jeg tror jeg vil skilles
Jeg er i et dilemma. Skal jeg sige til min mand at jeg vil skilles, eller ska jeg blive for børnenes skyld? Jeg ved de vil blive kede af det, da flere af deres kammeraters forældre er skilt og i forbindelse med det har de tit sagt at de håber ikke deres far og jeg skal skilles. Så kan næsten ikke få mig selv til det. Men jeg har det dårligt med mig med selv jeg har længe overhovedet ikke haft lyst til sex, hvilket gør min mand opfarende og gnaven. Jeg har heller ikke lyst til at kys og nusseri osv. Og det er da også synd for ham at skal gå glíp af alt dette. Han mener dog jeg bare skal gå til en psykolog så kommer det sikkert igen, jeg har haft nogle oplevelser som barn som måske kunne være en årsag til at jeg ikke gider sex, men jeg tror ikke det er hele sandheden. Jeg syntes også mine børn og jeg har det bedre når vi er alene hjemme, her i weekende var min mand væk hele weekende, og det var bare så rart. Stille og roligt, ingen der skældte ud, hvilket jeg syntes min mand også gør for meget. Og ingen der brokker sig over bagateller og kræver at man har sex ligeså snart man slår øjnene op. Skal lige nævnes at min mand også tror at det at tænde en kvinde er at nive hende i brysterne og så en hånd i skridtet, men det tænder mig da fuldstændigt af hvis jeg ikke var det i forvejen, men det er som vil han ikke forstå at det ikke virker, han tænder bare jeg giver ham et kram eller kommer ud fra badet.
Men der også det med økonomien, vi har ikke for mange penge sammen, så hver for sig bliver det da ikke bedre, det har også holdt mig tilbage, ved godt det er en åndsvag undskyldning. Tænker og så på vores familie og venner, det hele bliver jo vendt op og ned.Så ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.
Skal jeg tage skridtet og sige jeg vil skilles, eller skal jeg prøve at få det til at fungere for ungernes skyld, selv om det har været på denne måde i flere år, har næsten opgivet at det nogen sinde bliver bedre:-(
Men der også det med økonomien, vi har ikke for mange penge sammen, så hver for sig bliver det da ikke bedre, det har også holdt mig tilbage, ved godt det er en åndsvag undskyldning. Tænker og så på vores familie og venner, det hele bliver jo vendt op og ned.Så ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.
Skal jeg tage skridtet og sige jeg vil skilles, eller skal jeg prøve at få det til at fungere for ungernes skyld, selv om det har været på denne måde i flere år, har næsten opgivet at det nogen sinde bliver bedre:-(
Kommentarer
Hvorfor i alverden har du f.eks. ikke for mange år siden fortalt ham, hvad der tænder dig seksuelt og især hvad der ikke gør? Hvis ikke du har fortalt ham det, så kan han jo ret beset ikke vide det. Muligvis du har prøvet, men altså ikke tydeligt nok, og det ved jeg godt kan være et stort problem.
Du beskriver udelukkende jeres problemer som værende af seksuel karakter, og hvis ikke I har talt om disse ting, er der ikke noget at sige til at han bliver frustreret og opfarende, hvis han bliver afvist af dig hele tiden.
Mit forslag til dig, er at du forlanger, at I tager en samtale om jeres forhold, at du så fortæller ham hvordan, du har det – det er meget vigtigt at det ikke udelukkende bliver anklager, for det kan I ikke bruge til noget, men netop en samtale om, at du ikke fungerer på denne måde, - de eventuelle øvrige problemer, der fylder jeres liv; om I sammen kan finde en løsning, for du overvejer faktisk meget grundigt en skilsmisse, for du kan ikke holde den nuværende situation ud længere. Det vil være bedst, hvis I kan være sikre på ikke at blive forstyrret under disse samtaler. Nu ved jeg ikke, hvor gamle jeres børn er, men jeg fornemmer at de er store nok til at kunne forstå, at nu har mor og far nogle ting, de skal tale meget alvorligt om, og I derfor gerne vil være uforstyrrede.
Du skal sige til ham, at hvis I skal få talt ordentlig om det her ting, så skal I ikke begynde at skændes, men netop tale roligt om tingene. Aftal f.eks. at hvis en af jer lige bliver rigtig godt gal – ja, så er det tilladt at holde en ”time-out”, hvor man lige trækker vejret og tæller til ti, tænker sig om. Hellere det, end I ender med at råbe til hinanden. Du skal være indstillet på, at han kan risikere at sige nogle ting til dig, som måske også gør ondt på dig. Det er meget, meget sjældent at problemer i et parforhold udelukkende er den enes skyld – du er nødt til at forberede dig på, at du også har din del af ansvaret. Dette fortæller jeg dig, fordi når man har det så dårligt, som du beskriver at have det, så er det meget vanskeligt at se, at man ikke selv er helt fejlfri.
Hvis du har nogle uafklarede ting fra din barndom, der spøger, så kan det faktisk være en god ide at du prøvede at få lidt hjælp til det, men måske det vil være en rigtig god ting for jer at blive enige om, at I måske skulle søge noget parterapi. Det er nemt for ham at sige, at dine problemer fra barndommen må du lige få løst med en psykolog, men det viser også at han egentlig ikke mener, at han overhovedet gør noget forkert. Han burde måske i stedet lære at støtte dig og have forståelse for dig.
Det er en meget dårlig ide at blive sammen udelukkende for børnenes skyld, det kommer der ikke noget godt ud af, men man skylder sine børn og sig selv, at man ikke opgiver før alt andet er forsøgt.
Bedste tanker - håber du vil melde tilbage.
Hverken jeg eller andre kan naturligvis sige, om du bør blive skilt eller ej. Jeg svarer dig naturligvis udfra mine egne erfaringer og holdninger.
Jeg tror, at børn har bedre af at have to glade forældre hver for sig end to forældre der har det dårligt sammen. Ingen børn fortjener at vokse op i et miljø, hvor der ikke er kærlighed, nærhed, respekt og fælles overensstemmelse mellem forældrene. Det er skadeligt at vokse op i et miljø, hvor skænderier, kulde, uvenskab og hævede stemmer hører til dagens orden. Jeg mener, det splitter børnene, der alt for let kommer til at lide under forældrenes mistrivsel og alt for let kommer i loyalitetskonflikter i forældrenes indbyrdes kamp.
Selvfølgeligt bliver børnene (som regel) kede af det, når forældrene skilles. De mister noget og de har ikke fornemmelsen af, at forandringen faktisk kan være positiv og at det kan blive bedre bagefter. Det er noget, de først skal erfare. Det er jo i så fald også noget forældrene skal vise dem i handling. Indtil de har set det bevist, vil de være utrygge og den utryghed er det forældrenes opgave at hjælpe dem over og genskabe trygheden.
En psykolog kan måske hjælpe. Ikke på din manglende sexlyst men på din og din mands forhold. Men det kræver, at I begge søger hjælp - altså parterapi. For det er ikke kun dig, der er 'noget galt med', fordi du ikke har lyst til sex. Når én person i en familie har problemer, så har hele familien problemer. Der er bare én af personerne, der mærker det tydeligere end de andre, der måske lukker af for det eller ignorerer det. Men når der er én i en familie, der ikke trives, så vil det smitte af og familien som helhed mistrives. Derfor er det ikke kun dit problem men i høj grad også din mands problem, at tingene ikke fungerer. Den seksuelle ulyst er for mig at se kun et symptom på, at der er generelle problemer i forholdet. Din mand kan ikke bare tørre det af på dig, at du har brug for en psykolog.
Du skriver, at du har haft nogle oplevelser som barn, som måske kan være årsag til, at du ikke gider sex. Hvis du har været ude for seksuelle overgreb som barn, så følger der så meget andet med, der i høj grad kan præge evnen til at have et samliv og nære relationer som voksen. Så ikke af hensyn til din mand og dit ægteskab men af hensyn til dig selv og dine børn, vil jeg mene, at det er en god idé at få profressionel hjælp for at få disse ting bearbejdet. Ingen tvivl om, at overgreb i større eller mindre grad præger éns forhold til andre mennesker og evne til at skabe positive relationer livet igennnem.
Jeg tror på, at det, der er bedst for én selv, så man føler sig glad, fri og tilfreds med sit liv, også er det bedste for éns børn. At lukke sig selv inde i et fængsel for børnenes skyld, hjælper efter min mening absolut ikke børnene. Hvis moderen lider, lider børnene med hende. Hvis du gør det, der føles rigtigt for dig, så vil du vise børnene, at du er i stand til at tage ansvar for dit eget liv og træffe de bedste valg for dig selv, selvom det har nogle omkostninger. Derved giver du dem lov til at gøre det samme. Som det er nu, ofrer du dig og der er ingen, der vil takke dig for dit offer senere. Det vil være dig selv, der engang står med følelsen af at have forspildt dit liv og det kan være meget smertefuldt for børnene, hvis de senere kommer til at føle, at det var p.ga.a. dem, at du ikke fik et godt liv.
Selvfølgeligt kan det have nogle økonomiske og praktiske omkostninger men hellere det end varige følelsesmæssige omkostninger.
Når alt dette er sagt, så vil jeg råde dig til at mærke godt efter inde i dig selv, hvad der FØLES rigtigt og godt for dig. LYT til din indre stemme. Luk alle tanker om økonomi og hensyn til børnene o.s.v. ude. Luk øjnene, tag nogle dybe vejrtrækninger og prøv at forestille dig et billede af dit liv om fem år, hvis du bliver og hvis du ikke bliver. MÆRK hvordan det ene og det andet FØLES. Hvor føler du størst gllæde og energi? I fremtidsvisionen med eller uden din mand? Få en fornemmelse af frihed, glæde og energi. Hvordan finder du disse følelser i dig selv? De er livsvigtige.
'Børn har det kun så godt, som deres forældre har det. Længere er den ikke.'
Citat: Jesper Juul, familieterapeut og forfatter.
Mange hilsner Helene
Jeg er ikke EU-borger, jeg har været gift med en dansker og boet i Danmark siden 2006, opholdstilladelse til 2013. vi har to små børn. Jeg har dårlig forholde og jeg vil gerne skilles men hvis jeg skilles lost min opholdstilladelse. Jeg er meget bange for at miste mine børn. Jeg kan forstå, ifølge den ændrede integrationslov, at jeg ikke kan få permanent opholdstilladelse, fordi jeg ikke har job. Hvilke muligheder har jeg for at blive i Danmark med mine børn og eventuelt opnå permanent opholdstilladelse? Og for jeg at flytte til mit hjemland sammen mine børn. PLEASE nogen det kan hjælp mig! Hvad kan jeg gøre? Jeg er alene jeg har ikke familie i DK.
Om du skal skilles kan kun du selv svare på. Er kærligheden helt væk?
Jeg stod i samme dilemma for to år siden. Havde flere år forinden ofte tænkt på at blive skilt, men havde de samme tanker omkring børnene og økonomien. Men du skal huske én meget vigtig ting: DU og kun du, kan tage ansvaret for at du får et liv du kan holde ud.
Og det har du krav på og ret til.
Hvordan tror du dine børn ville have det hvis de om x antal år, fandt ud af at du var blevet hos deres far på grund af dem?? Du kan sagtens give dine børn et godt liv selvom det ikke bliver i en kernefamilie. Jeg tog mod til mig fordi jeg VILLE give mig selv et godt liv. Blev skilt, var den der måtte opgive børnene (15,13 &5). Skubbede alle bekymringer om økonomi fra mig og sprang ud i det, støttet af et par gode kolleger.
Føj, det gjorde ondt i starten. På grund af økonomien havnede jeg i et utæt bondehus hvor varmen på en god dag i efteråret viste 8 grader når jeg kom hjem. Men stille og roligt fandt jeg mig selv, og fik en god lejlighed og min økonomi er helt fin nu, til trods for at jeg skal betale børnepenge til 3 børn.
Det har været sejt og der har været mange tårer, det skal jeg være den første til at indrømme. Men det har været det hele værd. Mine to ældste kommer ind imellem på besøg, men sover her aldrig. Det har de ikke lyst til, for de er i fuld gang med deres ungdomsliv. Den mindste har jeg 4 dage ud af 14. Mere ønsker han ikke, og det må jeg acceptere. Jeg har et fornuftigt forhold til deres far, og når vi henter/afleverer sidder vi gerne lige og sludrer over en kop kaffe.
Men det bedste er at jeg nu kan se en familie (splittet ja) hvor alle 5 trives og har det bedre end nogensinde. Mine store piger har sågar sagt til mig at det var en fornuftig beslutning. (dog var de meget skuffede over mig i starten, forståeligt nok).
Så alt i alt kan jeg godt "anbefale" en skilsmisse, hvis du vel og mærke er helt sikker på at det virkelig er det du ønsker. Det bliver drøjt, men du skal nok klare det.
Mange varme tanker til dig.
Det seksuelle er en afledt årsag til at du ikke føler du har det godt sammen med din mand, og derfor bliver du irriteret og derfor skal du også have sagt det klart og tydeligt at det tænder dig af. Positivt, som jeg ser det, så er det dejligt din mand stadigvæk har lyst til dig.
Et ægteskab skal være på baggrund af at 2 mennesker elsker hinanden, og mener de har en fremtid samme og ikke på baggrund af økonomi. Det kan være et helvede at vælge et liv med penge og så være sammen med en man egentlig ikke har lyst til at være samme med. Omkring børnene, så er det aldrig en dans på roser i deres verden, når forældre skal skilles, og den situation skal takles med modenhed fra de voksnes side, så det netop ikke går ud over børnene, hvis du vælger en skilsmisse. Du skal få ægteskabet til at fungere, hvis det er det DU vil, og ikke for børnenes skyld. Børn har fortjent at blive opdraget til at selv om vi er voksne, så skal man ikke miste sig selv og sin selvrespekt på baggrund af et ægteskab. Det jo også en læring, at livet går ikke altid som vi ønsker. Vi ønsker vel alle at det hedder os 2 for altid, når vi bliver gift. Vi tror på det og lever efter det indtil det en måske en dag ikke er virkelighed mere, og så må vi forholde os til det. Det er nu en ny situation, er det værd at kæmpe for ægteskabet eller skal jeg slippes fri, så jeg flyve ud i en ny verden med nye muligheder. Du kan hvad vil, og du skal huske denne sætning at "viljen til at ville skaber evnen til at kunne". Hav hele tiden denne læreregel med dig i livet. Det er dig selv der styre, hvor du lander i dette liv, for ingen andre kan gøre det for dig.
Det ville være løgn at sige at alting bliver nemmere, når man bliver skilt. For en skilsmisse koster tårer, en skilsmisse koster at børnene i en periode synes man har gjort alting forkert, også selvom de er store. Det man skal huske hele tiden er, at man splitter deres kernefamilie, den som de troede eksisterede for altid, så hvornår man er voksen i sådanne en situation, er nok noget man aldrig helt bliver. Det er jo ikke det samme som de ikke forstår dig og ikke har set at dig og din mand ikke har det bedste ægteskab, for tro mig de ved det allerede, men har ikke lyst til at se det og er det ikke ok.
Min anbefaling er at få talt med din mand, og få vendt situationen med ham. Hvad mener han om jeres ægteskab og måske har du allerede besluttede, hvad du vil, så synes jeg det er det budskab du skal komme frem med og ikke udsætte situationen længere end højst nødvendigt. Vil du jeres ægteskab, så er det klogt at få en udefra til at tale med jer om situationen.
Held og lykke med fremtiden.