretter faktisk som et angstdæmpende og/eller antidepressivt middel. Jeg læste engang, at efter at så mange mennesker er blevet røgfri, er der ordineret og solgt langt mere medicin mod disse lidelser.
Jeg har også hørt (og det var også min egen erfaring), at abstinenserne (både psykisk og fysisk) faktisk kan blive værre lige omkring 3 måneder efter rygestop, fordi det er på det tidspunkt, det sidste nikotin o.a. renses ud af kroppen.
Du føler dig anspændt, når du er sammen med familien. Jeg ved godt, at det ikke betyder, at du ikke elsker dem. Men det er faktisk ikke usædvanligt, for det er jo ikke kun afslappende og afstressende at være sammen med familien. Der er masser af krav, ansvar, forpligtelser, konflikter, uenigheder. Stress-niveauet kan kort sagt være højt.
Cigaretterne kan have hjulpet dig til at dæmpe stress-reaktionerne i kroppen, så du bedre kunne holde til et bestemt stress-niveau.
Nu bliver du både psykisk og fysisk stresset i én eller anden grad, fordi krop og sind ikke længere får sin 'medicin' i form af cigaretterne. Derudover mærker du måske bedre den daglige stress, fordi du ikke længere har cigaretterne til at lægge en dæmper på følelserne. Det er så at sige gevinsten ved de fleste former for misbrug og afhængigheder: Man mærker ikke sine følelser så tydeligt.
Følelsestomheden og handlingslammelsen, hvor du nærmest skal have at vide, hvad du skal gøre, er typiske stress-symptomer. Det er et tegn på, at du ikke længere lever på automatpilot. Du begynder at blive mere autentisk og 'dig selv'. Du begynder at komme i kontakt med alle de føleleser, som nikotinen har haft lagt låg på og du kan simpelthen ikke rumme dem - så lukker man af og bliver følelsestom. Når man har været vant til at handle pr. automatik men pludseligt skal til at forholde sig til og handle udfra sine følelser i stedet, så kan denne tilstand af handlingslammelse indtræffe.
Jeg tror ikke, at medicin vil hjælpe synderligt. Det vil måske nok kunne lægge låg på dine følelser igen (som jeg tror, at cigaretterne har gjort før), men det vil ikke løse problemerne.
At begynde at ryge igen, vil vel næppe heller være den mest optimale løsning.
I stedet tror jeg, at samtaler med en kvalificeret rådgiver (psykolog eller måske en familieterapeut), vil være til større hjælp. På den måde kan man få hjælp til at udrede, om der er nogle ting i familien (som f.eks. nogle uhensigtsmæssige adfærdsmønstre), der kan ændres, så stressniveauet, kan sættes ned. Måske er der brug for, at familien får hjælp til at blive bedre til at tale sammen, samt du måske har brug for at blive bedre til at mærke og sætte grænser, så tingene ikke stresser mere op, end du stadigt kan føle, at du har kontrol.
Det kan jo også være, at der er nogle ting udenfor familien, der har brug for et stress-eftersyn. Arbejder du mere end godt er? Beskæftiger du dig med noget, der giver dig glæde og mening? Er tiden simpelthen for kneben? Er økonomien i orden? Kort sagt: Skal der laves nogle omprioriteringer i dit liv?
Når én i familien har et problem, så har hele familien et problem.
Hilsen Helene
Det er træls at have det, som du har det lige nu.
Jeg kan kun tage udgangspunkt i egne oplevelser. Så må du se, om du kan bruge det til noget.
Jeg har selv haft en depression 2 gange i mit liv. Begge gange forbundet med ulidelig angst. For mig lyder det som om, at du har været bevidst eller ubevist presset i forbindelse med dit rygestop, og måske har du også været lidt udbrændt i forvejen. Depression og angst, kan blive udløst hos mig, hvis jeg føler mig presset i for lang tid. Så begynder de negative tanker at tage over. Jeg glemmer fuldstændig, at livet også har sine gode sider. Det er næsten som at gå med hovedet inde i en osteklokke. Man får svært ved at sove. Kan ikke stå eller sidde stille i bare 5 minutter af gangen. Jeg kan ikke koncentrere mig. Glemmer alt. Sover dårligt og vågner meget tidligt om morgenen. Hjernen kværner løs med et væld af tankemylder, som der hverken er hoved eller hale i. Og er der en sammenhængende tanke, så handlede det altid om angst for sygdom og hvordan kan jeg da holde ud at leve videre. Tilstanden er så pinefuld, at man selv skal have prøvet det, for at kunne sætte sig ind i det.
Jeg fik Zoloft (antidepressiver), men ingen fortalte mig, at bivirkningerne gjorde, at min tilstand blev endnu værre, indtil kroppen havde vænnet sig til pillerne. Jeg husker så klart, hvor desperat jeg følte mig. Jeg fik angst med dobbelt styrke. Kastede stort set op dagen lang. (Jeg holdt fast ved pillerne, og bivirkningerne aftog efter 5-6 uger). Jeg havde det hamrende skidt, og blev indlagt på psykiatrisk afdeling 2 gange. Det hjalp. Det var som om, at det tog alt presset ud af mig. Jeg skulle ikke være hverken kone eller mor eller medarbejder. Jeg skulle bare være et sted, hvor jeg følte, at nogen passede på mig. Jeg havde det fuldstændig som du beskriver det. Jeg elskede min mand og mine børn. Jeg kunne bare ikke rumme noget som helst. Jeg kunne jo ikke engang rumme mig selv.
Efter et par depressioner (første gang sygemeldt i 4 måneder - næste gang i 11 måneder), har jeg lært en masse om mine egne grænser. Når jeg begynder at føle mig tung. Hårdt at gå på job. Svært ved at overskue. Rastløs og urolig. Svært ved at sove længe om morgenen f.eks. i weekenden. Så ved jeg, at jeg skal stoppe op, og finde ud af, hvad der er i mit liv, som nager mig/irriterer mig. Når kilden er fundet, laver jeg om på det. Og det er uanset om jeg skal skifte job, bank eller andre ting. Jeg indretter mit liv efter, hvor mine grænser ligger. På denne måde, har jeg lært at styre udenom flere depressioner. Og jeg har også lært, at man ikke skal være angst for angsten. Lader man den flytte ind - så styrer den.
Hvis du stadig har det enormt dårligt, når du besøger din læge næste gang. Så bed om at få god tid....tag dig tid til at få alt hvad du føler lagt på bordet. Og husk. Tårer er ikke en svaghed men en styrke. Nogen har det så skidt, at de ikke engang kan græde. Fastholder lægen, at du ikke skal have antidepressiver, og føler du, at du ikke magter at tage hjem uden yderligere hjælp. SÅ SIG DET TIL DIN LÆGE. Er du der, hvor du virkelig har brug for hjælp og støtte - så bed tydeligt om det.
Det er fantastisk flot, at du er holdt op med at ryge. Hold fast i det, hvis du kan. Og så foreslår jeg, at du lader være med at stille alt for store krav til dig selv lige nu. Alle har lov til en time-out fra livet. Og det at græde, kan nogen gange løse op for alle de spændinger man plages af i krop og sjæl. Så bare åben for hanerne ; )
Du får det stensikkert godt igen. I form her på nettet har nogle gode åndedræts/meditations øvelser, som du kan downloade gratis. Luk øjnene og lyt til dem. Og lev dig selv ind i de bedste oplevelser i dit liv. Kommer der negative tanker - så kan man med fordel presse dem væk, og tvinge sig til at tænke på sommerferie på Bahamas istedet for.
Håber du kunne bruge mit lange skriv til lidt. Jeg syntes det er vigtigt at os der har været der, deler vores erfaringer. Ellers føler man sig godtnok meget alene.
Og tror på, at du får det bedre igen. FOR DET gør du. Rigtig mange mennesker, har oplevet det, som du oplever lige nu. Du er IKKE alene.
Knus til dig