angst eller stress?
Hej
Jeg har haft det lidt skidt i nogle timer nu. Har helt ondt i maven. Det startede fordi min kæreste gik ud og skovlede bilen fri for sne. Da jeg ikke hjalp ham, var jeg bange for at han skulle synes jeg var doven, så jeg gik i gang med en masse ting..oprydning, madlavning og at lægge tøj på plads. (han forventede ikke at jeg hjalp ham) Siden det har jeg ikke kunnet slappe af. Men er det angst eller er det bare stress? Jeg har socialfobi og har haft panikanfald, men jeg synes ikke jeg har oplevet det før, slet ikke hjemme i mit eget hjem.
Jeg har haft det lidt skidt i nogle timer nu. Har helt ondt i maven. Det startede fordi min kæreste gik ud og skovlede bilen fri for sne. Da jeg ikke hjalp ham, var jeg bange for at han skulle synes jeg var doven, så jeg gik i gang med en masse ting..oprydning, madlavning og at lægge tøj på plads. (han forventede ikke at jeg hjalp ham) Siden det har jeg ikke kunnet slappe af. Men er det angst eller er det bare stress? Jeg har socialfobi og har haft panikanfald, men jeg synes ikke jeg har oplevet det før, slet ikke hjemme i mit eget hjem.
Kommentarer
For mig lyder det, du beskriver, som angst og angst er en stress-tilstand.
Du skriver det jo også selv: Du var bange for, at din kæreste skulle synes, at du var doven.
Angst kan vise sig på mange måder. Angst er ikke kun panikangst. At man gør det, man antager, at andre ønsker og forventer, fordi man ellers er bange for konsekvenserne, er frygtbaseret adfærd.
Du var bange for, at din kæreste skulle synes, du var doven - altså var du bange for konsekvenserne, hvis du ikke gjorde, hvad du regnede med, at han ville blive tilfreds med.
Det er jo ofte den måde, angst udvikler sig på. Du lider i forvejen af panikangst og socialfobi, men har hidtil ikke følt angst hjemme. Men angsten kommer af dine følelser og dem har du jo også derhjemme. Når du f.eks. frygter, hvordan din kæreste reagerer, har du jo angsten hos dig, når din kæreste er hos dig.
Angsten breder sig til flere områder, jo mere magt man giver den. Da du gik i gang med at lave en masse ting af frygt for, at din kæreste ellers skulle sige, at du var doven, gav du angsten lov til at bestemme over dig. Alternativet ville være at overvinde angsten og lære at tackle den situation, at han måske ville synes, at du var doven.
Mange hilsner Helene
Det handler nok ikke så meget om, hvorvidt din kæreste kunne finde på at sige, at du var doven. Problemet er nok mere, at du er bange for at få at vide, at du er doven - måske fordi du så ville føle dig skyldig eller skamfuld eller ikke ville vide, hvordan du skulle reagere eller tackle situationen. Ergo følte du dig presset til at arbejde, når han også gjorde det - så han ikke skulle kunne sige det.
Problemet er altså, at du ikke ville kunne tackle situationen, HVIS han havde sagt det og derfor prøvede du at undgå, at han havde nogen grund til at sige det.
Det er med andre ord ikke din kærestes reaktion du frygtede. Men mere, at du ikke ville kunne håndtere den situation, der i givet fald kunne opstå.
Mange hilsner Helene
Jeg kom i tanke om i dag, at det har noget med min spiseforstyrrelse at gøre. Det havde jeg helt glemt. For mig hænger det at være doven sammen med det at være fed. Det er næsten lige slemt for mig. Når jeg venter på toget eller er i andre lignende situationer kan jeg ikke sidde ned, men må stå, netop fordi jeg er bange for at folk tænker jeg er doven. Og det er underligt, for jeg tænker jo ikke selv sådan om andre folk. Jeg synes ikke folk ser dovne ud, hvis de sætter sig på en bænk i byen. Men det er blevet bedre i løbet af årene, for da jeg boede hjemme tog jeg toget til København fra Næstved flere gange om ugen, og der stod jeg op hele vejen de fleste af gangene.
Det var en meget vigtig indsigt, du kom frem til i dag.
Det er ofte sådan, at tingene hænger sammen uden, at vi er bevidste om det.
Det er (desværre) også for mange mennesker sådan, at der af mærkelige grunde gælder andre 'regler' for dem selv, end der gør for andre. Det er f.eks. i orden, at andre sætter sig og slapper af - men det er ikke i orden for én selv. Eller også er det omvendt: Det er i orden, at man selv sætter sig og slapper af - men det er ikke i orden, at andre gør det!!
Det er jo ikke særligt fornuftigt eller rimeligt.
Fordi man vejer for meget, har man jo alligevel ret til at slappe af. At man ikke er i gang eller ikke rører sig hele tiden, behøver bestemt ikke at være et tegn på dovenskab. Det kan også være, at man simpelthen bare er træt eller har brug for en pause eller måske har brug for at dovne. Hvis man er i gang hele tiden, så bliver man virkeligt træt og så får man endnu mere brug for ikke at gøre noget.
Men det var altså din frygt for at få at vide, at du er doven eller at du vejer for meget (og at det er din egen skyld, når du ikke laver noget), der fik dig til at skulle lave noget i går, da din kæreste skovlede sne.
Jeg tænker på, om der er nogen tidligere i dit liv, der tit har sagt sådan noget til dig? Hvis man tit har fået noget ubehageligt at vide, så kan man blive så bange for at høre det igen, så man vil gøre nærmest hvad som helst for at undgå det.
Mange hilsner Helene
mvh
mask1234a
Jeg tror ikke der er nogen der har kaldt mig doven. Heller ikke tyk. Det er vist noget jeg selv har sat sammen, måske fordi de fleste anorektikere er meget aktive, så mener jeg at det skal jeg også være, når jeg nu har anoreksi.
Så er det ikke så mærkeligt, at angst/stress blev udløst, da du følte, at du også måtte gøre noget, når din kæreste gjorde.
Jeg kan forstå, at du har en del psykiske problemer. Har du fået noget hjælp/terapi?
Mange hilsner Helene
Jeg blev tilknyttet psyk. afd. da jeg fik skizofreni. Men efter jeg flyttede hertil måtte jeg gå flere år uden noget hjælp. Der havde jeg bulimi eller en blanding af bulimi og anoreksi og jeg skar mig en del. Jeg ved ikke om det var fordi jeg ikke var tynd nok, men de sagde at de ikke havde ressourcer til at hjælpe.
Men nu har jeg gået hos en psykolog på psyk. i nogle år. De har været gode til at hjælpe med, at jeg har fået medicin og det har da også været fint at gå hos psykologen, men mht. spiseforstyrrelsen har det slet ikke hjulpet.
Jeg blev indlagt frivilligt for noget tid siden, fordi jeg havde tabt mig en del og de sagde at de kunne hjælpe. Men jeg blev skuffet for det passede slet ikke. Den første måned jeg var der troede de at jeg var indlagt pga. skizofrenien, så når de spurgte mig hvordan jeg havde det, og jeg svarede at jeg havde det skidt, fordi jeg følte mig tyk, så svarede de ikke på det, men spurgte i stedet hvordan det gik med stemmerne. (hvilket jeg ikke havde så mange problemer med. )
Siden jeg blev udskrevet har jeg spist nogle dag og andre har jeg ikke. Jeg kan ikke rigtig bestemme mig for om jeg vil spise eller ej. I går besluttede jeg mig for at nu vil jeg tabe mig, for jeg kan slet ikke holde ud at veje så meget som jeg gør. Mit BMI siger jeg er lidt undervægtig, men jeg synes bare der er fedt over det hele. Hvis jeg taber mig meget må de tvangsindlægge mig, for jeg gør det ikke frivilligt en gang til. Jeg ender alligevel samme sted.
Jeg kunne godt tænke mig at gå hos en psykoterapeut. Det har jeg hørt godt om. Men vi har ikke så mange penge, så der går nok lang tid før jeg har sparet sammen til det.
Det er mange ting, du har at slås med.
Når så det etablerede system ikke kan tilbyde den hjælp, man har brug for, så er man virkeligt på den.
Ja, det er forbandet, at psykoterapi ikke er tilskudskudsberettiget, for det er helt klart, at det hjælper nogle mennesker bedre end den almindelige psykiatriske/psykologiske behandling.
Måske du kan søge nogle legater? Jeg ved godt, at det nok ikke kan dække et helt terapiforløb men måske kunne det hjælpe?
Mange hilsner Helene