Indstillinger
Det går mig stadig på....
Til sommer er det 4 år siden jeg fik en abort....
Min daværende kæreste og jeg havde været sammen i 4 år, var forlovet, havde lejlighed, bil, motorcykel, båd osv...
Vi havde snakket børn i 1½ år ca og brugte ingen prævention....
Jamen i sommeren 06 havde jeg været meget syg... Var ret sikker på jeg havde mad forgiftning, så til sidst gik jeg til lægen, som bad mig lave pis prøve,, skal lige siges jeg var 18 dengang og jeg anede ik om man ku tjek for mad forgiftning i sådan en....
Han kom ind igen og satte sig, kiggede på mig og sagde "tillykke, du er gravid"..
Blev meget bange, nu var det virkelighed...
Jeg brød helt sammen, og sagde til lægen "du tager pis på mig" og "det erløgn",,,...
Bagefter så kørte jeg hjem og ventede på min daværende kæreste, da han kom ind fortalte jeg ham at jeg endelig havde taget til lægen og at jeg var gravid og i 9 uge..... .
Han havde mange forklaringer, såsom at han ikke var klar til og være far, han havde dårlig økonomi osv osv.....
Jeg var ked af det og anede ik mine levende råd...
Han ville gå fra mig hvis jeg fik barnet, og fik jeg en abort blev han... jeg var desværre blind og meget forelsket....
Fik en abort lige på grænsen til det var for sent....
Og mens jeg lå og fik udskrabning tog han min mor med ud og kig ny motorcykel.....
Derefter kom jeg hjem og var MEGET ked af det, han sagde derefter at et års tid efter ville det passe perfekt, spurgte hva forskllen på 3 mdr ville være????
Ugen efter var hans ting pakket og han var smidt ud.....
Derefter begravede jeg mig i arbejde, indtil jeg ved juletid gik helt ned psykisk.....
Jeg har en ny kæreste, vi er gift nu og har en datter på 2 år som jeg elsker over alt på jorden!!!
-Men jeg tænker tit på det, og hvordan jeg ku lade mig overtale?
Jeg bærer meget nag til min eks..... Og jeg aner ik hvordan jeg skal "glemme" det og ligge det bag mig....
Håber der er nogen der har nogle råd...
Min daværende kæreste og jeg havde været sammen i 4 år, var forlovet, havde lejlighed, bil, motorcykel, båd osv...
Vi havde snakket børn i 1½ år ca og brugte ingen prævention....
Jamen i sommeren 06 havde jeg været meget syg... Var ret sikker på jeg havde mad forgiftning, så til sidst gik jeg til lægen, som bad mig lave pis prøve,, skal lige siges jeg var 18 dengang og jeg anede ik om man ku tjek for mad forgiftning i sådan en....
Han kom ind igen og satte sig, kiggede på mig og sagde "tillykke, du er gravid"..
Blev meget bange, nu var det virkelighed...
Jeg brød helt sammen, og sagde til lægen "du tager pis på mig" og "det erløgn",,,...
Bagefter så kørte jeg hjem og ventede på min daværende kæreste, da han kom ind fortalte jeg ham at jeg endelig havde taget til lægen og at jeg var gravid og i 9 uge..... .
Han havde mange forklaringer, såsom at han ikke var klar til og være far, han havde dårlig økonomi osv osv.....
Jeg var ked af det og anede ik mine levende råd...
Han ville gå fra mig hvis jeg fik barnet, og fik jeg en abort blev han... jeg var desværre blind og meget forelsket....
Fik en abort lige på grænsen til det var for sent....
Og mens jeg lå og fik udskrabning tog han min mor med ud og kig ny motorcykel.....
Derefter kom jeg hjem og var MEGET ked af det, han sagde derefter at et års tid efter ville det passe perfekt, spurgte hva forskllen på 3 mdr ville være????
Ugen efter var hans ting pakket og han var smidt ud.....
Derefter begravede jeg mig i arbejde, indtil jeg ved juletid gik helt ned psykisk.....
Jeg har en ny kæreste, vi er gift nu og har en datter på 2 år som jeg elsker over alt på jorden!!!
-Men jeg tænker tit på det, og hvordan jeg ku lade mig overtale?
Jeg bærer meget nag til min eks..... Og jeg aner ik hvordan jeg skal "glemme" det og ligge det bag mig....
Håber der er nogen der har nogle råd...
Kommentarer
Jeg tror ikke, at du kan eller skal 'glemme' det, der er sket. Det skal ikke skubbes væk men tværtimod konfronteres og bearbejdes. Kun derved kan du slippe det og derefter lægge det bag dig.
Dit første spørgsmål går på, hvordan du kunne lade dig overtale? Det kan andre jo ikke svare på, men udfra mine egne erfaringer har jeg da et par bud på det.
Der er ingen tvivl om, at man bliver lettere at presse og manipulere, hvis man ikke har stærke grænser. Måske har man aldrig lært at sige fra. Mange mennesker har oplevet svigt tidligere i livet, der gør dem meget sårbare og bange for at blive forladt, blive ensomme, miste. Det gør dem lette at true – især hvis man truer med at forlade dem. Det kan trigge en masse gammel frygt. Det er under alle omstændigheder frygt, der får én til at give efter for noget, man ikke selv føler er rigtigt. Spørgsmålet er, hvad man frygtede.
Vrede og skyld er to sider af samme sag. Vrede er skyld, man retter mod andre. Skyld er vrede, man retter mod sig selv. Det hænger altså meget sammen.
Jeg tror, at hvis du skal lægge det bag dig, så må du først kunne tilgive dig selv, at du lod dig presse. Tilgivelse af sig selv kan være rigtigt svært. En måde at arbejde med det på er ved at prøve at forstå sig selv. Forstå den del af dig selv, der lod sig presse og som du stadigt bebrejder. Lyt dybt indad i dit hjerte og prøv at huske, hvordan du rent faktisk havde det dengang. Prøv at mærke, hvad det var for en frygt, der drev dig til at give efter? Lyt til din indre stemme, den har svarerne. Måske gør det ondt at høre svarene men lyt til dem alligevel. Lad være med at fordømme og skælde den side af dig selv ud, der dengang måtte handle sådan men giv hende i stedet trøst og omsorg, for hun trænger til det og fortjener det. Prøv at forstå, at du havde GODE grunde til at handle, som du gjorde og anerkend den side af dig selv.
Efterhånden som du begynder at tilgive dig selv, vil du også gradvist bedre kunne forlige dig med, at din ex. pressede dig og dermed bliver vreden imod ham mindre. Det er modbydeligt, når nogen stiller én overfor et ultimatum men ligesom du havde dine gode grunde til at lade dig presse, havde han sine gode grunde til at presse dig. I var en helhed og to om det, der skete. Han pressede dig og du lod dig presse. Du lærte også noget af det – nemlig at det havde store omkostninger for dig selv og du tog hurtigt konsekvensen og smed ham ud. Det viser, at du hurtigt lærte af det, der var sket. Dermed får noget lignende givetvis aldrig lov at ske igen. Det siges, at det eneste vi skal bruge fortiden til, er at lære af den – og du har lært.
Måske tror du på nogle højere magter? Jeg tror på reinkarnation (sjælens genfødsel igennem mange liv). Iflg. reinkarnationsteorierne så træffer man selv nogle valg om, hvilket liv man skal fødes ind i her på jorden. Nogle gange vælger en sjæl at komme til sine forældre velvidende, at den aldrig vil blive født. Det er simpelthen ikke meningen, at det barn skal fødes og det ved det på forhånd. Hvorfor sjælen træffer dette valg, kan vi som mennesker ikke vide. Helt sikkert er det bare, at det ufødte barn med sin undfangelse bringer en gave til sine forældre. Det er op til forældrene at finde ud af, hvad denne gave er. For min veninde, der for nyligt blev nødt til at få en abort, bragte hendes lille ufødte barn paradoksalt nok kærligheden til hende selv med sig.
Jeg har flere gange læst, at mennesker, der tror på reinkarnation, har oplevet, at deres senere barn faktisk er det tidligere ufødte barn i en ny inkarnation. Denne gang var det så meningen, at det skulle fødes og blive her på jorden, for nu var omstændighederne til det. Måske valgte dit lille ufødte barn stadigt dig som mor men havde brug for en anden far og andre livsbetingelser. Hvem ved?
Har du fået taget rigtigt afsked med dit ufødte barn? Måske du kan takke det for, at det kom til dig i den korte tid? Måske du har brug for at bede barnet om tilgivelse for, at det ikke fik lov at blive født? Måske du kan sende det al din kærlighed, dér hvor det er nu? Måske du kan finde den gave, det havde med til dig og give det din taknemmelighed?
Hvis ikke disse ting var sket, så havde du måske aldrig mødt din nuværende kæreste og så havde du ikke fået din datter. Alt hvad der sker i nutiden, er baseret på det, der er gået forud.
Visualiseringer er en meget effektiv måde at arbejde med det på. Jeg har selv gået i hypnoterapi og har flere gange bl.a. været igennem en tilgivelsesproces af mig selv (og andre) under hypnose. Det har virkeligt hjulpet mig til at slippe mange gamle følelser og komme videre. Hvis det har din interesse, kan du sende mig en mail (min mailadresse står under min profil). Så kan jeg sende dig oplysninger om min tidligere terapeut (det er i København). Han er meget dygtig.
Jeg håber, at jeg har kunnet give dig lidt brugbare in-put og lidt andre vinkler.
Mange hilsner Helene
Jeg synes det lyder meget fornuftugt det du skriver....
Har selv tænkt på noget terapi...
For umiddelbart ønsker jeg alt dårlig falde om ørene på min eks....
Mit had til ham er der bare, jeg har bare lyst til og græde, slå på ham, fortælle ham hva for noget han har fået mig til og gennemgå...
Ville bare sådan ønske jeg havde valgt anderledes dengang...
Det lød ikke som om mit svar til dig gav dig det helt store, så jeg prøver lige igen ;-)
Det er 4 år siden og du er stadigt rigtigt meget fastlåst i skyld og vrede.
Det ændrer sig ikke, hvis du dybest set ikke er interesseret i, at det skal ændre sig. Måske har du af forskellige (ubevidste) grunde brug for at opretholde vreden mod din ex - men du betaler en høj pris for den styrke og uskyld, du måske føler, at vreden giver dig. For så længe du fastholder vreden mod ham og giver ham skylden for det, der skete, vil du også være vred på dig selv over og føle skyld over, at du lod det ske. I var to om det, så du kan ikke kun slippe dig selv fri og stadigt holde ham fanget. Slipper du dig selv fri, må du også slippe ham fri. Hvilken glæde har du af at fastholde ham i din vrede? Det er kun dig selv (og dine omgivelser), det går ud over. Han mærker jo ikke meget til den.
Tingene ændrer sig ikke, hvis ikke du gør noget andet, end det du hidtil har gjort. Det hjælper ikke meget, at du har tænkt på terapi. Hvis du virkeligt ønsker forandring, så må du finde en terapeut og ringe og bestille en tid. Der skal handling til ellers sidder du fast i en offerrolle men i virkeligheden er det kun dig selv, du er offer for.
Hvorfor holde så fast i den forbandede skyld? At give sig selv eller andre skylden er noget af det mest meningsløse og destruktive og det fører aldrig noget godt med sig. Skyldfølelse er rædselsfuld og ingen vil have den og kaster den videre til en anden, der heller ikke vil have den. På den måde kan man kaste den frem og tilbage i en livstid, om det skal være. Pludseligt er livet ved at være forbi og man finder man ud af, at det er passeret forbi én, mens man har brugt det på noget så meningsløst at spille bold med skyldfølelsen i stedet for at have levet sit liv. Måske er der slet ingen skyld men andre forklaringer på, at I begge handlede og reagerede som I gjorde? Hver især må tage ansvaret for sine egne handlinger og sit eget liv. Han må tage ansvaret for, at han pressede dig og stillede dig overfor et ultimatum og du må tage ansvaret for, at du lod dig presse til at vælge. I stedet for at hænge fast i skyldfølelsen, skal man måske anerkende smerten over sin egen handling og acceptere og lære at leve med det, lære af det, så noget lignende ikke sker igen, lægge det bag sig og gøre det til en del af sin livserfaring.
At slippe din vrede mod din ex og dig selv, betyder ikke, at du accepterer og anerkender, det der er sket. Det viste du jo, at du ikke gjorde, da du smed ham ud, så det har jo haft konsekvenser. Du har brug for at GIVE DIG SELV LOV TIL at komme videre med dit liv. Selvom det betyder, at du mentalt set også giver ham lov til at komme videre med sit liv. Først dermed kan Jeres veje egentligt skilles.
Jeg ved, det kan opfattes som hårde ord men de er nu godt ment. For mig lyder det som om, du virkeligt søger hjælp til at komme videre men på den anden side ikke kan tage imod den, når nogen prøver at give dig den, fordi det kræver noget af dig selv, der vil være følelsesmæssigt hårdt. Jeg ved, at man skal være parat til forandringer, før man kan prøve at skabe dem. Måske du skal spørge dig selv, hvilke gevinster du vil have ved at forandre noget og hvilke du har ved ikke at forandre noget. Det er kun dig selv, der kan skabe de nødvendige forandringer.
Mange hilsner Helene
Jeg vil ikke udpensle det så meget som Helene, men blot sige til dig at, sket er sket - du kan ikke ændre på din beslutning om at få en abort, og i sidste ende var det jo din egen beslutning. Kærlighed gør blind......og da du kun var 18 år kan jeg godt forstå du var let at påvirke - men hvor er jeg glad for du har været så stærk ikke at være sammen med sådan en id....mere:))
Du skal passe på ikke at fastlåse dig i situationen fordi du jo netop ikke kan gøre det om - du skal have hjælp til at bearbejde din vrede - og SÅ skal du tænke fremad på dine skønne børn, som du har sat i verden:))
-Men er det ikke dyrt?
Jeg har ikke råd til det, da vi sidder rimelig stramt i det pt...
Jo, psykologhjælp er desværre ret dyrt.
Der er nogle meget faste regler for, hvornår lægen (med sygesikringstilskud) kan henvise én til psykolog. Umiddelbart ser det ikke ud til, at du går ind under nogle af disse kriterier. Men du kan da prøve at tale med din læge om det. Måske han eller hun kan finde et smuthul.
Én af grundene til, at jeg også foreslår hypnose (hvis det er noget, man føler for), er fordi det som regel ikke kræver lige så mange behandlinger som hos en psykolog, før man mærker bedring og derved bliver det billigere.
Måske kunne du prøve at undersøge om der kunne være en mulighed for om Mødrehjælpen kan hjælpe dig.
Hilsen Helene
Men aner ik om der er noget af sådan noget her i byen....
Men det da værd at undersøge...
Har tænkt meget på det der reinkarnation eller hva det hed.....
Tror egentlig også jeg tror på den slags...
Hvis du googler hypnose eller hypnoterapi, så kommer der rigtigt mange sider op, hvor du kan læse noget om det. Men husk også at kigge på terapeutens kvalifikationer og uddannelse. Det er bedst, hvis terapeuten også har en anden terapeutisk eller psykologisk uddannelse.
Hvis du vil læse en (synes jeg) meget, meget smuk bog, der handler om både reinkarnation og hypnose (hypnoterapi), så kan jeg anbefale dig: 'Kun kærlighed varer ved' af Brian Weiss.
Hilsen Helene