Indstillinger
Skilt - ikke bare fra manden men også børnene
Blev skilt for et års tid siden og i starten var det os forældre der på skift boede hos de næsten voksne børn på 17 og 20, mens det fælles hus alligevel var til salg. Den ældste flyttede, og på et tidspunkt var det ikke længere holdbart at flytte rundt, så jeg fik den midlertidige lejlighed (huset stadig ikke solgt efter to år).
Jeg kunne godt have de unge mennesker overnattende selvom lejligheden var lille, men min eks modsatte sig at min datter - den yngste - skulle komme hos mig regelmæssigt, og hver gang vi havde en aftale, købte han hende med restaurant- eller Tivolibesøg eller andet. Det der gør mest ondt, er jo at hun falder for det. Hvis hun virkelig ville se mig, ville hun jo komme.
Jeg har nu skiftet til en større bolig hvor hun kan få sit eget værelse, men hun vil ikke, og nu er jeg bare SÅ fortvivlet. I forvejen har det været en meget langtrukken situation pga. boligmarkedet, men jeg havde jo aldrig troet jeg skulle skilles fra mine børn.
Jeg ser den ældste ofte, og alt er helt okay imellem os, men den yngste straffer mig for situationen, og jeg synes det er helt urimeligt at jeg skal påtage mig "skylden" for skilsmissen. Det er også hendes far som har villet det sådan i årevis, men han bruger alle midler for at holde på hende. Hun har aldrig tidligere været fars pige. På skrift ser det ud som om jeg ikke vil samarbejde, men tro mig - jeg har været så fleksibel hele vejen at jeg næsten har glemt mig selv (jul - nytår - ferie - bodeling - flytning).
Jeg har ærligt fortalt hende at jeg savner hende, og at jeg virkelig ønsker at hun også skal bo hos mig noget af tiden, men hun ignorerer mig bare og vil ikke engang give mig et kram når vi ses. De (få) ting jeg har taget med opfatter hun som om jeg har ribbet hjemmet. Hun fylder 18 nu, men opfører sig som en på 14. Tro ikke at jeg ikke forstår hun er ulykkelig - det har jeg også forsøgt at tale med hende om, og kærligt udtrykt min sympati over hendes situation.
Og igennem alle årene ved jeg at jeg har været en GOD mor. Jeg har gjort alt for de unger - og ALTID været der for dem, i modsætning til faderen. Men nu er jeg bare så ked af det at jeg næsten ikke kan bære det længere. Måske en kulmination af skilsmissen og "den tomme rede".
Er der nogen derude i samme situation?
Findes der et forum for skilsmisseforældre til teenagebørn? Jeg har allerede betalt en terapeut, men synes ikke det hjælper. Mange aftener går med gråd og fortvivlelse.
På forhånd tak!
Jeg kunne godt have de unge mennesker overnattende selvom lejligheden var lille, men min eks modsatte sig at min datter - den yngste - skulle komme hos mig regelmæssigt, og hver gang vi havde en aftale, købte han hende med restaurant- eller Tivolibesøg eller andet. Det der gør mest ondt, er jo at hun falder for det. Hvis hun virkelig ville se mig, ville hun jo komme.
Jeg har nu skiftet til en større bolig hvor hun kan få sit eget værelse, men hun vil ikke, og nu er jeg bare SÅ fortvivlet. I forvejen har det været en meget langtrukken situation pga. boligmarkedet, men jeg havde jo aldrig troet jeg skulle skilles fra mine børn.
Jeg ser den ældste ofte, og alt er helt okay imellem os, men den yngste straffer mig for situationen, og jeg synes det er helt urimeligt at jeg skal påtage mig "skylden" for skilsmissen. Det er også hendes far som har villet det sådan i årevis, men han bruger alle midler for at holde på hende. Hun har aldrig tidligere været fars pige. På skrift ser det ud som om jeg ikke vil samarbejde, men tro mig - jeg har været så fleksibel hele vejen at jeg næsten har glemt mig selv (jul - nytår - ferie - bodeling - flytning).
Jeg har ærligt fortalt hende at jeg savner hende, og at jeg virkelig ønsker at hun også skal bo hos mig noget af tiden, men hun ignorerer mig bare og vil ikke engang give mig et kram når vi ses. De (få) ting jeg har taget med opfatter hun som om jeg har ribbet hjemmet. Hun fylder 18 nu, men opfører sig som en på 14. Tro ikke at jeg ikke forstår hun er ulykkelig - det har jeg også forsøgt at tale med hende om, og kærligt udtrykt min sympati over hendes situation.
Og igennem alle årene ved jeg at jeg har været en GOD mor. Jeg har gjort alt for de unger - og ALTID været der for dem, i modsætning til faderen. Men nu er jeg bare så ked af det at jeg næsten ikke kan bære det længere. Måske en kulmination af skilsmissen og "den tomme rede".
Er der nogen derude i samme situation?
Findes der et forum for skilsmisseforældre til teenagebørn? Jeg har allerede betalt en terapeut, men synes ikke det hjælper. Mange aftener går med gråd og fortvivlelse.
På forhånd tak!
Kommentarer
det kan også være at hun syntes du har gjordt hendes far ondt---ved kilsmissen ---
Måske dette her kan hjælpe dig lidt på vej.
Din datter er teenager, og hendes liv har ændret sig radikalt. For hende er din flytning til et nyt sted, en splittelse af hendes barndom og samtidig er hun også ved at løsrive sig fra dig.
Som forældre, og specialt mødere, er det en utrolig svær process. Vores den mindste er og bliver oftes for mange møder, den mindste resten af deres dage, og ikke særlig heldigt for barnet.
Jeg vil sige til dig. Du er absolut en super god mor. Og du kan blive endnu bedre ved at acceptere din datters beslutning. Hun har brug for masser af tid. Og ved at du giver hende den tid hun har brug for, viser du hende din kærlighed. Jeg vil anbefale dig, at du evt. siger til hende, at du elsker hende, at du acceptere hendes valg, at du står bag hende 100%, at du forstår det er svært for hende og at du vil give hende alt den tid hun har brug for. Ved at du accepere hendes valg og lader hende bestemme farten, vil hun begynde at se dig med andre øjne. Langsom og sikkert vil du vænne sig til den nye situation. Tænk på, at hun allermest ønsker at blive i det gamle og kendte. Det er normalt for alle mennesker.
Til dig vil jeg anbefale, at du begynder at overveje, hvordan dit nye liv skal se ud. Det kan være med dine børn, arbejde, fritidsinteresser osv. Jeg garantere det vil give dig noget at arbejde med. Og når planen er færdig kommer det til handlingen.
Jeg taler ud fra erfaring og at jeg er uddannet psykoterapeut og coach. Jeg ved du har det svært. Min mindste datter er lige flyttet hjemmefra, og tomhenden og ensomheden føles til tider utrolig svært. Dog har mine planer for fremtiden hjulpet både jeg selv og mine klienter videre i livet. Jeg vil anbefale du evt. tager foreslaget med til din terapeut. Det der mangler hos dig er at tage handling på dit nye liv, så du får andet at tænke på. Din datter skal nok komme når hun er klar.
Du kunne evt. aftale med hende at i laver noget sammen. Evt. en gå tur på stranden. Når vi går i naturen har vi med at tale mere frit. Og prøv at forestille dig, hvor meget information og nærhed du kan få med din datter på den måde. Små step.
Dine børn skylder dig intet og du heller ikke dem, når de er voksen. Det er vores ansvar at sørge for vores børn kommer videre i livet. Her har du gjort et godt stykke arbejde. Annerkend dig selv for det. Din datter løsriver sig fra dig. Hun siger "Mor jeg er ved at være voksen, og jeg vil selv bestemme" Det er sundhedstegn og en annerkendelse til dig som mor. Vær stolt af dine piger.
Det gør ondt at sige farvel til et gammel liv, men et nyt er ved at vokse for dig. Alle muligheder står åben. Vi er enige i at din mand ikke støtter der ordenlig her. Måske i skulle tage en snak og fortæl evt. at du acceptere din datters valg. Ja det er svært. Jeg ved det. Men min egen datter er så stolt og fortæller mig alt mellem himmel og jord. Søger hjælp og viden fra mig, når behovet er der. Hun ved jer er der. Det gør begge mine børn. Sådan en mor er du også. Det skal du vide. De elsker dig over alt på jorden. Kærlighed er at frigive og ikke beholde. Din datter kommer når hun har fået lidt ro i sit liv og fundet ud af at tingene saktens kan være godt, selvom din mand og du er blevet skildt.
Jeg håber det her kan give dig lidt inspiration.
Mange gode tanker fra en mor til en mor. Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke i dit nye liv.