Hvad mere kan jeg gøre?
Jeg har kæmpet siden jeg var en ganske lille pige for at blive hørt og set. jeg ville ønske at jeg havde fået tæsk så jeg kunne sladre om blå mærker og brækkede arme og ben. Jeg fortalte løjnhistorie om og om igen fordi jeg ikke kunne se eller forstå virkeligehed. min far glemte mig i ca 2 døgn da jeg var 4 år gammel og bagefter var der ingen der ville snakke om det og jeg skulle bare lagde være med at tænke mere på det. Jeg har gået til psykologsamtaler siden jeg var 19 og de sidste 2 !/2 år har jeg gået i ret intensiv terapi jeg er nu 32 år og har selv en lille søn MEN FOR FANDEN jeg bliver stadig så ked af det at jeg ikke orker mit liv og jeg kan ikke snakke med nogen. jeg sidder med tåre i øjnene fordi jeg igen skal helt ud over kanten for at få nogen til at forstå....HJÆLP mig
Kommentarer
Jeg hæfter mig lige ved, at du skriver, at du ikke kan tale med nogen. Jeg tænker på, hvorfor du ikke kan det? Har du fysisk ikke nogen, du kan tale med eller føler du dig ikke forstået, hvis du prøver eller kan du ikke tale om det?
Efterfølgende skriver du, at du igen skal helt ud over kanten for at få nogen til at forstå dig. Det burde ikke være nødvendigt. Man skal ikke gå ud over sine egne grænser. Kan du uddybe det nærmere?
Du har gået til psykologsamtaler i 13 år og ret intensiv terapi i 2½ år og alligevel er du stadigt ved at gå i spåner.
* Min første tanke er, at så er det måske ikke den rigtige terapiform for dig. Eller ikke den rigtige psykolog. Efter så mange år, mener jeg, skulle man gerne have oplevet nogen fremgang og positive forandringer i sin tilstand. Måske er det noget andet, du har brug for nu?
* Du skriver, at du har kæmpet for at blive hørt og set, siden du var en ganske lille pige. Vil det sige, at du stadigt kæmper for at blive hørt og set af dine forældre? I så fald forstår jeg godt, at du ikke får det bedre - for hvis de ikke hørte og så dig, da du var barn, så er det fordi, de er døve og blinde. Så kan du ikke få dem til at høre og se dig nu, hvor du er voksen, for du kan ikke give dem et syn og en hørelse, de ikke har.
Det er en hård erkendelse men hvis du stadigt prøver at få noget fra dem, du ikke kan få, så kæmper du forgæves. Du kan ikke forandre dine forældre og få noget fra dem, de ikke kan give dig. Så længe du prøver på det, vil det være nederlag efter nederlag og du vil givetvis ikke få det bedre.
* Så tænker jeg på, at det selvfølgeligt er nødvendigt at få bearbejdet barndommens traumer. Men det kan være rigtigt svært at komme videre, hvis det i virkeligheden ikke længere er fortiden, der rent faktisk er et problem men gentagelser i nutiden. Det kan f.eks. være, hvis du stadigt prøver at hive noget ud af dine forældre, som de ikke kan give dig. Eller hvis du i din nutid er sammen med andre mennesker, der heller ikke forstår, hører og ser dig. Eller hvis du i øvrigt lever under forhold, der ikke er gode for dig, så du hele tiden får vækket 'de gamle følelser'.
Man må have bearbejdet fortiden, så man kan lære af det, der gik galt, så man kan holde op med at gentage tingene i nutiden. En klog mand sagde engang til mig, at det eneste man sådan set skal bruge fortiden til, er at lære af den, så man kan forandre sin nutid og dermed sin fremtid.
* Det er en forfærdelig oplevelse, du har haft, at din far kunne glemme dig og at ingen ville tale med dig om det bagefter. Men det er kun én isoleret situation. Der må være en helhed, en dagligdag, hvor du heller ikke har følt dig synlig og (efter alt at dømme) heller ikke har følt dig særligt elsket. Selve den traumatiske sitaution skal selvfølgeligt bearbejdes men man må se den i en større helhed for at kunne forstå den og lære noget af den. Hvis man fokuserer på de enkeltstående oplevelse mister man overblikket og ser ikke helheden og så kan man blive utroligt fastlåst i angst, skyld, skam, smerte og afmagt og så kommer man ikke videre.
* Det gør rigtigt ondt at give slip på fortiden, for så står man med erkendelsen af alt det, man havde brug for men aldrig fik og aldrig kan få med tilbagevirkende kraft. Som barn har du ikke fået den forståelse, omsorg og opmærksomhed og sikkert heller ikke kærlighed, du havde brug for. Det ligger stadigt som en tung smerte i dig. Min erfaring er, at kun ved at holde op med at søge forståelsen, omsorgen, opmærksomheden og kærligheden hos andre og lære at give sig selv den, kan man komme videre. Når man ser og hører sig selv og kan give sig selv det, man har brug for, vil man ofte opleve, at så begynder andre også at se og høre én og give én det, man har brug for. Når man ikke har følt sig elsket og værdsat af sine forældre, så kan man ikke få det med tilbagevirkende kraft og heller ikke pr. stedfortræder. Det er en smerte, man er nødt til at erkende og arbejde sig igennem. Kun derved kan man lære at give sig selv det, lægge fortiden bag sig og give sig selv lov til alligevel at få et godt voksenliv.
Efter så mange års terapi må du også have en ret stor selvindsigt og forståelse af mange ting, så måske er der slet ikke noget nyt, i det jeg skriver. Hvis jeg har skudt helt ved siden af, så skriv gerne igen.
Mange hilsner Helene
jeg ved ikke hvem du er eller hvad d u har set og hørt i det her liv. men en ting er jeg helst sikker på du kan se mennesker. jeg har set flere af dine inlæg og du er så sød og forstående og sikkert fordi du selv har set livets sorte side.
det er lang tid siden jeg har skrevet her og måske er du er ikke.
jeg vil bare fortælle at jeg afsluttede terapien i 2010 og idag har jeg det faktisk godt!
fortiden kan være så svær at slippe men jeg bevæger mig længere væk for hver dag der går