1. gangs mor....
Ja som overskriften siger er jeg første gangs mor....
Jeg har en datter på 2 år, som vil alt selv
Jeg har det sådan at det er okay at være sur, sådan kan vi voksne også have det, det er okay og være sur som det er okay og være glad.... Bare ik sur for længe....
Når jeg har veninder på besøg eller vi er ved momor eller farmor så råber hun efter os, hvis vi ik lige kigger på hende? Og laver ballade... og ved dårlig opmærksomhed er bedre end ingen...
Og hvis hun ik får det hun vil ha så smider hun sig på gulvet og græder....
Jeg plejer og forklare hende tingene, og som regel hører hun efter...
-Jeg er faktisk meget stolt af at jeg kan snakke til hende som "et rigtigt menneske" (lyder forkert)... men når man tænker på hun ik er ældre....
Og når der er konflikter i luften siger jeg til hende som hun skal og siger det to gange, tredje gang "falder hammeren" og så er jeg konsekvent i den forstand at jeg eksempelvis tager hende under armen hvis hun vil gå modsat, eller henter hende til tandbørstning hvis ik hun vil komme...
Det jeg tænker på er.... Hvordan ved man at man lykkedes.....???
-Hvordan ved man om man er for hård eller for blød??
Jeg har eksempler i familien på man kan være for hård... og alt for blød.. og siger altid... "Det blir bare ikke mig".... Men hvordan forhindre jeg at det sker???
Og hvorfor råber hun sådan? Er det noget der hører alderen til? Jeg er alene med hende, så hun er jo med mig til alt, ude og handle og rundt... Tænker nogengange om det er fordi hun plejer og få godt med opmærksomhed, at hun bare ik kan klare vi ik kigger i to min.....????
Jeg har en datter på 2 år, som vil alt selv
Jeg har det sådan at det er okay at være sur, sådan kan vi voksne også have det, det er okay og være sur som det er okay og være glad.... Bare ik sur for længe....
Når jeg har veninder på besøg eller vi er ved momor eller farmor så råber hun efter os, hvis vi ik lige kigger på hende? Og laver ballade... og ved dårlig opmærksomhed er bedre end ingen...
Og hvis hun ik får det hun vil ha så smider hun sig på gulvet og græder....
Jeg plejer og forklare hende tingene, og som regel hører hun efter...
-Jeg er faktisk meget stolt af at jeg kan snakke til hende som "et rigtigt menneske" (lyder forkert)... men når man tænker på hun ik er ældre....
Og når der er konflikter i luften siger jeg til hende som hun skal og siger det to gange, tredje gang "falder hammeren" og så er jeg konsekvent i den forstand at jeg eksempelvis tager hende under armen hvis hun vil gå modsat, eller henter hende til tandbørstning hvis ik hun vil komme...
Det jeg tænker på er.... Hvordan ved man at man lykkedes.....???
-Hvordan ved man om man er for hård eller for blød??
Jeg har eksempler i familien på man kan være for hård... og alt for blød.. og siger altid... "Det blir bare ikke mig".... Men hvordan forhindre jeg at det sker???
Og hvorfor råber hun sådan? Er det noget der hører alderen til? Jeg er alene med hende, så hun er jo med mig til alt, ude og handle og rundt... Tænker nogengange om det er fordi hun plejer og få godt med opmærksomhed, at hun bare ik kan klare vi ik kigger i to min.....????
Kommentarer
Jeg synes, det lyder som om, at du gør det godt :-)
Efter mine egne erfaringer, så er rimelige grænser grundlaget for, at det kan gå godt. Grænserne går der, hvor du mærker, at de går - og du kan jo mærke grænserne og derfor lade det få rimelige konsekvenser, kan jeg høre.
Man kan så altid spørge sig selv, om det er rimelige grænser, man sætter. Nogle gange har forældre en tilbøjelighed til bare at sige 'nej', fordi det er lettere end at forholde sig til situationen og spørge sig selv, om et 'ja' faktisk ville være rimeligt. Omvendt er der nogle forældre, der er så meget i tvivl om sig selv, så de bare siger 'ja' til alting og ikke tør sige nej. Det kan også være lettere bare at sige 'ja' og lade barnet selv tage konsekvensen af sine handlinger, men det er bestemt ikke rimeligt overfor barnet.
Selvfølgeligt skal man forklare, man skal bare passe på, at ordene ikke kommer til at fylde for meget. Især når hun ikke er ældre. Hun hører ordene, men spørgsmålet er hvor meget hun forstår dem og hun lærer ikke nødvendigvis af dem. Børn lærer gennem handling. 'Hvad sker der, hvis jeg nu gør sådan og sådan?' Derfor er det også så vigtigt, at man siger, hvad man mener og mener, hvad man siger. Ord og handling må stemme overens. Altså ingen tomme trusler og ingen tomme løfter. Vær så tydelig og ærlig i ord og handling, som du kan, det skaber tryghed.
Da mine børn var små, troede jeg selv, at jeg satte grænser i og med, at jeg blev vred. Først mange år senere lærte jeg, at vrede ikke er grænsesætning. Det er tværtimod en demonstration i magt og magtesløshed. Rigtig grænsesætning indebærer, at handlingen får rimelige konsekvenser.
I dag ved jeg også, at hvis man har stærke grænser, så er det faktisk meget sjælendt nødvendigt at blive vred. Så kan man bevare meget lettere bevare roen og overblikket og sige fra på en ordentlig måde, selvom dette lille menneske efter bedste evne prøver at bringe én ud af fatning ;-)
Ros og påskøn. Fokuser på det din datter gør godt og lad være med at komme med for mange forbud. Fortæl tydeligt, hvad du ønsker, at hun skal gøre i stedet for at sige, hvad hun ikke må gøre. (Jeg hørte i går i nyhederne om et projekt på en skole, hvor man bruger denne metode med stor succes).
Din datters reaktioner er helt normale. Hun er gået ind i det, man før kaldte 'trods-alderen' men som nu kaldes selvstændighedsfasen. Hun er ved at finde ud af, at hun faktisk er et selvstændigt lille menneske. Hun er ved at lære, at de ting hun gør, får andre til at reagere. Altså ER hun og altså er det vigtigt, det hun gør. Det er jo spændende og hun lærer: 'Hvad sker der, hvis jeg nu gør sådan og sådan?' - eller 'Ih, hvor er det sjovt, når jeg gør sådan her, så ser mor helt mærkelig ud i hovedet...'. Børn lærer lynhurtigt, hvilke kontakter de skal trykke på for at få en bestemt reaktion frem.
Så jo roligere og mere konsekvent du kan være, når hun afprøver dig, desto mere tryg vil hun blive og desto hurtigere vil hun lære grænserne at kende. Trods-alderen eller selvstændighedsfasen er for mange forældre noget af det sværeste at komme igennem, fordi de ikke magter, at barnet får sin egen selvstændige vilje og de voksne kan føle sig utroligt magtesløse overfor et lille barn, der råber og skriger og vil have sin vilje igennem. Det kan være en meget kritisk periode, hvor forældrene risikerer at komme ud af kontrol. Så jo bedre, du kan markere grænserne i tide, så du ikke ryger ud af kontrol, desto bedre vil det være for Jer begge.
Selvfølgeligt prøver din datter at få opmærksomhed på den ene eller den anden måde. Det er vigtigt, at hun lærer, at hun får positiv opmærksomhed, når hun gør noget godt og ikke negativ opmærksomhed, når hun gør noget skidt. Fokuser derfor på, når hun opfører sig, som du ønsker og ikke så meget på, når hun gør noget uønsket. Hun skal helst ikke lære, at det er lettere at få negativ opmærksomhed.
Selvfølgeligt skal du også kunne koncentrere dig om andet end hende, men det er klart, at hun prøver at få opmærksomheden. Der må man nok bare prøve at sige 'Nogle gange er det dig, jeg er koncentreret om og nogle gange er det nogle andre'. Når du ved, at hun til daglig får den positive opmærksomhed, hun har brug for, så kan du også bedre tillade dig selv, at du også er fokuseret på andet end hende hele tiden. Alle mennesker bliver jo nødt til at lære, at de er nødt til at deles og jeg tror ikke, at det bliver så stort et problem, hvis der er nok. Problemet kommer, hvis hun ikke få opmærksomhed nok og skal dele den smule der er med andre.
Det var vist alt, jeg lige kunne komme i tanke om.
Men som sagt, så synes jeg, det lyder som om, du har rigtigt godt fat i det og gør det godt :-)
Hilsen Helene