Indstillinger
Er min mors billede af mig rigtigt? Omkring løsrivelse..
Hej
Jeg har et problem med min mor.
Når vi diskuterer prøver hun at presse denne "pessismistiske male-fanden-på-væggen åh nej jeg håber ikke det forholder sig sådan "sandhed" ned over mig, sådan så er det bliver en slags "ilde hørt sandhed" fordi man jo ikke vil kendes ved en worst case scenario sandhed omkring sig selv - på den møder virker man ikke blot som om man ikke vil indse den "sandhed" siden den jo er ilde hørt - men det indbefatter jo at det ER sandheden - hvilket det jo ofte ikke er da den er et produkt af worst case scenario - Helt absurd situation.
Det er nok det der ligger bag min frygt for at andre skal "regne mig ud" - at det vil vise at min mor faktisk havde helt ret omkring denne male-fanden-på-væggen udgave af mig, der mest af alt bunder i bekymring.
Det værste er at hun altså undergraver hele min personlighed i en slags "back-to-zero" vending og derved umyndiggør mig ved at gøre hendes opdragelse ansvarlig for alt der ER mig. På den måde bliver jeg gjort til at uselvstændig lille dreng der tumler rundt i verden og slet ikke ved noget som helst om mig selv, eftersom opdragelsen betinger alt ved mig - det er vist ikke helt virkeligheden. Det kan også være fuldstændig ligegyldigt om det er opdragelsen eller noget andet der er galt - det vigtige er jo hvad der skal gøres for at ændre tilstandene hvis de skal ændres.
Hvorfor gør min mor dette ved mig - hvad kunne være hendes interesse? Hun sagde i dag at hun "er glad for at hun ikke bliver min kone" - lidt i spøg og hun undskylde da også bagefter og sagde det var ondt, men deri ligger det hele jo meget godt - hun tror hun ved lige præcis hvordan jeg er, men ser mig jo højst en gang om måneden - hun synes der er en masse ting ved mig der er galt og skal ændres - vi har jo alle problemer, men hun tror jeg ikke indser mine - hvorfor gør hun det her? Det er ikke til at bære.
Jeg har et problem med min mor.
Når vi diskuterer prøver hun at presse denne "pessismistiske male-fanden-på-væggen åh nej jeg håber ikke det forholder sig sådan "sandhed" ned over mig, sådan så er det bliver en slags "ilde hørt sandhed" fordi man jo ikke vil kendes ved en worst case scenario sandhed omkring sig selv - på den møder virker man ikke blot som om man ikke vil indse den "sandhed" siden den jo er ilde hørt - men det indbefatter jo at det ER sandheden - hvilket det jo ofte ikke er da den er et produkt af worst case scenario - Helt absurd situation.
Det er nok det der ligger bag min frygt for at andre skal "regne mig ud" - at det vil vise at min mor faktisk havde helt ret omkring denne male-fanden-på-væggen udgave af mig, der mest af alt bunder i bekymring.
Det værste er at hun altså undergraver hele min personlighed i en slags "back-to-zero" vending og derved umyndiggør mig ved at gøre hendes opdragelse ansvarlig for alt der ER mig. På den måde bliver jeg gjort til at uselvstændig lille dreng der tumler rundt i verden og slet ikke ved noget som helst om mig selv, eftersom opdragelsen betinger alt ved mig - det er vist ikke helt virkeligheden. Det kan også være fuldstændig ligegyldigt om det er opdragelsen eller noget andet der er galt - det vigtige er jo hvad der skal gøres for at ændre tilstandene hvis de skal ændres.
Hvorfor gør min mor dette ved mig - hvad kunne være hendes interesse? Hun sagde i dag at hun "er glad for at hun ikke bliver min kone" - lidt i spøg og hun undskylde da også bagefter og sagde det var ondt, men deri ligger det hele jo meget godt - hun tror hun ved lige præcis hvordan jeg er, men ser mig jo højst en gang om måneden - hun synes der er en masse ting ved mig der er galt og skal ændres - vi har jo alle problemer, men hun tror jeg ikke indser mine - hvorfor gør hun det her? Det er ikke til at bære.
Kommentarer
Du spørger, hvorfor din mor gør dette ved dig? Hvad der kan være hendes interesse?
Ikke noget let spørgsmål at svare på. Ingen kan jo helt vide, hvad der foregår inde i andre menneskers hoveder.
Men der er nogle mennesker, der ikke er i stand til at føre en ægte dialog, hvor de prøve at lytte og forstå og så respektere, de forskelligheder man har. Der er også nogle mennesker, der ikke er i stand til at påtage sig ansvar og erkende deres egne begrænsninger og fejl men er utroligt dygtige til at påpege andres begrænsninger og fejl. Der er nogle mennesker, der føler sig stærkere, når de kan nedgøre andre. De vokser ved at gøre andre små. Typisk de samme mennesker som så gerne påtager sig æren for, når noget så går godt.
Jeg tror, at din mor føler sig mere i kontrol, når hun tager kontrollen over dig. Kan hun få dig til at føle dig 'lille', kan hun selv føle sig 'stor'. Så du har ansvaret for de sider af dig selv, hun ikke bryder sig om, mens hendes opdragelse af dig, er årsag til de ting, der er gode og er gået godt for dig.
Måske kan hendes interesse være, at hun føler sig bekræftet i, at hun har været en god mor og er et godt menneske. Hun vil måske gerne lave dig om, så du kan blive perfekt, for så er du beviset på, at hun har været en god mor og har gjort det godt. Så kan ingen sige hende noget på og klandre hende for noget. Hun giver dig altså ikke ansvaret for dit eget liv. Kun for det der ikke er så godt, vel at mærke, det får du ansvaret for. Det gode, tager hun ansvaret for.
Jeg tænker, om hun er den personlighedstype, der omvendt også giver ansvaret for sit eget liv til andre? Holder hun andre ansvarlige for, hvordan hun har det? Er det altid 'de andres skyld', når noget går dårligt for hende? Men hendes egen fortjeneste, når noget går godt (hvis noget nogensinde går godt…)? Er hun typen, der er 'det evige offer', der altid må kæmpe mod uretfærdighed?
Som du kan se, har din mors adfærd faktisk ikke rigtigt meget med dig som person at gøre. Det handler om hende og hvordan hun bedst klarer sit liv.
Og så til spørgsmålet om, hvad du kan gøre for at ændre tingenes tilstand. Det forenklede svar er: Det modsatte af det, du plejer at gøre. Når du reagerer anderledes, så vil det også tvinge din mor til at reagere anderledes. Menneskers reaktioner er normalt utroligt forudsigelige. Når den ene gør noget, så ved man ubevidst allerede, hvordan den anden vil reagere. Gør du noget uventet, så kan din mor heller ikke bare gøre det, hun plejer. Mønstrene bliver brudt.
Skal du ændre noget, så er det vigtigt, at du lader være med at gå i forsvarsposition. Du har ingen grund til at skulle forsvare dig. Lad være med at blive ked af det eller vred. Når hun kommer med den slags bemærkninger, så smider hun en bold ind på din banehalvdel og forventer, at du griber den. I stedet for kan du lade den falde til jorden eller du kan returnere den og få den ind på hendes banehalvdel. Måske kan du i stedet prøve at få vakt din nysgerrighed efter at finde ud af, hvad det egentligt er hun tænker, tror, føler og mener. Hvis hun kommer med ét af sine forudsigelige udfald, kan du måske i stedet for din sædvanlige reaktion kigge interesseret på hende og spørge: 'Hvad mener du egentligt?' eller 'Hvad får dig til at sige det?' – eller hvad det nu kunne være.
Som du skriver, er det formentligt din mors adfærd, der har fået dig til at skjule dig, så andre ikke kan 'regne dig ud'. Det lyder meget sandsynligt. Det virker bare ikke rigtigt efter hensigten, når man skjuler sig. Din mor ved (ialtfald på det ubevidste plan), præcist hvad du føler og derfor kan hun også altid 'læse dig' og ramme dine ømme punkter. Så igen: Prøv at gøre det modsatte af det, du plejer: I stedet for at skjule dig, så prøv at være mere åben omkring dine følelser. Når hun rammer dig eller stikker til dig, så fortæl hende, hvad det får dig til at føle. At det sårer dig, det ved hun ét eller andet sted godt, så det behøver du nok ikke at sige, men måske kan du sige, at det får dig til at synes dårligere om hende, når hun siger den slags. Spørg hende om det er det, hun ønsker? Det vil måske kunne forandre noget.
Hvis du på et tidspunkt har brug for at arbejde mere med disse ting, så er min erfaring, at NLP terapi har nogle gode teknikker, der er meget effektive i praksis.
Alt dette er jo lidt skud i tågen udfra et kort indlæg. Måske har jeg skudt helt ved siden af?
Hvis noget af det stemmer og hvis du vil læse noget om denne slags mekanismer mellem mennesker, så kan jeg varmt anbefale bogen: 'Efter alt hvad jeg har gjort for dig' af Susan Forward.
Mange hilsner Helene
Det forholder sig lidt sådan at hun rent faktisk gør sig ansvarlig for min opdragelse - også den del der har ført til det dårligere ting - lidt sociale problemer jeg har, som hun mener er skabt af, at jeg som enebarn fik mange behov tilfredsstillet og var meget i fokus og derfor har svært ved at indgå i visse sociale sammenhænge.
Det hele stammer fra en hændelse her for nyligt der gjorde at hun følte at jeg var ligeglad med hende - det kom vi frem til var fordi at hun faktisk altid havde tilsidesat hendes behov overfor andre, også mig - hun siger at hun altid har gjort alt for mig og at hun ikke kunne klare at det var det her hun fik igen. Hun overbeviste mig indirekte om at jeg ikke giver igen - at alting skal være på mine præmisser. Alt det fordi jeg en gang har spurgt hende om ikke vi kunne tage ud og spise efter hun holdt stor fødselsdag (hvor hun i virkeligheden ville have mig med, men jeg kan ikke huske hvordan vi talte om det) og den anden ting var at jeg ikke havde fået pakket en gave ind til hende. Fair nok, det med gaven var en fejl, men hvorfor får det hende til at føle at hun er "lavest på ranglisten"? Hun føler åbenbart at jeg tilsidesætter hende fuldstændig, og at hvis vi endelig skal ses så er det på mine præmisser. Men hvordan er det lige normalt mellem forældre og børn?
Uanset om hun har ret eller ej så har hun ikke respekt for mit liv - hun ved at jeg har meget tid mellem hænderne - jeg er studerende, men tager det stille og roligt - jeg har en del fritid - og hun synes det er pisse uretfærdigt at vi f.eks. skal spise i byen istedet for at jeg kommer hjem til hende - hun bor 1 times rejse væk - men hun har aldrig givet udtryk for at det har været et problem. Først nu, efter vi har gjort sådan i flere år (en ting som fungerer fint med min far) bebrejder hun mig alt det, som om jeg havde besluttet det hele - men indrømmer stadig at hun ikke selv har sagt hvad hun ville have. Det er som om hun projekterer sit eget livsprojekt over på mig.
Jeg følger bare det er uretfærdigt at jeg skal have dårlig samvittighed når jeg egentlig ikke har gjort noget forkert. Og så inddrager hun min opdragelse og umyndiggør mig ved det - hun respekterer mig ikke som voksen; tværtimod bebrejder hun mig og sidestiller mig med den måde hun har opdraget mig på når jeg laver "fejl" og ikke tager hensyn til hende - men problemer er at hun så går videre og bliver bekymret for at jeg slet ikke kan tage hensyn til andre mnnesker generelt.
Men lige udover det, så fungerer mit liv jo fint blandt andre mennesker. Jeg har da lidt sociale problemer, men jeg forsøger at ændre på de ting. Det er som om hun har et ekstremt pessimistisk syn på mig, og gerne vil pådutte mig det - fordi det er det hun er mest bange/bekymret for - og så bliver det jo i hendes hovede en selvopfyldende profeti.
Det triste er at jeg bliver ret påvirket og det er svært at rumme alt det her - hun undergraver min voksne personlighed ved hele tiden at tro hun har ansvaret for alt pga. min opdragelse og hele tiden at tro at ligeså snart der er det mindste galt, jeg laver en fejl overfor hende, at så er den virkelig gal. Det eneste jeg gjorde var ikke at pakke en gave ind og! Og så tror hun at mit liv er ved at brase sammen og at jeg gør alting i sidste øjeblik osv. Det er en blanding af bekymring og pessimisme og det er meget ubehagelig.
Det værste er at det er umuligt at snakke med hende om det, fordi hun trækker mig ind i sine spil og istedet får mig til at føle mig forkert og som en følsom dreng - hun spørger overraskende og undrende til de ting jeg siger og siger jeg har en vrede overfor hende og at jeg har nogle problemer som hun ikke kan løse for mig.
Det er som om vi ikke KAN kommunikere. Hun siger vi har haft det for godt sammen og det er sundt at være uvenner. Jeg gider det bare ikke rigtig, men hun vil nærmest insistere på at være den pylremor hun mener hun aldrig har været. Det er en eller anden form for hyperbevidsthed omkring de roller man har haft og bør have haft etc. til hinanden og nu mener hun at det er hendes ret at være bekymret og irriterende og min ret at være sur på hende. Jeg synes bare det er et lidt underligt bevidst valg at tage.
Det gør jo bare at jeg ikke har lyst til at snakke med hende...
Når vi ikke snakker sammen om den slags ting, så klarer jeg mig jo. Hun kan bare ikke lide min livsindstilling og synes jeg har fået alting for nemt og tager på alting for nemt.
Desuden føler hun at jeg ikke giver hende nok igen - "jeg har gjort alt så godt for dig". Det eneste jeg har gjort af fejl på det område har været ikke at pakke en gave ind 1 gang og til en fødselsdag foreslå at vi tog ud at spise bare os to efter hun havde holdt det med gæster i sit hjem, istedet for at jeg kom over til gæsterne, fordi jeg ikke kunne overskue en masse mennesker.
Det kan godt være det var forkert af mig? Jeg ved det virkeligt ikke. Hun synes i hvert fald at det var RIGTIG RIGTIG forkert af mig.
Ellers har jeg altid været til hendes fødselsdag, altid pakket gaver fint ind osv. Jeg spurgte hende i går om hvad det var jeg havde gjort ud over de to ting der var så forkert - og dertil sagde hun at der ikke var noget. Men så kom vi ind på min opdragelse og at jeg selv har mange behov og måske ikke ser andres osv.
Jeg håber det her er tydeligt hvordan det går fra hendes problem med mig overfor hende til en generel karakteristik af hele min person, som hun så tager ansvaret for gennem sine analyser af min opdragelse, og på den måde bliver jeg igen umyndiggjort - Men alt det gennem 2 fejl jeg laver overfor hende - det er vel tilladt at lave fejl som voksent menneske uden at der skal en eller anden overanalytisk psykologisk vinkel ind på det. Efter det med gaven sendte hun en mail hvor hun skrev at hun følte sig "til grin og trådt på". Ud af det blå. Baseret på at gaven ikke var pakket ind og at hun først fik den sidst på aftenen lidt henslængt netop fordi jeg var lidt flov over den ikke var pakket ind. Hun tog det SÅ tungt jo.
Hvor stor var den fejl? Jeg kan sagtens indrømme fejl og mangler, men det her bliver pludselig ekstremt omfattende - hun troede virkelig der var noget galt med hele mit liv og blev helt vildt bekymret for mig - bare fordi jeg EN gang ikke fik pakket en gave ind.
Er det unormalt at jeg gerne vil have de her svar? Er jeg stadig for knyttet? Burde jeg være mere ligeglad? Jeg ved det ikke. Jeg vil bare gerne have vi forstår hinanden, mens hun straks analyserer MIG ud fra sin opdragelse af mig og sig selv. Det lader til jeg bare må være pædagogisk og droppe enhver idé om at vi kommer til at forstå hinanden. Så bliver det bare lidt anstrengende et forhold vi kommer til at have til hinanden, men ligeså snart jeg taler om følelser eller lignende så får hun mig til at føle jeg har et kæmpe problem og siger at hun altså er forbi det med gaven og at jeg altså selv må løse det - problemet er bare at jeg stadig føler at, selv om jeg lavede en lille fejl og ikke pakkede den ind, så var reaktionen ekstremt overdrevet og omfattede pludselig hele mit forhold til alle mennesker omkring mig.
Da jeg ringede og sagde jeg stadig var påvirket af det, lød hun rigtig overrasket og lød som om hun syntes det var så langt ude. I stedet for at være reel og tage imod hvordan jeg har det, så udtrykker hun overraskethed og næsten "pity"; sikkert fordi det bekræfter hende i et eller andet syn på mig. Alting bliver analyseret, alting har en hensigt: Jeg bliver dybt forvirret og har mest af alt bare lyst til at holde en pause mellem os for en tid, fordi alt andet er for uoverskueligt. Det her handler ikke om noget andet end mit forhold til hende og omvendt - mit liv er fint. Jeg har det som om hun synes jeg er alt for følsom og måske irriterer sig over det. Men hun startede det altså skal jeg lige hilse og sige.
Jeg må jo simpelthen bare konkludere at min mor ikke forstår mig og nok ikke kommer til det. Og så bare leve med det og bare sørge for ikke at inddrage hele mig som person i mit liv, i situationer der kun angår vores forhold til hinanden. Det var vist det der skete for mig sidst, jeg blandede den ene situation overfor hende sammen med hvordan jeg er overfor alle andre, og det var hun mere end villig til at køre med på, og så endte vi i samme gamle mønster.
Det er lidt som om "mor ved bedst" og når hun først har fået det indført så nedbryder hun mig af en eller anden grund fuldstændigt fordi hun ved lige hvilke knapper hun skal trykke på. Men det forholder sig sådan at hun måske kender mig godt følselsesmæssigt og ved hvordan jeg reagerer på de ting hun siger, men som voksen menneske i situationer som voksen kender hun mig ikke længere.
Jeg synes, du har en stor erkendelse og indsigt omkring de ting, der foregår mellem dig og din mor. Jeg ser det som et sundhedstegn, at du prøver at finde ud af, hvad der sker i Jeres relation. Netop ved at prøve at få ændret de ting, der ikke fungerer, kan uhensigtsmæssige mønstre brydes, så du ikke skal slæbe rundt på dem resten af livet.
Det kan være meget svært at omdefinere et forhold og skabe en sundere relation. En forudsætning er ialtfald, at børnene får frigjort sig fra forældrene og får skabt afstand. Jo ældre man er, når man starter denne frigørelsesproces, desto sværere er det.
Hvad der sker imellem Jer, bliver helt tydelig med denne sætning: '… Desuden føler hun at jeg ikke giver hende nok igen - "jeg har gjort alt så godt for dig"….'
Det er jo næsten titlen på den bog, jeg anbefalede dig: 'Efter alt hvad jeg har gjort for dig'. Undertitlen er: 'Når andre bruger frygt, pligtfølelse og skyld til at manipulere dig'. Bogen gør dels opmærksom på disse mønstre mellem mennesker men den kommer også med forslag til, hvordan man kan bryde dem.
Din mor manipulerer dig. Når man bliver manipuleret, går man typisk i forsvarsposition. Dermed er man fanget og spillet er i gang.
Regel nr. 1 i forhold til relationer mellem mennesker er, at man ikke kan lave om på andre – kun på sig selv. I kan ikke lave om på hinanden. Spørgsmålet er derfor, hvordan du får hende til at behandle dig på en måde, du har det godt med – uden at du prøver at få hende til at forandre sig men ved at forandre dine egne reaktioner i forhold til hende.
Hun har givetvis ret i, at du har en vrede imod hende. Det kan godt være, at du ikke ønsker den og at den ikke er bevidst – men den er der garanteret. Det er uundgåeligt, når man bliver manipuleret og éns grænser overskrides. Din mors bemærkning om, at I har det for godt sammen og at det er sundt at være uvenner, tolker jeg som om, at hun selv har behov for mere afstand og luft imellem Jer. Hun kender sikkert ikke andre måder at skabe denne afstand på end vrede. Men vrede er destruktiv, den låser fast og skaber ingen positiv forandring. En konstruktiv måde at få skabt en sund afstand på er ved at sætte grænser. Hvis man har stærke grænser, behøver man sjældent at blive vred.
Stærke grænser viser man bl.a. ved at sige 'stop', når man føler, den anden er gået for langt. Man begynder ikke at forsvare sig eller sige imod. Bliver det ikke respekteret, når man siger stop, så må det have konsekvenser.
Det vil sige, at når hun siger noget, der føles ubehageligt for dig, så beder du hende om at stoppe med det: 'Hold op med at tage ansvaret for mit liv. Jeg føler mig umyndiggjort. Det er ikke dit bord, hvordan jeg lever mit liv'. Lad være med at gå ind i en diskussion. Fortsætter hun, skal du kort og klart meddelelse, at du altså mener, hvad du siger. Hvis det stadigt ikke virker, kan du rejse dig og gå. Eller afbryde telefonforbindelsen. Du er nødt til at vise i handling, at du mener, hvad du siger og at det har konsekvenser for hende selv, hvis hun ikke respekterer det. Det vil sikkert være svært for dig, for det kan give skyldfølelse og den vil din mor måske prøve at forstærke. Den må du så sluge – den går nok over efterhånden som du oplever, at dette faktisk virker.
Selvfølgeligt overreagerer din mor m.h.t. den gave, du ikke fik pakket ind og det med spisningen. Det kan godt være, at hun var skuffet og det har hun selvfølgeligt lov til at give udtryk for, men det er jo ikke nogen katastrofe, der er sket. Overreaktioner handler som regel om nogle andre ting, der bliver trigget, så du må virkeligt have ramt nogle ømme punkter. I stedet for at forsvare og lade dig holde fast af skyldfølelse, kan du vende fokus væk fra din handling og rette fokus på hendes reaktion. F.eks.: 'Jeg synes, din reaktion er helt ude af proportioner. Hvorfor reagerer du så voldsomt?' – eller: 'Jeg synes, du er utaknemmelig. Hvad med at være glad for, at du fik en gave?'.
Selvfølgeligt kan hun komme med modspil og gode moderlige råd. MEN hvis det ikke er på en måde, der giver dig noget positivt, må du sige fra. Lærer du at sætte grænser, vil hun ikke længere kunne få dig til at føle dig som en lille dreng. Så vil rollerne på mærkværdigvis blive byttet om. Men det er ikke uden konsekvenser for én selv, når man bryder mønstrene. Det gør også ondt, når de alt for tætte bånd brydes og der begynder at komme mere afstand. At sætte grænser for hende vil kunne få dig til at føle, at du krænker hende og det kan give dig skyldfølelse. Men hun skal nok komme sig over det og lære at leve med det. Gør du det, vil hun blive nødt til at forholde sig til dig på en ny måde.
Man får ikke sin frihed uden kamp. Gevinsten kan være, at der på længere sigt måske kan blive skabt et mere jævnbyrdigt og ligeværdigt forhold med større gensidig respekt. Denne slags forandringer er aldrig lette men de kan føre rigtigt meget godt med sig.
Mange hilsner Helene