Hvordan får jeg et normalt liv igen.....
Kære alle,
Jeg blev konstateret bipolar i december 2008, efter at have været igennem knap et års forskellige antidepressive behandlinger, uden at det havde nogen effekt, det gik kun ned ad bakke. Efter tre uger på cymbalta og lithium - begyndte det stille og roligt at gå den rigtige vej. Idag over et år efter, er jeg glad og tror på fremtiden (sådan da) idet jeg mistede mit drømmejob i forbindelse med min sygdom
så jeg skal også finde et nyt job, når jeg bliver klar. Mit problem er træthed, og når jeg kigger tilbage, har jeg været træt de sidste 8 år, siden jeg fik min yngste datter, hvor jeg var igennem en operation under graviditeten og endte med en svær fødselsdepression. Siden har jeg haft knap to år hvor jeg i snit løb 5 km hver dag, jeg var stadig træt træt træt, jeg var faktisk også normalvægtig dengang, men jeg var stadig træt træt træt. Behandlerne mener, at jeg har lidt af det i mange år, og mener derfor, at jeg stadig er træt. Men jeg kan ikke få det til at hænge sammen, på den ene side har jeg ofte svært ved at falde i søvn, men holder mig så vidt muligt fra sovemedicin og alkohol, det sker max 2 gange om måneden. Men når jeg falder i søvn, kan jeg sove og sove og sove, hvis jeg ikke bliver vækket, sagtens 12-15 og endda 20 timer. Jeg kan næsten stå op og falde i søvn, når jeg kører bil, ha rjeg svært ved at holde mig vågen, når jeg ser tv, faldt sågar i søvn midt i en telefonsamtale i lørdags.... Jeg føler det selv som om jeg mangler ilt, det sidder ligesom i brystet af mig og jeg kan ikke rigtigt trække vejret ordentligt igennem. Jeg fornemmer, at behandlerne såvel som kommunen, er ved at være lidt utålmodige, synes at nu skal jeg igang igen. Og der var ikke noget jeg hellere ville, savner kollegaer helt vildt og savner at bruge mit hoved, indtil jeg blev sygemeldt maj 2008 har jeg aldrig haft en sygedag pga depression, selvom jeg har taget antidepressiver siden jeg var 20 sådan on/off. Der er taget et hav af blodprøver, og de viser intet, nu er jeg sendt til øre,næste,hals læge, fordi jeg insisterede på at min egen læge hørte på mig. Jeg er ved at dø af skræk for, at de heller ikke finder noget, trætheden er så dræbende, og jeg kan mærke, at bliver det ikke bedre, er min livskvalitet så meget forringet, at jeg helt sikkert styrer lige imod en depression igen. Jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne bytte det væk, jeg er angst for møder, fordi jeg falder i søvn, angst for timelange familie eller venne sammenkomster, fordi jeg falder i søvn, og jeg er fuldkommen død når jeg sover, siger mine nærmeste. Hjælp! Er der nogen, der har den mindste ide om i hvilken retning jeg skal gå? Og i fald det måtte være eftervirkninger, hvornår kan jeg regne med det forsvinder? skal jeg sove eller skal jeg tvinge mig selv til at være vågen, ulykkelig og irritabel overfor mine børn? Jeg søger et desperat råd. Knus Gitte
Jeg blev konstateret bipolar i december 2008, efter at have været igennem knap et års forskellige antidepressive behandlinger, uden at det havde nogen effekt, det gik kun ned ad bakke. Efter tre uger på cymbalta og lithium - begyndte det stille og roligt at gå den rigtige vej. Idag over et år efter, er jeg glad og tror på fremtiden (sådan da) idet jeg mistede mit drømmejob i forbindelse med min sygdom
så jeg skal også finde et nyt job, når jeg bliver klar. Mit problem er træthed, og når jeg kigger tilbage, har jeg været træt de sidste 8 år, siden jeg fik min yngste datter, hvor jeg var igennem en operation under graviditeten og endte med en svær fødselsdepression. Siden har jeg haft knap to år hvor jeg i snit løb 5 km hver dag, jeg var stadig træt træt træt, jeg var faktisk også normalvægtig dengang, men jeg var stadig træt træt træt. Behandlerne mener, at jeg har lidt af det i mange år, og mener derfor, at jeg stadig er træt. Men jeg kan ikke få det til at hænge sammen, på den ene side har jeg ofte svært ved at falde i søvn, men holder mig så vidt muligt fra sovemedicin og alkohol, det sker max 2 gange om måneden. Men når jeg falder i søvn, kan jeg sove og sove og sove, hvis jeg ikke bliver vækket, sagtens 12-15 og endda 20 timer. Jeg kan næsten stå op og falde i søvn, når jeg kører bil, ha rjeg svært ved at holde mig vågen, når jeg ser tv, faldt sågar i søvn midt i en telefonsamtale i lørdags.... Jeg føler det selv som om jeg mangler ilt, det sidder ligesom i brystet af mig og jeg kan ikke rigtigt trække vejret ordentligt igennem. Jeg fornemmer, at behandlerne såvel som kommunen, er ved at være lidt utålmodige, synes at nu skal jeg igang igen. Og der var ikke noget jeg hellere ville, savner kollegaer helt vildt og savner at bruge mit hoved, indtil jeg blev sygemeldt maj 2008 har jeg aldrig haft en sygedag pga depression, selvom jeg har taget antidepressiver siden jeg var 20 sådan on/off. Der er taget et hav af blodprøver, og de viser intet, nu er jeg sendt til øre,næste,hals læge, fordi jeg insisterede på at min egen læge hørte på mig. Jeg er ved at dø af skræk for, at de heller ikke finder noget, trætheden er så dræbende, og jeg kan mærke, at bliver det ikke bedre, er min livskvalitet så meget forringet, at jeg helt sikkert styrer lige imod en depression igen. Jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne bytte det væk, jeg er angst for møder, fordi jeg falder i søvn, angst for timelange familie eller venne sammenkomster, fordi jeg falder i søvn, og jeg er fuldkommen død når jeg sover, siger mine nærmeste. Hjælp! Er der nogen, der har den mindste ide om i hvilken retning jeg skal gå? Og i fald det måtte være eftervirkninger, hvornår kan jeg regne med det forsvinder? skal jeg sove eller skal jeg tvinge mig selv til at være vågen, ulykkelig og irritabel overfor mine børn? Jeg søger et desperat råd. Knus Gitte 
Kommentarer
For mig lyder det bestemt, som om du lider af 'kronisk træthedssyndrom' (chronic fatigue syndrome).
Det gør jeg også selv (selvom jeg ikke har fået det diagnosticeret) men jeg synes dit tilfælde lyder rigtigt slemt.
Du kan google det på nettet og se om du kan finde noget, du kan bruge.
Lidelsen skulle være ret svær at få diagnosticeret. Mange læger kender den ikke eller tror ikke på den, fordi der er så mange lidelser, der kan give træthed og fordi lidelsen så at sige er usynlig. Der er ingen andre 'beviser' end patiens tilstand og symptomer. Blodprøver viser intet og der er ingen fysiske forandringer. Derfor er udredning og diagnosticering vist ikke så let. Lidelsen ligger på linie med fibromyalgi, som mange læger heller ikke rigtigt anerkender af samme grunde. Ikke desto mindre er begge lidelser klicificeret og anerkendt af WHO.
Jeg ved faktisk ikke, hvem der skal stille en sådan diagnose. Det er ikke psykiatere, for jeg har lige været hos én, der rådede mig til at tale med min læge om det, så jeg kunne få det diagnosticeret. Nogle læger mener også, at det er 'ondt i livet' symptomer og det kan såmænd også være rigtigt nok, men det gør ikke lidelsen mindre reel.
I visse tilfælde kan lidelsen faktisk udløse en førtidspension, fordi det kan være helt umuligt at passe et almindeligt arbejde. Så jeg synes, det lyder som et meget stort pres, at du må se at komme i gang igen (også selvom du gerne selv vil). Det vil jo næppe være muligt for dig at bestride et arbejde på normale vilkår, sådan som du har det.
Min oplevelse er, at man godt kan få det bedre og få mere energi men at det formentligt kræver et rigtigt langvarigt terapiforløb og meget arbejde med sig selv. Jeg oplever, at angsten, depressionen, trætheden o.a. alle har samme årsag og at det er nødvendigt at bearbejde disse årsager til bunds for at få frigjort energien.
Mit bedste råd er, at du finder noget om lidelsen på nettet, som du føler passer, printer det ud og tager det med til din læge. Hvis han eller hun afviser lidelsen som en egentlig sygdom, må du insistere på at blive sendt videre til en specialist, der kan lave en udredning og komme med en diagnose. Dette kan være af afgørende betydning for afklaring af dine fremtidsmuligheder.
Derudover er min oplevelse, at det er utroligt vigtigt, at man udsætter sig selv for så lidt stress og belastning i dagligdagen som overhovedet muligt. Undgå for så vidt muligt alt hvad der giver negative følelser, for de tapper én for energi. Den energi du bruger på andre, vil du have mindre af til dig selv. Sørg for så vidt muligt at undgå alt og alle, der suger energi fra dig, kræver og forventer noget af dig, ikke forstår dig, ikke giver dig opmærksomhed etc. Opsøg mennesker og aktiviteter, der giver dig så meget glæde og energi som muligt.
Batteriet er så at sige kørt helt tomt for strøm og derfor er det så vigtigt, at man ikke udsættes for noget, der tapper yderligere men i stedet forsøger at få fyldt en smule på hist og her. Det kan være meget svært, hvis der er en slags lækage, hvor al energien ryger ud lige så hurtigt, som den kommer ind. Derfor ligger egentlig behandling i at finde disse lækager og få lappet hullerne, så man kan holde energien i sig og bruge den konstruktivt.
Måske disse artikler siger dig noget: http://www.videnskab.dk/content/dk/samf ... ig_barndom
http://www.laegehaandbogen.dk/default.a ... ument=1314
P.S.: Iltmanglen og åndenøden har noget med vejrtrækningen at gøre. For ikke at mærke sine følelser, har man lært kun at trække vejret overfladisk. Formentligt noget, man er begyndt på tidligt i livet. Kroppen har også tidligt i livet låst en masse muskler fast i det såkaldte 'muskelpanser', der betyder, at man som voksen ikke 'bare' kan bruge kroppen frit og derfor kan vejrtrækningen heller ikke være fri. Dette kan forskellige former for kropsterapier være med til at hjælpe på, så de fastlåste muskler kan løsnes og energierne - herunder vejrtrækningen - kan få lov at cirkulere frit.
Mange hilsner Helene
Jeg kan godt forstå, at du er desperat. Du sidder jo i en klemme, som jeg er sikker på, at mange genkender: Du har brug for ro til at komme dig, men kommunen forventer, at du snart er rask.
Jeg lider selv af træthed, og jeg har for en del år siden haft mange depressioner. Den situation betyder, at jeg meget ofte er blevet affejet med, at trætheden er en slags depression, og det har hele tiden ligget i luften, at lægeordineret antidepressiv medicin var løsningen, uden at nogen dog har sagt det direkte. Oprindelig kom trætheden på grund af en længe uopdaget jernmangel, men det kan ikke længere være årsagen, da min blodprocent er fin nu. Jeg mistænker nu min blodtryksmedicin som årsagen til trætheden, og jeg kunne forstå på en af lægerne på sygehuset, hvor jeg for nylig var indlagt for et hjerteproblem, at han gav mig ret.
Jeg kan forstå på dig, at du er blevet tjekket for alle mulige ting, forhåbentlig også lav blodprocent, som kan komme af jernmangel, B12-vitaminmangel og folinsyremangel, og som blandt giver sig udtryk i træthed og iltmangel. Jeg havde åndenød i mange år, men det har jeg ikke mere.
Jeg kan forstå på dig, at du har taget antidepressive midler i årevis on and off, og for lidt over et år siden er du kommet på Cymbalta og Lithium. Træthed er ganske almindelige bivirkninger ved antidepressiv medicin. Jeg slog op i Lægemiddelkataloget under Cymbalta og fandt, at der forekommer såkaldt ”somnolens”, altså at man er tilbøjelig til at småsove, hos over 10 % af brugerne, og at der forekommer træthed, søvnforstyrrelser og søvnløshed hos 1-10 % af brugerne.
Jeg kunne desværre ikke få adgang til oplysninger om Lithium via Internettet, men der må jo stå noget i din indlægsseddel til medicinen. Min far fik Litiumcarbonat i mange år, og han var meget træt og også tilbøjelig til at falde i søvn, når han sad i en stol. Vær opmærksom på, at det er vigtigt at drikke meget, når man får lithium.
Men der må være andet i vejen end bivirkninger ved medicin, når du også har iltmangel. Jeg synes, at du skal holde fast i din egen oplevelse af, hvordan du har det. Når der skal tages stilling til din fremtid, så må der jo tages hensyn til, at du er nødt til at tage noget medicin, der gør dig træt, og inden du bliver gennet ud i arbejdsprøvning, må der findes en forklaring på din åndenød. Det, synes jeg, at du skal holde fast i.
Jeg har det også ofte sådan, at jeg kan have svært ved at falde i søvn. Det sker især, hvis jeg har anstrengt mig mere end sædvanlig, f.eks. med motion. Jeg forklarer det med, at trætheden gør, at kroppen er nødt til at køre på nødforanstaltninger, når jeg skal yde en ekstra indsats, i form af ekstra stresshormoner, især adrenalin, og denne ekstra adrenalin gør, at jeg har svært ved at falde i søvn.
Jeg tror, at det er en god ide at undgå sovemedicin, så vidt muligt.
Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at finde forklaringer på iltmanglen. Jeg kan foreslå følgende forklaringer (jeg ved ikke, hvor sandsynlige, der er):
1. Når du sover så tungt, kan det være en mulighed at du har søvnapnø (en tilstand, hvor man glemmer at trække vejret)
2. Kviksølvforgiftning
Prøv selv at google på det. Der kan også være andre mulige forklaringer.
Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at finde årsagen til depressionerne. Det er fint, at du nu har fået det bedre ved hjælp af medicin, men det ville jo være bedre at finde årsagen og gøre noget ved den, sådan at du måske engang kan undvære den medicin, som muligvis er skyld i din træthed. Jeg ved godt, at der er folk, der forklarer visse depressioner med, at de skyldes noget kemisk, men den tror jeg ikke på – heller ikke ved bipolar sygdom.
Mange hilsner
Kameliadamen
I nogen tid har det været sådan, at Helene og jeg er de første til at svare på indlæg angående depression eller træthed, og at vi – som du ser – svarer ret forskelligt. Årsagen til denne forskel er selvfølgelig, at vi har forskellige erfaringer.
Jeg tror, at det er meget vigtigt, at holde alle forklaringsmuligheder åbne, når der skal søges en forklaring og en løsning på din tilstand. Og da de fysiske og kemiske årsager er de nemmeste at forholde sig til og ofte også de nemmeste at gøre noget ved, begynder jeg gerne med dem. Men det betyder ikke, at jeg bagatelliserer den psykiske side af sagen. Jeg tror, at der ofte er en kombination af på den ene side: ernæringsmæssige mangler, belastninger fra miljøskadelige stoffer eller fra skadelige bakterier og svampe i tarmene, intolerance over for bestemte madvarer som f.eks. mælk eller gluten, og på den anden side stress, traumer fra barndommen eller fra traumatiske begivenheder i voksenlivet, spændinger i kroppen og vanebestemt adfærd, som ikke er hensigtsmæssig.
Angående dine problemer med vejrtrækningen, så vil jeg gerne sige, at Helenes forklaring helt sikkert også kan være den rigtige, eller der er måske tale om en kombination af flere årsager. For mit eget vedkommende har jeg haft vejrtrækningsproblemer, der helt åbenbart har været forårsaget af følgende tre årsager:
1. Jeg brugte ubevidst den af Helene beskrevne metode (undertrykkelse af vejrtrækningen) til at undertrykke ubehagelige følelser
2. På grund af stress. Det er meget stressende, når man ikke rigtig kan blive helt rask, når andre – især kommunen - forventer det
3. På grund af jernmangel, som jeg må have haft – uden at vide det – i mange år. For at blodet kan bringe ilt rundt i kroppen, er det nødvendigt, at de røde blodlegemer indeholder tilstrækkeligt med jern. Hvis de ikke gør det, får man åndenød, altså iltmangel.
Jeg er ud af en familie, hvor stort set alle havde depressioner. Begge mine forældre og min bror var diagnosticerede som maniodepressive (altså bipolare), og jeg selv havde også denne diagnose en overgang. Fordi lægerne betragtede mine depressioner ud fra, at det var noget arveligt, som kun kunne helbredes med medicin, blev jeg aldrig undersøgt for jernmangel, før jeg selv bad om det, efter råd fra en kostvejleder, og det viste sig da, at min blodprocent var katastrofalt lav.
Det er helt klart nemmest at gøre noget ved en kemisk årsag som jernmangel. Det virkede fantastisk, da jeg begyndte at spise jernpiller. Men man må ikke tage jernpiller, hvis ikke jernmanglen er konstateret af en læge, for det kan også være farligt at have for meget jern i blodet. Jeg har også gået hos en kropsorienteret psykoterapeut, og jeg kan virkelig anbefale metoden. Men det er jo noget, som tager lang tid og koster ret mange penge. Dog må det være muligt at få tilskud til behandlingen i din situation.
Jeg lægger mærke til flere lighedspunkter mellem din og min situation: Jeg begyndte også at tage antidepressiv medicin, da jeg var tyve år, on and off. På et tidspunkt virkede lægeordineret antidepressiv medicin ikke mere. Det er jo også, hvad du beskriver. Jeg har senere fundet ud af, at der skal bruges jern, for at leveren kan omsætte antidepressiv medicin, og da jeg ikke havde jern nok i blodet, gik det helt galt. Lægerne kunne ikke hjælpe mig. Heldigvis fandt jeg selv en løsning, nemlig naturmedicinen perikon, som har hjulpet mig fint i 8 år.
Når jeg skriver dette indlæg, så er det, fordi jeg mener, at det vil være klogt at holde alle muligheder åbne. Min mening og anbefaling er:
1. Sørg for at få at vide, hvad din blodprocent er. Selv om du har fået taget ”et hav af blodprøver”, så kan man jo ikke vide, om din læge har været lige så fordomsfuld som min læge!
2. Jeg tror, at der er en ret høj sandsynlighed for, at størstedelen af din træthed skyldes din medicin, især lithium.
3. Hvis ikke du har lav blodprocent, så tænk lige på, at kviksølvforgiftning kan give de symptomer, du har (depression, træthed, iltmangel).
4. Når det er sagt, så synes jeg, at det er en god ide at få kropsterapi. Det er aldrig for sent at prøve at finde og løse den oprindelige årsag til depressionerne, sådan at du måske på lang sigt kan undvære (noget af) den antidepressive medicin.
Links:
Om kviksølvforgiftning: http://www.bodyfocus.dk/Kviksoelv_art.htm (NB ”Derved opstår iltmangel, træthed og udmattelse, som kan forveksles med symptomer på blodmangel.”)
Om en svamp i tarmene, som kan være årsag til blandt andet træthed: http://www.lenehansson.dk/Default.aspx?ID=1103
Om uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, og hvorfor de kan være opstået: http://www.borgen.dk/product.asp?product=307
Om kropsterapi: http://www.vindinghoved.dk/index.php?si ... -psykologi (NB. Det er muligt at få tilskud via Sygesikringen, hvis man bliver henvist af sin praktiserende læge)
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg vil lige nævne et par ting, for det første tror jeg ikke rigtigt på, at trætheden skulle skyldes min medicin, for jeg har været træt uafbrudt, også når jeg ikke har taget medicin
Dernæst, er jeg helt klar over, hvad der skyldes min depressive historie og, hvorfor diagnosen endte med at blive bipolar. Årsagerne har jeg arbejdet med siden, jeg blev bevidst om det, og er bestemt nået meget meget langt i den proces.
Når jeg frustreres nu, er det fordi alle de løse ender faktisk er ved at være fundet og afsluttet, den eneste, der bliver ved med at spøge og hænge over mig som en tung tung dyne er trætheden.
Jeg vil undersøge kviksølvforgiftningen - men tror det ikke, har forrige år fået skiftet samtlige plumber, men intet skal, som I også skriver, udelukkes.
Jeg vil bare have en løsning, så jeg kan få et ganske almindeligt liv, med et job igen. For mig er arbejde virkelig en central del af livet, og det har været et meget hårdt slag, at skulle finde min identitet, uden et job at hænge min hat på.
Endnu engang tak for jeres ord.
Knus Gitte
Jeg tillader mig lige at komme med en kommentar til dit svar. Måske lidt alternativt og næppe det, du gerne vil høre.
Du skriver, at du er klar over, hvad der er årsagen til din depression og bipolare lidelse og at du er nået meget langt i bearbejdelsesprocessen. De løse ender er ved at være fundet og afsluttet.
Det må i sagens natur være ting, der ligger tilbage i tiden, du har fået bearbejdet. Men har du også bearbejdet nutiden? Forstået på den måde, at du har indset og accepteret, at nutiden er skabt af fortiden. Fortiden præger os - nogle gange meget konkret, fysisk, nutidigt og desværre også af og til vedvarende. Nogle gange fører fortiden nogle skader med sig, som man ikke 'bare lige' kan få repareret uanset, hvor meget man arbejder med tingene og hvor meget terapi man får.
Dermed mener jeg ikke, at du ikke kan få det bedre. Jeg mener bare, at det kan være nødvendigt, at du forholder dig til, at du måske ikke får det du kalder et normalt liv igen. I det mindste ikke et normalt liv, der f.eks. indebærer et almindeligt arbejde. Men det betyder jo ikke, at du ikke kan få et godt liv. Det bliver måske bare anderledes, end det du har haft forestillet dig. Anderledes behøver ikke at være dårligere - bare forskelligt. Den 'bare lige' løsning, du søger, ville være fantastisk men den desværre findes ikke.
Det er bestemt ikke fordi, jeg ønsker at tage dine håb eller dine mål fra dig, tværtimod, men hvis du ikke forholder dig til realiteterne, kan du stirre dig blind på et uopnåeligt mål. Så bruger du en masse energi på det. Det vil kun frustrere og stresse dig yderligere og det vil gøre dig mere træt!
Derfor kan det være nødvendigt at omdefinere dine mål og være åben for andre muligheder og løsninger. Jeg tror, at man er nødt til at lære at forholde sig til nutiden, som den er NU. Det kan godt være, at du kan komme til at arbejde på et tidspunkt. Det kan også være, at du bliver nødt til at omdefinere, hvad arbejde er. Måske det kan være nogle få timer eller måske det kan være frivilligt arbejde. Det handler om, at du får tilrettelagt dit liv efter, hvordan du har det NU og hvad der er realistisk og hvad der er muligt. Det handler også om, at du lærer at tage hensyn til dig selv og lærer, hvad der forværrer og skaber trætheden og hvordan du gør den mindre. Du kan ikke basere din fremtid på, hvordan du måske (forhåbentligt) får det engang.
Jeg tror, det egentlige problem er det, du nævner til sidst: At du ikke ved, hvem du selv er uden et arbejde.
På dette problem er der to mulige løsninger:
1) Du får et arbejde.
2) Du finder ud af, hvem du selv er.
Der er ingen tvivl om, at den første løsning vil være langt den letteste. Den løser jo ikke det egentlige problem men den kunne 'symptombehandle'. Men den løsning bliver gjort umulig af din helbredstilstand. Ergo kan du være nødt til at vælge den sværeste løsning. Det vil givetvis også være den, der på længere sigt vil skabe størst tilfredsstillelse og kunne gøre dig rask.
Det er nemlig derinde i kernen af dig selv, som du ikke har fundet ind til endnu - derinde hvor du bare er DIG, som DU er - at din energi gemmer sig. Du bruger så at sige al din energi på at holde DIG SELV skjult. Det er derinde i kernen af dig selv, at lyset skinner.
Mange af de ting, vi hidtil har gjort i vores liv, har været med til at gøre os syge. Når vi begynder at gøre det modsatte, bliver vi raske. Det lyder måske meget logisk og enkelt men det er hamrende svært. At gøre det modsatte af det man plejer, betyder at man skal sluge mange kameler og processen gør ondt - men den virker og resultatet kan være forbløffende og mirakuløst.
Mange hilsner Helene
Nu skal du høre; jeg har været hos psykologer og psykiatere de sidste 5 år, de kunne ikke stille en færdig diagnose- de prøvede med borderline (nu kaldet emotionel personligheds forstyrrelse), angstanfald, vinter depression, "alm." depression, fra middel til svær og et par stykker til jeg ikke kan huske mere.
Mi liv var et rent helvede og den eneste grund til jeg ikke tog livet af mig selv, var min familie, det kunne jeg dog ikke gøre mod dem.
Her i november kom jeg så til en ny psykiater, blev diagnosticeret bipolar og straks sat i behandling med antiepileptikaet Orfiril Long. Da jeg begyndte var jeg fuldstændigt omtåget og mere eller mindre i min egen lille verden, men efter blot få dage, kunne jeg mærke virkningen af det. Det lyder muligvis overdrevet, men min psykiater har haft mange gode og lign. erfaringer med dette.
Nu er jeg begyndt på endnu et antiepileptika, Lamotrigin, og trapper langsomt op, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det så godt som jeg har det nu.
Hvad hun også fortalte mig er at lithium er et gammelt, for ikke at sige forældet præperat(ikke at det ikke hjælper), med mange mere og mindre alvorlige bivirkninger, hvor af sløvhed og træthed er et af dem.
Mit råd til dig vil være, prøv om du kan komme på et mindre indgribende præperat(som dem jeg ta'r, f.eks.) der har en lige så god virkning, med uden de voldsomme eftervirkninger.
Og så er der selvfølgelig de (knap så) små ting man selv kan gøre, som fast døgnrytme, motion, varieret kost og at huske at tage hensyn til sig selv, lytte til krop og sind og tale med sine nærmste.
Jeg er ikke ekspert på området og kan selvfølgelig ikke udtale mig med samme vished som en proffesionel, men jeg kan give dig min personlige erfaring og håbe at du kan få gavn af den.
Og til sidst; Kudos til dig, for at stille spørgsmål og søge hjælp. Det er en af de sværeste og modigste ting, man kan gøre.
En brækket arm er nem, for den kan alle se og forholde sig til. At have et psykisk problem, derimod, kan være svært at se og håndtere, både for andre og for en selv.
Pas på dig selv, held og lykke fremover.
Ved ikke, om du læser med herinde - dit indlæg er jo af ældre dato efterhånden. Men jeg kom pludseligt til at tænke på, om du har fået undersøgt, om du kan lide af for lavt stofskifte? Det kan jo give så massiv træthed. Skal selv have bestilt en tid hos lægen, så jeg kan få det undersøgt.
Hilsen Helene
Gitte: Har du fået undersøgt om det kan være din medicin der gør dig så pokkers træt? Jeg siger ikke at du ikke kan have kronisk træthedssyndrom, men det er da værd at undersøge om medicinen kan spille ind.
vh
Håber du har fået noget hjælp og måske har fundet ud af noget med din træthed. Jeg har selv lige fået konstateret myksodem (for lavt stofskifte) og d-vitaminmangel. Tænkte på, om du har fået chekket dit stofskifte?
Hilsen Helene
Jeg har lidt af ekstrem træthed i forbindelse med en depression (jeg er manio depressiv). I den forbindelse har jeg fået Mirtazapin (tidligere kaldet Remeron). Jeg var virkelig ekstremt træt, - også i perioden lige inden, - nok pga. depressionen. Selvom jeg steg i medicin forblev trætheden. Nu er jeg så ved at skifte til Valdoxan og vupti er trætheden væk. For mit vedkommende var det en anden og mere effektiv medicin, der skulle til for at overvinde trætheden. Jeg tror, at den nye medicin er mere effektiv for mig.
Så mit forslag til dig er, at snakke med din læge / psykiater om at prøve et andet præparat. Valdoxan giver en naturlig træthed inden sengetid, den påvirker ikke ens sex-liv og man tager ikke på af den.
Og hvis du "kun" går hos din egen læge og ikke hos en psykiater, synes jeg de skal overveje det sidste. En psykiater har en større special-viden inden for området.
Held og lykke.
De varmeste hilsner
Pia