Forvirret og bange
Hej
Jeg er en pige på 19 år som søger svar angående depression
Men allerførst er jeg nød til at fortælle noget om mit liv førhen.
Fra jeg var 5 til jeg var 15 år var min mor sammen med en voldelig mand som slog, tog kvælertag, drak .osv.
Han har aldrig rørt mig, dog var jeg altid nød til at beskytte og passe på mine 3 yngre søskende. Jeg var konstant bange for ham. Bange for han kom hjem og bange for min mor ville sige noget "dumt" der ville få ham til at gå amok.
Selv så ved jeg ikke om det har noget med det at gøre at jeg har det som jeg har det nu.
Nu bor jeg sammen med min kæreste som behandler mig meget godt. Men alligevel har jeg konstante humørsvingninger enten er jeg sød og kærlig ellers kan jeg ligepludselig blive meget sur og springe op. Bagefter græder jeg og bliver utrlig ked og flov over mig selv. sådan her er det tit. jeg er meget usikker og føler mig forkert sammen med andre. men det gemmer jeg inden i. Også hvis min kæreste skal være sammen med sine venner bliver jeg meget dum, jaloux og vi bliver uvenner for han forstår ikke hvorfor jeg bliver så sur og jaloux og det gør jeg heller ikke.
For et år siden aboterede jeg da jeg blev gravid uden for livmoderen og det var meget hård for mig og tænker stadig meget på det.
Det ville betyde meget for mig hvis i ville svare, fordi det går mig meget på at være så forvirret og lade ting gå mig så let på.
Og ved ikke hvad jeg skal gøre
Hilsen Krebsen
Jeg er en pige på 19 år som søger svar angående depression
Men allerførst er jeg nød til at fortælle noget om mit liv førhen.
Fra jeg var 5 til jeg var 15 år var min mor sammen med en voldelig mand som slog, tog kvælertag, drak .osv.
Han har aldrig rørt mig, dog var jeg altid nød til at beskytte og passe på mine 3 yngre søskende. Jeg var konstant bange for ham. Bange for han kom hjem og bange for min mor ville sige noget "dumt" der ville få ham til at gå amok.
Selv så ved jeg ikke om det har noget med det at gøre at jeg har det som jeg har det nu.
Nu bor jeg sammen med min kæreste som behandler mig meget godt. Men alligevel har jeg konstante humørsvingninger enten er jeg sød og kærlig ellers kan jeg ligepludselig blive meget sur og springe op. Bagefter græder jeg og bliver utrlig ked og flov over mig selv. sådan her er det tit. jeg er meget usikker og føler mig forkert sammen med andre. men det gemmer jeg inden i. Også hvis min kæreste skal være sammen med sine venner bliver jeg meget dum, jaloux og vi bliver uvenner for han forstår ikke hvorfor jeg bliver så sur og jaloux og det gør jeg heller ikke.
For et år siden aboterede jeg da jeg blev gravid uden for livmoderen og det var meget hård for mig og tænker stadig meget på det.
Det ville betyde meget for mig hvis i ville svare, fordi det går mig meget på at være så forvirret og lade ting gå mig så let på.
Og ved ikke hvad jeg skal gøre
Hilsen Krebsen
Kommentarer
Du har fat i det rigtige. Årsagen til, at du har det så dårligt nu er givetvis p.g.a. den måde, du er vokset op på. Det sætter sine spor.
Du har i så mange år været stresset ud over alle grænser. Det kan nervesystemet ikke holde til, så det er helt naturligt, at du nu som voksen bl.a. oplever humørsvingninger og oplever, at du ikke rigtigt forstår dig selv. Man bliver meget sensibel og sårbar. En sådan opvækst præger hele éns følelsesliv. Man får svært ved at håndtere sine følelser, man kan let blive meget vred og opfarende, sur, ked af det, jaloux, føle sig ensom, skyldig, forkert og meget andet. Man er ofte præget af angst og depressioner.
Det er barsk at se det i øjnene. Det gode er, at når man har set det i øjnene, så kan det blive bedre, hvis man får den rigtige hjælp. De ting du har været ude for, har du brug for at få bearbejdet. Det vil sige terapi hos en psykolog eller hos en terapeut.
Hvis eller når du bliver parat til at søge hjælp, så vil jeg anbefale dig at starte med at tale med din læge, om der er en mulighed for, at du kan blive henvist til en psykolog. Hvis du får en henvisning, kan du få tilskud fra sygesikringen. Alternativt skal man selv betale og det er desværre dyrt.
Måske vil din læge henvise til en psykiater. Måske er der en mulighed for gruppeterapi under distriktpsykiatrien eller måske vil du blive tilbudt antidepressiv medicin. Det kan hjælpe i nogle tilfælde men det vil næppe være tilstrækkeligt. Du kender jo årsagen og det er den, der skal bearbejdes. Medicin vil ikke kunne hele sårene efter en barsk barndom.
Jeg håber, at dette har gjort dig lidt mindre forvirret?
Mange hilsner Helene
Jeg kan godt forstå, at du har det så dårligt, for den barndom du har haft har jo ikke været tryg, kærlig og god.
Du har levet sammen med voksne, som ikke har kunnet give dig, hvad et barn har brug for, du har været udsat for et stort svigt fra dem, der skulle beskytte dig. Intet er værre for et barn, og den bagage har du med dig nu op i dit voksne liv.
Jeg støtter meget, hvad Helene skriver til dig, og du skal have hjælp til at bearbejde de traumer du har.
Det er ikke noget du selv kan klare og medicin tror jeg ikke hjælper dig på lang sigt. Du skal sammen med en psykolog og helst en dygtig psykolog have bearbejdet det hele.
Du skal lære at leve med det svigt, du har været udsat for i dit barneliv, men du skal have hjælp til at forstå mange ting omkring dine mønstre i dag.
Få en god snak med din læge først, og få gjort noget ved det, for din kæreste kan ikke hjælpe dig uanset hvor god han er.
Jeg kan blive meget vred, når jeg læser, hvordan voksne kan behandle børn, børn er de voksnes ansvar og det er helt urimelig, at du skulle tage vare på dine små søskende.
Kære Krebs, det er ikke dig der er noget galt med, du reagerer, som man kan forvente med den barndom, du har haft.
Håber du skriver tilbage og fortæller hvordan det går.
Varme tanker Sofie.