Indstillinger
På vej op, og så alligevel så langt igen..
Hej allesammen.
Jeg er simpelthen SÅ frustreret, og har brug for Jeres mening omkring min problem stilling.
Jeg håber der sidder nogen derude, som gider kommentere mit indlæg.
Jeg er en snart 25 årig pige, som fra da jeg var 15-24 år, har lidt af anoreksi og bulimi. Jeg har været utrolig syg. Mest de seneste år tog min sygdom over, hvor jeg har været indlagt i Odense på afd. M to gange til "opfedning" og 3 sammenhængende indlæggelser på Odense psyk, hvor jeg var i ca. halvandet år.
Jeg er gået fra at have været så syg, så jeg spise og kastede op HELE dagen. Havde en kamp vægt på bare 37 kg. og var på vej til at smide mit liv væk BOGSTAVELIG TALT.
Fra at have sat i lort til halsen i flere år, har jeg taget kampen op, og er den dag i dag snart helskindet ude på den anden side.
Jeg spiser igen normalt (har stadig til tider et lidt besynderligt forhold til mad, men jeg formår alligevel at kontrollere det, så jeg spiser SOM det passer mig, NÅR det passer mig!) Salater som junk!
Jeg kaster sjældent op, og mine æde flip er næsten fortid.
Jeg er nået længere end jeg troede var mig muligt. Jeg havde aldrig forestillet mig, at mad sku gå fra at fylde ALT til nu kun at fylde så lidt i mit liv.
Godt lyder det alt sammen, og det er det sådan set også. MEN:
Efter at have lagt syg så længe, været på kontant hjælp i små 3 år, og kun ku magte at være i aktivering, da ser mit cv ik just godt ud længere.
Jeg har alle dage arbejdet og studeret på livet løs..
Havde et smukt cv og arbejde jeg var glad for.
Jeg har lavet meget selvom jeg ik er særlig gammel, og selvom jeg har lagt seriøst syg de seneste par år.
Jeg har været i USA og arbejde med børn/unge med speciel needs, været i Afrika på et højskole ophold, har arbejdet som handicap hjælper fuldtid et år, har en gymnasie uddannelse m.m.
Jeg måtte ligge en vidergående uddannelse på hylden, for at finde tid til mig selv, modtage hjælp, og blive rask.
Det er jeg nu. Så godt som ihvertfald.
Jeg er nu klar til at komme videre med mit liv. Jeg har accepteret at jeg ik har en uddannelse som alle mine andre jævn aldrene efterhånden har.
Det var jeg bare for syg til at ku dengang, og det har jeg set i øjnene.
Nu er jeg så klar som jeg overhoved kan blive, til igen at studere, eller ihvertfald komme væk fra min kontant hjælp, og ud på arbejds markedet.
Jeg flytter fra Sønderjylland- Odense med min kæreste om en halv måned, og har i den forbindelse søgt ind på sosu assistent uddannelsen.
Jeg kvalificerer mig til at komme direkte ind uden en hjælper uddannelse først, men jeg er desværre kommet på venteliste, og kommer derfor nok ik ind! :-(
Så nu står jer her..Må kæmpe på lige fod med så mange andre der er blevet fyret her i finans krisen. Og mit cv ligner bare lort, sammenlignet med andres, som ik har været syg.
Min kærest f.eks. han er blevet kaldt til flere samtaler, og finder nemt arbejde, men han har heller ik et hullet cv grundet sygdom!
Jeg er meget åben omkring mit sygdoms forløb. Når jeg har sendt ansøgninger afsted til snart 10 pædagog medhjælper stillinger m.m. så har jeg åbent skrevet at jeg har været syg i en år række, men nu er endt ud på den anden side, og har bygget mig stærk af min erfaring.
Måske det bider mig i røven at jeg er så ærlig, men under alle omstændigheder vil de ku se på mit cv, at jeg intet har lavet de sidste par år, (lud over at ha gået på lærer uddannelsen, som jeg blev for syg til at gennemføre. Og så mit aktiverings arbejde, som jo ik lyder just godt at fortælle om.)
Jeg er så heldig at arbejde i en speciel børnehave for psykisk og fysisk handicappede børn,15 timer i ugen. Et spændende aktiverings arbejde!
Det har givet mig lyst til at arbejde med mennesker,hvad end det er børn/unge/ældre. Jeg har bare brug for at arbejde med mennesker, da det giver mig en livsglæde uden lige!
Jeg kan slet ik forestille mig igen at stå i butik eller lignende,som jeg bestemt også har arbejdet rigeligt som.
Det er også derfor jeg ønsker at tage sosu assistent uddannelsen: Jeg ønsker at arbejde indenfor psykiatrien, så jeg ka hjælpe andre sindslidende (måske endda hvis jeg er heldig:spiseforstyrrede).
Jeg har holdt fordrag omkring min spiseforstyrrelse, og jeg elsker hvert et sek jeg kan hjælpe andre.
Men for helved hvor er det provekerende for en pige som mig, som har været SÅ langt ude, og som har kæmpet sig hele vejen op, og så hverken at ku komme ind på studie, eller ku finde arbejde.
Jeg VED at hvis jeg fortsætter med at sku være på konatnt hjælp og gå rundt her hjemme, uden noget videre arbejde (lige bortset fra aktivering som jeg bliver sendt ud i), så ender det sku med at gå ned af bakke for mig igen.
Jeg føler mit liv står på stand by, og jeg ik kan kæmpe mig tilbage til mit sunde gode liv, med studie/arbejde,som jeg havde for år tilbage.
Fandeme om ik man kommer så langt, og så ska ens sygdoms periode bide en sådan i røven, så man ik kan komme videre, rent studie/arbejds mæssig.
Hvad tænker I om min situation?
Jeg er simpelthen SÅ frustreret, og har brug for Jeres mening omkring min problem stilling.
Jeg håber der sidder nogen derude, som gider kommentere mit indlæg.
Jeg er en snart 25 årig pige, som fra da jeg var 15-24 år, har lidt af anoreksi og bulimi. Jeg har været utrolig syg. Mest de seneste år tog min sygdom over, hvor jeg har været indlagt i Odense på afd. M to gange til "opfedning" og 3 sammenhængende indlæggelser på Odense psyk, hvor jeg var i ca. halvandet år.
Jeg er gået fra at have været så syg, så jeg spise og kastede op HELE dagen. Havde en kamp vægt på bare 37 kg. og var på vej til at smide mit liv væk BOGSTAVELIG TALT.
Fra at have sat i lort til halsen i flere år, har jeg taget kampen op, og er den dag i dag snart helskindet ude på den anden side.
Jeg spiser igen normalt (har stadig til tider et lidt besynderligt forhold til mad, men jeg formår alligevel at kontrollere det, så jeg spiser SOM det passer mig, NÅR det passer mig!) Salater som junk!
Jeg kaster sjældent op, og mine æde flip er næsten fortid.
Jeg er nået længere end jeg troede var mig muligt. Jeg havde aldrig forestillet mig, at mad sku gå fra at fylde ALT til nu kun at fylde så lidt i mit liv.
Godt lyder det alt sammen, og det er det sådan set også. MEN:
Efter at have lagt syg så længe, været på kontant hjælp i små 3 år, og kun ku magte at være i aktivering, da ser mit cv ik just godt ud længere.
Jeg har alle dage arbejdet og studeret på livet løs..
Havde et smukt cv og arbejde jeg var glad for.
Jeg har lavet meget selvom jeg ik er særlig gammel, og selvom jeg har lagt seriøst syg de seneste par år.
Jeg har været i USA og arbejde med børn/unge med speciel needs, været i Afrika på et højskole ophold, har arbejdet som handicap hjælper fuldtid et år, har en gymnasie uddannelse m.m.
Jeg måtte ligge en vidergående uddannelse på hylden, for at finde tid til mig selv, modtage hjælp, og blive rask.
Det er jeg nu. Så godt som ihvertfald.
Jeg er nu klar til at komme videre med mit liv. Jeg har accepteret at jeg ik har en uddannelse som alle mine andre jævn aldrene efterhånden har.
Det var jeg bare for syg til at ku dengang, og det har jeg set i øjnene.
Nu er jeg så klar som jeg overhoved kan blive, til igen at studere, eller ihvertfald komme væk fra min kontant hjælp, og ud på arbejds markedet.
Jeg flytter fra Sønderjylland- Odense med min kæreste om en halv måned, og har i den forbindelse søgt ind på sosu assistent uddannelsen.
Jeg kvalificerer mig til at komme direkte ind uden en hjælper uddannelse først, men jeg er desværre kommet på venteliste, og kommer derfor nok ik ind! :-(
Så nu står jer her..Må kæmpe på lige fod med så mange andre der er blevet fyret her i finans krisen. Og mit cv ligner bare lort, sammenlignet med andres, som ik har været syg.
Min kærest f.eks. han er blevet kaldt til flere samtaler, og finder nemt arbejde, men han har heller ik et hullet cv grundet sygdom!
Jeg er meget åben omkring mit sygdoms forløb. Når jeg har sendt ansøgninger afsted til snart 10 pædagog medhjælper stillinger m.m. så har jeg åbent skrevet at jeg har været syg i en år række, men nu er endt ud på den anden side, og har bygget mig stærk af min erfaring.
Måske det bider mig i røven at jeg er så ærlig, men under alle omstændigheder vil de ku se på mit cv, at jeg intet har lavet de sidste par år, (lud over at ha gået på lærer uddannelsen, som jeg blev for syg til at gennemføre. Og så mit aktiverings arbejde, som jo ik lyder just godt at fortælle om.)
Jeg er så heldig at arbejde i en speciel børnehave for psykisk og fysisk handicappede børn,15 timer i ugen. Et spændende aktiverings arbejde!
Det har givet mig lyst til at arbejde med mennesker,hvad end det er børn/unge/ældre. Jeg har bare brug for at arbejde med mennesker, da det giver mig en livsglæde uden lige!
Jeg kan slet ik forestille mig igen at stå i butik eller lignende,som jeg bestemt også har arbejdet rigeligt som.
Det er også derfor jeg ønsker at tage sosu assistent uddannelsen: Jeg ønsker at arbejde indenfor psykiatrien, så jeg ka hjælpe andre sindslidende (måske endda hvis jeg er heldig:spiseforstyrrede).
Jeg har holdt fordrag omkring min spiseforstyrrelse, og jeg elsker hvert et sek jeg kan hjælpe andre.
Men for helved hvor er det provekerende for en pige som mig, som har været SÅ langt ude, og som har kæmpet sig hele vejen op, og så hverken at ku komme ind på studie, eller ku finde arbejde.
Jeg VED at hvis jeg fortsætter med at sku være på konatnt hjælp og gå rundt her hjemme, uden noget videre arbejde (lige bortset fra aktivering som jeg bliver sendt ud i), så ender det sku med at gå ned af bakke for mig igen.
Jeg føler mit liv står på stand by, og jeg ik kan kæmpe mig tilbage til mit sunde gode liv, med studie/arbejde,som jeg havde for år tilbage.
Fandeme om ik man kommer så langt, og så ska ens sygdoms periode bide en sådan i røven, så man ik kan komme videre, rent studie/arbejds mæssig.
Hvad tænker I om min situation?
Kommentarer
Allerførst vil jeg ønske dig et stort tillykke med, at du har klaret dig igennem og har kæmpet så meget for dig selv. Det er bare godt gået :-)
Jeg forstår så udmærket dit behov for at kunne bruge dine oplevelser til glæde og gavn for andre. Forstår den livskvalitet det kan give dig og jeg tror, at det er rigtigt vigtigt, at du holder fast i, at det er det, du skal i fremtiden. Men desværre er fremtiden lige stillet lidt på stand-by.
Det er klart, at et hul i CV'et og et bagvedliggende sygdomsforløb ikke er den mest optimale tilgang til arbejdsmarkedet. Slet ikke som det ser ud nu.
Jeg tænker på, om du kan søge revalidering? Har du talt med kommunen om det? Afslag kan jo ankes, så det kunne måske være et forsøg værd?
Du skriver, at du har været åben om, at du har været syg men nu er kommet igennem og er frisk til at starte op igen. Udfra mine egne erfaringer, så tror jeg, at denne åbenhed faktisk er med til at holde dig rask - selvom den kan have nogle omkostninger på forskellige områder.
Du har kæmpet så flot, du har overvundet dig selv og din sygdom. Jeg forstår så udmærket, dit behov for at komme videre i dit liv. Jeg forstår også godt, at denne fastlåste tilstand, hvor du ikke kan komme videre, trækker dig nedad, så du bliver bange for, om du kan holde fast i den fremgang, der er sket.
Jeg tænker, at hvis du kan finde på nogle andre ting, som kan fylde dit liv positivt og give glæde, mens du venter, så vil du måske bedre kunne opretholde det, du har opnået. Jeg tænker på, om du måske kan lave noget frivilligt arbejde indenfor de områder, du gerne vil gøre en forskel på? Du fortæller, at du allerede har holdt foredrag og at det bare giver dig så meget glæde. Det er jo stærkt, så mere af den slags vil selvfølgeligt være godt :-)
Hvis du kan prøve at give slip på din desperation og følelse af, at der skal ske noget NU og bare prøver at få det bedste ud af ventetiden, så ændrer det måske ikke situationen men det kan ændre dine følelser, så du ikke ryger ned.
Det er også godt, at opstille både kort- og langsigtede mål, man kan arbejde hen imod. Hvis det viser sig, at revalidering måske kan være en mulighed, så er der noget at gå i gang med her. Det bliver nok ikke noget, kommunen bare giver dig, så det kan kræve sit at kæmpe for det, hvis det bliver aktuelt.
Alternativt hvis du kan prøve at få en fod indenfor i forskellige frivillige organisationer ell. lign. og af den vej prøve at skabe kontakter og netværk. En dag viser det sig måske pludseligt, at én af den vej har præcist det rigtige job til dig eller måske kommer du pludseligt ind på den uddannelse, du gerne vil ind på.
Det kan hjælpe gevaldigt på éns eget velbefindende, hvis man kan træde lidt ud af følelserne og gøre nogle andre ting, så man føler, at man trods alt handler og gør noget, imens man venter. Når man giver slip på tingene og ikke længere er så optaget og fokuseret af at opnå noget bestemt, så sker der nogle gange pludseligt noget, så man alligevel får det, man ønsker sig.
Jeg har en tekst fra et ugeblad, jeg har klippet ud. Måske kan den give nogle nye indfaldsvinkler:
Beregnet venten
'Beregnet venten' er en metode, jeg ofte anvender til løsning af konflikter eller til at opnå mine mål. Begrebet stammer fra Taoismen, som er en del af det filosofiske grundlag i det gamle Kina. Teorien går ud på at affinde sig med tingenes tilstand og vente på bedre tider. En tankegang der ofte ligger os fjernt, fordi vi i vores del af verden er vant til at have kontrollen og blande os i alt.
Nogle livsomstændigheder som f.eks. sygdom kan vi ikke ændre.
Iflg. Tao må vi anskue 'beregnet venten', som vi betragter naturen. Det er vinter og det er mørkt og koldt. Det forhold står ikke til at ændre. Vi kan tage vores forholdsregler – klæde os fornuftigt på og skrue op for varmen, men lave om på årstiderne og forsøge at plukke blomster i haven er nytteløst. Vi må i stedet beregne os på forårets komme. En ganske fornuftig tanke, synes jeg.
(Citeret fra ukendt ugeblad)
Mange hilsner Helene
Tusind tak for din besvarelse af mit indlæg :-)
Og ikke mindst tak for rosen omkring mit arbejde.
Jeg er også stolt over mig selv, over at være nået så langt.
Det er længe siden jeg har turde give mig selv et klap på skulderen,
men det kan jeg nu, for jeg er virkelig stolt over hvordan min kamp har båret frugt :-)
Jeg ved nu, at det ikke er en dårlig ting, at give sig selv lidt ros engang i mellem.
Det varmer dog også at høre fra andre, at de syntes ens arbejde er flot..
Så tak for det!!
Nu skriver du noget om revalidering.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke rigtig ved hvad det er og indebærer!?
Det har der aldrig været snak om, når jeg har været til samtale med min socialrådgiver eller jobkonsulenter.
Jeg har læst om det på nettet efter du skrev, men jeg er nu lidt forvirret.
Som jeg forstår det, så er det meget lignende kontanthjælp/aktivering, som jeg er på nu. Eller måske nærmere over i stil med et flexjob!?
Jeg har før været indstillet til flex job, men takkede faktisk nej i sidste ende, idet jeg følte jeg med tiden var klar til at begynde på et rigtigt arbejde eller studie i stedet for. De ville kun sende mig i flex job hvis jeg på længere sigt ik var i stand til at komme ud på arbejdsmarkedet på fuld tid, men det mente jeg at jeg ville kunne. Det var jeg igen meget ærlig omkring, og flex job snakken blev derfor lukket.
Jeg fortsatte i stedet på kontant hjælp, som jeg er på nu.
Men kan revalidering være en ting for mig?
Hvis, kan du så forklare mig hvad det indebærer?
- Det skal lige siges at jeg ik er medlem af en fagforening.
Det ved jeg ik om det kræver?
Jeg har været syg så længe, så har ik ku betale til det, da jeg ik arbejdede, og jeg røg på kontant hjælp i stedet.
Jeg har faktisk fået stablet på benene, at jeg skal til Odense i morgen, ud på det åbne jobcenter. Der vil jeg se om jeg kan få en samtale med en,
som kan hjælpe mig videre.
Men som tingene ser ud nu, så er det de vil hjælpe mig med, blot at flytte min kontant hjælp til odense, frem for her i Sønderborg, idet jeg jo flytter snart.
Jeg vil gerne være lidt forberedt på nogen måder de kan hjælpe mig videre på, som ik indbærer kontant hjælp, men jeg er lidt blank.
Hvis min eneste mulighed er at fortsætte på kontant hjælp, så har jeg også i sinde at finde mig noget frivilligt arbejde, som kan give mig en glæde.
Der er jo masser af spændende muligheder indenfor det.
Og så har jeg også mit fodbold jeg går til. Så det giver mig da lidt at lave.
- Og så ryger jeg jo nok ud i aktiviering igen..
Den cocktaile tilsammen, håber jeg er nok til at jeg holder mig stærk.
Jeg vil gerne kunne slappe af og tage ventetiden med stiv hånd.
I teorien kunne jeg også sagtens dette, hvis jeg fandt mig et fedt frivilligt arbejde, måske endda fortsatte med at holde fordrag, kom i aktivering, og har mit sport oveni.
MEN: der er også den faktor der hedder økonomi, og det er desværre en smule svært at få pengene til at løbe rundt, på en sølle kontant hjælp :-(
Og økonmiske problemer gør nu ikke just at man får det bedre, det giver tvært i mod flere problemer oveni. Ihvertfald for mig!
Og så især når man havde sat næsen op for at komme ind på studie i stedet for, eller få fingerne i et fuldtidsarbejde.
Sidst men ikke mindst, så er jeg helt tosset med det citat fra et ugeblad, som du skrev til mig.. Det har jeg gemt, og nyder at læse :-)
En varm hilsen fra mig.
Godt du kan klappe dig selv på skulderen igen :-) Du har i høj grad grund til at være stolt over dig selv :-) Nej, det er bestemt ikke forkert at rose sig selv, tværtimod.
Jeg ved faktisk ikke så meget omkring reglerne for revalidering, selvom jeg selv var indstillet til det og skulle have været i gang med uddannelse for et par år siden (det var dog ikke mit valg men noget kommunen gennemtvang, så jeg kunne ikke gennemføre det).
Men det handler bl.a. om, hvorvidt kommunen skønner, at du skal have noget yderligere hjælp for at kunne komme i arbejde under normale vilkår. Det kan f.eks. være i form af uddannelse eller i form af kurser eller job med løntilskud og specielle hensyn i en periode. En forudsætning er, at der er forventning om, at du derefter vil kunne blive helt selvforsørgende (fuldtidsarbejde) på normale vilkår.
Det er ikke så let for unge mennesker at få revalidering. Man skal ialtfald være over 25 år for, at det er muligt og det er du jo. Det er ikke en forudsætning at være i fagforening.
Jeg vil mene, at når der tidligere har været tale om flex-job, så vil du have en god sag, for så ved de jo tydeligvis, at du har haft nogle problemer og derfor burde det være meget klart, at du kan have brug for hjælp til at komme videre.
Hvis man får revalidering, så får man i stedet for kontanthjælp noget der hedder revalideringsydelse, der er et lidt højere beløb.
Skal du ind på en uddannelse, så tror jeg nok, at man skal søge ind på lige fod med andre. Det er jeg dog ikke helt sikker på, men det kan man jo undersøge.
Hvis du søger revalidering, så sørg for at være godt forberedt, så du kan argumentere for, hvorfor det vil være en god idé, at du får det. Får du så afslag på din ansøgning, så skal du have det skriftligt og så kan du anke det.
Jeg vil mene, at du har gode argumenter, så du burde have en god sag. Den største hindring er måske, at du ikke er ældre. Men kommunen kan måske også se, at det vil være en fordel - selvom det i de fleste kommuner bliver stadigt sværere at få noget igennem.
Jeg ved præcist, hvordan det er med kontanthjælpen - jeg er der selv. Det gør ialtfald ikke livet lettere :-(
Har du en budgetkonto, så du har styr på de faste udgifter, rådighedsbeløb og den slags? Da jeg kom på kontanthjælp, gik jeg mit budget igennem med lup. Alt overflødigt blev skåret væk - måtte også melde mig ud af fagforeningen. Når alle faste udgifter er betalt (automatisk via banken), har jeg ca. 2000 tilbage om måneden til ALT. Jeg køber stort ind, når jeg får penge. Så skal jeg jeg kun købe lidt småting i løbet af måneden. Det giver trods alt tryghed, når jeg ved, at jeg har de mest basale madvarer i huset, så jeg da ialtfald ikke kommer til at sulte... Da jeg havde fået styr på det, følte jeg mig meget roligere og kunne bedre slappe af og vente på bedre tider. Men helt klart, det er virkeligt slemt, når man oveni alt det andet skal presses økonomisk.
Du har det, jeg mener, der er det allervigtigste: Du har håb, du har mål, du har vilje, du har styrke. Ikke mindst, så har du en klar og tydelig fornemmelse af, at de ting du har været igennem, har styrket dig på nogle måder og har givet dig nogle ressourcer, du kan bruge i fremtiden til gavn og glæde for dig selv og andre.
Men selvfølgeligt kan man tage nogle dyk indimellem. For man er jo også meget sårbar efter mange år med problemer og kamp. Det er ikke mærkeligt, at man dykker, når man bare så gerne vil videre og der så står nogle helt konkrete forhindringer i vejen i nutiden, som man ikke 'bare lige' kan få til at gå væk. Du er nået så langt, så hvis du kan holde fast i de gode ting, du har opnået, så er jeg sikker på, at du klarer dig. Du ved, hvad der giver dig glæde, energi og styrke. Hvis du får mest muligt af det ind i dit liv, så er jeg sikker på, at du nok skal opnå det, du ønsker dig - før eller siden :-)
Kærlig hilsen Helene