Virkelighedens spejl

Emiliehj1995

Hej,

Jeg sad en dag og lagde mærke til en del debatter der var omkring anoreksi, og undervægt. Jeg laver i øjeblikket stor opgave om undervægt og selvskade. Men hvad mener andre der ikke er berørt om problemet?
Jeg er selv MEGA TYK! :O hvis jeg skal sige det på den barnlige måde.
Jeg har ikke selv kunne overskue at udregne mit BMI, da det mulighvis vil være alt for højt. Jeg er ikke så høj omkring en 173 cm. og med en vægt over de 50 kg. Jeg har arbejdet i kort tid som model, og er nu igang med min diæt så jeg kan holde alle kravene på plads.
Hvor langt ned mener i den grænse går? jeg mener jeg har ikke anoreksi, selvom en del folk nævner det for mig ofte. Men jeg kunne da godt ønske at have det en gang imellem, så ville det være en lettelse at tabe sig uden det store besvær.
Hvad mener du?

lillespir56

Hej Emiliehj

Hvis du ikke har overskud til at regne BMI'et ud,
har du her en BMI-Beregner
http://bmi.supedersen.dk/
Så skal du bare indtaste højde og vægt .
Mange hjertelige hilsner.
Rita

Helene2

Hej

Du spørger, hvad andre mener, som ikke selv er berørt af problemet, så jeg vil godt komme med min mening. Alligevel så kan jeg godt forholde mig til problemet: Jeg brugte selv alle mine ungdomsår på at gøre min vægt til et stort problem. Jeg følte mig i allerhøjeste grad tyk og troede ikke på andre, når de sagde, at jeg ikke var det. Men i dag kan jeg på gamle fotografier se, at de havde ret. Hvor har jeg spildt mange år på et problem, der faktisk kun fandtes i mit eget hoved og følelsesliv. Det egentlige problem handlede slet ikke om min tykkelse.

Jeg mener, at du selv siger rigtigt meget om problemet med din overskrift: 'Virkelighedens spejl'. Jeg mener, at når man synes, at man er mega tyk, når man måler 173 cm og vejer omkring 50 kg og har arbejdet som model (der jo er meget tynde) og når andre nævner, at man måske har anoreksi - så har man et problem med sin virkelighedsopfattelse og sin realitetssans. Og når man med disse mål er bange for at se sit BMI, fordi det måske siger, at man er overvægtig, så er det helt ude af proportioner.
Når man ikke ser det samme i spejlet, som andre ser, når de kigger på én, så er der ét eller andet der ikke er, som det skal være. Og det er sandsynligvis ikke 'alle de andre', der tager fejl. Det vil en udregning af dit BMI sikkert også vise.

Jeg mener, at spiseforstyrrelser er et ydre symptom på nogle indre problemer. Hvis man f.eks. kun er fokuseret på sin krop, så glemmer man måske lettere sine følelser og kan undgå at forholde sig til de følelsesmæssige problemer, man har. Måske er man slet ikke bevidst om, at man har nogle problemer.
Jeg mener, at spiseforstyrrelser meget ofte handler om, at man prøver at få kontrol over én side af tilværelsen, fordi man generelt føler, at man mangler kontrol over nogle andre ting. Det kan nok også handle om, at man prøver at få kontrol over sin krop, fordi man er bange for at mærke nogle følelser i kroppen.
Mange prøver at spise deres følelser til tavshed - men man kan givetvis også gøre det modsatte: At prøve at sulte sine følelser til tavshed.


Hilsen Helene

slettet19961

Du skal altså ikke ønske at have anoreksi.
For det første er det at have anoreksi ikke ensbetydende med at man har nemt ved at tabe sig. Jo, nogle anorektikere mister lysten til mad, men det er ikke alle. Jeg selv elsker faktisk mad, så derfor er det rigtig hårdt ikke at få noget. Det er noget jeg må tvinge mig selv til, fordi jeg er syg.
For det andet er det meget ubehageligt at have anoreksi. Man er ked af det tit, mister venner og andet. Jeg har aldrig fået en uddannelse, pga. sygdommen. Det kan godt være jeg har været tynd men det har ikke været det værd. Jeg er ked af at jeg er syg, og ville ønske at jeg havde det godt.

Anonymous

Hej Interesserede

Det vigtigt at du forstår at der er INTET ved anoreksi, der er godt.
Det er mega farligt og man kan få varige men af det. Man er ked af det hele tiden, man kan nærmest kun sove og sidde og stirre ud i luften. Man fryser og ens hår er fuldstændig flat og kedeligt. Man har også altid ondt i maven og sindsyg dårlig samvittighed.
Det er en ting jeg ikke ville ønske for nogen.

Hvis du gerne vil holde vægten, skal du spise sundt, så du bliver mæt og så spis i løbet af dagen.

Hilsen

0ktober

Hej Emilie,

du er undervægtig. Og du ligger ikke engang lige på grænsen til normalvægtig, men på ca. 17 point, hvor du burde ligge på mindst 19.

Jeg har haft anorexi i alle mine teenageår, og nej, som de fleste siger, så skal du ikke forfølge "drømmen". Jeg kender udemærket dine følelser (forskellen er bare, at jeg var overvægtig dengang, mens du pt. er undervægtig).
Jeg tror, at du har en forkert opfattelse af, hvordan din krop ser ud, og jeg synes, at du skal finde dig en psykolog. Eller tage en snak med din læge, hvis det er en, du har fortrolighed til.

Hvis man ønsker, at man har en spiseforstyrrelse, er man allerede trådt et lille skridt over tærsklen til helvede. Især når man som dig er undervægtig.
Hvis du har svært ved at tabe dig på normal vis, er det sandsynligvis fordi, din krop ikke kan afgive mere fedt, fordi der ikke er mere at tage af.

Jeg håber at du vil kigge sdig selv i spejlet, og sige til dig selv, at dit liv er forkort til at pine dig selv på den måde. Tænk på hvad du ville sige til en af dine veninder, som ser helt normal ud. Ville du råde hende til at ødelægge sin ungdom med at ødelægge sin krop, få depression, angst, miste sine venner, få hallucinationer og forfølgesvanvid, fordi du tror alle folk er efter dig, og holder øje med din spisning.

Kærlige hilsner fra én, der har været det hele igennem, og stadig er anorektisk i hovedet, selv om vægten er normal